At flyve fra tiden (efter aftensmaden, kl. 19:30)

[Casey Vesper Hoxton]

Aftentimerne var begyndt at blive lysere. Endnu et tegn på at solen ville vende tilbage og bade dem i dens majestætiske glød og sende denne vinter på togt indtil næste halvår. Forhåbentlig bliver jeg ikke selv sendt med. tænkte Casey med et forunderligt lille smil, imens han med høje knæløft og sin sorte Nimbus 2001 kæmpede sig vej igennem det store snehav. Han kunne livligt forestille sig, hvordan historiens største ledere ville have ført deres store regimenter igennem denne uigennemtrængelige palisade af frossent vand. En skam, at Lord Nelson ikke ville have været i stand til at sejle sin Victory på det store snehav, der blokerede indgangen til den overdådige Quidditchbane, som han ville ind og belejre. Sikke dog store tanker, han tænkte. Men det var jo nok fordi, at hans sind mentalt glædede sig til at komme i et med dens foretrukne element; luften. På grund af sneen havde den ugentlige Quidditchtræning været indstillet til hvad Rektor kaldte ”et absolut minimum” når holdkaptajnen fandt behov for at trække sin Prestissimo frem, men Casey var ved at blive mentalt rastløs af den manglende aktivitet, og han havde afgjort med sig selv over aftensmaden, at snedyngerne ikke var høje nok til at afholde ham fra at flyve en tur.
Han udgjorde en flot figur i den snehvide bunke, med sine grønne gevandter fremstillet i den letteste silke, og sine høje sorte militærstøvler der omsluttede hans ben i de grønne vamsede uldbenklæder fuldkommen. Han stillede sig midt inde på banen med kosten i udstrakt venstre arm, og smilede til den som to elskende ville smile til hinanden. ”Kun den tykkeste is kan skille os to ad.” sagde han til den, velvidende at ingen ville høre ham. Så måtte de da tro, at han fuldkommen havde tabt samtlige knapper i hovedet. Men det var uforklarligt for ham, hvorfor hans kost var så betydningsfuld for ham. Han havde ikke haft den længere end 2 år – han var startet på skolen med en Nimbus 2000 der ikke havde været synderligt vedligeholdt – men på de to år havde han knyttet blodbånd til den. I bogstaveligste forstand. Som Målmand havde han fået en del skrammer på kosten, og al blodet var sivet ned i træet. Så man kunne vel sige, at de var beslægtede.
Casey svang elegant venstre ben over kosten og lod vinden fange hans korte mørke hår. Så satte han af med et kraftfuldt afsæt, og lod sig skyde op i atmosfæren som en lille grøn raket.
Da han var kommet et godt stykke op i luften, smilede han stort idet jorden under ham nu ikke var mere end et utydeligt tæppe spredt ud over en endnu mindre betydelig jordflade. Han styrede kosten henholdsvis ud og ind imellem de høje Quidditchringe, imens han skuede omkring sig. Himlen var en let hvidgrå farve, som hverken viste skyer eller tegn på regn. Et perfekt flyvevejr, når man tænkte på at det var vinter. En lang og grå vinter.
Han susede ned imod jordoverfladen og tog en tur over tribunerne. Han kunne høre, hvordan vinden sang efter ham, da han trængte igennem dens mure og atter lod sig skyde op imellem målringene. Hvor følte man sig fri! Hvis han nogensinde blev buddhist, ville han være fugl i sit næste liv. Eller jetjager.

[Grace Villiers]

