|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Jan 30, 2010 18:33:05 GMT -5
Ballet var stadig væk i fuldt gang. Folk snakkede, dansede, spiste og nød hinandens selskab. Cassidy var dog ikke ligefrem en af dem. Hun sad for sig selv og kiggede ud på alle dem der dansede, og snakkede. Hun følte sig en smule uheldig, men hun tænkte ikke ret meget over det. Hun burde nok bare være blevet i sin seng, men så ville hun nok være gået glip af.. ja ingen ting. Hun kedede sig, selvom det måske var sundt, så brød hun sig ikke den mindste smule om det. Tankerne vandrede rundt, om hvorvidt hun skulle blive eller gå. Dansene så indviklede ud, og da hun ikke selv mente at hun kunne danse, havde hun omhyggeligt undgået en hver person, som så du til at være desperat efter bare at danse med nogen. Der var mange kategorier for folk, og når det gjaldt at blive danset med, så stod hun allernederst som typen man kun dansede med, i nøds tilfælde. Det kunne vel også være lige meget, hun var ikke særlig god alligevel, og det ville være synd for de desperate fyre at danse med en som hende, specielt hvis hun trådte på dem under dansen. Hun var bange for at gøre sig selv pinlig forlegen. Dans, nej tak! Hendes blik gik rundt over alt, og hun missede intet, selvom hun havde masken på, så opdagede hun alt hvad hun ville. Hun følte sig underligt tilpas i kjolen. Mest fordi at den nok ikke rigtig klædte hende, på den anden side, havde hun noget andet valg? Hendes hår var blevet sat op i en hestehale, men det stod stadig væk meget ud, hendes blege hud var der ikke noget at gøre ved. Hun lukkede sine øjne og afslørede et tyndt lag, hvidt øjenskygge som hun aldrig ville have taget på, hvis det ikke havde været fordi det klædte masken. Hendes mascara og eyeliner var også hvid. Alt i alt, Cassidy stod ud, uanset hvad hun gjorde ved sig selv. Efter hendes egen mening.
|
|
|
Post by Peter Croft Underwood on Jan 30, 2010 19:28:00 GMT -5
Peter satte, lettere nervøst, sin fod ind i balsalen. Han følte sig umanerligt kvabset og klodset. Et var at stå i en enorm balsal fuld af mennesker han stortset ikke anede hvem var, noget andet var at alle andre med deres farvestrålende kjoler og dyrt-udseende jakkesæt, fik ham til at føle sig utroligt lille og genert. Hans eget udstyr havde ikke været ret dyrt, og det så måske også en lille smule krøllet og gammelt ud, men igen, hvad genbrugsbutikkerne havde at tilbyde måtte han jo tage imod. Han følte også at hans forsølvede maske virkede utroligt kedelig i sammenligning med nogle af de vanvittigt kunstfærdige og smukke masker andre havde på, nogle af dem var sågar magiske og havde små spiraler der rent fkatisk bevægede sig, fjer, måske enda vinger, der kune blafre og sprede sig. Han listede stille og roligt over til et bord med forfriskninger, han stod der lidt med et tomt glas og følte sig igen tåbelige og malplaceret iblandt alle disse mennesker der virkede så.. Vanvittigt målrettede, drenge der kom med charmerende og kække bemærkninger til deres ledsager, piger der med perfekt timing rødmede og fniste og kom med mså henrykte udbrud, og så stod han her, han knne knapt nok danse vals med et kosteskaft uden det gik galt, og piger.. Hvem i alverdne ville dog væe interaseret i ham? Hvem havde egentlig ikke en ledsager i forvejen? Han stod lidt og så rundt, og pludselig fik han øje på en pige der sad forsigelv og så lidt mut ud, somom hun kedede sig i høj grad. Han stod i et par minutter og betragtede hende diskret, men nej, det lod ikke til at der var nogen på vej hen til hende, var hun virkelig alene? Hun var køn, og hun virkede da ikke så fjendtlig, gjorde hun? Tøvende øste han to drinks op, en lysegrøn tynd væske der duftede sødt. Det tog ham ikke lang tid at puffe og snige sig igennem mængden, gud hvor var her mange mennesker! Han rettede nervøst på sit tøj og sit tilbagestrøgede hår og tog en dyb indånding.. Så gnetog han hele processen tre eller fire gange. Han rømmede sig nervøst, han stod omkring to meter fra hende nu, lige udne for hendes synsvinkel med de to glas. " Ø-øhm, ahem, f-frøken..? Jeg.. tænkte på om. O-om du måske trængte til en lille forfriskning? " spurgte han tøvende. Det føltes som at få hældt en kold spand vand nedover sig, han rødmede let og følte sig umanerligt tåbelig, og selvom der kanpt var gået et sekund var han allerede i tvivl om hvorvidt hun ville vælge en ud af to vlagmuligheder. 