En tidlig søndag morgen

[Patrick Lewis]

Patrick der normalt ikke stod tidligt op i weekenderne og slet ikke om søndagen, fløj rundt oppe i luften ude på Quidditch banen. Men grunden til han var ude lidt efter solen var stået op, var fordi han slet ikke havde sovet. Det lå til gengæld til Patrick at have skæve sengetider. Han havde først siddet længe op sammen med nogle af gutterne. Det havde hygget sig gevaldigt og der blev grint en masse. Senere sagde han farvel til dem og tilbragte resten af natten sammen med en af pigerne fra skolen. Der havde ikke været andet end snak og flirterig, men Patrick så nu også pigen som en veninde, så han havde ikke lagt den store flirt i det. Nu var den ikke engang seks om morgen og disen lå som en dyne udover græsset på blænden. Kiggede Patrick ned, ville han ikke kunne se noget. Han fløj kun fem meter over græsset, men det var i en fuld hastighed. Luften var kølig, men det kunne man ikke se på Patrick, for han var iført et sort t-shirt med motiv og et par jeans. Hans arme var iskolde ligesom hans kinder, dog frøs han ikke. Han nød at mærke den friske luft mod ham og ugle hans sorte ellers satte hår. Han nød stilheden, men der var en ting han ikke brød sig om … at han var den eneste på banen. Var der noget Patrick hadede, var det at være alene, men som altid, holdt han det som en hemmelighed … at afsløre svage sider, lå ikke til ham.

[Mai Kokoro Felicienne]

Det havde da været en pragtfuld nat. Stjernerne på himlen, de havde skinnet klare end nogen sinde før, folk der havde set det, ville have ønsket en de havde kunnet dele det med. Det var nu ikke just det Mai havde ønsket sig, hun havde ikke rigtig tænkt over hvad hun havde ønsket sig, mere over det som hun måske burde ønske sig. Piger på hendes alder så jo efter drenge, men det gjorde hun jo ikke rigtigt. Faktisk så hun knap nok efter nogle overhoved. Hun havde sovet lidt af natten, men ikke ret meget, for hun havde ikke haft lyst. Da hun gik ned til Qudditch banen, var hun iklædt det sædvanlige. En hvid kjole, med korset, så man kunne se den var gammeldags og det var nu noget tydeligt. En vifte i en snor, hængende om håndleddet, men hun havde ingen hat på i dag. Hendes hår hang løst, det rødbrune hår blev leget lidt med af vinden som også kærtegnede hendes krop. Mai havde en handske på, som hun selv havde lavet og en medaljon om halsen, men den var speciel, hvis man åbnede den, spillede den en vuggevise som hun havde hørt igennem hele sit liv. Hun gik ud på selve banen og så lidt rundt, hun kiggede ikke op, for det havde hun ikke ligefrem tænkt over, så hun regnede med at hun var alene. Hendes ansigt var neutralt, ingen følelser lå i hendes øjne, på hendes ansigt, eller de få bevægelser hun lavede når hun kiggede rundt og ellers stod hun bare stille.

[Patrick Lewis]

Patrick der fløj rundt oppe i luften, havde ikke set pigen der gik rundt for sig selv nede på plænen. Havde han set hende, ville han med det samme være fløjet ned til hende, men sådan så tingene ikke ud nu. Lige nu lod han blot tankerne løbe frit, glemme tiden og forstillede sig at alt var okay omkring ham. Egentlig så var tingene okay omkring ham, men han kunne godt lide at glemme problemerne, også de små. Men efter noget tid valgte han alligevel at flyve ned på landjorden igen. Disen havde stadig det samme tykke lagen hen over græsset, men da han landede fejlfrit på plænen, kunne han bedre se rundt og få et overblik. Han greb kosten og gik i et roligt tempo ind mod midten af banden. Selvom det var diset, blev hans opmærksomhed fanget af en skikkelse et stykke fra ham. Han stoppede op og kiggede hen mod skikkelsen. Det var ikke til at se hvem det var, men alligevel blev han nysgerrig efter at undersøge det. Det var jo tidlig morgen, så at se andre på banen, kom lidt som en overraskelse. På den anden side, hvis det var en lære, ville han nødig støde på skikkelsen, hvilket var grunden til han bare blev stående hvor han stod og prøvede at undersøge om det var en elev eller lærer.