Grace kunne ikke begribe, hvad nogen kunne ville i en stor snedynge såsom den, der dækkede hele udendørsarealet fra indgangshallens dør (hvor hun strategisk stod placeret i døråbningen). Og Casey skulle eftersigende være ’fornuftig’. Nå ja, ’fornuft’ og ’dumdristighed’ hang vist ofte sammen hos selv de største genier. Hun lod en hånd løbe igennem de mørke sensuelle krøller, imens hun fulgte sin vens grønne gevandter blafre bag ham som en vimpel i stormvejr. De kaffefarvede intense øjne hvilede på ham som hos en løvinde, der har udset sig netop den gazelle, hun vil servere for ungerne til aftensmaden. Men Grace Villiers var ikke ude på jagt. Hun havde allerede stillet sin sult ved Paounouxkollegiets langbord, der for knap 10 minutter siden havde bugnet med dampende varm kylling i gyldne skåle og sursød sovs i gigantiske porcelænsterriner. En snack er der vel altid plads til, mindede hendes som altid dristige tanker hende om, men hun trak læberne sammen som svar på det tænkte. Casey Hoxton var ganske vist appetitlig og en ren delikatesse indenfor sin kategori der var ’venner’, men andet var der nu heller ikke ved ham. Det undrer mig skam ikke, at han ikke fryser ihjel. tænkte hun med en lille snert af spidsfindighed, og lod et smil sprængfyldt med tydelig morskab spille over hendes fyldige røde læber. Det var jo fordi, at den fyr havde samme temperatur overfor andre mennesker som sneen havde! Hvor måtte han dog være en kedelig partner. Intet som helst hedt eller varmt ved ham. Kun en glat overflade og en isnende kold attitude. Men han havde en skarp tunge og en upåklagelig loyalitet – og der var intet hun kunne forlange mere af en ven. Imens hun havde stået i sine tanker og mærket, hvordan vinden krøb op langs hendes tynde og ganske afslørende gennemsigtige silkenederdel med tyndt fløjl, som gjorde hendes tynde og strømpedækkede ben synlige. På overkroppen bar hun en skræddersyet sort trenchcoat med guldkant, som nåede hende til lårene og havde en krave med smukke gyldne knapper. Hun rystede på hovedet stadig smilende, så krøllerne dalede over øjnene. Hendes nysgerrighed drev hende til at se, hvad den ældre fyr skulle. Hendes højre hånd gled ind under jakken, hvor den mærkede den lilla ærmeløse silketop, som hun bar og hånden gravede sig ind i den tynde inderlomme, hvorefter den trak den smukke sorte tryllestav med de gyldne dekorationer ud. Hun pegede på sneen, og fremsatte derefter i majestætisk kommando: ”Mobilié.” Og akkurat som hendes ord blev fanget af vinden, skød den store snebunke sig til side og efterlod et smukt spor af let strøsne på en stensti. Hun smilede, satte en højhælet fod på det første trappetrin, og bevægede sig elegant ned af trappen. Det var jo ikke for ingenting, at hun hed Grace.
Hun gik i hurtig, selvsikker og vant gang ned langs stien, hvorefter hendes vej førte hende ind på den store Quidditchbane. Et øjeblik kiggede hun rundt, så bevægede hun sig op på tribunerne, hvor hun stillede sig langs væggen. Hun spejdede rundt efter Casey, men kunne ingenting se. Så kom der pludselig en grøn komet skydende ned fra himlen, susende mod jorden i drabelig fart, men rettede hurtigt op og et smil spredte sig. Nuvel. Var Casey Hoxton virkelig så god, når han forlod sine mål og levede livet? Meget.. interessant. tænkte hun med smilet på læberne, og så op i den grå himmel, da han atter susede derop. Hun satte sig på væggen, imens hun observerede ham. ”Jeg vidste ikke at du både gik i et med luften og isen, Hox.” sagde hun kækt, da han landede. Hun strøg en mørk lok væk fra øjnene, og smilede flirtende. ”Du forbløffer mig. Du kan både danse og flyve?” Hun hoppede ned, og gik over banen med selvbevidste skridt. Hun lod begge hænder hvile på hans brede og meget indbydende skuldre. ”Uhh, den facade.. bør Snemand Frost ikke få varmen af frøken Tø?” spurgte hun legende og lod en finger løbe ned hans næse, imens der i hendes øjne var et tydeligt glimt af glæde. Hun nød denne leg. Og især, når man kunne lege med Casey. Han tog aldrig den slags særligt seriøst. Han var ikke en mand for hende. Han var for.. kold. Hun havde brug for mere hede fra en partner. En, der sprudlede af liv og slog gnister ligesom hende!

