Post by Alistair Horace Launett on Feb 28, 2010 5:10:35 GMT -5
Fulde navn: Alistair Horace Launett
Kaldenavn: Han ser allerhelst, at man kan bruge hans fulde navn når man tiltaler ham. Han er dog også ganske tilpas med at man bruger hans efternavn. Hans ellers så flotte mellemnavn bruges sjældent, men der er enkelte mennesker, der elsker klangen af ordet Horace og ikke kan lade være med at kaste det efter ham. Et navn er vel også til for at blive brugt en gang imellem.
Køn: Hankøn
Seksualitet: Heteroseksuel (Selvom mange ikke tror det)
Fødselsdag: (12/01)
Årgang: 18 år gammel - 5. årgang
Kollegium:
Stav: Alistairs stav er et smukt redskab, der stadig kan forundre og interessere ham efter at have holdt den i sin venstre hånd i 5 år. Mange gange kan det være svært for ham at abstrahere fra tanken om, at han faktisk bare svinger med et stykke overpyntet træ, men når han ser magien slå gnister foran ham forbløffes han altid på ny. Det er en blodrød 13½” stav af norsk lind, et træ der altid har været kendt for sin robusthed og sine prægtige nuancer. Den er ikke særlig markeret med udskæringer eller kanter, men det udskårne håndtag adskiller sig fra resten af staven ved at gå ned i en dybere nuance tæt beslægtet med okkerrød. Det er en meget hårdfør stav, der kan tåle at få en del små knubs og skrammer, og den er endda også allerede blevet ”mærket” af tiden i form af små hakker i den.
Blodstatus: Mugglerfødt
Udseende:
Hår: Alistairs hår er en tyk mørkebrun nuance, der er gennemført hele vejen igennem. Hans hår følger ikke en bestemt smart frisure eller struktur grundet at hans eneste besøg hos en professionel frisør var som 14-årig inden hans konfirmation. Det får derfor lov at gro, bortset fra når han selv går i krig med en saks. Det er dog formidabelt let, og kan flagre som en vimpel i selv den svageste brise. Til gengæld bliver det også let statisk elektrisk. Selv går han ikke højere op i håret end at det er noget, der kan gro ud hvis man klipper skævt eller hvis der går ild i det under et eksperiment. Det er ikke usædvanligt at se hans pandelokker brændte i spidsen, når han er gået for tæt på en gasbrænder. Det er måske derfor en smule skadet, men han mener nu bare at det er krigshærget af tidens tand.
Øjne: Øjnene er ligesom håret tykt mørkebrune, dog kan man i disse øjne finde et lille glimt af sort visse steder rundt om iris. De er gemt bag et par solide gamle briller af ret stor størrelse, grundet hans store langsynethed. Han er ikke i stand til at fokusere på et eneste objekt, hvis ikke han bærer sine briller. Kontaktlinser er en ting, han bestemt ikke har pengene eller den praktiske evne til, så det forbliver ved brillerne. Men når han har brillerne på, ser han verden objektivt og ligefremt. Han ser ikke kun, hvad han ønsker at se, men han ser det hele. Øjenvipperne er spredte og ikke til at få øje på, og begge øjenbryn er det et mirakel, ikke er blevet svitset væk. De sidder stadigt solidt fremtrædende over hans brillebeklædte øjne.
Kropsbygning: Det eneste ord, der tilnærmelsesvis kan beskrive Alistairs krop, er ’ranglet’. Med en højde på 1,76 og hvor størstedelen af højden kommer fra to godt lange planker af et par ben, er det intet under at han kan se en smule mærkværdigt formet ud. Han er tyndt bygget med en noget mindre maskulin krop end andre ranglede mennesker, men han ser hverken utiltalende eller forvrænget ud. Muskler er ikke noget der træder synligt frem på ham, men han er skam i stand til at bære ret mange bøger – tykke bøger – ned til opholdsstuen på en gang, hvis han ønsker det. Hans hænder er ligesom resten af kroppen fine og placerede på tynde håndled, men de er forbavsende hårdhudede og altid fyldt med skrammer og gamle ar. Fødderne er også ligesom hænderne hårdhudede og arrede grundet hans glæde for at gå barfodet rundt om sommeren og føle græsset mellem tæerne, og så bruger de da forresten ’kun’ størrelse 41 i sko.
Hud: Til trods for at han er fuldkommen frarøvet nogen som helst indflydelse fra andre himmelstrøg i hans familie, går Alistair nu alligevel altid rundt med en svag brun kulør i kinderne og på hænderne. Det er fordi, at han om sommeren tilbringer flere dage ude i solen, hvor han med ildhu går op i et eksperiment. Han glemmer tiden, og formår derfor let at få farvet sin hud. Det er dog ikke fordi at han solbader, og man ser også at han enkelte steder er lagenhvid, imens at han andre steder er småkagebrun. Huden i sig selv er ret hård næsten alle steder, hvor den bliver ujævn og en smule smudsig i ansigtet. Han er bestemt ikke den type, der går op i sig selv på nogen måde andet end hans tøj, og det er både fordi han ikke har tid og ikke finder det nødvendigt.