[Mai Kokoro Felicienne]

Det var rart bare at stå der, gøre ingen ting og bare lytte til tingene omkring sig. Det var befriende, på en eller anden måde. Hun viste dog ingen følelser, hun virkede ikke som en, der sådan kunne vise sine følelser. Mai stod helt stille og så blot lige ud et øjeblik, inden hun kiggede lidt rundt og fik øje på en person som hun ikke ligefrem kunne genkende ret godt. Hun trådte et skridt tilbage, foldede sin vifte ud og skjulte halvdelen af hendes ansigt med den. Hun kiggede stadig på ham, holdte øje med hver eneste bevægelse. Hvem var det? Det havde hun ikke lyst til at undersøge hvis det var en lærer, hun var tavs og stod helt stille for en tid, inden hun endnu en gang trådte et skridt tilbage. Så roligt som muligt, greb hun fat i sin medaljon, bare for at føle sig lidt rolig. Han så nu også ud til at være lidt i tvivl, det var nu heller ikke normalt at der befandt andre ude så tidligt om morgen, og da slet ikke på en søndag. "Hvem er du?" mumlede hun for sig selv, godt klar over at han ikke ville kunne høre det, men hun tænkte nu også bare højt. Klar over at det ikke var en vane, men bare noget som kunne ske for en hver, selvom det næsten aldrig skete, var det vel sket.

[Patrick Lewis]

Det var umuligt for Patrick ikke at lægge mærke til denne mystik der var over denne yndefulde pige, der blot stod helt stille i disen, inden hun trådte et par skridt tilbage. Han så hun tog en vifte op foran sig og skjulte halvdelen af sit ansigt. Det var ikke noget Patrick var vant til at se … en pige med denne opførsel. Hun var ikke til at genkende, selvom han kunne fornemme at hun ikke var en lærer, for havde hun været det, ville hun været gået hen til ham og spurgt hvad han lavede ude på denne tid. Derimod stod hun stille og undersøgte ham, ligesom han selv stod stille og så hende an. At hun greb fat i sin medaljon, kunne han ikke se, efter som hun stadig stod for langt væk til at se de mindre detaljer. Han valgte at nærme sig hende, nu hvor han vidste at hun blot var en elev. Modet kom tilbage i ham som et sus i vinden. Med kosten i hånden, bevægede han sig i et roligt tempo hen mod hende. Han måtte vide hvem denne nydelige og yndefulde pige var, som opholdt sig ude på denne tid af morgen. Mystikken over hende, forstod han ikke helt men han kunne nu godt lide den. Der var noget spændende over den. ”Hey mystiske … hvad bringer en pige som dig ud her?” spurgte han med en venlig tone, men der var stadig en del nysgerrighed over hans øjne. At hun for et øjeblik siden havde talt højt for sig selv, havde han hverken hørt eller lagt mærke til.

[Mai Kokoro Felicienne]

Langsomt slap hun sin medaljon og så blot imod ham, stadig med noget af sit ansigt skjult, bag sin vifte. Hun vidste ikke hvad hun lignede i hans øjne, men han, i hendes øjne, så meget godt ud selvom han ikke var så tæt på, var det som om at han lignede en skønhed kun set hos få. Først da han var et lille stykke fra hende, opdagede hun at han faktisk nærmede sig, hun trådte ikke et skridt tilbage faktisk stod hun bare stille og lagde mærke til en hver af hans bevægelser. Hun var ikke rigtig klar over hvad han sådan cirka ville hende, det kunne hun jo altid finde ud af, men i det fleste tilfælde ville man bare snakke. Men meget langt fik hun ikke tænkt da han stoppede op og talte til hende. Selvom hun lyttede, hørte hun ikke. Hun vidste godt hvad han sagde, men svaret på det, kendte hun vel ikke rigtigt. Hvorfor var hun egentlig gået herned? Hun kunne jo være gået ned til søen, eller til udkanten af den forbudte skov eller noget i den stil. ”Det ved jeg ikke,” svarede hun stille. Hun skjulte stadig noget af sit ansigt, men hendes øjne var fæstet imod ham, men de var hverken blide eller kærlige, faktisk var de tomme og lukket af for alle sine følelser. ”hvad bringer Dem herned?” hun talte høfligt, en vane som hun ikke rigtig gad skille sig af med.