[Casey Vesper Hoxton]

Casey havde ikke haft selv den fjerneste anelse om, at han blev skygget af selveste Grace Villiers. Havde han vidst det, ville han have været beæret over at blive værdiget opmærksomhed fra så højt et sted. For ikke bare var Grace en pige, der sang på al opmærksomheden i et rum, men hendes høje status som en Villiers forlangte at man overgav al opmærksomhed og respekt til hende uden nogen som helst form for brok. Men det var ikke den betagende veninde han havde, der fyldte hans tanker imens han susede over de højre tribuner; nej, det der fyldte hans tanker var den dejlige tomhed og ro, han kun følte når han var midt i stratosfæren. En følelse af, at han intet skulle nå, og at hans sjæl sammen med hans krop svævede rundt her i de tyndere luftlag. Det var virkelig en følelse af ren afslappethed. Han susede længere ned imod tribunerne så han kom i øjenhøjde med sæderne, og der fik han set den feminine skikkelse ovre på de andre tribuner. Han stoppede ikke, men man kunne tydeligt se hvordan han vendte hovedet over imod hende. Hvad laver hun her? Det var ikke vejr til at en fin dame var ude om aftenen. Havde det været en lun sommeraften, havde hun været her for at glo, selvfølgelig, men ikke om vinteren. Desuden var han den eneste, der trænede.
Synet af hende var som en dragende magnet på hende, og han kastede blikket på kosteskaftet, bestemt på at komme hen til hende ”tilfældigt”. Ikke at noget ved Grace var tilfældigt, tværtimod var hun alt for naturligt perfekt. Det kunne godt give ham noget af en hovedpine til tider.
Da hans kost entrerede Papillouxs tribuner, holdt han den prægtige Nimbus 2001 an i luften og så ned på hende med et køligt smil, der var malet ovenpå den som altid udtryksløse mimik. Gevandterne flagrede i luften som lange silkesnore bag ham, og synet af hende stillestående fik kun ham til at føle sig endnu mere levende. Aldrig har du været smukkere. tænkte han ved synet af hende i den lange jakke, men han sagde intet. ”At jeg simple Hoxton kan forbløffe en Villiers, er kun en kompliment til mine evner.” svarede han drillende igen, imens han susede længere ned imod jorden. Deres forhold var kompliceret, men byggede i bund og grund på et venskab mellem en rebelsk pige, der gerne prøvede samtlige grænser af, og en ung mand der følte sig nærmest storebroderlig overfor hende og gav hende modspillet, så hun ikke kom galt afsted. Men så simpelt var det dog ikke i Caseys øjne. Følelsen af hendes varme og silkebløde hænder ovenpå hans solide skuldre var som at mærke et brændejern på en hests flanke, og hans mimik forblev et stort puslespil, imens at hans sind lavede forskellige kunstneriske grimasser. Hendes flirtende smil og de forførende mørke lokker.. intet under, at hun blev betragtet som farlig. Men en Hoxton var kendt for at omgås farerne som en mand omgås hans aftensmad. Hendes lange, fine finger løb ned over hans næsetip imens hun fortalte om hans facade, og han smilede stille af den. ”Din hede, Grace, ville blot smelte den stakkels snemand fuldkommen.” påpegede Casey med en alvorlig stemme, og så ned på hende. ”Men jeg kan ikke forstå din forbløffelse? Jeg har nu spillet på holdet i 2 år nu, og du er jo ikke kvinde for at misse en kamp.” Men han vidste godt hvorfor. Graces blik hvilede altid på spillerne fra Caldenhoof i en kamp, og ellers var det en Angriber eller en Basker, der fangede hendes blik. En Søger eller en Målmand kunne være komplet ligegyldig. Det var dem i midten af spillet, der fik hendes opmærksomhed! Ak ja.. opmærksomhed var for hende som hendes parfumer, fuldkommen uundværlige. Og duften af den skød Casey i møde, en varm og feminin sommerduft.