Tøjstil: Dyrt eller skræddersyet er der intet tøj i Alistairs garderobe, der er. Han går ikke himmelhøjt op i, hvad han går rundt i, bare det er nyvasket og ikke ser fuldkommen åndssvagt ud. Meget af det er lappet hist og her, eller har et par små ubetydelige huller. Det meste består af genbrugt tøj, enten fra hans fars ungdom med et par ternede skjorter eller nogle benklæder der altid er for store til ham. Man skulle ud fra den beskrivelse tro, at han overhovedet ikke vil se matchende ud, men det er ikke tilfældet. Han sætter sammen efter farve, og tager for eksempel en azurblå silkevest ud over en havblå ternet skjorte, kaster et eller andet varmt tørklæde om halsen, finder sig et par nogenlunde matchende bukser og så tager han sin læderjakke ud over sig. Hans jakke er en af de få ting, han faktisk har købt selv, men den var også en genbrugt sag. Sko er kun noget, han tænker over om vinteren i form af store varme støvler, for om sommeren går han barfodet rundt hvor han kan komme til det. Og så er der jo også hans flair for dametøj! Han fandt en dag tilfældigvis ud af, at det er meget praktisk at gå igennem en mudderpøl i et miniskørt, og derfor har han efterhånden fundet ud af at det er meget behageligt. Når det slår ham, kan han godt trække i en nederdel, og han planlægger en eller anden dag at komme til en gallafest i kjole. Han ved bare ikke rigtig, hvordan folk vil tage den.
Resten:
Interesser: Samtlige aspekter indenfor naturvidenskab; Botanik (hans yndlingsfag på skolen tæt opfulgt af Astronomi), astronomien, biologi, fysik, geografi og ikke mindst historie, psykologi og filosofi. Han er besat af at studere og suge viden til sig om den verden omkring ham, og det gælder også for magien, selvom den for ham er som terra incognitia og at han stadig ikke helt har vænnet sig til tanken om, at magien eksisterer og at det overnaturlige eksisterer. Han er også glad for både Muggler- og troldmandsskak, hvor han har en formidabel evne til at udgøre en værdig modstander for enhver mesterstrateg, og så skriver han også en del essays om hvordan han ser verden omkring sig. Det er dog ikke værker, han selv vil fremvise. Han er også interesseret i andre organismer omkring sig, både i form af mennesker og dyr, og det er blevet set før at han står med et målebånd i Ugleriet og måler en uvidende ugle. Han er også ret glad for dingenoter og habengut; hans seng er altid fyldt op med diverse artefakter, men i samme jakkelomme som han opbevarer sin tryllestav i ligger der altid også hans lille soniske ”pegepind” som hans venner kalder den. Det er egentlig en sonisk nøgledirk. Det siger han selvfølgelig ikke højt, men det er nu sjovere at kunne dirke låse op ved at klikke på en lille knap. Den er højteknologisk og er en prototype opfundet af hans onkel Angus, der arbejder med gadgets.
Kan lide: Litteratur af al art falder selvfølgelig i god jord hos Alistair. Bøger er ikke kun spændende og fascinerende for ham, nej; de er portaler ind til en anden verden! Han er altid i gang med mindst 6 forskellige bøger. Han læser dog ikke ’moderne’ genrer såsom fantasy, der er for abstrakt for ham, selvom han er omgivet af ”abstrakthed” og ”abominationer” rundt om på skolen. Han læser faglitteratur og store værker, for det meste.
Han er også allermest tilfreds i sit eget selskab, hvor han kan nyde stilhedens stille hymne og bladre igennem en bog. Som tilføjelse til en god bog er han glad for et krus varmt kakao – en genial afrikansk opfindelse, efter hans mening – og en skål med noget glaseret frugt. Men han er også godt tilfreds i familiens skød, selvom det ikke er noget stort skød. Venners favn er også et trygt sted at søge hen, dog er han bare for forbeholden, indelukket og enspænder til at have en bred vennekreds. Men han vil allerhelst have et beskedent antal, og så til gengæld kunne stole på dem. Han ejer 10 Rubix Cubes i forskellige farver og sværhedsgrader, men han har løst dem alle sammen, og nu ligger de bare i hans kuffert og venter på at blive genløst på en søvnløs aften.
