[17.45] En voksen og fornuftig samtale

[Mimi van Dall]

Endnu en skoledag var gået og der var en del elever på bibloteket hvilke ikke kunne overreske nogle når man tænke på skole året også næsten lige var begyndt igen. Men blandt alle de elever, som endt sad ved nogle af de omlæggende border eller var ved at låne nogle bøger så var der en, som havde sat sig et lille stykke fra de ander over ved et bord der stod vedsiden af et stort vindue, som vendte ude imod gården. Men alligevel så var det ikke derud Mimis opmærksomhed gik selvom hendes tanker heller ikke rigtig var nede i bøgerne, som lå foran hende og dog, så forsøgte hun alt hvad hun kunne med at skubbe alle ander tanker fra hende, som intet havde at gøre med den opgave, som de havde fået få i muggle studie. Men selve opgaven var ret nem for hun skulle finde udad hvordan mugglerne kom fra punk A til punk B uden brug af magi.

Men Mimi havde valgt at gå op på bibloteket lige, som hendes skole timer var over og det gjorder blot at hun stadig havde sin skole uniform samt hendes hår sad op i en hestehale. Men hun bemærkede ikke rigtig at der var en del, som snakkede om de snart ville ned i storsalen for at få noget aftensmad og endelig var mad nok en af de få ting, som ikke var en del af hendes tankespin. Men det var lige sådan noget, som kunne gøre Mimi helt forvirret for det ligne ikke Nate at være på den måde overfor hende og alligevel så havde hun også godt bemærkede at han begyndt at opfører sig anderledes inærheden af hende hvilke også var noget af det, som hun ikke forstod hvorfor han var begyndt på. Men der var dog en, som hun var faldet i snak med den aften, som hun gerne ville snakke med igen og det var Casey på grund af de var blevet afbrudt af en vis Grace, som bestemt ikke lige var en, som Mimi brød sig særlig meget omkring på grund af hele den måde, som Grace havde opført sig på der hun var kommet hen for at afbryde dansen mellem Casey og Mimi.

[Casey Vesper Hoxton]

Den forhistoriske og antikke duft af gamle støvede bøger bød i stilhed Casey Hoxton velkommen, da han trådte ind i skolens lille verden af viden. Instinktivt stoppede han op, og kastede et enkelt blik omkring sig. De meterhøje grå hylder, hvor farverige, læderindbundne bogrygge stod ryg mod ryg, blev oplyst af solens spæde stråler igennem de beskidte ruder og man kunne se, hvordan støvet dansede for sig selv midt i rummet. Her har jeg ikke været længe, bemærkede han kort. Ikke siden afslutningen på hans eksamener, hvorefter sommeren havde taget over ham og drevet ham udendørs med bøgerne i stedet for at sidde her. Ikke at bøger var hans helt store lidenskab. Men disse vidensvidundere, tænkte han imens han gik ned imellem den midterste række af bøger og lod de mørke øjne flakke over de gyldne titler, var alligevel svære at modstå. Det var en lille forkælelse, sådan en bog. Inden hans far var gået så tragisk bort, havde han altid haft gang i mindst tre bøger, og gerne bøger af en vis skønlitterær kaliber, måske noget eventyr om magi eller det overnaturlige. Men efter at han havde mistet sin faderfigur, havde han også mistet lysten til det barnlige og lykkelige univers, han før havde begået sig i, og det varede ikke længe, før bøgerne blev sat tilbage på hylden. Han var blevet støvet, grå og jordbunden efter hans fars død. Han var blevet voksen, hvor skræmmende det end lød. Men skulle det absolut ske på bekostning af James Hoxtons liv? Mange andre unge mænd var vokset op med en levende far, der havde vogtet over dem. Casey måtte vogte over sig selv, så godt som han nu kunne. Han havde i stedet for de fantasifulde bøger udviklet en interesse for stavføring og besværgelser, og det var ikke sjældent, at han lånte bøger om mørkere emner såsom brugbare forbandelser og selvforsvar. Han ville gå i sin fars gyldne fodspor en dag, kunne han mærke, og til det krævedes der viden.
En rød bog midt i reolen mindede ham især om hans barndom og fik ham til at stoppe brat op. Solens stråler faldt ind på hans hasselnøddebrune hår og fik det til at få et nærmest engleagtige skær, imens at de mørke øjne blev illumineret af det samme skær. Han hævede instinktivt hånden og trak den indbundne bog halvt ud. Den var både slidt og falmet i forsiden, og det var kun svagt at man kunne læse de trykte gyldne bogstaver, men ved at fokusere trådte de tydeligere frem i det røde læder. Den lille prins eller som han havde læst den på originalsproget, le petit prince. Inden han var blevet sendt af sted på kostskole, havde hans far opfordret Casey til at få forhåndskundskaber i fransk, og han hyrede straks den bedst formulerede franskmand i hele London. Og Casey huskede tydeligt, hvordan de læste denne bog sammen, læreren og ham. En smuk lille filosofisk historie om prinsen fra den anden planet, der kommer til Jorden for at træffe mennesker. Han trak den helt ud og stod med den i hånden. Netop sådan en udgave havde han også læst, en aldrende indbunden bog. Han tog en hurtig beslutning og stoppede den ind under armen til de Botanikbøger, han havde taget med herned. Det var på tide at filosofere en smule over ens livs retning, mente han. Både over hvad han havde oplevet – og hvad der ville komme.

