Post by Professor Xearmofos on Feb 21, 2010 6:52:29 GMT -5
Hvorfor ønsker du denne stilling:jabor har altid været meget tæt på vilde dyr og fri natur. Hans race er meget sjælden, og mange af dem der er tilbage af hans slægt er faldet under mørket og er ikke længere som de var engang. Jabor har søgt stillingen i håb om at finde et sted hvor han kan være i sikkerhed for mørket og hans korrupte brødre der kun selvisk ønsker at trække ham med ned i samme dyb som de nu selv er havnet i. Mennesker har altid fascineret ham, den måde de konstant insistere at udvikle sig på selvom deres levetid er så begrænset. Han ønsker at være i nærheden af mennesker så han kan studere dem, måske neda lære at forstå dem, og give sin viden om dyr og natur videre til en ung generation, og samtidig finde fred og sikkerhed indenfor skolens mure.
Fulde navn: Jabor Xearmofos
Kaldenavn: Bare Jabor.
Køn: Mand.
Seksualitet: Jabor kan betegnes som biseksuel da der i hans verden ikke er et begreb om seksualitet.
fødselsdag: 15/4
Fag: Magiske dyrs pasning og pleje.
Forhold til faget: Jabor har hele sin lange livstid levet iblandt vilde dyr og åben natur rundt omkring i verden, på flugt fra sine vanvittige brødre. Han føler at mange af natures skabninger igennem tiden har hjulpet ham, og han føler at han skylder noget til naturen. Han vil derfor gerne lære andre, specielt mennesker, at værdsætte naturen og forstå dens skabninger og deres sprog.
Stav:Jabor’s slags burger ikke traditionelle veslige tryllestave, de er i sigselv magiske væsener, meget ligesom husalfe, de har deres egen form for magi. Dog kan han sagtens bruge diverse tryllestave og kendte besværgelser.
Nationalitet: Egypten.
Blodstatus: Fuldblods.
Kost: Jabor ejer ikke en kost, og kunne sandelig heller ikke drømme om det.
Udseende:
Hår: Hele Jabor’s ansigt og hovede er dækket af meget kort men ganske fin og blød pels, den er mørke brun i det men føles meget som silke. Han har også hår, langt sort, chokerende velplejet hår. Det er tyndt og fint og får ham på en eller anden måde til at se en smule mere menneskelig og elegant ud.
Øjne: Jabor’s øjne viser ganske glimrende hvordan han føler, hvad humør han er i, og hvad han syntes om ne. Somregel i de ganske tomme og viser ikke de store, men hvis han ser ned på en er det tydeligt, hans øjne kan være både blide og kærlige, men også kolde og arrogante. Hvis han er rigtig vred, så lyser de næsten op af had og vrede, men der skal sandeligt også meget til før det sker. Ellers er de hivde og lysend emed en let glød af rød.
kropsbygning: Jabor er meget høj i forhold til en gennemsnitlig mand, hvor en normal menneskelig mand ville ligge på omkring 1,80-90, så er jabor lige omkring 2,55, altså omkring en halv overkrop højere. Han er meget muskuløs, og sandelig også fysisk stærk, men hans krop er også utrolig elegant, når han bevæger sig rundt er det med en sjakals vildskab, og alligvel med en smuk elegance, han er den type der formår at være både afskrækkende og alligvel, mystisk tiltrækkende, på de fleste, mænd som kvinder. Hans hovede er det mest specielle ved ham, for fra skuldrende og opefter er han ikke spor menneskelig. Mange vil ved første øjekast forbinde ham med et monster fra et mareridt, den oldgamle gud Anubis eller måske neda Zeth. Hans hovede er en sjakal’s, det der kendetegner hans race, lange spidse øre, lysende øjne, blød og velplejet pels og en lang snude, et gab fyldt med spidse tænder og en lang tunge. Mange ville måske løbe skrigende bort, men alligevel vækker han somregel også en form for nysgerrighed hos folk. Indimellem kan han ikke selv beslutte om han er mest dyr eller mand.
Hudfarve: Jabor’s hud er temmelig ru og maskulin, minder lidt om læder. Den er rødlig med lidt brun i sig. Han har mange ar rundt omkring, store som små, men han er somregel meget renlig. Hans hud ligger stramt om ham over hans muskler og sener.