[Grace Villiers]

Havde hun kunne læse hans tanker, ville hun være blevet beæret over, hvordan hendes ven anerkendte hendes fornemme families plads på den sociale rangstige, men hans talte ord fik blot Grace til at drage et smil på hendes purpurrøde læber og skille dem let ad, som en kat der ventede på at springe på musen. Selvom dette selvfølgelig ikke var hendes intention. Man måtte spille fair overfor sine venner. Det drillende tonefald samlede hun omgående op og vedhægtede til hendes svar. Hun lod blikket løbe flygtigt over det sorte kosteskaft. Det var alt for typisk for hendes ven af den anerkendte og dygtige Hoxton-slægt, at han fløj på en kost, der kun var noget nær middelmådig. Hans talent, vidste hun dog, var af langt højere kaliber. Intet bedre end en mand med fysik. Og fysikken var upåklagelig på denne isfigur, bemærkede hun imens smilet blev bredere. Men der manglede det mest essentielle; kapitalen. Hvordan kunne man forvente at en Villiers skulle vise interesse for en Hoxton? Det ville være som hvis katten giftede sig med musen.
”Du bør også føle dig imponeret, for normalt lader en Villiers sig ikke imponere.” advarede hun drillesygt, og spankulerede elegant og prydende som en påfugl (hvilket hun jo var) om bag kosten og slikkede sig om læberne bag ryggen på ham. ”At du gider flyve på det langsomme stykke drivtømmer, kan jeg ikke begribe.” Hun rystede på hovedet med misbilligende lyde, skridtede atter op foran ham og så ham direkte op i øjnene. De mørke øjne var intense og heftige, legesyge men alligevel bød de en udfordring, hvis man ville forsøge at trodse hende. Hun var den eneste, der skulle trodse nogen her. ”Nej, en Hoxton bør flyve på en Prestissimo!” kom det lidenskabeligt fra hende og hun glimtede flirtende med det højre øje, en attitude hun altid brugte for at understrege noget overfor hankønnet. Det satte sig så meget bedre på lystavlen.
Da han snakkede om at hun ville smelte hans facade, smeltede hendes smil ikke, men blev blot mere udtalt. Hun bevægede sig et skridt nærmere kosten, og atter løb hendes smalle tungespids over de fyldige læber. Hun var bevidst om sin udstråling – sin kraftfulde, intense, forførende attitude og spillede i det øjeblik kun let på den, men det var ikke til at se at hun ikke anstrengte sig. Hun førte med et elegant sving med håndleddet de kaffebrune krøllede lokker om bag ryggen, og hun satte hagen et enkelt stykke længere op, så hun i status kunne måle sig med den elegante målmand på kosten. ”Hvordan ved snemanden det, hvis han ikke har prøvet?” kom det let men udfordrende fra Grace i en katteblød stemme, og hun hævede den venstre hånd for at lade den glide ned over hans kind i et forsøg på at mærke, om hun lavede huller i isen.
Huden var fast, men ikke utiltalende hård, og berøringen vækkede et anerkendende smil, da hun trak den fine hånd med de perfekt manicurerede negle til sig igen. ”Af en snemand at være er du forbavsende varm.” påpegede hun drillende. Men hvem var ikke det, når de var i nærheden af den forheksende Grace Villiers? Hun var en sirene, en værdig udfordring for enhver tosse, der troede de var noget. Hun var dronningen, og dette var endnu en undersåt. Da han bemærkede at hun ikke burde være forbløffet, affejede hun ham med et fnys, men smilet døde ikke hen. ”Man ser så sjældent en målmands evner under kampene, Hox. Han står bare på sidelinjen og ser godt ud, plus at holde alle boldene for døren.” Hun lo, en perlende latter som små glasklokker. ”Giver man en tur på drivtømmeret?” spurgte hun drillende, imens hun sendte kosten et enkelt nik. Blikket i hendes øjne sagde tydeligt, at det ikke var et spørgsmål efter hendes mening, men takt og tone bød hende at spørge. Og der var intet mere vigtigt for en Villiers.

[Casey Vesper Hoxton]