Kan ikke lide: Alistair bryder sig instinktivt ikke om store folkemængder. Det er ikke pladsen i dem, der får ham til at søge væk, men det er tværtimod mængden af mennesker. Han er ikke i stand til at holde fokus, hvis han er omgivet af megen larm fra alle sider omkring ham, og det kan være en prøvelse for ham at holde koncentrationen i et larmende klasselokale. Derfor søger han væk fra larmen og op på forreste række, hvor han har det bedst. Han kan heller ikke lide den syntetiske mad der hedder ”fastfood” og han har ikke andet end foragt til overs for dem, der rakker ned på bøger og dem der værdsætter dem, når de selv er uvidende om den verden der ligger for deres fødder. Der er heller ikke noget, der kan forarge Alistair udenfor end når der ligger skrald på græsset; så samler han det op for ikke at forgifte den smukke natur, der er omkring ham. Han kan heller ikke lide, når han ikke får lov at give en opgave det sidste touch for at gøre den perfekt. I hans øjne skal man kunne stå indenfor alt, hvad man afleverer til en lærer. Og det skal altid være opgaver af den bedste kvalitet. Han er heller ikke overmåde begejstret for ekstremsport eller Quidditch, han mener at motion er sundere for kroppen i beskedne doser.
Største frygt: Alistairs største frygt er nok, at han vil fejle for sig selv og ikke opnå nogen af de mål, han har sat sig. Det ville være som at dø i vanære for ham. Men en konkret frygt han har, er frygten for at der findes en Gud over ham. Så vil han være nødt til at anerkende denne højere overmagt, anerkende dens magt over naturen, og nok leve med at denne højestbefalende ikke ville bryde sig om ham grundet hans manglende tro på autoriteten. Han ville aldrig kunne forlige sig med, at hans liv blev styret som om det var et andet spil oppe fra en sky.
Største drøm: Alistairs største drøm er at efterlade sig et mindemærke indenfor naturvidenskaben, som vil bestå efter hans død.
Måske i form af en ukendt stjerne, en nyopdaget skildpadde eller et fund af et nyt mineral? Han vil gerne kunne bidrage med et eller andet til den store viden, som mænd før ham har viet deres liv til, og som han selv en dag vil vie sit liv til. Et liv, han endnu ikke ved om skal være under indflydelse af magi. For selv efter 5 år i magiens store sko, er han ikke sikker på om de sko kan tåle naturvidenskabens store pluddervæld. De to ting er for Alistair som Gud og Big Bang overfor hinanden; overtro og den virkelige sandhed. Men magien er jo netop ikke overtro, har han beviser på! Den lever i hans årer og hans hænder.
Men lige siden han som dreng kiggede ud i det store uendelige mørke univers gennem sin fars teleskop, har han også drømt om en dag at sætte fod på Månen. En drøm, han håber på en dag at kunne udleve.
Patronus: Alistairs Patronus tager skikkelse i form af en nattesort ugle med store gyldne øjne og et stort vingefang. Uglen er kendt for sit vid og for at være et natteaktivt dyr, som Alistair til tider også kan være, når han sidder i timevis og glugger ind i et teleskop.
Boggart: En sky med en gennemsigtig sløret skikkelse siddende ovenpå den, omgivet af himmelsk lys og med to vægte i hver hånd; en der vejer hvor meget han hader det overnaturlige og en med hvor bunden er han er til jorden. Instinktivt ved mange, at det er Gud, men folk forstår egentlig ikke, hvorfor Alistair frygter at der er en magt over ham der har hånden over ham.
Amortentia dufte:
Forældre:
Moder: Alice Valentine Shaffles (46 år – astrofysiker)
Fader: Nathaniel Gywell Launett (44 år – marinebiolog og opdagelsesrejsende)
Søskende: Alistair har hele sit liv været enebarn, en ting der ikke just hjalp ham af med sin naturlige forbeholdenhed for mennesker og sociale grupperinger. Dog har han altid hjulpet sine forældre på bedst mulig måde og efterkommet ethvert ønske der måtte være hos de travle forskere.
Dyr: Alistair har intet dyr på skolen.
Kost: Han har faktisk en kost – en Komet 220 – men den ligner efterhånden mere et stykke brænde end en reel kost. Han plejer dog at sige, at så længe den kan flyve er det en kost, og han kan ikke være mere ligeglad med latterbølger når han tager den med ned til Flyvning.