Tøjstil: Jabor går ikke i traditionelt vesligt tøj, han holder sig til oldgamel egyptiske traditioner, og om det er 30 grader eller sne til knæene så er han klædt i traditionelle kilter af silke, lange og bølgende, der går fra livet helt ned til anklerne. Normalt ville man måske tænke at det ikke ligefrem var den mest maskuline påklædning, men jabor’s natulige elegance og udseende får det til at se ganske smukt ud på en grotesk og bestialsk måde. Han bærer indimellem diverse smykker, meget af det i rent guld eller andre ædelmetaller, med diverse sten og diamanter. Han tænker ikke på det som dyre og værdigfulde smykker, for ham er det blot en pryd, og så indeholder de fleste af hans smykker mange minder, ting og sager han har arvet fra sine forfædre.
Personlighed: Jabor er ikke en mand der glædeligt og frivilligt lader folk kende ham. Han er meget ensom og bevæger sig oftest omkring alene, det er sådan han altid har gjordt og sådan han har det bedst, det er ikke fordi han ikek vil være sammen med andre, han er bare bange for at såre dem, det er ingen hemmelighed at han er på skolen primært for at være i sikkerhed. Samtidig har en det problem at han ikke føler han passer ind i noget selskab, mennesker er jo en helt anden race, og han ligner ikke dem. Han er vnat til at elever eller andre mennesker er skrækslagne i hans nærvær. Men dybt inde er han meget blød og sårbar, han føler sig, om han viser det eller ej, næsten altid såret når hans stærke ører opfanger noget hvisken og tisken om ham og hvor underlig han er, eller når nogen vender ryggne til og går deres vej med det samme når de ser ham. Sandheden er jo nok at han er meget ensom og savner en ven, men han har mistet troen på at mennesker kan forstå ham og hans væsen. Han viser sig sjældent indenfor skolens mure da han foretrækker at være udenfor. Hans dyriske ansigt viser også hans følelser meget godt, sjakalen er i famillie med hunde, og det kan man også godt se på den måde han viser følelser på indimellem, hans øjne viser fantastisk godt hvordan han føler, eller hvis han lægger sine ører ned, sågar piver eller brøler, men det er meget få der formår at vække hans følelser til live, normalt vil han egentlig minde mest om en statue der bevæger sig rundt, udtryksløs og omgivet af indre mure.
Historie: Jabor stammer som sagt fra Egypten, han er af racen Sjakal, et folk der for flere tusind år siden gik under jorden og har levet i små samfund rundt omkring i ørkenen. Igennem årene har mange af mørkets mestre opsøgt disse mytiske væsener for at vinde dem over på deres side, og med tidne er det da også lykkedes mere og mere, endten med løfter om magt og, endnu mere vigtig for en sjakal, ære, eller simpel tortur. Jabor er ikke så gammel endnu, kun omkring 100 år, han er ikke selv sikker, han holdt op med at tælle for længe siden, men det er forholdsvist ung for en sjakal, de kan blive meget gamle, og det er meget sjældent der kommer nye til verden. Jabor var en del af et temmelig stort kuld, de var faktisk hele ni. Deres mor døde få år efter fødslen og de blev passet af deres far, hvilket ellers ikke var helt normalt hos sjakaler. Deres stamme var en af de større, selvom de var meget få, måske 30 i alt, og en af de eneste overlevende stammer der endnu ikke var faldet under mørket. Men en dag for godt og vel 50 år siden gik det også galt. Det var sent, og tidligt på nattne opsøgte en flok troldmænd stammen ude i ørkenen. Dette var en spektakulær begivenhed, for det var meget få der havde den ringeste ide om hvor de skulel lede efter dem, men alligevel fandt disse mænd frem til dem ude midt i ørkenen, det kunne ikke være andet end troldmænd. De var mange, og bar alle mystiske masker, somom de var bange for at sjakalerne skulle genkende dem et eller andet sted fra. Jabor syntes de var uhyggelige, selvom de bragte mange gaver og sjældenheder, og sågar ting som disse sjakaler aldrig havde set før. De begyndte at tale om at adoptere disse sjakaler, lovede dem magt og ære, skatte og store grunde, alt hvad de ønskede, bare de hjalp dem i deres sag. Mange fra den lille flok gik med dem, og begyndte straks at pakke deres telte og ejendele sammen og forsvandt ud i natten. Jabor’s brødre og far var snart de eneste der sammen med få andre var tiblage der nægtede at lade sig hverve til disse mystiske mænds hær. Og så begyndte det, et sandt festfryværkeri af en magisk duel. Jabor stak af ud i ørkenen.
