[Aften] Ophold i regn vejret

[Mimi van Dall]

Det havde en af de dage hvor det bare havde regnet hele dagen og det var tydeligt at mærke at efteråret var godt på vej. Men nu stod det bare ned med regn og i det fjerne kunne man svagt hører at det torden hvilkede ikke var godt eller sjovt for den unge kvinde der gik nede i parken og nød det ophold i regnen. Men selvom det kunne begynde at regnet hver andet øjeblik så havde hun alligevel bevære sig udenfor på grund af hun ville slippe lidt væk fra alle ander samt forsøge at tænke over det med at Nate holdte noget hemmeligt for hende. Men på grund af regnen lidt lige da hun var kommet udenfor så var der kommet store tydelige slange krøller i hendes hår nu mens hendes mørkeblå jeans og sorte tank top var hurtig blevet gemmenblødt få minutter efter hun var kommet udenfor. Men det gjorder nu ikke så meget på grund af det ikke var en kold regn der fladt nu og hun gik lidt i sin egne verden og små snakkede med sig hvilkede hun havde for vane at gøre når hun troede at hun var alene eller når hun var igang med at læse en bog på grund af så kunne hun godt finde på at skændes med den.

[Patrick Lewis]

Det havde stået på regn hele dagen. De triste skyer herskede på den grå himmel … det var tydeligt at se at sensommeren også snart var forbi. Det meste af dagen, havde Patrick holdt sig inde døre. Ikke fordi han ikke brød sig om regnen, for den havde han egentlig ikke noget imod. Nogen gange var det bedste man kunne gøre for at klare tankerne, løbe en tur i regnen. Det var også en af grundene til at Patrick opholdt sig i pakken lige i dette øjeblik, hvor regnen sivede ned og gjorde hver en ting og sjæl gennemblødt. Patrick kunne høre den buldrende rabalder længere væk, det var kun et spørgsmål om tid, før det ville hænge hen over ham og de andre i nærheden. Nu stod det ikke som et problem for Patrick, eftersom torden ikke var noget han frygtede. Normalt brød han sig ikke om at løbe i cowboybukser, men fordi han i starten bare vare gået en tur og først på turen, fandt ud af at han ville løbe hen til parken, havde han ikke skiftet over til løse joggingbukser. Han havde en lysegul t-shirt på med en sort lynlåstrøje udover. Der var et motiver på alle tre dele han havde iført sig, men al sammen noget der passede sammen. Lynlåstrøjen var åbnet og hætten havde han hevet over hovedet. Regnen havde gjort hans t-shirt en anelse gennemsigtig og afslørede han havde en trænet overkrop. Patrick tog sig ikke af hans tøj var gennemblødt og vandet dråbbede ned fra hår spidserne ved panden. Det havde ikke regnet i starten, da Patrick var gået ud på en aftentur, for at samle tankerne, og da det så begyndte, afholdt det ham ikke for at forsætte. Patrick løb igennem parken, da hans opmærksomhed pludselig blev fanget af en lyshåret pige med lange våde slagene krøller. Han skiftede retning og løb hen af mod hende. Han kunne til at starte med, ikke lige sætte finger på hvem denne yndige pige var, men der var ingen tvivl om at det ville han finde ud af. Da han nåede få meter væk fra hende, satte han tempoet ned, så han joggede i taks med hendes tempo hun gik i. Det var først nu han genkendte pigen. ”Hey … Mimi,” hilste han med et venligt smil, der havde en vis charme over sig. Han joggede nu ved siden af hende, mens han havde drejet hovedet mod hende. Af alle pige på skolen, havde han nok ikke lige regnet med at møde hende i parken på denne tid og i dette vejr, hvilket gjorde han så en lille smule overrasket ud.