Personlighed: Der er mange små facetter ved Alistair Launetts personlighed, hvor nogen af dem står tydeligere frem end andre. Hele sit liv har han brugt det meste af sin tid i eget selskab, og han er begyndt at foretrække det over selskab i mange situationer, hvor det ville være upraktisk at have mennesker omkring sig. Han er dog ikke utaktfuld og siger til folk, at de skal holde sig væk, for venner har han. Dog ikke så mange. Men de er loyale, og de har en fælles lidenskab; bøger. Alistair er fuldkommen besat af alt hvad der hedder lærdom og bøger, en ting han nok har fået ind med modermælken af to forskerforældre. Det er især naturen, der fascinerer ham. Men han er begyndt at føle sig splittet, idet han først var en rationel naturforsker der kun kunne grine af tanker om magi, men nu er han nødt til at leve med magien. Han ved ikke, om man kan forene to ting så forskellige som dem. Tålmodighed og nysgerrighed er to nøgleord, som han har i sig. En tålmodighed med sine eksperimenter og en nysgerrighed for at lære mere. Den spiller sig dog ikke altid tydeligt frem i ham ved mennesker, og man kan godt nogen gange føle sig lidt dårligt tilpas i hans selskab, for han er virkelig klog på mange punkter og kan ikke skjule det. Han kan føre de vildeste og mest ustoppelige samtaler om universet eller en edderkop, og så kan han konstatere de sandeste ting, såsom at en tryllestav kun er et stykke træ, hvor der er blevet puttet en magisk kerne ind i. Han går højt op i sin skole, og nogen gange kan han endda virke som om, at han aldrig nogensinde ville bryde en regel for noget som helst. Han gør det dog nogen gange selv, men så er det ’i videnskabens tjeneste’. Han arbejder altid hårdt, og han mener at et arbejde gøres bedst alene. Han laver derfor tit al arbejdet i grupper, fordi han ikke gider have at det bliver halvhjertet hvis andre giver en hånd med. Hvad angår kærlighed plejer han altid bare at trække på skulderen, men den er faktisk ret ukendt for ham, og han har et noget abstrakt forhold til den. Han har set, hvordan det gik hans forældre, og han synes ikke, at det var den fineste løsning. Derfor skal det være noget helt særligt for ham. Som Muggler er han vant til at få skæve blikke – især som en Muggler, der ikke burde være der når han ikke er ’magifødt’ men åbenbart kan det alligevel og ikke tager sig til takke – og han er kendt for altid at grine, når folk begynder at snakke om blodsfejder. Han disker altid op med et eller andet eksempel fra historien og til sidst tilføjer, at der da ikke er noget så mystisk som at være adelig på en måde, som egentlig ikke eksisterer – for magien eksister da ikke?
Fortidshistorie: ”Magi? Den slags findes ikke.” var Nathaniel Launetts eneste kommentar, da hans søn ville klædes ud som troldmand til fastelavn. ”Der er en naturlig forklaring til alt. Naturen er den største og den har sin magi.”
Alistair Launett kom til verden i et lille aflukke i et bioteknologisk forskningslaboratorium i det sydlige England. Han havde ingen anelse om, at hans forældre begge var dedikerede og kloge forskere, der havde en naturlig mistro til hinandens forskellige grene af videnskaben, men som til sidst blev flettet sammen af det de selv kaldte ”naturlige årsager”, men som egentlig var en spirende kærlighed. Ingen af dem troede synderligt på en bunden kærlighed i form af ægteskab, og de valgte derfor at leve papirløst, så de let kunne skilles igen. Hans mor, en af de få kvindelige astrofysikere, havde været på besøg på laboratoriet den dag og valgt selv at sætte barnet i verden. Hans far, en opdagelsesrejsende der dengang var på Galapagos for at kortlægge det rige fiskeliv, fik besked om sin søns ankomst til den fagre verden kort efter, men han styrtede ikke afsted fra sin opgave, men vendte først hjem for at se sin søn tre måneder efter. Det sagde allerede fra starten meget om, hvordan familien Launett var strikket sammen.
Livsvilkårene var snævre, men gode for den unge mand. Kærlighed og omsorg var der nok af fra hans mors side, men det var bare ikke så tit, at hun kunne give den på grund af hendes karriere. Han fik derfor tidligt en barnepige, der kunne passe ham imens at hans far var udenlands og hans mor på arbejde.
Barnepigen tog sig godt af ham, men han ville aldrig i kontakt med hende. Og hun forsøgte aldrig at nå ind til ham. Han har derfor altid fået lov til at være alene, og med tiden er det blevet til en dårlig vane og stilheden til en ven.
Da han begyndte at gå i skole, blev han med det samme glad for at lære. Han elskede det faktum, at han nu kunne fortælle hvad han havde lært til sine kloge forældre og lære mere. Lige da han havde lært at læse begyndte han at gå på jagt efter bøger i huset, nemme bøger med billeder af sommerfugle og kun enkelte stykker tekst under billederne. Naturvidenskab havde en naturlig glæde for ham efter hans forældres opdragelse af ham på den måde, og imens de andre børn var optaget af at lege med heksekostumer og forestille sig at de fløj på koste, kiggede han på planter og spurgte sig selv, om man mon kunne flyve til de andre galakser i et rumskib lavet af en tomatdåse.