1; Hun ville fuldstændig ignorere ham og han ville gå sin vej efter at have stået som en anden idiot med to glas i alt for lang tid, eller 2; Kaste et blik på ham og grine højlydt hvorefter et eller andet bjerg af en fyr ville kyle ham tilside med et grynt og hive hende med sig ud i en lang svingom som en anden hulemand. Ja, selvtilliden fejlede jo ikke noget, vel?
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Jan 31, 2010 5:29:57 GMT -5
Alle så virkelig fornøjet ud, det var ikke irriterende, men rart, selvom hun da også gerne ville have det sjovt og danse med andre. Hun følte sig temmelig alene, noget af det som hun hadede, men den følelse måtte hun vel vænne sig til i aften. Hun havde tænkt sig at rejse sig, da hun så en person nærme sig. Var han virkelig på vej over til hende? Nej, der stod sikkert en pige et lille stykke fra hende, som hun bare ikke havde lagt mærke til. Men da hun så lidt til siden, så stod der ikke nogen. Han var virkelig på vej over til hende. Det var en joke. Han så temmelig nervøs ud. Hun studerede ham nøje, han lignede ikke alle de andre fyre, som havde store muskler og altid et smil på læben, enten køligt eller venligt. Da han talte til hende, vidste hun ikke om hun skulle sige noget. Det at han faktisk talte til hende, gjorde hende fuldkommen rødkindet og nervøs. I et øjeblik lukkede hun sine øjne, for at slappe af, det var tydeligt at se. Hun blev underligt genert, det blev hun altid når en dreng talte til hende, eller i hvert fald når en hver person talte til hende. ”Jamen, tak som byder,” sagde hun og smilede. Hun tog imod forfriskningen, hun rørte hans hånd i forbi farten og det var tydeligt, at hendes hænder var iskolde fordi hun ikke havde danset eller haft sine hænder flettet ind i en andens. Pludselig, fik hun det som om at hun var ligesom alle andre i salen, at hun sad med drink snakkede med en fyr, hun følte sig ikke længere så alene og forladt som hun havde gjort i starten. Hun så i et øjeblik over imod dem der spillede og smilede ad det. Hun ville ønske at hun selv kunne være med, men det eneste hun kunne, det var vel at synge, selvom hun da nød at forsøge og spille på et instrument. Hun så på ham igen, og tog en lille slurk af sin drink. Det smagte dejligt, sødt på en god måde. ”Må jeg godt vide Deres navn?” sagde hun stille, høfligt og rigtig genert. Det kunne man se på hendes røde kinder.
|
|
|
Post by Peter Croft Underwood on Jan 31, 2010 5:51:47 GMT -5
Peter blev helt paf, wow, hun.. talte til ham? Det gjorde hun altså virkelig! Han følte sig pludseligt helt let i hovedet og varm i kinderne. Han tog stille en slurk af sit eget glas, det smagte faktisk ret godt. " Øhm, Mit navn er Peter, Peter Underwood. " Fik han fremmumlet og stod lidt og prøvede at finde ud af hvad han skulle sige eller gøre. Det var ganske tydleigt at Cassidy ihvertfaldt ikke var den eneste her der var dybt genert og nervøs. " Og de, frøken? " Spurgte han lidt tøvende, bange for at fornærme hende eller sådan noget, lidt fjollet, men okay, sådan var han vel bare. Han stod lidt og skiftede vægten fra fod til fod før han tog sig sammen. " Come on, Peter! Hun gøre da ikke noget, tag dig nu lidt sammen mand.. " Råbte en stemme i hans hovede af ham. " Sidder der nogen der? " spurgte han så tøvende og nikkede imod den tomme stol overfor hende, han kendte næsten allerede svaret, men han ville jo ikke sætte sig hvis nu hun ikke havde lyst til hans selskab.