[Mimi van Dall]

Mimi var glad for at det var holdt med at torden selvom regnen havde hun ikke noget imod og alligevel så havde hun ikke stødt på en eneste anden person mens hun gik udenfor hvilke også var forstående da de var de færste der ville bevære sig udenfor når det regnet.
Men alligevel havde det ikke stoppede Mimi i at gøre det og hun gik i sine egne tanker hvilke var detfor hun fik et chok da der pluselig kom en hen til hende. "Hej... Patrik ikk ?" svaret hun letter tøvende og grunden til at hun svaret på den måde var på grund af hun ovenpå chokket var hun lige kort var blevet usikker på hvad det var han hed. Men hun kiggede overreskede på ham selvom det lige pluselig kom et lyn der brød himlen op i et lys og fik Mimi til at give et lille hop fra sig hvorefter at hun så op imod den med bange øjne hvilke var noget, som hun ikke var bevist omkring at hun gjorder på grund af hun havde aldrig før indrømmet at hun var bange for torden eller ihvertil fald overfor ander havde hun ikke gjort det.

[Patrick Lewis]

Patrick bemærkede at Mimi fik et chok, og uden at vise det med tydelige tegn, morede han sig over hende. Mest fordi det egentlig ikke kom bag på ham at hun fik et chok … det fik de fleste piger når han snig sig ind på dem på den måde og hilste helt uventet. ”Jo Patrick,” gav han hende ret i, hvorefter han sendte hende et bredt smil. Patrick havde intet imod piger som Mimi, i det hele taget havde han intet imod piger. Mimi var ikke en af dem han kendte alder bedst, men hende navn kendte han trods alt … men nu kendte Patrick de fleste navne på skole. Både fordi hans hukommelse ikke fejlede det mindste, men også fordi han vidste hvem de fleste var, på trods af han ikke snakkede med dem alle. Men rygter gik der jo altid og selvom skolen var stort, var fællesskabet på en eller anden vis alle i et kædebånd, så nogen kendte nogen, som kendte nogen osv. Da der pludselig stod et lyn på himlen og med et fik den til at lyse op i få sekunder, sprang Mimi der stod ved siden af ham, næsten en halv meter, eller måske var det bare et lille hop hun gav fra sig, men Patrick kunne svæve ved at hun var ved at lette en meter på grund af den angst der var at finde i hendes øjne lige efter. Patrick stod roligt og kiggede på hende og så hen hvor lynet lige havde været. Han stoppede helt med at jogge og stoppede hænderne i bukselommerne. Hans tøj var tungt at have på, hvilket også var derfor han havde taget hænderne i lommerne for at holde bukserne på plads, selvom det ikke var de store hængerøvsbukser. ”Bange for torden og lyn?” gisnede han, samtidig med han rettede blikket mod Mimi igen. Torden skræmte nu ikke ham, men det så ud til at hun var ved at løbe ud af sit gode skin og blive til en lille mus der bare ville gemme sig i et musehul.

[Mimi van Dall]

Mimi kunne ikke se på Patrik at han morer sig over det at hun havde fået et chok og alligevel var det ikke så mærkeligt at Mimi havde fået et chok over Patriks måde at komme hen til hende på. Men hun kom med et lille stille smil da han bekræftede overfor hende at hun havde ramt rigtig med hendes bud på hvad hans navn er og alligevel så havde hun aldrig rigtig snakkede med Patrik før. Men hun havde dog set ham rundt omkring på skolen og alleredet på skole året før så kunne hun ikke undgå at synes at han så godt ud.
Men da lynet havde brudt henover himlen så havde hun slet ikke tænk over at hun var rykkede tætter indtil Patrik og hun havde lige kort glemt alt omkring at han også var der. Men da hendes søgen henover himlen pluselig blev brød af Patriks spørgsmål så kiggede hun i første omgang på ham "Hvad?" svaret hun inden at hun tænke over hvad det var han havde spurgt om hvilke var noget, som hun ikke havde tænk sig at indrømme overfor nogle ander at hun var og ikke engang Nate, som nok godt vidste det iforvejen. "Nej" svare hun med et ryst på hoved selvom hun øjne flakkede lidt rundt hvilke de altid gjorder når hun fortalte en løgn. Men måden, som hun opførte sig lige nu var ikke en, som var normal for en pige der gik på Lukia kollegie på grund af dem, som gik var kendt for at være nogle små, fine pige der var meget yndefulde i alle deres beværelser og det var noget, som Mimi ikke lige var det øjeblik.