Det kom som et direkte chok for Alistair, da han fik sit brev om at have fået en plads på Forecarm. Han huskede, at han var kommet hjem fra skole alene som sædvanlig, og havde fundet et brev adresseret til ham. Han fik ellers kun brev, når det gjaldt tandlæge- eller lægebesøg, men dette brev var helt anderledes. Han åbnede det med nysgerrighed, og han satte sig i sin mors rokokostol.
Da han havde læst det, måtte han læse det igen for at tro det. En skole, hvor man lærte magi! Men han kunne jo ikke magi! Han havde ikke engang en troldmandshat eller en kappe. Han lagde brevet ned i kuverten og skjulte det under en bunke aviser, i håb om at han ville glemme det og ikke behøve at komme der.
Selvfølgelig ville brevet dog blive fundet. Hans far fandt det, og spurgte ind til hvad det var for et brev. Han måtte ærligt svare, at det var fra en magisk skole. Reaktionen var uventet for ham, da hans far vendte ryggen til hans søn. Han sagde, at det ikke undrede ham. At han skulle være ’magisk’ var bare et synonym for hans manglende succes. Men det beroligede ikke Alistair, der nu skulle gå på en magisk skole – når magien ikke fandtes.
1. år[/u]
Det første år blev brugt på at benægte, at det var en magisk skole for ham. Han havde fået sin tryllestav, men han glemte den som oftest overalt og brugte den så lidt så muligt. Han fordybede sig i de naturstudier, der var på skolen, og begyndte at nyde Botanik og det dog lidt abstrakte fag Eliksir. Han gik en del sammen med andre unge mænd med en boglig interesse, men de var alle sammen glade for magien. Han følte sig alene, misplaceret – og han følte sig som om at al hans viden var ubrugelig her.
2. år[/u]
Det var så småt ved at gå rigtigt op for Alistair, at han levede på en magisk skole, havde venner med kundskaber ud over det sædvanlige og at man her kunne udleve sine vildeste drømme. Han begyndte derfor på skolen at hale i de behagelige nederdele hans mor havde haft i hendes skab, når han skulle ud og glo efter fisk. Det var smart, for så fik man ikke våde og beskidte bukseben!
Selvfølgelig lo folk først, men snart respekterede man faktisk hans lettere feminine dille. Og fra nederdele fulgte kjoler, lange skørter, sjal, hatte og til sidst også en smule opsætning af håret.
3. år[/u]
Alistairs få, men ellers trofaste venner begyndte så småt at blive optagede af diverse pigeanliggender, hvilket godt kunne gå hen og pirke en smule til hans samvittighed. Han følte sig en smule forsømt – blev kigget skævt til af både han- og hunkønnet samt at have rygtedes for at være noget sær og ikke tro på magi – og han fordybede sig i sin videnskab for at kunne glemme alt. Det var i videnskaben, at han fik kendskab til troldmandsskak; en ultimativ forbedring af den intellektuelles skak. Han kom med i skolens skakklub og gik med i spillet med liv og sjæl.
4. år[/u]
Ved så småt at have vænnet sig til at være 2. prioritet, startede Alistair på sit 4. år. Han forsømte aldrig sin skole eller sine forpligtelser, men der var andet han fokuserede mere på nu. Han lyttede mindre og mindre til, hvad folk begyndte at foreskrive ham, og til tider i rebelsk protest kunne han finde på at komme i en feminin kjole bare for at støde dem. Konsekvenserne var ikke urimelige for ham, men han fortsatte med sine store togter i stor stil. Han fik nye venner, der fandt hans ’humor’ morsom, og nu bestod gruppen ikke længere af drenge, og ikke længere kun af nørder som ham selv. Der var gode udsigter til 5. år.
Celebrity: Ukendt
Andre karakterer: Casey Vesper Hoxton & Evelyn Ivy Skeffington
Har du læst reglerne?: Hvilket ingame tidspunkt, tråden foregår på.
Kaldenavn: Han ser allerhelst, at man kan bruge hans fulde navn når man tiltaler ham. Han er dog også ganske tilpas med at man bruger hans efternavn. Hans ellers så flotte mellemnavn bruges sjældent, men der er enkelte mennesker, der elsker klangen af ordet Horace og ikke kan lade være med at kaste det efter ham. Et navn er vel også til for at blive brugt en gang imellem.
Køn: Hankøn
Seksualitet: Heteroseksuel (Selvom mange ikke tror det)
Fødselsdag: (12/01)
Årgang: 18 år gammel - 5. årgang
Kollegium:
Stav: Alistairs stav er et smukt redskab, der stadig kan forundre og interessere ham efter at have holdt den i sin venstre hånd i 5 år. Mange gange kan det være svært for ham at abstrahere fra tanken om, at han faktisk bare svinger med et stykke overpyntet træ, men når han ser magien slå gnister foran ham forbløffes han altid på ny. Det er en blodrød 13½” stav af norsk lind, et træ der altid har været kendt for sin robusthed og sine prægtige nuancer. Den er ikke særlig markeret med udskæringer eller kanter, men det udskårne håndtag adskiller sig fra resten af staven ved at gå ned i en dybere nuance tæt beslægtet med okkerrød. Det er en meget hårdfør stav, der kan tåle at få en del små knubs og skrammer, og den er endda også allerede blevet ”mærket” af tiden i form af små hakker i den.