[Patrick Lewis]

At hun ikke rigtig lyttede til hans spørgsmål, vidste han intet om, for hun svarede ham jo kort tid efter. Måske hvis han var tankelæser, kunne det være han vidste det … men sådan så tingene ikke ud. Et mildt smil formede sig på hans læber, idet hun svarede ’det ved jeg ikke’. Patrick der var vant til at gøre de fleste ting med et formål eller bagtanke, undrede sig lidt over hendes svar. For hvem ville være oppe på denne tid i en weekend, hvis man ingen ting havde at fortage sig, eller intet formål havde med det? Det kunne Patrick ikke helt forstille sig. Hvis det havde været om eftermiddagen, gav det nok mere mening, for der kunne han selv finde på at vandre rundt uden at vide hvorfor til tider, selvom det mest var når han kedede sig. Og selv der fandt han for det meste på et eller andet at lave. Men nu havde denne pige også en vis mystik over sig. Der var ingen følelser eller humør udtryk at finde i hendes ansigtstræk. Der var blot dette neutrale, ulæselige udtryk, der gav hende en speciel udstråling. ”En nat uden søvn,” svarede han roligt tilbage, imens der sad et skævt smil hen over hans læber. Det var tydeligt og se der gemte sig nogle ting bag hans svar. Han blik fortalte at han ikke bare havde sovet dårligt, men at han slet ikke havde sovet. Men hvad han havde fortaget sig, fortalte blikket ikke. Med vilje havde Patrick ikke nævnt den sene aften med gutterne og derefter tilbragte natten med en af pigerne fra skolen, for det var der jo ingen grund til at fortælle, når der ikke blev spurgt mere direkte ind til det. Der blev jo spurgt hvad han lavede herude og ikke hvad han lavede i nat.

[Mai Kokoro Felicienne]

Hun kiggede bare på ham. Der var altså noget over ham, som hun bare ikke kunne sætte finger på. Hun smilede ikke, græd ikke, viste ingen følelser udover denne maske af neutralitet som hun ikke kendte udstrålingen på. Roligt foldede hun viften sammen igen, mens hun stadig betragtede ham. Men nu, nu kunne han se hele hendes ansigt. Da hun så valgte at træde nærmere, kunne hun dufte en meget svag duft af parfume, som hang ved hans tøj. Kvindeligt selskab, på hvilken måde var hun lige glad med, det angik ikke hende, det virkede også temmelig uinteressant på sin egen måde. ”Hvem er De egentlig?” spurgte hun høfligt, inden hun så rundt og trådte et skridt tilbage, hvorfor hun overhoved var kommet nærmere anede hun ikke rigtigt. Da hun så rundt, blev hun overrasket over hvor stille og forladt, der i bund og grund var. Hun stod stille, så stadig rundt, inden hun igen kiggede på ham og lade alt opmærksomheden på ham endnu en gang. I et øjeblik, nulrede hun en lille tot af sit rødbrune hår, af en grund som hun ikke rigtig kendte til.

