En solrig eftermiddag i sensommeren

[Patrick Lewis]

Det var en af de weekender hvor Patrick intet havde at tage sig for, og alligevel så var der masser han kunne lave. Lektierne var godt nok lavet … eller dem han gad lave til næste uge. Han havde haft en blandet uge, ikke sket det store, men på trods af det, følte han alligevel trang til at slappe af nede ved stranden. Hvis det at løbe langs vandkanten, kunne kaldes at slappe af. Han havde iført et par sorte og blå badeshorts der sad løst, men som altid havde han et par tættere sorte bokseshorts på inde under. Eftersom han havde været i vandet og taget en svømmetur, havde han vådt hår og hans krop var delvis våd fra vandet. Han løb i et roligt tempo, for ikke at blive forpustet. Der var ikke så mange på stranden, fordi de var sensommeren, hvilket kun gjorde at Patrick nød at løbe. For så kunne han løbe frit og uden at skulle tænkte på at støde ind i nogen. Bølgerne i vandet var gode og nogle store nogle, og få surftede længere ude.

[Jasmin Sofie Campbell]

Jasmin havde haft en hård dag. Hun havde været efterladt hele dagen, der var ikke nogen som havde snakket til hende. Hun var bange meget bange. Hun havde ikke rigtig snakket med nogen siden ham Tomas. Han var da også lidt underlig, men det var hun jo også selv. Hun kunne mærke sorgen komme over hende, hun var bare så bange, tænk på hvis hun var alene hvor længe ville hun så leve? Hun vidste det ikke og bare tanken om det gjorde hende helt trist også. Et suk kom over hendes læber og hun kiggede ud over vandet. Hendes blik gik lidt ned i sandet før endnu et suk kom over hendes læber. Lige så stille bevægede hun sig frem og satte sine sko. Med forsigtige skridt trådte hun ud af dem og bevægede sig ud imod vandet. Der gik ikke så lang tid før hun trådte ud i vandet, på vej ud i vandet. Imens hun stod i vandet begyndte hun at tage sin trøje og sine bukser af. Bukserne var ikke stremme og det samme var trøjen heller ikke. Hendes sorte bikini om frem, men tøjet smed hun bare i vandet. Hun var faktisk lige glad. Hun havde ikke engang et håndklæde med og det eneste tøj hun havde med havde hun lige smidt i vandet. Da hun gik lidt længere ud i vandet stoppede hun op. Vandet gik hende ikke længere end op til navnlen og hun var ikke så langt ud. Hun havde ikke set om der var nogen andre på stranden, hun var så trist at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre.

[Patrick Lewis]

Patrick der også opholdt sig på stranden i samme øjeblik som den triste pige, var stoppet med at løbe, fordi hun havde fanget hans opmærksomhed, idet hun bare havde smidt tøjet i vandet. Det var ikke hver dag man så nogen gøre det. Han kunne ikke lade være med at undre sig over hvad der forgik og hvorfor hun bare havde smidt tøjet i vandet og ikke i en bunke i sandet? Han stod ikke så langt fra hvor hun var begyndt at gå ud i vandet. Bølgerne slyngede sig om hendes krop, men så stoppede hun op da vandet nåede hende til navlen. Hun lignede mest af alt en der ikke havde det særlig godt. Alt for fraværende og ingen smil at finde. Patrick plejede at undgå de deprimerede folk, mest fordi de havde en dårlig karma og det brød han sig ikke om, men hun påvirkede ham på en eller anden måde til og blive. Hun så bekendt ud men hun var for langt ude til at se hvem hun var. Tøjet flød rundt i vandkanten, men også det var for vådt til han kunne genkende hende ved tøjet. Egentlig så var det håret der gjorde at hun virkede bekendt. Han stod lidt og betragtede hende, mens han funderede over hvem det kunne være. Han trak sine sko af og trådte ud i vandet til tøjet, hvorefter han samlede det op. Det var tungt og det dråbede. Inde ved kanten, var bølgerne skummede og små. Vandet var koldt, men Patrick havde allerede været ude i vandet en gang. Han snurrede tøjet rundt og vred alt vandet ud af det. Derefter gik han ind på sandet igen og lagde det i en bunke. Det ville ikke være så godt hvis pigen mistede det, selvom han ikke ville have noget imod at se hende i bikini. Hun så nu flot ud, på trods af han kun kunne se hende bagfra. Efter at havde lagt tøjet i sandet, gik han ud i vandet, hen mod hende. Da han var en meter bag hende, stoppede han op. Nu virkede hun endnu mere bekendt, men fordi han ikke kunne se hendes ansigt, kunne han ikke sætte finger på hvem hun var. ”Øhm … Dit tøj har jeg lagt ind i sandet,” rømmede han sig og havde forsat fokusset mod hende, mens han ventede på hendes svar til hans konstatering.

