[Åben!] (Eftermiddag)

[Lucas Reiko Austell]

Lucas kommer ind på Sukkertoppen, og lister stille og roligt ned til et bord i hjørnet. Han har et par kedelige sorke bukser på, g en ligeså kedelig mørk grå striktrøje. Da han har sat sig ved det lille tomands bord, tager han det lille kort der ligger på bordet, hvor det er listet op hvad man kan købe at drikke. Græskar juice og poppel te, er bare nogen af de ting han lader fingeren kør hen over da han stille sidder og studere kortet næmere.
Til sidst falder han over noget varm kakao brygget på kakaobønner fra cocoa træer et sted i en forbudt skov, hvor kun de snedige winki alfer har snilde nok til at komme ind. Der var en lang historie om hvordan cocoa kakaobønnerne på magisk vis blev omdannet til denne, åbenbart, meget fantastiske drik. Han nåede knap at kigge videre inden en mager rødhåret dame stod og kiggede afventende på ham med store øjne og et service smil, "hvad skal du ha' ven?" spurgte hun lidt for optimistisk efter Lucas mening. "Bare en enkel kop varm kakao, tak." sSvarede han høfligt, og lage kortet fra sig på bordet. Damen nikkede og tøffede så afsted igen, forhåbentlig for at hente kakaon.

[Evelyn Ivy Skeffington]

Det var en dag med uimodståeligt solskin efter sådan en lang og mørk vinter, var Evelyn Skeffingtons første tanke da hun smilende trådte ud fra den lille skumle butik en god distance fra den lille café, hvor Lucas var trådt ind. Butikken, en antik og støvet lille genbrugsbutik med alle mulige artefakter fra himmel til jord, havde været proppet med en masse habengut, hun havde fundet ud af lige ville være hende. Og det bedste var, at det ikke kostede ret meget! Uanset hvad alle andre ville sige om at hun købte genbrugt tøj, var hun overbevist om, at når det ikke var noget der kunne fås som nyt, måtte det fås brugt. I den lille stofpose hun havde fået derinde, lå der en gylden broche med en rose samt en nylonnederdel med rød/sort tartanprint. Så efter en udbytterig skattejagt i en verden af antikvariater, var det en smilende glad Evelyn der trådte ind på Sukkertoppen. Døren lukkedes bag hende med den gyldne klokkes hektiske ringen, og hun lod hurtigt øjnene glide over bordene. Størstedelen af dem var tomme, eller også var de befolkede af par, der sad i lavmælt samtale. Hendes øjne faldt dog på en ung mand nede i hjørnet som hun vidste, gik på Forecarm, der sad beskæftiget med det farverige menukort, som hun selv kunne remse op fra ende til anden. Da ekspeditricen kom ned for at modtage hans bestilling, lød ordet ’kakao’ tydeligt i hendes ører. Det var en glimrende kakao de serverede her; en dejlig fyldig drik med en sødlig eftersmag. En fuldkommen uundværlig drik i vintertid. Men foråret havde så småt gjort dets indtog og smeltet al sneen på fortovet udenfor caféen, og det var i hendes øjne blevet tid til at kaste sig over forårssortimentet. Hun gik igennem lokalet, meget bevidst om de mange misbilligende blik folk kastede efter hendes lange hvide kniplingskjole, hendes lange sorte jakke og hendes farvede granatæblerøde hår. Hendes højde fik hende næsten til at se skræmmende ud, hvis ikke det var fordi hun bar et smil på de blodrøde læber. Selv smilede hun til dem da hun gik forbi, og hun stoppede foran Lucas med smilet på læberne. Det var tid til at lære en ny person at kende, og det kunne man ikke komme til uden at nogen tog et initiativ. ”Godeftermiddag.” hilste hun venligt. Hun så ned på stolen overfor ham. ”Må jeg sidde ned?” spurgte hun stadigvæk venligt og tålmodigt, men det var tydeligt at høre at hun ikke spurgte med nogen som helst form for nervøsitet i stemmen. Hun gik efter, hvad hun ønskede, og lige nu var det at finde ud af, hvem denne herre var. Hun benyttede ventetiden til kort at betragte ham. Lyst hår med et fint ungt ansigt, med noget der kunne tyde på asiatiske træk? Evelyn selv var frarøvet al udenlandsk indflydelse i hendes britiske træk, bortset fra hvis man kunne sige at brune øjne var exceptionelt for en englænder. Af hvad hun havde hørt af hans måde at bestille kakao på, havde han da også en del gode manerer bag sig. Det var ikke det værste at have, i hendes øjne. Hendes tante havde også altid sagt, at man skulle være mod verden, som man ønskede den skulle være imod en. Hendes ransagelse af ham stoppede uden noget at være utilfreds over, og smilet blev vidt. ”Jeg mindes at have set dig på Forecarm?” spurgte hun halvt som et spørgsmål, halvt som en konstatering. Hun havde set ham, men hun kunne ærligt sagt ikke rigtig holde styr på ansigter, når hun ikke havde noget at forbinde dem med.