[Patrick Lewis]

Patrick havde sin fulde opmærksomhed på hende, idet hun fjernede viften med en yndefuld bevægelse og afslørede det lyse ansigt. Patrick kunne kun komme ud på en ting, at hun havde et smukt udseende. Han kunne godt genkende hende, men de havde aldrig snakket sammen. Det var tydeligt at se hun var ung … en del yngre end ham. Der var ingen tvivl om at hun ikke var fyldt de 18 eller gik på samme årgang som ham, men hun så stadig pæn ud af den grund og det forhindrede heller ikke Patrick i at snakke med hende… Han tog selv et skridt nærmere, idet hun trådte nærmere ham. Han havde et roligt blik i øjnene, hvilket gav ham et vis charme. Da hun spurgte ind til hvem han var, kunne han ikke lade være med at smile skævt. ”Hvem er jeg egentlig?” gentog han spørgsmålet. Det var noget tid siden, nogle havde spurgt ham om det spørgsmål, hvilket også var grunden til han havde smilet skævt. ”Jeg er af Lewis slægt … mit navn er Patrick Sebastian Daniell Lewis, men jeg fortrækker du kalder mig ved fornavn,” præsenterede han sig, med samme høflighed som hvis han stod overfor en fremmede eller en med fin status. Normalt brugte han en kortere præsentation overfor dem på skolen, men lige der, følte han for at give den fulde præsentation, selvom den nok ikke var nødvendig. ”Måske kender du min søster, Julia Lewis? spurgte han med et nysgerrigt udtryk i øjnene. De fleste på skolen vidste hvem Julia var, lige så vel, som de fleste også kendte til Patrick. De havde begge en høj status på skolen, hvilket de bedste udmærket også godt var klar over og i mange tilfælde udnyttede. Han kiggede på hende med et studerende blik. ”Men fortæl mig unge dame, hvad er dit navn?” spurgte han lidt efter. Han holdt stadig den fine attitude, men var gået mere over i den mere normale attitude, hvilket mere var hans personlighed og som han følte behag i. Alle vidste at Patrick ikke rigtig var fin og høflig på denne måde, men at han kunne spille skuespillet 100% perfekt.

[Mai Kokoro Felicienne]

Hun bad vel selv om, at han trådte nærmere. Hun kunne godt se, at hun havde set ham før, men aldrig rigtig alene, han var vist altid omringet af nogle venner eller kammerater. Mai stod helt roligt og sagde intet, ventede bare på han svarede. Patrick Lewis? Hun kendte ikke ret mange på skolen, hun vidste knap nok hvad de fleste hed på hendes årgang, mest fordi hun ikke ville kende til dem. Julia Lewis? Det sagde hende slet ikke noget, lige såvel som Patricks navn ikke sagde noget, men da hun også var tilbagetrukket og ikke snakkede med ret mange, hvordan skulle hun så kunne kende til dem? Men indrømmelsen var dog, at hun var meget nysgerrig lige nu, hun ville gerne vide lidt mere om Patrick, ikke så meget, men bare lidt. ”Jeg kender ikke Deres søster,” hun svarede bare lige ud, for hun havde intet at skjule omkring sin uvidenhed, om andre mennesker på skolen. Han måtte tænke om hende som han ville, for det kunne hun jo ikke gøre noget ved vel? ”Mai Kokoro Felicienne.” hun kunne da lige så godt svare, når han spurgte. Hun var ikke kendt på skolen, heller ikke særlig populær, da hun holdte sig fra andre, men alligevel var fascinerede af andres væremåde. Ingen kendte til den marionet dukke, som stod foran ham, får hun holdte kortene tæt og sig selv langt væk, men man kunne udnytte hende på de groveste måder, for hun kunne ikke sige fra, ingen havde lært hende at sige fra. Hun havde lært, lige nøjagtig at gøre det modsatte, at gøre hvad folk sagde. Et helvede, men sandheden. Så trådte hun et skridt baglæns, gemte sin mund og næse bag viftens folder, så noget af hendes ansigt var skjult, men hendes øjne stadig kunne se ham og holde øje med vær en bevægelse.