Blodstatus: Mugglerfødt
Udseende:
Hår: Alistairs hår er en tyk mørkebrun nuance, der er gennemført hele vejen igennem. Hans hår følger ikke en bestemt smart frisure eller struktur grundet at hans eneste besøg hos en professionel frisør var som 14-årig inden hans konfirmation. Det får derfor lov at gro, bortset fra når han selv går i krig med en saks. Det er dog formidabelt let, og kan flagre som en vimpel i selv den svageste brise. Til gengæld bliver det også let statisk elektrisk. Selv går han ikke højere op i håret end at det er noget, der kan gro ud hvis man klipper skævt eller hvis der går ild i det under et eksperiment. Det er ikke usædvanligt at se hans pandelokker brændte i spidsen, når han er gået for tæt på en gasbrænder. Det er måske derfor en smule skadet, men han mener nu bare at det er krigshærget af tidens tand.
Øjne: Øjnene er ligesom håret tykt mørkebrune, dog kan man i disse øjne finde et lille glimt af sort visse steder rundt om iris. De er gemt bag et par solide gamle briller af ret stor størrelse, grundet hans store langsynethed. Han er ikke i stand til at fokusere på et eneste objekt, hvis ikke han bærer sine briller. Kontaktlinser er en ting, han bestemt ikke har pengene eller den praktiske evne til, så det forbliver ved brillerne. Men når han har brillerne på, ser han verden objektivt og ligefremt. Han ser ikke kun, hvad han ønsker at se, men han ser det hele. Øjenvipperne er spredte og ikke til at få øje på, og begge øjenbryn er det et mirakel, ikke er blevet svitset væk. De sidder stadigt solidt fremtrædende over hans brillebeklædte øjne.
Kropsbygning: Det eneste ord, der tilnærmelsesvis kan beskrive Alistairs krop, er ’ranglet’. Med en højde på 1,76 og hvor størstedelen af højden kommer fra to godt lange planker af et par ben, er det intet under at han kan se en smule mærkværdigt formet ud. Han er tyndt bygget med en noget mindre maskulin krop end andre ranglede mennesker, men han ser hverken utiltalende eller forvrænget ud. Muskler er ikke noget der træder synligt frem på ham, men han er skam i stand til at bære ret mange bøger – tykke bøger – ned til opholdsstuen på en gang, hvis han ønsker det. Hans hænder er ligesom resten af kroppen fine og placerede på tynde håndled, men de er forbavsende hårdhudede og altid fyldt med skrammer og gamle ar. Fødderne er også ligesom hænderne hårdhudede og arrede grundet hans glæde for at gå barfodet rundt om sommeren og føle græsset mellem tæerne, og så bruger de da forresten ’kun’ størrelse 41 i sko.
Hud: Til trods for at han er fuldkommen frarøvet nogen som helst indflydelse fra andre himmelstrøg i hans familie, går Alistair nu alligevel altid rundt med en svag brun kulør i kinderne og på hænderne. Det er fordi, at han om sommeren tilbringer flere dage ude i solen, hvor han med ildhu går op i et eksperiment. Han glemmer tiden, og formår derfor let at få farvet sin hud. Det er dog ikke fordi at han solbader, og man ser også at han enkelte steder er lagenhvid, imens at han andre steder er småkagebrun. Huden i sig selv er ret hård næsten alle steder, hvor den bliver ujævn og en smule smudsig i ansigtet. Han er bestemt ikke den type, der går op i sig selv på nogen måde andet end hans tøj, og det er både fordi han ikke har tid og ikke finder det nødvendigt.
Tøjstil: Dyrt eller skræddersyet er der intet tøj i Alistairs garderobe, der er. Han går ikke himmelhøjt op i, hvad han går rundt i, bare det er nyvasket og ikke ser fuldkommen åndssvagt ud. Meget af det er lappet hist og her, eller har et par små ubetydelige huller. Det meste består af genbrugt tøj, enten fra hans fars ungdom med et par ternede skjorter eller nogle benklæder der altid er for store til ham. Man skulle ud fra den beskrivelse tro, at han overhovedet ikke vil se matchende ud, men det er ikke tilfældet. Han sætter sammen efter farve, og tager for eksempel en azurblå silkevest ud over en havblå ternet skjorte, kaster et eller andet varmt tørklæde om halsen, finder sig et par nogenlunde matchende bukser og så tager han sin læderjakke ud over sig. Hans jakke er en af de få ting, han faktisk har købt selv, men den var også en genbrugt sag. Sko er kun noget, han tænker over om vinteren i form af store varme støvler, for om sommeren går han barfodet rundt hvor han kan komme til det. Og så er der jo også hans flair for dametøj! Han fandt en dag tilfældigvis ud af, at det er meget praktisk at gå igennem en mudderpøl i et miniskørt, og derfor har han efterhånden fundet ud af at det er meget behageligt. Når det slår ham, kan han godt trække i en nederdel, og han planlægger en eller anden dag at komme til en gallafest i kjole. Han ved bare ikke rigtig, hvordan folk vil tage den.
