Fritid i solen [kl. 13:46]

[Melaina Daquette]

Det var med stor glæde og latter da Melaina havde besluttet sig for, at besøge stranden. Hun var taget af sted alene – sådan så det i hvert fald ud. Men hvad folk ikke helt var klar over, at hun så ting omkring sig som ingen anden så. På nuværende tidspunkt var det syv små sjæle fra sommerfugle. De fløj omkring hendes hoved og underholdte hende på hende spadser tur. Hun kastede sig hurtigt ned i sandet og fik sand ind under kjolen som var lyserød og lilla, en smule gennemsigtig. Hun smed skoene og gravede tæerne dybt ned i det varme sand. Solen stod højt på himlen. Engang imellem blev den dækket af en sky som skabte lidt skygge på jorden. Men på trods af det, så var det en varm sommerdag.

Hun griner let og sparker lidt i sandet. Hun kigge længere hen af stranden hvor en masse elever render rundt og spiller med freesbee, volleyball, hører musik og hvad man nu ellers kunne tage sig til. Melaina hyggede sig så med sine små usynlige venner i dag. Hun sad og stirrede ud i vandet og blev nærmest paralyseret af dets bølger. Hun nikkede så og rejste sig op og hoppede ud i vandet. Her løb hun rundt og skreg og grinte. Hun svingede med armene, hoppede rundt i ring, og vandet fløj om ørene på hende. Hun havde ingen idé om hvor i verdenen hun var på vej hen. Hun fortsatte i høj latter, og sommerfuglesjælene fløj rundt om hende i leg.

[Tomas Hayes]

Tomas Hayes som sad lidt derfra, løftede blikket fra den gamle slidte bog, han var igang med at læse. Latteren og skrigende, nede fra vandet fik hans opmærksomhed. Han skimtede siden han var på, for at huske hvor han var nået til, men ellers sad han og studerede denne pige. Hendes lange, lyse hår, der dansede på hendes hoved, paralyserede Tomas lidt. Han havde det med at studere piger, på sikker afstand, for ikke at falde i snak med dem. Pigens leg, nede ved vandet, fik Tomas til at tænke tilbage til, da han var barn. Det simple liv, uden problemer, og pres. Det huskede Tomas tydeligt. Han havde dog ikke fået lov til at nyde barnets frihed længe, men han var taknemlig, for det han havde nået.
Da han studerede pigen lidt nærmere, kunne han godt genkende hende. Det var Melaina fra 4 årgang. Tomas vidste ikke meget mere om hende, end det. Han var jo ikke ligefrem den mest sociale type. Han havde dog hørt fra nogen, at hun skulle kunne se ting, som andre ikke kunne se. Nogle sagde at hun havde brug for en psykolog, men de rygter gjorde ikke Tomas noget, da han var sikker på, sådan som hun leget, at hun var en helt normal pige.
"Melaina, pas på at du ikke vælter!" råbte han og smilede til hende. Det var sjælendt at Tomas kontakt til en anden, specielt en pige, men Tomas følte, at han skulle sige bare noget til hende.

[Melaina Daquette]

Melaina følte pludselig, at noget greb fat i hendes fod og hun faldt så lang – eller så kort – som hun var ned i vandet. Omkring hende sprang vandet og Melaina var forsvundet. Hun satte sig op og kunne kun lige nå, at få munden over vandet. Hun kiggede omkring, men hende sommerfugle venner var forsvundet. Det bed lidt i hendes fod og hun opdagede så, at det var en stor sten hun var faldet over. Hun brød ud i stor latter. Hun spruttede lidt imens hun grinte, da saltvandet sneg sig ind i både næse og mund.

Hun rejste sig op med meget langsomme bevægelser, hendes kjole var blevet ekstremt tung, da den havde suget alt vandet til sig. Hun kiggede imod Thomas, som havde råbt til hende lige inden hun valgt at falde om. Hun hævede sin arm og vinkede sprælsk med et enormt smil på sine læber og valgte så at glide – igen. Hun hostede lidt og kom da igen på benene efter at have kravlet lidt ind på lavere vande. Hun kastede med håret og forsøgte lige som en hund at ryste vandet af sig. Da hun kom op på stranden igen trak hun kjolen overhovedet og hendes knoglede krop blev afsløret. Nu havde hun kun et par våde blå shorts og en hvid top der dækkede barmen og ned til lidt over navlen. Melaina var det nogle ville kalde ’underudviklet’ i sit hoved at, at hun stod halvt afklædt på stranden så pludselig, sagde hende ikke, at det gav et seksuelt udtryk.

Melaina gik hen til Thomas ”Hey Thomas” sagde hun med sin lyse barnlige stemme og hendes smil oplyste hele hende ansigt. Hun stod dryppende og kiggede på ham ”Tak for advarselen” sagde hun grinende og smed sig ned i sandet. ”hvad læser du? sagde hun med en nysgerrig barnestemme og nåede næsten at lægge sig oven på ham i forsøg på, at læse bogens titel. Melaina var en mærkelig pige, men det vidste folk godt, og selv var hun ikke rigtig klar over det. Da det ikke rigtig lykkedes hende, at se titlen trak hun sig tilbage og grinte højt. En af hendes sommerfugle venner var kommet tilbage og hun rakte hånden ud og greb den, for andre ville det ligne, at hun bare tog et stykke af lufte ”blev du våd lille ven” sagde hun ned i sin lukkede hånd. ”lad mig tørre dig” sagde hun og pustede stille derind. Efter lidt åbnede hun hånden og stirrede fast på den i lidt tid hvor efter hendes blik fulgte den flyve op i luften ”de er smukke, syntes du ikke Thomas?” sagde hun som om, at de skulle være lige så virkelige som hun og Thomas var.

[Tomas Hayes]

Tomas var begyndt at røste lidt, og blive nervøs, da Melaina, kom halvt afklædt hen til ham. Da hun næsten lagde sig oven på ham, det var i vært fald sådan det føltes for Tomas, snoede hans mave sammen, og en kuldegysning bredte sig i hele kroppen. Fysisk kontakt påvirkede ham utrolig meget, selvom der ikke var mange der vidste det.
Tomas fik dog hurtigt ro på kroppen igen, da han havde trænet, at blokkere hans frygte. Han kiggede op mod solen, og skulle lige til at svare på hendes spørgsmål, da han lagde mærke til at hun snakkede med en anden. Først kiggede han lidt rundt, for at se hvem Melaina snakkede til, men det så ikke ud til at der var kontakt nogle steder overhovedet. I stedet for, så han i hendes syns retning. Hendes blide, og lysende øjne, var fastlåst på hendes håndflader. Da gik det op for Tomas, at rygterne om hende, nok måske alligevel havde været rigtige. Alligevel flygtede han ikke, ligesom andre måske ville have gjort. Han accepterede hende som hun var, uanset hvor mærkelig hun var. "Jeg er ked af det Melaina, men jeg er ikke sikker på, at vi ser det samme" Tomas smilede lidt usikkert, da han ikke vidste hvad han ellers skulle sige. Hun havde gjort ham lidt usikker, lige fra da hun havde taget sin kjole af.