[Patrick Lewis]

Det at Mimi rykkede sig helt tæt på ham, overraskede ham, for det havde han ikke lige forventet hun ville gøre. Ikke at det gjorde noget hun kom tættere på ham. Han kunne generelt godt lidt at have piger tæt ved sig. Det gav ham altid en vished om at de godt kunne lide ham, selvom han godt vidste at i dette tilfælde var pigen bare blevet forskrækket. Men selvom det var tilfældet, ændrede det ham ikke til, at lade være med at smile skævt af hende og samtidig kunne man se det var kommet lidt bag på ham, at hun var rykket nærmere. Han lagde blidt hendes hånd på hendes overarm og kiggede på hende med et lettere forstående blik. ”Det er ellers okay, at være bange for torden og lyn,” svarede han og slap hendes arm igen. Han blev ved med at holde blikket på hende. Selvom hendes øjne flakkede rundt og at det var tydeligt at se hun var skræmt for vejret, syntes han hun så smuk ud. Han kunne ikke lyve sig fra at hun var en af dem der havde udseendet med sig. Men selvom hun ikke vidste hende yndefulde bevægelser, vidste han præcis hvilket kollegium hun kom fra. Han havde set hende flere gange på skolen og til måltiderne. Ikke fordi han holdt øje med hende. Men Patrick var typen der altid dannede sig et billede af folk der var omkring ham også selvom det ikke var alle han snakkede med. ”De fleste frygter jo et eller andet,” tilføjede han og smilede til hende. Det var præcis det smil han vidste, havde noget charmerende over sig og som han vidste at mange piger kunne lide og faldt for. Det var det smil han havde øvet på i flere år, det smil han kunne vise frem, uden at se sig i spejlet. Men trods det, så var smilet ikke falsk og man kunne ikke se han havde så meget kontrol over det medmindre man var hans søster og kendte ham rigtig godt.

[Mimi van Dall]

At hun var rykkede tætter på Patrik overreskede ham vidste hun eller retter sagt hun havde ikke givet ham en tanke før at han havde gjort opmærksom på at han var der og da han havde givet hendes ene arm et klem samt slap den så rykkede hun sig lidt fra ham igen selvom hun lod ubevist glide mellem ham og himlen. Men den kommetar han kom med omkring torden og lyn valgte hun ikke at sige noget til på grund af den blot fortalte hende at han havde gemmenskuet hende hvilke ikke lige var hendes plan at han skulle det.
Men da hun nikkede til hans anden kommetar omkring frygt så "Det er rigtig nok at alle gør det. nåede hun lige at svare inden at det begyndte det at regne igen hvilke fik Mimi til at komme med et lille suk fra sig. Da hun alleredet var godt glemmenblødt i forvejen og alligevel så blev hun stående mens hun forsøgt at smile naturligt og hun forsøgte at lagde, som torden ikke gik hende på hvilke der var kommet nogle flere af. "I det minste er det ikke koldt i aften selvom det regner" sagde hun med et lille skævt smil spillende henover hendes læber og hun havde sagt det før at hun havde tænk sig omkring hvilke var derfor hun ikke kunne lagde vær med at tænke *Du er bare ikke begyndt at snakke omkring vejret nu hvor du alene snakke med Patrik. Tænk dig om Mimi*

[Patrick Lewis]