Dage blev til uger, uger til måneder, og måneder til år. Før man vidste af det var der vel sagtens gået et årti eller to. Jabor var aldrig holdt op med at flygte, han boede ingen steder, havd eingen venner, hver dag var en ny jagt efter fred fra alle de skabninger der ikke behøvede at vide om hans eksistens. Han havde set meget af verden, lært mange dyre at kend eog skovene, de åbne sletter og diverse stammefolk var hans eneste bekendte, den eneste støtte. Han levede en primitiv livsstil, selv med hans magi var han flere tusind år tilbage i tiden.
Flere år senere, næsten halvtreds år siden han sidst havde set sin famillie tilbage i ørkenen. En dag, i skovene omkring skolen hvor han havde slået sig ned iblandt mange andre magiske væsener, skete der noget der for evigt ville ændre hans verden.
En dag ude i skolens omkringliggende skove, vandrede Jabor rundt. Han havde da fået færten af mennesker indimellem, men det var ikke noget han tog sig synderligt meget af. Men idag var der en ny lugt i luften, noget der var så underligt kendt, og alligevel så fjernt. Han ledte længe, indtil han langt om længe fandt hvad han søgte. I en lysning stod han, en af hans brødre, Zerxes, hans tidligere bedste ven. Jabor kaldte hans navn, men han reagerede ikke. Jabor trådte ud i lysningen, han var blindet af lykke over at han endleig havde fundet en fra hans famillie, eller, han havde fundet ham. Han lagde bldit en hånd på hans brors skulder, men det eneste han fik ud af det var en magisk ladning lige i maven der kastede ham flere meter baglæns. Hans bror vendte sig imod ham, men der var intet tilbage af hans bror, hans øjne var røde og fyldt med vrede og had.
Det var en lang kamp, de rydede en helt lille del af skoven imens de to kreaturer kæmpede. Det var en voldsom kamp, Zerxes gik tydleigvis efter at dræbe, Jabor forsøgte at forsvare sig uden at skade sin bror, men nu gik det op for ham at han var der for at jage ham.
Tidligt på aftenen bankede en hårdt såret Jabor på skolens port, og da døren blev åbnet besvimede han. Da han vågnede blev han kontaktet af skole-lederen og han søgte om en stilling på skolen så han kunne blive her, i sikkerhed for de væsener og muligvis troldmænd, der var ude efter ham.
Fulde navn: Jabor Xearmofos
Kaldenavn: Bare Jabor.
Køn: Mand.
Seksualitet: Jabor kan betegnes som biseksuel da der i hans verden ikke er et begreb om seksualitet.
fødselsdag: 15/4
Fag: Magiske dyrs pasning og pleje.
Forhold til faget: Jabor har hele sin lange livstid levet iblandt vilde dyr og åben natur rundt omkring i verden, på flugt fra sine vanvittige brødre. Han føler at mange af natures skabninger igennem tiden har hjulpet ham, og han føler at han skylder noget til naturen. Han vil derfor gerne lære andre, specielt mennesker, at værdsætte naturen og forstå dens skabninger og deres sprog.
Stav:Jabor’s slags burger ikke traditionelle veslige tryllestave, de er i sigselv magiske væsener, meget ligesom husalfe, de har deres egen form for magi. Dog kan han sagtens bruge diverse tryllestave og kendte besværgelser.
Nationalitet: Egypten.
Blodstatus: Fuldblods.
Kost: Jabor ejer ikke en kost, og kunne sandelig heller ikke drømme om det.
Udseende:
Hår: Hele Jabor’s ansigt og hovede er dækket af meget kort men ganske fin og blød pels, den er mørke brun i det men føles meget som silke. Han har også hår, langt sort, chokerende velplejet hår. Det er tyndt og fint og får ham på en eller anden måde til at se en smule mere menneskelig og elegant ud.