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Jan 31, 2010 6:06:45 GMT -5
Hun var glad for at han svarede hende, det var rart. Hun forsøgte virkelig ikke at se underlig ud, når hun sådan kiggede på ham, med nysgerrige øjne. ”Flot navn,” sagde hun og smilede til ham. Det var flot, hun kunne godt lide hans navn, det var nok noget kønnere end hendes eget. Ifølge hendes hoved. Hun rødmede og så lidt ned da han spurgte efter hendes navn. ”Jeg hedder Cassidy Aimée Alexandrie,” hun så ikke på ham i et øjeblik, men så kiggede hun smilende på ham og så lidt på stolen over for ham. Det var tydeligt, at hun gerne ville have selskab, men at hun ikke vidste hvorvidt hun ville være godt selskab for ham. Hun trak lidt på skuldrene, og så lidt rundt et øjeblik. Folk så ud til at more sig, de dansede og snakkede, selvom hun ikke kunne danse, så kunne hun snakke. Så det ville hun, hun ville gerne snakke med Peter, ikke fordi alle havde nogen at snakke med, men fordi hun selv gerne ville snakke med nogen. ”De er velkommen til at sætte dem ned, hvis De da gerne vil, men så skal De love mig ikke at tiltale med som "De", det lyder lidt underligt at blive kaldt det i mine øre,” hun smilede stadig, ikke ondt overhoved, faktisk bare venligt og stadig med røde kinder. Han så nuttet ud når han rødmede, det syntes hun i hvert fald, om han mente noget andet vidste hun ikke rigtig.
|
|
|
Post by Peter Croft Underwood on Jan 31, 2010 6:23:50 GMT -5
Peter's smil voksede en smule og han gav et let grin, tjo, det kunne hun jo sagtens have ret i, at det egentlig lød lidt underligt, de var jo ikke ligefrem tilbage i tiden bare fordi de var på et slot, vel? Det var også rart at hun var så venlig, det gjorde det hele så meget nemmere. " Helt sikkert, jamen så lad os da drikke dus, ikke? " Grinte han let og satte sig ned overfor hende, det var rart at sidde ned, for det første så ingen af dme ud til at være så ensomme nu, for det andet så var hun da hyggeligt selskab, for det tredje så var han ved at blive lidt øm i fødderne efter at have rendt rundt og gjordt sig klar hele dagen. " Skål. " sagde han med et let smil og tog en slurk af dne lysegrønne drik, smagen kildede nærmest lidt på tungen, det var sikkert noget magisk noget, men det smagte nu okay, meget bedre end nogle af de eliksirer man indimellem blev udsat for.
" Så, Casidy.. øhm.. Hva-hvad går du og laver til daglig? " spurgte han tøvende i et desperat forsøg på at få en samtale op og køre, for stilheden virkede dybt akavet og gjorde kun det hele endnu sværere. Han smilte sit lidt generte smil og hadede hans ansigt, hvorfor skulle han dog også rødme hele tidne når der var piger i nærheden! Specielt en køn pige, og så enda en sød køn pige.. Det her kunne aldrig gå godt.