Patrick kunne godt snakke om frygt så længe det ikke pegede ind mod ham selv, hvilket det heldigvis heller ikke gjorde lige nu. Det var han kun glad for, fordi hvis hun havde stille spørgsmål ind til hans frygter, ville han have snakket uden om. Men nu vidste hun heller ikke hvad han frygtede … det var der ingen der vidste. Patrick havde altid været god til at lægge skjul på de ting han frygtede. Regnen slog til igen og selvom Patrick allerede var gennemblødt, blev han det endnu mere nu. Tøjet føltes også tungere i det, fordi regndråberne blev ved med at ramme ham i en hastig fart. Han kiggede op mod himlen og derefter på Mimi, der stadig så angst ud. Sukket hun kom med, fik ham til at smile svagt. ”Lyst til at finde læ i tørvejr?” spurgte han med en venlig tone, hvorefter han kastede et blik rundt, for at se om der var nogle steder lige i nærheden de kunne skjule sig for regnen og de tunge sorte skyer der herskede hen over himlen. Nu kendte Patrick ikke rigtig Mimi og hvad hun tænkte, vidste han slet ikke, men han havde aldrig været genert af sig og går på mod var noget han havde masser af, hvilket også var grunden til han roligt spurgte hende om hun ville med hen i læ for uvejret. Normalt var der en bagtanke med alt hvad Patrick fortog sig, men lige nu var der ikke, udover han bare gerne ville i tør vejr, selvom det ikke var koldt. At en smuk pige så måske ville følge med, var vel kun bonus?

[Mimi van Dall]

Lige hvordan Patrik havde det med at snakke omkring hans egne frygt kendte Mimi ikke og da han bare forsøgte at få samtalen over på noget andet gav det hende et tydeligt indtryk af han ikke var meget for at snakke omkring hans egne frygt. Men da vejret var så dårligt, som det var nok til at påvirke Mimi sådan at hun slet ikke havde lyst til at spørge yderligere indtil hans frygt "Det lyder, som en rigtig god idé" svaret hun med et lille letter nervøs smil spillende henover hendes læber inden at hun kiggede rundt for at se om hun kunne få et øje på et sted hvor de kunne komme lidt i læ for regen.
Men ret hurtigt fik hun øje på en stor gamle eg, som var et lille stykke fra dem og hun kiggede hen på Patrik igen "Vi kan komme i ly over ved egen" sagde hun med et lille kast med hovedet over imod træet mens hun kunne mærke hvordan det gemmevævet tøj, som hun havde på utroligt koldt havde på hvilke var derfor der gik en tydelig kulde gryssing igemmen hendes hvilke hende til at stamme grebet, som hun havde omkring sig selv. "Vil du med ?" lagde hun spørgende til og dog, så ventede hun kun nogle få sek på at finde udad om han ville med eller ej inden at hun gik over imod det og da hun var komme over under træet så samlede hun alt sit hår for at vride så meget af det vand ud, som havde kommet i det ovenpå regnen. Men hun kiggede efter Patrik, som hun ikke havde holdt øje med om var fulgt med over under træet eller ej. Men hun kunne ikke komme udenom at hun var lidt nysgerrig efter at finde udad hvad der havde fået ham til at søge udenfor selvom vejret ikke var det bedste på grund af der kun var nogle små ophold i regnen.

[Patrick Lewis]

Med et skævt smil hængende over læberne, kiggede han på hende, hvorefter han kiggede hen mod træet som hun nikkede over mod. Så kiggede han på hende igen. Hendes tøj var gennemblødt, og det var tydeligt at se hun ikke syntes det var helt lunt. Patrick skulle til at låne hende sin trøje, da hun spurgte om han ville med. "Selvfølgelig," svarede han med et ansigt der lyste op i få sekunder, hvorefter han atter så rolig ud i ansigtet. Da hun ventede på ham i få sekunder, begyndte han at følge efter hende. Han betragtede hende mens hun nærmede sig træet og stoppede op for at få vandet ud af håret. Han stoppede op ved siden af hende og tog lynlås trøjen af. "Hver så god ... så du ikke fryser," sagde han med et venlig smil, samtidig med han rakte hende lynlås trøjen. Han havde dne gule t-shirt inde under, som var lige så driv våd som trøjen og resten af hans tøj. Derefter satte han sig ned op af træet. Om tøjet blev beskidt eller ej, tog han sig ikke af.

