Løbetur i vinterens kolde favn (klokken 16-17)

[Mia Rosmor]

Mia kom gående henne fra Papillpux bygningerne og gik hen gennem skolegården. Skolegården var dækket af et fint hvidt klæde af sne, som fik alt lyd til at dæmpe sig. Solen skinnede stadig, på vejen ned i horisonten. Det var tydeligt at se det stadig var vinter, og ikke kun på grund af sneklædet, men også fordi solen allerede var på vej ned selvom klokken ikke var meget mere end 16. Mia var klædt i sit træningstøj, og hendes hår var bundet op i en hestehale, planen var at hun ville tage og løbe et par gange omkring søen, det var alt for længe siden at hun havde gjort det sidst, hendes lektier havde taget lidt for meget af hendes tid på det sidste, hun var lidt af en perfektionist når det galt hendes lektier, det skulle se ordentligt ud også selvom det kun var hende der skulle se på det, og så var hun også tilbøjelig til at skrive store dele om inden hun var tilfreds.

Mia stoppede i skolegården for lige at strække ud inden at hun ville løbe. Det var dog koldt at stå der følte hun da hun ikke havde taget nogen jakke på selvom der var sne udenfor, det ville blive for varmt med jakken. Hun kiggede lidt rundt i skolegården for at se om hun var den eneste ude eller om der var andre ude for at nyde det dejlige vintervejr.

[Patrick Lewis]

Patrick stod sammen med en veneflok ude i skolegården. Han stod og lyttede til hvad der blev sagt på kryds og tværs og ind i mellem kom han med sine sætninger. Som næsten altid, hyggede Patrick sig. Når der var folk omkrig, havde han det bedst. Det med at være alene, brød han sig virkelig ikke om og for det meste gjorde det ham raskløst. Patrick havde for en gang skyld taget vinter jakke på. Inde under havde han en sort t-shirt der afslørede hans trænede overkrop. Udover havde han en blå, sort ternede t-shirt og et par mørke jeans. Hans mørke hår var sat med voks, men det var der nu ikke noget nyt i. Patrick havde altid gået meget op i sig selv. Sneen lå som en tyk dyne udover skolegården og det var tydeligt at mærke hvilken årstid det var. En ild rødhåret pige iført træningstøj, fangede hans opmærksomhed, da hun gik igennem skolegården og stoppede op, hvorefter hun begyndte at strække ud. Hun var ikke fra samme årgang som ham, men selvom hun ikke var det, kendte han hendes navn. Det ville ikke komme bag på nogen, at han kendte til det, for Patrick havde forhørt sig om de fleste piger på skolen og kunne mange navne. Det var ikke alle navne han kunne, men han var god til at huske generelt, hvilket også var derfor han huskede navne så godt og vidste lidt om de forskellige på skolen. Det havde altid været sådan at Patrick undersøgte omgivelserne, når han var nogle steder. Han kiggede på sine venner og gav dem tegnet for at han forlod dem for en tid. De smilede bare og jog opmærksomheden tilbage på snakken. Med et roligt tempo, bevægede han sig mod Mia, som hun vist nok hed, hvis han huskede rigtig, men alligevel var der en vis tvivl. Han ignorerer tvivlen og forsatte med et selvsikkert og venligt smil hen mod hende. ”Det er ikke hver dag man ser en pige løbe og derefter ture strække ud i ren offentlighed,” kommenterede han og stoppede op hvor hun stod. Han vidste at vennerne af og til skævede hen mod ham, men det morede ham blot, for så kunne han være et levende eksempel på at være social.

[Mia Rosmor]

Mia kiggede op da der blev talt til hende ”planen var nu at strække ud inden jeg skulle ud og løbe” smilede hun ”og folk ser jo ikke noget alligevel? Hvis de gør, er det jo ikke noget videre særligt de ser, det jo ikke ligefrem en tætsiddende trøje det krummer op når man bukker sig eller bukser der falder ned, kroppen tager jo livet af en hvis man glemmer at få strukket ud før og efter, leddene bliver jo stive og ubevægelige ellers” sagde hun og rettede sig op og kiggede på Patrick med sine blågrønne klare og ikke mindst muntre øjne. Hun var som regel altid en munter pige og var også altid glad for selskab, der var kun få øjeblikke hvor hun ikke ville have nogen i nærheden af sig, o det var når hun spillede på violinen, det var en hemmelighed som hun dybt inde gemte på og ikke turde dele med andre efter tidligere oplevelser. Hun strammede sin hestehale da hun kunne mærke den havde løsnet sig siden hun havde sat den op nogle timer tidligere. ”Mia… Mia Rosmor” præsenterede hun sig og rakte hånden mod ham ”og kan jeg så også få et navn?, eller er det et du har tænkt at holde for dig selv?” lo hun og strakte ryggen.

[Patrick Lewis]

Patrick løftede blot det ene øjenbryn, da Mia begyndte at kævle løs. Han havde ikke lige forventet en roman som gensvar. Det var egentlig ret komiske ting hun kom med, hvilket var grunden til han ikke kunne lade være med at smile skævt, imens hun talte. At hun samtidig virkede så muntre, på trods af hendes næsten forsvarstale, forvirrede ham lidt, og samtidig så morede han sig over det. ”Det kan jeg godt se … det går ikke,” svarede han til det med at leddene ville blive stive og ubevægelige. Han kiggede forsat på hende og tilføjede, ”Men hvem siger at ingen lægger mærke til dem, selvom din påklædning ikke er tiltrækkende og forførende?”

[/b] Der kom et spørgerne udtryk frem i hans øjne og han smilede i få sekunder drilsk til hende, for at fortælle at han da havde lagt mærke til hende, for ellers stod han jo ikke ved siden af hende i dette øjeblik. At Mia i al hemmelighed spillede på violin og ikke ønskede at dele sin interesse med nogen, vidste Patrick intet om … hvor skulle han også vide det fra, hvis det forgik i al hemmelighed? Alle havde vel også hver sine hemmeligheder, efterhånden mente Patrick at alle gik rundt og holdt ting hemmeligt for andre … måske fordi han også selv gjorde det. ”Det ved jeg … Mia,” svarede han med et venligt smil, der havde en vis charme over sig. ”Jeg tror jeg har tænk mig at holde det for mig selv,” svarede han for sjov drillende igen. Han klukkede kort og valgte så at præsentere sig. ”Patrick Lewis.” Han rakte hånden frem og gensagde gestussen. Så slap han hånden igen og lod hende forsat strække ud med ryggen. Han begyndte derefter at fortage samme stræk ud øvelser som hende. Det var tydeligt at se han var vant til at dyrke sport og godt kendte til stræk ud øvelser både før og efter. ”Lyst til selskab på vejen?” spurgte han med et nysgerrigt udtryk i ansigtet. [/blockquote][/color]