[Jasmin Sofie Campbell]

Jasmin kiggede blot ud over vandet og havde lyst til at sætte sig end i vandet men hun kunne ikke få sig selv til det. Det var for koldt til at have hele kroppen nede, i det hele taget kunne hun godt mærke kulden i hele kroppen. Hun lagde lige så stille hænderne over kors og lod hendes fjerneblik gå ud over vandet. Der var intet nyt i vandet, det bevægede sig som det altid gjorde. Den havde sin egen gang, vejret var jo med til at bestemme hvordan bølgerne skulle være. Skulle de være store, eller skal de være små? Skal de slet ikke være der eller hvordan skal det hele være? Vejret havde en store indflydelse på alt ting, det kunne ikke laves om. Et menneske derimod kunne lave sig selv om på ingen tid, der kunne gå få sekunder så var man en anden, eller der kunne gå år. Det var jo lidt forskelligt fra person til person.
Lige så stille lod hun en hånd gå op i baghovedet på hende og hun rørte lidt ved sit hår. Hun kunne høre nogle plaske i noget vand men ville ikke vende sig om eller dreje hovedet for at se hvem eller hvad det var. Det kunne være hvad som helst, det kunne være et vildt dyr eller også kunne det være noget helt andet. Man kan aldrig vide, men der var bare noget i hende som sagde at der ikke ville ske hende noget, hun kunne ikke sige hvade det var. Men det virkede bare så troværdigt at hun ikke gjorde det. Da der blev snakket til hende kunne hun ikke andet end at nikke, men der var et eller andet der sagde at hun skulle vende sig om. Hendes blik blev 'opløst' af sin intet hed da hun vendte hovedet om og så direkte på Patrick, det kunne ikke være ham kunne det? Den der person som fik hende til at få sommerfugle i maven lige meget hvad?
Hun bed sig i læben og vendte sig om igen, hun kunne lige så stille mærke en varme stige op i kinderne og hun begyndte at hade det! "Tak..." sagde hun og kunne ikke snakke videre. Hun kunne aldrig rigtig snakke omkring ham, det var ganske underligt. Men hun var et eller andet sted glad for at det var ham der var her. Så følte hun sig i det mindste ikke så ensom.

[Patrick Lewis]

Patrick betragtede hende forsat. Hun virkede mere og mere bekendt. Da hun så vendte sig om, blev han med det samme bevist om hvem det var. Det var ingen andre end Jasmin … hende han havde haft et godt øje til et stykke tid. Nu forstod han bedre, hvorfor det var, at hun før virkede så bekendt. Det gav mening. Hendes tak, fik hans smil til at blive stører, men s vendte hun sig om, som om hun ikke rigtig gad snakke med ham. Han rynkede panden en anelse, fordi han undrede sig over at hun vendte sig om. Måske ville hun bare ikke have selskab lige nu? Eller også skjulte hun noget foran ham? ”Undskyld mig … til hvad nytte, er det a stå her ude alene uden selskab … keder det dig ikke?” spurgte han i en rolig tone. Hans stemme var blød, selvom han talte på denne måde, men Patrick lavede altid længere sætninger ved sine spørgsmål, kommentar og de ting han sagde generelt. At det var fordi hun følte noget for ham og muligvis var genert, vidste Patrick intet om, selvom det ikke ville komme bag på ham, for sådan reagerede mange af de piger han havde mødt og kendte.

[Jasmin Sofie Campbell]

Jasmin vendte ikke hovedet, hun turde ikke, hvad ville han ikke sige når han så hendes begynden røde kinder? Det var jo ikke sjovt, ville han begynde at grine eller ville han gøre nar af hende. Det kunne også være at han ville gøre nar ad hende og lave rygter om hende så der slet ikke var nogen der ville være sammen med hende. Det var noget af det væreste hun kunne tænke sig til. Hun lod en hånd gå op til sit hår som hun kørte lidt rundt i. Hun ville have sin rødmen væk inden hun ville kigge på ham.
Hun kunne stadig mærke kulden fra bølgerne men besluttede sig endelig for at vende sig om selvom hun stadig kunne mærke varmen i sine kinder, så måtte han gøre som han ville. "Jeg øhh... Jeg mener at øhh... Du øhh... Jeg mener..." hun rømmede sig lidt og kiggede ned i vandet inden hun kiggede op på ham igen. "Der var ikke nogen som der øhh... Du kom her jo også og øhh..." hun skulle altså tage sig sammen til at sige en sætning til ham. Det ville slet ikke gå det her i længden, han sagde i det mindste hen hel sætning til hende og nu kan hun ikke gengælde det. Kunne han ikke gøre et eller andet som fik hende til at bløde op?

[Patrick Lewis]

Patrick kunne godt være en kold skid og ubarmhjertig ret tit, men han havde ikke i sine at gøre hende til grin eller gøre nar af hende og slet ikke på grund af de begyndende røde kinder. Det lå ikke til Patrick at gøre nar af piger, medmindre han var sammen med gutterne og han ikke brød sig om pigen. Da hun sådan fremstammede på denne måde, var det svært ikke at smile lidt. Han kunne tydeligt se hun var flov og havde problemer med at formulere ordnede, hvilket var en af grundende til han stod helt roligt og så på hende med det lette smil hen over løberne. Bølgerne viklede omkring ham, men han lod sig ikke rette var stedet han stod i. Han forstod ikke rigtig pointen af sætningerne hun sagde, de bestod mere af øhh end ord. Han rodede sig til sidst i hårdet og så kort ned i vandet, inden han rettede opmærksomheden mod hende igen. ”Jeg var bare ude på en løbetur,” fortalte han så og smilet på hans læber blev bredere. Han betragtede hende i få sekunder med et eftertænksomt blik. ”Lyst til at, gøre mig med selskab på den sidste del af min løbetur?” spurgte han så og bevægede sig baglæns ind mod land igen, i håb om hun ville sige ja.