Resten:
Interesser: Samtlige aspekter indenfor naturvidenskab; Botanik (hans yndlingsfag på skolen tæt opfulgt af Astronomi), astronomien, biologi, fysik, geografi og ikke mindst historie, psykologi og filosofi. Han er besat af at studere og suge viden til sig om den verden omkring ham, og det gælder også for magien, selvom den for ham er som terra incognitia og at han stadig ikke helt har vænnet sig til tanken om, at magien eksisterer og at det overnaturlige eksisterer. Han er også glad for både Muggler- og troldmandsskak, hvor han har en formidabel evne til at udgøre en værdig modstander for enhver mesterstrateg, og så skriver han også en del essays om hvordan han ser verden omkring sig. Det er dog ikke værker, han selv vil fremvise. Han er også interesseret i andre organismer omkring sig, både i form af mennesker og dyr, og det er blevet set før at han står med et målebånd i Ugleriet og måler en uvidende ugle. Han er også ret glad for dingenoter og habengut; hans seng er altid fyldt op med diverse artefakter, men i samme jakkelomme som han opbevarer sin tryllestav i ligger der altid også hans lille soniske ”pegepind” som hans venner kalder den. Det er egentlig en sonisk nøgledirk. Det siger han selvfølgelig ikke højt, men det er nu sjovere at kunne dirke låse op ved at klikke på en lille knap. Den er højteknologisk og er en prototype opfundet af hans onkel Angus, der arbejder med gadgets.
Kan lide: Litteratur af al art falder selvfølgelig i god jord hos Alistair. Bøger er ikke kun spændende og fascinerende for ham, nej; de er portaler ind til en anden verden! Han er altid i gang med mindst 6 forskellige bøger. Han læser dog ikke ’moderne’ genrer såsom fantasy, der er for abstrakt for ham, selvom han er omgivet af ”abstrakthed” og ”abominationer” rundt om på skolen. Han læser faglitteratur og store værker, for det meste.
Han er også allermest tilfreds i sit eget selskab, hvor han kan nyde stilhedens stille hymne og bladre igennem en bog. Som tilføjelse til en god bog er han glad for et krus varmt kakao – en genial afrikansk opfindelse, efter hans mening – og en skål med noget glaseret frugt. Men han er også godt tilfreds i familiens skød, selvom det ikke er noget stort skød. Venners favn er også et trygt sted at søge hen, dog er han bare for forbeholden, indelukket og enspænder til at have en bred vennekreds. Men han vil allerhelst have et beskedent antal, og så til gengæld kunne stole på dem. Han ejer 10 Rubix Cubes i forskellige farver og sværhedsgrader, men han har løst dem alle sammen, og nu ligger de bare i hans kuffert og venter på at blive genløst på en søvnløs aften.
Kan ikke lide: Alistair bryder sig instinktivt ikke om store folkemængder. Det er ikke pladsen i dem, der får ham til at søge væk, men det er tværtimod mængden af mennesker. Han er ikke i stand til at holde fokus, hvis han er omgivet af megen larm fra alle sider omkring ham, og det kan være en prøvelse for ham at holde koncentrationen i et larmende klasselokale. Derfor søger han væk fra larmen og op på forreste række, hvor han har det bedst. Han kan heller ikke lide den syntetiske mad der hedder ”fastfood” og han har ikke andet end foragt til overs for dem, der rakker ned på bøger og dem der værdsætter dem, når de selv er uvidende om den verden der ligger for deres fødder. Der er heller ikke noget, der kan forarge Alistair udenfor end når der ligger skrald på græsset; så samler han det op for ikke at forgifte den smukke natur, der er omkring ham. Han kan heller ikke lide, når han ikke får lov at give en opgave det sidste touch for at gøre den perfekt. I hans øjne skal man kunne stå indenfor alt, hvad man afleverer til en lærer. Og det skal altid være opgaver af den bedste kvalitet. Han er heller ikke overmåde begejstret for ekstremsport eller Quidditch, han mener at motion er sundere for kroppen i beskedne doser.