Det sædvanlige smil fremtonedes på hendes læber, og den sædvanlige forudindtagede isfacade var i gang med at blive genstablet hos Casey. Det smil – det dyriske lille grin, der indikerede at hun var ved at rejse sig på bagbenene for at kaste sig glubsk over byttet – var ikke til at tage fejl af; især ikke, når man vidste at Grace tog, hvad hun ville. Er det egentlig ikke det du ønsker? spurgte han sig selv, men bed sig godt og grundigt i underlæben. Han ønskede ikke at blive betragtet som en ussel slave eller efterfølger; det var han alt for stolt til. En Hoxton var født med gaverne til at gå deres egne veje, uanset hvilke komplikationer der måtte ligge på vejen. Han fulgte hende opmærksomt med de mørke øjne flakkende rundt om hendes elegante spadseren om bag kosten, og lynsnart drejede hans hoved sig for at kunne betragte hende. Aldrig vende ryggen til Grace. Selvom de nu havde været venner i snart 7 år, vidste ingen rigtigt hvordan de stod med hende, ligesom at de heller aldrig selv vidste hvordan de havde ham. Han var så uforudsigelig som dagen var lys, ligeså vel som at Grace var upåregnelig som natten var mørk. To modsætninger – der behøvede hinanden for at kunne regere i deres pragt. Han smilede af hans meget intelligente metafor. Det var netop sådan, deres komplet uforståelige forhold var bygget op – af et vist fælles behov og et ønske fra hans side om at holde hende ude af problemer. Da hun gjorde et bravt forsøg på at støde hans kost, pustede vinden legesygt op i hans hår, og hans smil harmonerede i det øjeblik perfekt med de mørke øjne. På denne bane havde han alt. Alt andet end sikkerhed for, at han virkelig havde det hele. Han betragtede hende, imens hun overteatralsk med sine fine miner gjorde det klart, at hans elskede og velplejede Nimbus 2001 bestemt ikke var værdig til en mand af hans rang. Han ville gerne let drillende have spurgt, hvad der så var værdigt for en Hoxton, hvis ikke det var fordi hun selv prompte besvarede spørgsmålet med kraft og energi. En ting måtte man give hende; mod og entusiasme havde hun flere tons af, sammen med penge og skønhed. ”Den alvidende Villiers har altid ret. Hun er jo eksperten på herrer på koste.” spøgte han let med hende, imens at hans spøgende tonefald blæste væk sammen med vinden, da han så det flirtende glimt i hans øjne. Det smeltede alt hvad der hed overfladiskhed og skuespil væk fra hans sind og vækkede pludselig en alt for fremmed følelse i ham. Han noterede sig, hvordan hun nærmede sig og understregede sin kraftfulde gestik ved at hæve hagen og feje sit hår bag om ryggen, imens hun i en udfordrende tone spurgte ham, om hvordan den kære snemand dog kunne vide at han ville smelte, hvis han ikke havde prøvet. Han nåede knap at svare, før hun lod sin venstre duftende hånd glide over hans kind. Varmen spredte sig tydeligt fra kroppen og op til hovedet, og imens hun vittigt kommenterede at han var varm, samlede han sine ord sammen. ”Snemanden kan udmærket fornemme den hede, hun udstråler.” måtte han anerkende, dog i et tonefald der gjorde betydningen endnu mere tiltrækkende. Hans øjne blev mere intense, da hun spurgte om en tur på kosten. ”Deres vilje, min lov, dronning.” drillede han hende, og afventede hendes opstigning på kosten. Så satte han atter af, imens han susede op imod de mange sfærer, der omgav jorden. Hans hår gled om bag ham og smilet var bredt. ”Jeg begriber ikke, at du kan holde dig på jorden, Grace, med alt dette!” Han var tydeligvis i sit es. Nedstigningen gik ligeså hurtigt og de susede ud og ind af målringene. Han stoppede op foran dem. ”Målmanden er måske ikke bemærket, men det ville blive bemærket at han manglede. Han er ligeså nødvendig som de Angribere, du altid kigger efter.” bemærkede han. Han ignorerede den viden om at hun sad faretruende tæt bag ham, imens han nu i adstadigt tempo fløj rundt i luften. Derefter kom spørgsmålet over ham. ”Grace.. hvem traf du til ballet?” En Caldenhoof, så meget var klart, og selvom navnet også var alt for tydeligt for ham, havde han brændt inde med dette spørgsmål længe. Og han ønskede at høre hendes bløde stemme svare, imens den ville lægge aske på det glødende bål i ham. En, der i hendes øjne havde kunnet slå ham med flere meter, og han havde brugt en del dage på at filosofere over hans værd. Men livet var ikke alle de eftertanker værd. Det gjorde blot en forvirret og i tvivl. Nej, så hellere bære en isfacade og forhindre andre i at smelte den. Hellere være kold af skade end varm af følelser.