[Patrick Lewis]

Patrick kiggede mere eller mindre overrasket på hende, da hun sagde hun ikke kendte hans lillesøster. Det kom bag på ham og dog, så lignede pigen ikke en der hverken kunne finde på at være i nærheden af Julia eller være venner med hende. Han kendte sin søster og vidste hun havde visse krav for sine venner. Væsentlige højere krav end Patrick selv havde. Han synes nu pigen så yndig ud og hendes mystik gjorde hende mere spændende. Han smilede let, mens han kiggede på hende. ”Det måske meget godt du ikke kender hende,” svarede han. Det var helt bevist han havde sagt det, selvom det mest var en besked til sig selv. For kendte hun Julia, ville hun sikkert også vide en del om Patrick, hvilket han til tider var træt af at alle gik og troede de vidste hvem han var, så egentlig kunne han godt lide hun virkede så udvidende. ”Du har et smukt navn Mai … hvor du fra?” spurgte han, fordi han ikke havde hørt hverken hendes mellemnavn eller efternavn før. Han mente i hvert fald han ville kunne huske det, hvis han havde hørt det før, for det var ikke navne alle gik rundt og hed, hvert fald ikke i hans omgivelser. At hun i virkeligheden var en marionet dukke, vidste han ikke, på trods af han troede han vidste bare lidt om alle på skolen. Patrick der så pigerne som en leg og havde baggrund med næsten alt han fortog sig, ville ikke være bange for at udnytte hende, hvis han kendte til historien. Han ville selvfølgelig ikke gøre det ved første indtryk og slet ikke tydeligt. Sådan var Patrick ikke, hvilket også var en af grundene til han knuste så mange pige hjerter. Han kunne godt fornemme hun holdt kortende tæt, for der var en del mystik over hende. Efter hans mening, havde hun utrolig flotte store øjne, især når hun skjulte halvdelen af ansigtet bag viften. ”De minder ikke just om en sportspige … hvad bringer Dem hid?” spurgte han med en rolig stemme, der havde en snært af undring og nysgerrighed over sig. Han sørgede for at have øjenkontakten med hende, mens han stillede hende spørgsmålet.

[Mai Kokoro Felicienne]

På overfladen virkede hun måske mystisk og måske spændene, men inden under overfladen, var hun i tvivl og usikker på hvad hun skulle sige eller gøre. Hun havde aldrig prøvet at snakke med en fyr før, og slet ikke på den her måde eller alene. Det så ud til at hendes uvidenhed overraskede ham, selvom han vel et eller andet sted selv burde have kendt svaret, så kom hendes svar vist meget bag på ham. ”Fordi du ikke vil have at nogen på forhånd tror de kender Dem?” hun spurgte af nysgerrighed, men det kunne man ikke høre, for hendes tonefald var neutralt, ligesom hendes ansigts udtryk. Ja, hvor stammede hun fra? Det vidste hun egentlig ikke rigtig, når det kom til stykket vidste hun ikke ret meget om sin afstamning og sin familie. Og hun ville heller ikke rigtig vide det. ”England, Frankrig og Japan,” sagde hun bare. Hun vidste at det var det hendes navne kom fra, så forhåbentlig gættede hun rigtig og ikke bildte ham noget ind som hun ikke var helt sikker på. ”Men jeg ved det ikke med sikkerhed,” sagde hun stadig med det neutrale stemmeleje. Viften blev foldet sammen og fjernet, for i stedet at blive sat fast i hendes kjole, ved hoften. Hun anede ikke hvad hun skulle sige eller gøre, hun var ikke rigtig sikker på noget som helst lige nu. Hvis det ikke havde været fordi at hun havde en maske til at skjule sine følelser, ville man kunne se at hun var genert og mest af alt havde lyst til at gemme sig. Hans spørgsmål overraskede hende en anelse. ”Jeg gik bare uden at se hvorhen,” Nu hvor hun bare så på ham, kunne hun godt se at pigerne sikkert faldt på rad og rækker for ham. Han var hvad de fleste ville sige lækker og sikkert sød, men smed hun sin maske, ville han jo ikke se det som han så nu, kortene tæt og alt ville gå glat. ”Jeg kunne spørger Dem om det samme, men svaret står jo lige foran mig.” hun nikkede imod kosten, inden hun trak sit blik væk fra ham og så i stedet lidt væk.