[Mimi van Dall]

Det skæve smil, som spillede henover Patriks læber tog Mimi sig ikke videre af på grund af det kunne bare at det sad der fordi at han var i et godt humør selvom hun havde lidt svært ved at forstillige sig nogle være i godt humør de var så gemmenblødte, som de begge var. Men alligevel så havde hun bare smile venligt og varmt da han indvijlede at komme hen under træet sammen med hende og alligevel så havde hun ikke nogle idé omkring hvad det var han havde haft i sinde at gøre få sek. før at hun spurgte omkring træet.

Men da hun nogle lunde havde fået vride det meste af vandet udad hendes hår så var de store slangekrøller, som normalt var i det mere synlige og alligevel så forsøgte hun at rykke alt hendes hår om på ryggen af hende. Men da Patrik række hans trøje over imod hende så kunne hun på ingen måder lagde vær med at smil taknemlig til ham mens hun tog imod den ”Tak” svaret hun inden at hun tog den på selvom hun dog ikke lynede den på grund af hun trak den helt omkring sig selv på grund af hun kunne ikke komme udenom at det var utroligt koldt og hun kunne ikke lagde vær med at tænke på om det var ikke var noget med at når det regnet så var det varmede at bade i havet eller det var vist nok det, som de kloge hoveder sagde.

Men hun rystede de tanker af sig igen på grund af det gjorder det bare regnen endnu mere kolde end den alleredet var i forvejen og hun smilede bare da hun så hvordan Patrik bare satte sig ned hvilke var noget, som hun ikke lige havde tænk sig at gøre på grund af mudder var et helvet at få af lyse jeans, som hun havde på og det var endelig hendes ynglings jeans, som hun havde på ”Men undskyld jeg spør. Men hvad har fået dig ud i det her utrolig dejlige vejr ?” spurgte hun med et lille skævt smil ved det sidste på grund af på inden måder synes hun at det var noget dejligt vejr og hun forsøgte med alt sin magt at lagde, som hun ikke hørte torden der kom ind imellem henover hovederne på dem.

[Patrick Lewis]

Patrick kunne ikke undgå at bemærke de bløde slangekrøller, der blev tydelige efter hun havde vredet det meste regnvand ud af håret. De klædte hende godt. Da hun takkede ham for at låne sin trøje, smilede han mildt til hende. Han kiggede op på hende, imens hun stillede spørgsmålet om hvad han lavede i det dårlige vejr. Med et eftertænksomt udtryk kiggede han ud i luften, samtidig med han rodede sig lidt i håret. Patrick var ikke i tvivl om hvad han lavede i parken, men han kunne godt lide at trække lidt på spørgsmålet. Han kunne være fræk og sige han løb en tur i parken, fordi han regnede med at støde ind i en smuk pige som hende, men det var en dum scorereplik … ikke en Patrick ville tage i brug. I stedet valgte han at fortælle sandheden minus en detalje. ”Jeg nyder regnen,” svarede han og rettede atter sin opmærksomhed mod hende, med sådan et blik at det så ud til han mente hvad han sagde. Bagefter kiggede han mere undersøgende på hende, da han egentlig i et kort øjeblik undrede sig over hvad hun fortog sig ude i regnen alene i parken? Det lignede ikke en pige at gå alene og så i regnen. Han mente der måtte være noget bag, der måtte være en årsag. ”Kan jeg stille dig samme spørgsmål?” spurgte han med et let smil, mens hans undersøgende blik endnu sad hos ham. Det var tydeligt at se hun frøs og ikke brød sig om vejret.