[Lucas Reiko Austell]

Lucas sad et øjeblik bare og kiggede lidt ud i luften, i sammen retning som servitricen lige var tøffet afsted. Han havde ikke lavet det store idag. Han havde egentlig kun været i byen for at finde en bog, som de desværre ikke havde det sted han havde spurgt. Han kunne sikkert finde den et andet sted, men han var ikke noget ret langt før han tilfældigt havde besluttet sig for at gå ind på den lille café. Han var så træt for tiden. Han kunne ikke rigtig se hvorfor, det var ikke fordi han havde så travlt med lektier lige i øjeblikket, og derudover lavede han ikke det store.
Bedst som Lucas sad og kiggede tomt ud i rummet, fik han øje på en meget opmærksomhedskrævende klædt ung dame. Hendes hår havde en meget kraftig rød farve, og den hvide kjole gjorde bestemt heller ikke sit til at falde ind i mængden. Inden han overhovedet nåede at tænke nærmere over hvor det var han havde set hende før, stod hun pludselig foran ham. Da hun spurgte om hun måtte sidde, nikkede han høfligt både som hilsen og svar, men suplerede alligevel med et "selvfølgelig," og en venligt smil på læben. Det var nok på skolen han havde set hende før. Hun var ikke typen man glemte sådan lige med det samme. Men han havde aldrig snakket med hende, eller fået en chance for at betragte hende på så nært hold. Hun havde da bestemt et yndigt ansigt, det havde hun. Men selvom Lucas respekterede og på sin vis beundrede folk der kunne være sig selv, selvom det var langt fra normen, så var han egentlig ikke meget til alternative. Så kunne man kalde ham fordomsfuld, men sådan var det altså. Ikke at han af den grund ikke ville tale med hende, slet ikke. Hun lød til både at være høflig og flink, hvilket man bestemt ikke burde tage forgivet. Og Lucas selv ville ikke være uhøflig. Sommetider kunne man blive overrasket.
"Sandsynligvis," svarede han afslappet. "Og du går på Papilloux, ikke sandt?" Han så lettere nysgerigt på hende. Gad vide hvorfor hun ønskede at skille sig så markant ud fra mængden? Det var altid interessant at lære nye mennesker at kende. Bare ærgeligt at han selv aldrig rigtig tog noget intiativ.

[Evelyn Ivy Skeffington]