Han havde halvt gået i filosofiens tanker, da han gik om til de små studieborde og stoppede ved reolen. Bordene var alle optagede af elever, der stadig sad i deres skoleuniformer og var beskæftiget med de sidste lektier, inden det blev tid til aftensmad. Casey smilede let. Efter at have været ude og træne Quidditch med den selvskydende Tromler, taget bad og givet Rasputin et bad, var al hans appetit forduftet som ren luft. Sært, alligevel. Han udsøgte sig et bord ved vinduet, hvor han gik hen og lagde bordbunken på. Det var først da han havde lagt bøgerne, at han så Mimi Van Dalls ansigt. Den charmerende Luikapige, han havde truffet til ballet og danset med på samme aften! En meget forhastet ting at gøre for en mand som Casey, men der havde instinktivt været en vis kemi imellem dem. Han havde omgående mærket en samhørighed hos hende, og mærket hvor anderledes hun egentlig var fra alle andre han havde truffet. Men samtidig bragte den aften Grace i skarpt lys. Selvfølgelig havde Grace med sin sædvanlige trodsige adfærd og lettere provokerende attitude ødelagt deres ellers så harmoniske aften, og det endte med at Mimi var vandret ud, imens hans yngre veninde havde udsøgt sig noget Caldenhoofkød. ”Godeftermiddag, Mimi. Jeg havde slet ikke set, at du sad her.” måtte han indrømme med sin evige monotone stemme, men sendte hende et varmt smil, der kunne have smeltet hele indlandsisen. Han satte sig ned overfor hende, rank og hævet som altid, og lod øjnene fæstne sig ved hende. Som altid et smukt syn. Smuk som en svane. Hans blik faldt ned i hendes bøger, og han kunne omgående genkende dagens stof fra Mugglerstudier. Selvom det ikke var svært for Casey at sætte sig ind i Mugglernes verden, havde den altid været abstrakt for ham. Men hans far havde altid sagt, at man skulle kende de mennesker man beskyttede som Auror, og det var jo også Mugglere. ”Må jeg have lov på mine vegne at undskylde for Grace Villiers’ opførsel her til ballet.” fik han sagt og bøjede hovedet. Selvfølgelig var det på hans vegne – Grace ville aldrig nogensinde undskylde til en ”grim ælling”. Men som den mere modne var det vist Caseys ansvar at feje op efter hendes drama. ”Det er ikke lektierne der befolker dine tanker, er det?” spurgte han forsigtigt, men med en interesseret tone, der kun lød ærlig og oprigtig. Hun virkede, som om at der var noget der bragte hende kvaler. Hvad kunne det dog være?

[Mimi van Dall]

Mimi sad i hendes egne tanker hvilke gjorder at hun bemærkede at der kom nogle over imod bordet hvor hun sad og det var først da der blev sat en strak bøger på bordet at hun blev revet udad hendes tanke spin for at se hen imod bøger for at finde udad hvem det var der var kommet hen ved bordet. Men da hun opdaget at det var Casey og han smile et varmt smil så kunne hun på ingen måder lagde vær med at genglæde det "Godeftermiddag Casey. Det er helt iorden og nu er jeg jo nem at overse" svaret hun mens hendes smil blev noget skævt ved hendes sidste ord hvilke blot understreget at hun lavet lidt sjovt med ham. Men endelig så nød hun lidt at han var kommet hen for det var en undskyldning for hende ikke at sidde fast med hendes tanke spin, som forstyrre sådan at hun ikke kunne holde sin opmærksomhed på det, som hun skulle lave til mugglerstudier selvom det endelig ikke var ret svært og dog, så var mange af de ting, som mugglerne brugte noget andreledes end hvad hun selv var voksede op med.
Men da Casey pluslig undskyldte for Graces opførelse den aften hvor hun havde ubehøvelet brudt ind i en dans mellem Casey og Mimi så kom det lidt bag på hende selvom hun brude havde forudset at han ville gøre det på grund af det havde han også gjort på sin vis gjordt den aften "Det er helt iorden.." svare hun måske lidt stift fra sig på grund af hun forsøgte at lægge skjul på hvor lidt hun brød sig omkring det indtryk Grace havde givet sig den aften og alligevel så tog Mimi ikke den undskylding, som noget særligt da det ikke var Grace selv der gav den. Men hans næste spørgsmål kom helt bag på hende hvilke også var tydeligt at se på hende at det gjorder og alligevel så virkede han oprigtig nysgerrig samt ærlig hvilke var derfor hun rystede en enkle gang på sit hoved "Nej det kan jeg ikke lige sige at det er" svaret hun stille mens hun overvejede om hun kunne tillagdele sig at fortælle Casey omkring Nate samt alt det der hørte til der hvilke var noget af det, som hjemsøgte hende når hun sad alene og tankerne begyndte at dukke op i hendes sind. "Men er det så tydeligt at se på mig ?" valgte hun at spørge istedenfor at gå ind på alt det andet og alligevel så overvejede hun stadig hvorvidt hun kunne tillagde sig at begynde at snakke omkring Nate med Casey, som var en, som hun ikke rigtig kendte til selvom hun dog kendte til det der var sket i hans familie hvilke var noget, som hun ikke havde i sinde at afsløre overfor ander på grund af hun vidste hvordan sådan noget kunne opvirke dem, som det ramte.