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Jan 31, 2010 11:05:57 GMT -5
Hun følte sig godt tilpas. Det hele føltes magisk, specielt nu hvor hun ikke var alene. Peter virkede meget sød, men også anderledes når det galt andre drenge. De fleste havde undgået hende, det var også klart hvis man kendte hende, så vidste man at hun havde et næsten barnligt sind, men hun var glad for at snakke med andre, når hun altså kendte dem. Mange kunne finde på at bagtale hende, men det var kun fordi de ikke kendte hende særlig godt, hun var tit tilbage trukken og genert. Hun turde aldrig åbne sin mund, ikke når det gjaldt drenge i hvert fald, men nu, han kunne vel ikke genkende når hun fik masken af. Hans spørgsmål gjorde hende en smule mere rødkindet. ”Det kommer an på om du mener hjemme, eller her på skolen,” svarede hun. Cassidy var stolt over at bo på en gård, at have heste, hunde, katte, kaniner og køer. Hun var stolt af det, og hun elskede det, folk der sagde at hun bare var en dum halvblods, skulle nok få slag. Det var svært at gøre hende vred, men når man gjorde det, kunne det hurtigt blive slemt. Man skulle bare sige det forkert. ”Her på skolen, gør jeg ikke noget særligt.. altså jeg læser og skriver, men jeg dagdrømmer også tit,” hun så rødmende ned.
|
|
|
Post by Peter Croft Underwood on Feb 1, 2010 10:32:14 GMT -5
Peter msilede sit stille smil, hun var fkatisk rigtigt sød, specielt når hun rødmede, det klædte hende sådan på en eller anden måde rigtig godt. Han sank let en lydløs klump imens hun talte. " Ahah, spøjst, ddet.. øhm.. Det minder mig meget om migselv. " sagde han stille og rødmede selv let. Han tog stille en slurk mere af drinken for ligesom at gøre et eller andet, det har var så underligt, og han var virkelig nervøs og usikker. Det var så vanvittigt svært for ham at tale med piger og han havde stortset inge ide om hvad pokker han egentlig skulle sige. Han besluttede at han sikker ligeså godt kunne tale lidt om sigselv også. " Altså, det meste af min tid går på at læse og.. og dagdrømme.. " Det sidste mumlede han med en lille usikker latter, det følte sunderligt at sidde og snakke om, lidt pinligt på en måde, og aligevel meget rart at hun var så stille og rolig som hun nu var, det gjorde altså sagen meget lettere.
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Feb 1, 2010 10:48:32 GMT -5
Hun kunne ikke lade vær med at smile, det var som om at nogen havde brugt en slags besværgelse på hende, for hun kunne ikke andet end at smile. Peter fik hende til at smile mere, end hun nogen sinde havde regnet med, ville være muligt. En smule usikkert, så hun ned i gulvet og lyttede bare efter. De røde kinder begyndte så småt at blive blege, ligesom resten af hende var. Hun var bleg, men ikke albino bleg, kun lige på grænsen. ”Så har vi da noget tilfælles,” sagde hun og så op. Hun tog igen en slurk af sit glas og hørte musikken skifte. Den blev mere langsom i det tydeligt at man vist nu kunne danse tættere. Et strejf af jalousi viste sig på hendes ansigt, men det forsvandt meget hurtigt igen. En tanke slog ned i hende, men så huskede hun hvad for en elendig danser hun sikkert var, så tanken droppede hun igen, mens hun overvejede hvad hun nu skulle sige eller gøre. ”Det ikke for at være påtrængende, men hvad fik dig til at gå over til mig?” hendes kinder blev en smule røde igen, for hun så på ham og prøvede at fange hans blik, for at fastholde, det havde hun bare aldrig været god til, så hun kiggede genert ned igen. Musikken var beroligende, den gjorde hende mere afslappet, men ikke nok til at hun glemte øjeblikket eller holdte op med at rødme, langsomt så hun op med et genert blik og hendes blik flakkede lidt rundt.