Øjne: Jabor’s øjne viser ganske glimrende hvordan han føler, hvad humør han er i, og hvad han syntes om ne. Somregel i de ganske tomme og viser ikke de store, men hvis han ser ned på en er det tydeligt, hans øjne kan være både blide og kærlige, men også kolde og arrogante. Hvis han er rigtig vred, så lyser de næsten op af had og vrede, men der skal sandeligt også meget til før det sker. Ellers er de hivde og lysend emed en let glød af rød.
kropsbygning: Jabor er meget høj i forhold til en gennemsnitlig mand, hvor en normal menneskelig mand ville ligge på omkring 1,80-90, så er jabor lige omkring 2,55, altså omkring en halv overkrop højere. Han er meget muskuløs, og sandelig også fysisk stærk, men hans krop er også utrolig elegant, når han bevæger sig rundt er det med en sjakals vildskab, og alligvel med en smuk elegance, han er den type der formår at være både afskrækkende og alligvel, mystisk tiltrækkende, på de fleste, mænd som kvinder. Hans hovede er det mest specielle ved ham, for fra skuldrende og opefter er han ikke spor menneskelig. Mange vil ved første øjekast forbinde ham med et monster fra et mareridt, den oldgamle gud Anubis eller måske neda Zeth. Hans hovede er en sjakal’s, det der kendetegner hans race, lange spidse øre, lysende øjne, blød og velplejet pels og en lang snude, et gab fyldt med spidse tænder og en lang tunge. Mange ville måske løbe skrigende bort, men alligevel vækker han somregel også en form for nysgerrighed hos folk. Indimellem kan han ikke selv beslutte om han er mest dyr eller mand.
Hudfarve: Jabor’s hud er temmelig ru og maskulin, minder lidt om læder. Den er rødlig med lidt brun i sig. Han har mange ar rundt omkring, store som små, men han er somregel meget renlig. Hans hud ligger stramt om ham over hans muskler og sener.
Tøjstil: Jabor går ikke i traditionelt vesligt tøj, han holder sig til oldgamel egyptiske traditioner, og om det er 30 grader eller sne til knæene så er han klædt i traditionelle kilter af silke, lange og bølgende, der går fra livet helt ned til anklerne. Normalt ville man måske tænke at det ikke ligefrem var den mest maskuline påklædning, men jabor’s natulige elegance og udseende får det til at se ganske smukt ud på en grotesk og bestialsk måde. Han bærer indimellem diverse smykker, meget af det i rent guld eller andre ædelmetaller, med diverse sten og diamanter. Han tænker ikke på det som dyre og værdigfulde smykker, for ham er det blot en pryd, og så indeholder de fleste af hans smykker mange minder, ting og sager han har arvet fra sine forfædre.
Personlighed: Jabor er ikke en mand der glædeligt og frivilligt lader folk kende ham. Han er meget ensom og bevæger sig oftest omkring alene, det er sådan han altid har gjordt og sådan han har det bedst, det er ikke fordi han ikek vil være sammen med andre, han er bare bange for at såre dem, det er ingen hemmelighed at han er på skolen primært for at være i sikkerhed. Samtidig har en det problem at han ikke føler han passer ind i noget selskab, mennesker er jo en helt anden race, og han ligner ikke dem. Han er vnat til at elever eller andre mennesker er skrækslagne i hans nærvær. Men dybt inde er han meget blød og sårbar, han føler sig, om han viser det eller ej, næsten altid såret når hans stærke ører opfanger noget hvisken og tisken om ham og hvor underlig han er, eller når nogen vender ryggne til og går deres vej med det samme når de ser ham. Sandheden er jo nok at han er meget ensom og savner en ven, men han har mistet troen på at mennesker kan forstå ham og hans væsen. Han viser sig sjældent indenfor skolens mure da han foretrækker at være udenfor. Hans dyriske ansigt viser også hans følelser meget godt, sjakalen er i famillie med hunde, og det kan man også godt se på den måde han viser følelser på indimellem, hans øjne viser fantastisk godt hvordan han føler, eller hvis han lægger sine ører ned, sågar piver eller brøler, men det er meget få der formår at vække hans følelser til live, normalt vil han egentlig minde mest om en statue der bevæger sig rundt, udtryksløs og omgivet af indre mure.