[Casey Vesper Hoxton]

Det spøgefulde smil gik ikke uset for Caseys blik, og han trak atter på smilebåndet, da han hørte hvordan hun understregede den gengældte hilsen. Selvom smil fra hans side var sjældne – især de mere følelsesladede af slagsen – kunne man ikke lade være med at føle sig bare en lille smule glad over et oprigtigt smil fra modparten. ”Så sandt.” tilføjede han til hendes lille hilsen, fik et mindre strengt blik i øjnene og lod sig elegant og uden at tabe paraderne synke ned på den lille biblioteksskammel, der stod overfor Mimi. Han rykkede metodisk bunken med bøger til venstre, så han havde bedre udsyn til den underskønne kvinde foran ham, var det tidsnok til at se hendes reaktion på hans undskyldning for Graces opførsel. Intet under at hun ikke er overbevist. Casey selv ville heller ikke bare tage sig til takke med en undskyldning fra en andenpart, hvis nogen havde stødt hans ære – og Graces hæle borede altid ned i det allerfølsommeste sted i ens stolthed. Men ej heller ønskede han, at hun kunne få lov til at give et dårligt indtryk hos enhver, som Casey måske bare havde det mindste af ren personlig karakter til fælles. Hun var jo ikke kun en opblæst og forfinet ung dame, som hun tit gav indtryk af at være – faktisk kunne hun være ret charmerende og hyggelig, når hun var i de rette omgivelser og omgivet af mennesker, hun respekterede. Hun blev nødt til at have oprigtig respekt for folk for at kunne behandle dem ordentligt – ellers forsøgte hun bare at udfordre deres påtagede autoritet. Han valgte ikke at kommentere yderligere på sagen med hans venindes uretfærdige drama til ballet, og rejste et spørgende øjenbryn idet hun svarede til hans tidligere spørgsmål, at han havde ret med hensyn til at det ikke var tankerne om lektierne der bekymrede ham. Han kendte det glimrende fra sig selv; han kunne have tunge hovedpiner over Grace når hun havde lavet optøjer, og det tog al opmærksomhed fra lektielæsning eller den virkelige verden. Da hun spurgte, om det var så tydeligt, gled hans øjne ned til bøgernes forsider for at hvile der et øjeblik, så fangede de atter hendes øjne. Det var klart, at det ikke var noget hun ville fortsætte på – han ville heller ikke lade en fremmed få adgang til hans fortidshistorie hvis ikke det var fordi at han var meget sikker på, at Mimi udmærket kendte til historien om hans faders død grundet hendes egen faders tilstedeværelse da han forlod denne verden. Han valgte ikke at hale en stor skovl frem, men veg diplomatisk udenom. ”Jeg taler blot af erfaring. Du bar omtrent det samme ansigtsudtryk jeg er kendt for at bære, når jeg er konfronteret med problemer der behøver svar.” Han valgte ikke at tilføje at det var af Grace-karakter – det ville give ham et forkert blik i Mimis øjne, og det ønskede han ikke. ”Men apropos ballet..” førte han dem atter tilbage til det sidespor, omtalen af Grace havde bragt dem ind på. ”Tak. Fordi du holder min fortid hemmelig.” Han vidste godt at hun vidste noget – men det var ikke alle med viden, der holdt den til deres hjerte i stedet for at flage med den. Måske var det også ubevidst en grund til at han ikke ville give et forkert indtryk overfor frøken Van Dall – for at hun ikke skulle afsløre den hemmelighed hvis han blev hendes fjende. Ikke at hun ville gøre det (han anså hende som et væsen, der tænkte før handling) men han vidste, at den viden ville være hendes stærkeste våben i kampen for at eliminere ham mentalt og få ham til at gå til grunde.
Han smilede stille til hende, imens han så på hende. De tanker.. måtte være frygtelig belastende. Men han kunne ikke forvente svar. Han selv var altid mistroisk og hemmelighedsfuld – så kunne han ikke kræve, at andre skulle indvie ham i deres hemmeligheder.