|
|
|
Post by Peter Croft Underwood on Feb 1, 2010 11:11:24 GMT -5
Peter smilte stille, tjo, det var da bedre end ingenting. Han sad lidt og følte sig akavet igen, musikken blev anderledes, tydeligvis den der slags musik vhor man dansede helt tæt, og ganske rigtigt så stod samtlige mennesker ude på gulvet da også pludseligt helt tæt op af hinanden. Han så stille ned, rimeligt genert, han ville jo i grunden gerne prøve det men.. med hvem dog? Han var jo fuldstændig amatør. Hendes næste spørgsmål kom dog endnu mere bag på ham. " Øh? Øhm.. Tjoe altså.. " Han rødmed eog følte sig pludseligt varm, han glattede lidt fraværende og nervøst på sit tøj. " A-altså jeg.. så dig sådan sidde her alene og.. Jeg syntes at du.. så sød ud og.. det var a ærgeligt at du var alene.. Øhm.. " Han havde i et kort øjeblik øjenkontkat med hende før det lod til at de nærmest samtidigt slog blikket ned, rødmende. Han sad lidt, følte sig ualmindeligt tumpet, før han tog en dyb inånding og rejste sig. Han bukkede gallant, om ned lidt stiv i det foran hende. " Ø-øhm.. H-har du lyst til en dans? " spurgte han tøvende og fik igne øjenkontakt med hende, han kunen mærke at han fr det første rødmede igen og fik hjertebanken.
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Feb 1, 2010 11:26:17 GMT -5
Hun kunne ikke andet end at rødme over hans svar. Det føltes som om, at de ikke kunne sige ret mange ord, uden bare at rødme, eller bare spørger om noget. Hun kunne ikke finde på noget at sige til det. Hun havde følt sig meget ensomt. Mere end hun nogen sinde havde prøvet før. Det føltes underligt. Hans spørgsmål overraskede hende meget. Hende? Danse? Sammen? Ude på danse gulvet hvor alle kunne se dem? Hun ville gerne danse, det så jo meget sjovt og hyggeligt ud, men hun var ikke sikker på om det var så smart. Ikke fordi hun ligefrem ikke kunne krydse en fast flad overflade, uden at falde, for det kunne hun jo godt, men hun havde stadig væk svært ved at danse. Ikke fordi hun var stiv i lemmerne, mere fordi hun ikke følte sig særlig elegant eller smuk når det gjaldt, så var hun også en værre amatør. Sidst hun havde danset, var meget længe siden. Så smilede hun efter et lille øjeblik, efter at have set en smule overrasket ud. Hun rejste sig op og tog tøvende fat i hans hånd, det var tydeligt at hun heller ikke rigtig havde prøvet det før, så han var ikke alene om det. ”Det vil jeg gerne, men jeg advare dig, jeg er ikke lige den bedste danser,” sagde hun og smilede blidt til ham. Det var underligt at holde hans hånd, ikke fordi hun ikke havde holdt med nogen før, men det her var anderledes. Sidst hun havde holdt i hånd med nogen, var en dreng fra sin sidste muggler skole. De røde kinder blev mere røde, for hun fornemmede folks blikke på sig, det var ubehageligt, men alligevel også rart at få lidt opmærksomhed, for noget som hun ikke just var kendt for.
|
|
|
Post by Peter Croft Underwood on Feb 1, 2010 11:42:36 GMT -5
Peter måbede næsten helt da hun rent fkatisk sagde ja, det havde han da virkelig ikke regnet med, han kunne næsten ikke tro på det før han mærkede hendes hånd i sin. Han lukkede instinktivt sin hånd blidt omkring hendes og rødmede og kom til at se hende i øjnene. Hvis sandheden skulle frem, så ahvde han faktisk knapt nok holdt i hånd med en pige før, altså sådan rigtigt. " Øh, det går nok, jeg er helelr ikke særligt god.. hehe " mumlede han lidt nervøst, pludseligt var alt det her blevet meget anderledes. Han smilte og førte hende blidt med sig lidt væk fra bordet. Han stod lidt og tøvede, han ville jo ikke sådan, støde hende, men at dømme på alle de andre påkrævede dnasen vidst at man stod ret tæt, så han trak hende forsigtigt tættere på sig, temmeligt genert, og lagde tøvende og nervøst sin frie arm om livet på hende imens deres dans klodset svajede igang. Det virkede ret akavet, mest af alt fordi det lod til at de begge var lige lidt for genert til at stå helt tæt op af hiannden.