Det kunne undre Evelyn en del, at drengen foran hende ikke havde nogle poser med indkøbssager af nogen art, idet handelsområdet sjældent var et område man besøgte bare for at være der. Men hun valgte ikke at hæfte sig synderligt ved det – det var ikke altid man var heldig at finde netop hvad man skulle bruge. Da han lod hende sætte sig ned ved bordet og smilede venligt til hende, var det svært ikke selv at smile stort, da hun med kjoleskørterne samlede satte sig ned på den fine træstol. Et sandt spind af hvidt stof bredte sig ud over stolen, og hun lod en hånd nænsomt glide over den cremefarvede underkjole for at fjerne det værste stof, så rejste hun atter hovedet og smilede igen.
Høflig var han i hvert fald, det ville hun huske. Det var ikke altid, at hun fik lov til at sætte sig ved andre folks borde, for det meste grundet hendes tøj. Men hvis de ikke ville have at hun satte sig, så havde hun heller ingen ønsker om at lære dem at kende. Mange sagde at ’klæder skaber folk’ men Evelyn plejede at nævne, at ’klæder er en del af ens personlighed’. Man skulle ikke føle at det var tøjet der bar en, men at det var en der bar tøjet. Desuden følte hun sig altid vanvittigt undertrykt, hver gang hun måtte gå i forholdsvis almindeligt tøj, og hun kunne instinktivt ikke lade være med at føle sig overfladisk og falsk. Det var ikke hende at gå rundt i bukser, t-shirt og have klassisk leverpostejsfarvet hår. Nej, hun følte sig mest sig selv når hun kunne gøre sig fri af alle de mange normer og gå rundt som hun ville. Så kunne man vælge at tolerere det eller ej. Hun ville i hvert fald ikke gå rundt og lave krige, bare fordi hun havde rosa hår.
Hans tonefald var afslappet og ikke spor formelt, nu hun sad på stolen og fik besvaret spørgsmålet om han var fra skolen. Det var hun så – og et sejrrigt smil bredte sig på hendes læber. Det var svært ikke at være munter, når man fik en personlig sejr, hvad end den så bare var minutiøs. Hun lod sit højthævede hoved hvile på hendes højre hånd, imens hun lod ansigtet af ham inprente sig på nethinden. Hun var ikke typen, der glemte et bekendtskab lige med det samme. Og når han ikke havde vist sig som kritisk hvad angik hendes tøj, tegnede det blot godt. ”Det gør jeg, jo.” svarede hun smilende igen i hendes halvdybe, men melodiske stemme. ”På Umilagos.” tilføjede hun halvt af vane, halvt af stolthed over at hun tilhørte de stærke og konkurrencedygtige pigers kollegium. Det var et kollegium, hun var stolt af at tilhøre – et kollegium hvor de stod sammen for at vinde. Og de blev altid ledt til sejr ved fælles hjælp. Hun lod øjnene fæstne sig ved ham, så besluttede hun sig for at gisne lidt på hans kollegium. Caldenhoof var udelukket, de drenge stank langt væk af dyr cologne og havde ordet ”mærkedyr” skrevet med lyserødt blæk i panden. Og så havde de alle sammen et og andet imod alternativ tøjstil. Ursaul, måske? Af en eller anden grund ville hun ikke fæstne den hattenål på ham, idet han ikke så ud til at være en lavtstående prins. Hun hældte mest til Slondark grundet hans plads alene ved bordet, men det ville hun ikke slå ind i hovedet på ham. Man skulle ikke skue hunden på hårene – ligesom at hun selv mente, at der var mere under hendes sorte makeup end hvad folk gik og troede. ”Evelyn Skeffington. 4. år. præsenterede hun sig i en venlig tone, og rakte en feminin hånd i en nethandske over imod Lucas, imens hun smilede til ham. Fingerneglene var lakerede sorte i en fuldkommen uigennemtrængelig nuance, og hånden var fin som en klaverspillers. Det var de færreste piger, der ønskede at give hånd til deres nye bekendtskaber – men Evelyn var af den overbevisning, at begyndelsen på et nyt bekendtskab startede med et håndtryk.

[Lucas Reiko Austell]

Lucas så på hende med et roligt blik, og nikkede da hun stolt fortalte fra hvilket kollegie hun kom fra. Han havde godt hørt om pigerne på Umilagos, og kunne et eller andet sted godt se hende der. En viljestærk pige uden tvivl, garenteret også stædig. Han havde hørt nogle andre drenge kalde kollegiet Umulig'gos engang. Det var vidst noget om at en af dem havde datet en pige derfra, som ikke havde været til at holde ud på grund af et syrealistisk konkurrencegen. Men selv beundrede han pigerne derfra lidt. Det var en god ting at være sikker på sig selv, og det var selvfølgelig langt fra alle pigerne på Umilagos der var umulige. Og det var hende de havde snakket om vel i bund og grund heller ikke. Sandsynligvis var det nok bare et spørgsmål om smag og behag. Selv undlod Lucas at nævne sit kollegie. Ikke såden bevidst, han gik bare ikke så særligt meget op i det med kollegierne. Selvom han faktisk følte at det havde været en rigtig god ting at blive placeret på netop Slondark. Hans ummiddelbare vudering var, at Slondark drengene blev respekteret som et lidt neutralt kollegie, med drenge der oftets passede sig selv og deres studier, men altid stod til rådighed for andre. Noget der passede utroligt godt på Lucas. Han var ikke blank for at hjælpe til når nogen havde brug for det, men ellers passede han mest sig selv. Det var desuden nemmere at være høflig helt naturligt, når man ikke følte sig presset til at være det konstant. De færreste var vel høflige over for dem selv. Det skulle da i hvert fald være noget underligt noget, at sidde og spørger sig selv, om man ikke ville være så rar at bladre videre til næste side i bogen, hvis det var sådan en man havde gang i.
"Lucas Austell, 3. år," svarede han hende, og rakte sin hånd. Et godt tryk når hænder mødtes for at hilse, var aldrig ilde sat. Men med Evelyn Skeffingtons smalle hænder, blev det til et mere følsomt og lille klæm end ellers. Stadig et godt håndtryk, men han ville jo ikke gøre skade på den femenine hånd. Derudover passede det ham udemærket med folk, der forstod at hilse ved håndtryk. Og Skeffingtons håndtryk var som det skulle være.
Endelig kom den service minded servitrice dame tilbage med et højt og smalt glas. Det lignede ikke umiddelbart kakao, men han nåede kun at kigge undrende op inden damen åbnede munden; "Der er ikke mere kakao, så det bliver vores egen hjemmepræsset llyscence frugt juice. På husets regning selvfølgelig.." og bedst som hun havde sat glasset, var hun væk igen. Servicen var da i orden, men egentlig vidste han ikke hvad en llyscence frugt smagte af, og den skrig lilla farve så ikke ligefrem indbydende ud. Så han lod den lige stå lidt. Måske turde han kaste sig ud i den om et par minutter.