Historie: Jabor stammer som sagt fra Egypten, han er af racen Sjakal, et folk der for flere tusind år siden gik under jorden og har levet i små samfund rundt omkring i ørkenen. Igennem årene har mange af mørkets mestre opsøgt disse mytiske væsener for at vinde dem over på deres side, og med tidne er det da også lykkedes mere og mere, endten med løfter om magt og, endnu mere vigtig for en sjakal, ære, eller simpel tortur. Jabor er ikke så gammel endnu, kun omkring 100 år, han er ikke selv sikker, han holdt op med at tælle for længe siden, men det er forholdsvist ung for en sjakal, de kan blive meget gamle, og det er meget sjældent der kommer nye til verden. Jabor var en del af et temmelig stort kuld, de var faktisk hele ni. Deres mor døde få år efter fødslen og de blev passet af deres far, hvilket ellers ikke var helt normalt hos sjakaler. Deres stamme var en af de større, selvom de var meget få, måske 30 i alt, og en af de eneste overlevende stammer der endnu ikke var faldet under mørket. Men en dag for godt og vel 50 år siden gik det også galt. Det var sent, og tidligt på nattne opsøgte en flok troldmænd stammen ude i ørkenen. Dette var en spektakulær begivenhed, for det var meget få der havde den ringeste ide om hvor de skulel lede efter dem, men alligevel fandt disse mænd frem til dem ude midt i ørkenen, det kunne ikke være andet end troldmænd. De var mange, og bar alle mystiske masker, somom de var bange for at sjakalerne skulle genkende dem et eller andet sted fra. Jabor syntes de var uhyggelige, selvom de bragte mange gaver og sjældenheder, og sågar ting som disse sjakaler aldrig havde set før. De begyndte at tale om at adoptere disse sjakaler, lovede dem magt og ære, skatte og store grunde, alt hvad de ønskede, bare de hjalp dem i deres sag. Mange fra den lille flok gik med dem, og begyndte straks at pakke deres telte og ejendele sammen og forsvandt ud i natten. Jabor’s brødre og far var snart de eneste der sammen med få andre var tiblage der nægtede at lade sig hverve til disse mystiske mænds hær. Og så begyndte det, et sandt festfryværkeri af en magisk duel. Jabor stak af ud i ørkenen.
Dage blev til uger, uger til måneder, og måneder til år. Før man vidste af det var der vel sagtens gået et årti eller to. Jabor var aldrig holdt op med at flygte, han boede ingen steder, havd eingen venner, hver dag var en ny jagt efter fred fra alle de skabninger der ikke behøvede at vide om hans eksistens. Han havde set meget af verden, lært mange dyre at kend eog skovene, de åbne sletter og diverse stammefolk var hans eneste bekendte, den eneste støtte. Han levede en primitiv livsstil, selv med hans magi var han flere tusind år tilbage i tiden.
Flere år senere, næsten halvtreds år siden han sidst havde set sin famillie tilbage i ørkenen. En dag, i skovene omkring skolen hvor han havde slået sig ned iblandt mange andre magiske væsener, skete der noget der for evigt ville ændre hans verden.
En dag ude i skolens omkringliggende skove, vandrede Jabor rundt. Han havde da fået færten af mennesker indimellem, men det var ikke noget han tog sig synderligt meget af. Men idag var der en ny lugt i luften, noget der var så underligt kendt, og alligevel så fjernt. Han ledte længe, indtil han langt om længe fandt hvad han søgte. I en lysning stod han, en af hans brødre, Zerxes, hans tidligere bedste ven. Jabor kaldte hans navn, men han reagerede ikke. Jabor trådte ud i lysningen, han var blindet af lykke over at han endleig havde fundet en fra hans famillie, eller, han havde fundet ham. Han lagde bldit en hånd på hans brors skulder, men det eneste han fik ud af det var en magisk ladning lige i maven der kastede ham flere meter baglæns. Hans bror vendte sig imod ham, men der var intet tilbage af hans bror, hans øjne var røde og fyldt med vrede og had.
Det var en lang kamp, de rydede en helt lille del af skoven imens de to kreaturer kæmpede. Det var en voldsom kamp, Zerxes gik tydleigvis efter at dræbe, Jabor forsøgte at forsvare sig uden at skade sin bror, men nu gik det op for ham at han var der for at jage ham.
Tidligt på aftenen bankede en hårdt såret Jabor på skolens port, og da døren blev åbnet besvimede han. Da han vågnede blev han kontaktet af skole-lederen og han søgte om en stilling på skolen så han kunne blive her, i sikkerhed for de væsener og muligvis troldmænd, der var ude efter ham.