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Feb 2, 2010 10:07:06 GMT -5
Hendes smil blev ikke mindre eller større. Det var lidt sjovt at tænke på, at hun var endt med at skulle danse alligevel. Det føltes underligt, at blive sådan holdt tæt ind til ham, også selvom det måske ikke helt var meningen. Dansen krævede det, så hun lod ham, ellers havde hun nok forsøgt at gå væk fra ham, men hun kunne ikke røre sig. Det var en smule akavet, men hun kunne ikke få sig selv, til at gøre ret meget. Hun fulgte blot musikken og hans trin. Hun var så opmærksom på det hele, som hun nu kunne være. Hendes frie hånd blev lagt på hans overarm, tæt på hans skulder, så hun stod tæt på ham, et øjeblik overvejede hun at lægge sit hoved imod hans brystkasse, mest fordi hun havde set så mange romantiske film hvor man gjorde sådan, men hun valgte at lade vær, for det var vist svært nok for ham ikke at rødme, ligesom det var med hende. De røde kinder stod en lille smule ud, fordi hendes ud var så bleg, og det samme gjorde hendes røde/orange hår. Det her var underligt, at danse så tæt med en dreng, det var alligevel også rart på en eller anden bizar måde. ”Jeg er ked af, hvis det her er svært for dig,” sagde hun stille og så lidt ned, men kiggede så op på ham igen. På en måde ville hun gerne fjerne hans maske, så hun kunne se hans ansigt rigtigt, og dermed huske det. Så ville hun vide hvem hun havde fået lov til at danse. Han havde reddet hendes aften, hvis man kunne sige det sådan.
|
|
|
Post by Peter Croft Underwood on Feb 3, 2010 12:49:12 GMT -5
Peter var selv ret sikker på at han ville kunne gnekende Cassidy uden maske på, men han så jo nok selv en del anderledes ud. Cassidy havde det flammerøde hår, noget nok enhver dreng havde ne savghed overfor, men hendes hud stod også tydeligt frem og gjorde hende nemmere at spotte blandt mængden af solbrune og tilpudrede blonde piger. Han forsøgte, eller rettere kæmpede, for at holde øjenkontakten hele tidne selvom de indimellem brød den hvis den ene part kom til at lave et forkert trin eller de kom lidt for tæt på hinanden og sådan. Han rødmede meget indimellem og følte sig utroligt klodset og stiv i kroppen, han turde knapt nok bevæge sig af frygt for at hun ville misforstå det som at han prøvede at gramse på hende eller sådan noget. " Nej-nej, det er helt okay, d-du.. Du danser godt. " mumlede han, det gjode ham kun endnu mere genert at han gerne ville give hende komplimenter men at det der var det bedste han kunne komme op med.
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Feb 6, 2010 14:24:29 GMT -5
Hun så ikke ned længere, hun holdte øjenkontakt så meget som muligt, det var en smule svært. Hun blinkede et par gange, og smilede til ham, det var svært ikke at gøre det, når man på en underlig måde, faktisk nød dansen. Musikken stoppede et øjeblik. De skulle vel lige have en pause. ”Tak for dansen, det var sjovt,” hun smilede til ham og nejede høfligt for ham. Hun gik tilbage til sin plads, men havde taget hans hånd først, af en eller anden grund, nød hun hans selskab for meget, til at gide give slip på den. Hun satte sig på sin tidligere plads og mærkede pludselig, hvor stiv hun havde været i det. Hun havde sluppet hans hånd og var begyndte at rode lidt ved sit hår, ikke fraværende, blot lidt nervøst eller spændt. ”Du faktisk okay god til at danse, du skal bare løsne lidt op,” det var pæn kritik, næsten ikke en gang kritik, nærmere et slags råd. Hun havde godt fornemmet hvor stiv han havde været, under dansen, men havde ikke kommenterede det. Det havde været sjovt, på en måde hyggeligt, men ikke til at kunne lade vær med at tænke over.
|
|