[Evelyn Ivy Skeffington]

Smilet på Evelyns rosa læber blev større, da Lucas præsenterede sig og lod sin hånd lukkes om hendes i et håndtryk for at markere dette nye møde. Et ganske let og velovervejet håndtryk – nok for at skåne hendes hånd, der ikke just var en kæmpes næve – og da de slap hænderne igen, kom en af servitricerne fra caféen balancerende over med en lilla drik, som hun allerede på forhånd genkendte som llyscence juice. Interesseret fulgte hun med i det lille optrin, som udspillede sig da Lucas med let undren i øjnene, fik forklaret hvorfor han fik denne auberginefarvede drik i stedet for kakao. Hun smilede, imens hun lod hovedet hvile på hendes knoer og så ned i glasset. Væsken var godt tyk, og fyldte det høje glas fra bunden til knap kanten. ”For at sige det kort, har jeg aldrig smagt llyscence juice.” forklarede hun til ham, imens hun umærkbart forsøgte at opsamle eventuelle dufte. Nej, hun havde aldrig smagt det, men et par af hendes veninder havde, og de brød sig bestemt ikke om det. Hun gad nok vide, hvad det var, der havde stødt dem. Til trods for at det lignede lilla æblegrød, virkede den nu ellers uskadelig. Hun rettede sig op, øjnede ham atter og førte med et kort hovedkast lidt af det rosa hår om på ryggen. ”Slondark, ikke sandt?” gættede hun, imens hun havde øjnene fanget i hans. Han havde ikke præsenteret sig med kollegienavn, endnu et tegn der udelukkede både Caldenhoof og Ursaul. De to typer af drenge gjorde sig gerne i at reklamere med kollegiet, idet de vidste at de to steder var magneter på hunkønnet. Men en Vulturul gik nu heller ikke altid rundt og flagede med deres kollegium – det virkede dog ikke som om at Lucas hørte til der. Vulturuldrengene var tit ret sære, hvad angik opførsel. Det ene øjeblik kunne de stå og bekymre sig en mikroskopdel af deres tanker om deres timer, det næste øjeblik kunne de stå og glo på en bogryg, som om den var magnetisk. Der var et eller andet ved dem. Så virkede Slondarkdrengene lettere at forstå, med deres lettere ensomme vandren og deres glæde ved studier og bøger. Men i Evelyns øjne fandtes der ikke nogen ’let’ forståelse af mennesker – det ville være en skam at antage at Lucas kun var interesseret i bøger og studier, når han faktisk sad og snakkede med hende her, og hvor det var dejlig uformelt og roligt.
Hun lod spørgsmålet dingle i luften, imens hun øjnene llyscence juicen igen. ”En skam, at de er løbet tør for kakao. Den er ellers virkelig delikat.” bemærkede hun, og så ned i juicen. ”Det er ellers noget af en farve.” tilføjede hun med en nærmest nynnende tonefald til sidst, så rettede hun sig op igen. ”Hvad har så bragt dig til handelsområdet, Lucas?” spurgte hun i et forsøg på at lyde henkastet og for at få en samtale i gang, men det var tydeligt i hendes opmærksomme øjne og let skilte læber, at hun var nysgerrig efter et svar, som hun gerne ville have. Akkurat ligesom at hun ønskede at få bekræftet sin formodning om hans kollegium. Ikke overpresse ham, afbrød hendes tanker hende, og hun smilede. Nej, Lucas skulle ikke ende som den lilla juice i glasset. Men hun pressede nu heller ikke nogen. Ligesom at mænges med hende, sådan tog hun ting som hendes spørgsmål – svar hvis du vil og ellers lad være. Hun plejede aldrig at stille spørgsmål, der krævede et svar. Hvis hun gjorde det, ville det være et helt andet tonefald og anden mimik hun ville bruge. Fraværende med ansigtet vendt mod Lucas skubbede hun et par kagekrummer ned af bordet, så betragtede hun ham atter igen.