Største frygt: Alistairs største frygt er nok, at han vil fejle for sig selv og ikke opnå nogen af de mål, han har sat sig. Det ville være som at dø i vanære for ham. Men en konkret frygt han har, er frygten for at der findes en Gud over ham. Så vil han være nødt til at anerkende denne højere overmagt, anerkende dens magt over naturen, og nok leve med at denne højestbefalende ikke ville bryde sig om ham grundet hans manglende tro på autoriteten. Han ville aldrig kunne forlige sig med, at hans liv blev styret som om det var et andet spil oppe fra en sky.
Største drøm: Alistairs største drøm er at efterlade sig et mindemærke indenfor naturvidenskaben, som vil bestå efter hans død.
Måske i form af en ukendt stjerne, en nyopdaget skildpadde eller et fund af et nyt mineral? Han vil gerne kunne bidrage med et eller andet til den store viden, som mænd før ham har viet deres liv til, og som han selv en dag vil vie sit liv til. Et liv, han endnu ikke ved om skal være under indflydelse af magi. For selv efter 5 år i magiens store sko, er han ikke sikker på om de sko kan tåle naturvidenskabens store pluddervæld. De to ting er for Alistair som Gud og Big Bang overfor hinanden; overtro og den virkelige sandhed. Men magien er jo netop ikke overtro, har han beviser på! Den lever i hans årer og hans hænder.
Men lige siden han som dreng kiggede ud i det store uendelige mørke univers gennem sin fars teleskop, har han også drømt om en dag at sætte fod på Månen. En drøm, han håber på en dag at kunne udleve.
Patronus: Alistairs Patronus tager skikkelse i form af en nattesort ugle med store gyldne øjne og et stort vingefang. Uglen er kendt for sit vid og for at være et natteaktivt dyr, som Alistair til tider også kan være, når han sidder i timevis og glugger ind i et teleskop.
Boggart: En sky med en gennemsigtig sløret skikkelse siddende ovenpå den, omgivet af himmelsk lys og med to vægte i hver hånd; en der vejer hvor meget han hader det overnaturlige og en med hvor bunden er han er til jorden. Instinktivt ved mange, at det er Gud, men folk forstår egentlig ikke, hvorfor Alistair frygter at der er en magt over ham der har hånden over ham.
Amortentia dufte:
Forældre:
Moder: Alice Valentine Shaffles (46 år – astrofysiker)
Fader: Nathaniel Gywell Launett (44 år – marinebiolog og opdagelsesrejsende)
Søskende: Alistair har hele sit liv været enebarn, en ting der ikke just hjalp ham af med sin naturlige forbeholdenhed for mennesker og sociale grupperinger. Dog har han altid hjulpet sine forældre på bedst mulig måde og efterkommet ethvert ønske der måtte være hos de travle forskere.
Dyr: Alistair har intet dyr på skolen.
Kost: Han har faktisk en kost – en Komet 220 – men den ligner efterhånden mere et stykke brænde end en reel kost. Han plejer dog at sige, at så længe den kan flyve er det en kost, og han kan ikke være mere ligeglad med latterbølger når han tager den med ned til Flyvning.
Personlighed: Der er mange små facetter ved Alistair Launetts personlighed, hvor nogen af dem står tydeligere frem end andre. Hele sit liv har han brugt det meste af sin tid i eget selskab, og han er begyndt at foretrække det over selskab i mange situationer, hvor det ville være upraktisk at have mennesker omkring sig. Han er dog ikke utaktfuld og siger til folk, at de skal holde sig væk, for venner har han. Dog ikke så mange. Men de er loyale, og de har en fælles lidenskab; bøger. Alistair er fuldkommen besat af alt hvad der hedder lærdom og bøger, en ting han nok har fået ind med modermælken af to forskerforældre. Det er især naturen, der fascinerer ham. Men han er begyndt at føle sig splittet, idet han først var en rationel naturforsker der kun kunne grine af tanker om magi, men nu er han nødt til at leve med magien. Han ved ikke, om man kan forene to ting så forskellige som dem. Tålmodighed og nysgerrighed er to nøgleord, som han har i sig. En tålmodighed med sine eksperimenter og en nysgerrighed for at lære mere. Den spiller sig dog ikke altid tydeligt frem i ham ved mennesker, og man kan godt nogen gange føle sig lidt dårligt tilpas i hans selskab, for han er virkelig klog på mange punkter og kan ikke skjule det. Han kan føre de vildeste og mest ustoppelige samtaler om universet eller en edderkop, og så kan han konstatere de sandeste ting, såsom at en tryllestav kun er et stykke træ, hvor der er blevet puttet en magisk kerne ind i. Han går højt op i sin skole, og nogen gange kan han endda virke som om, at han aldrig nogensinde ville bryde en regel for noget som helst. Han gør det dog nogen gange selv, men så er det ’i videnskabens tjeneste’. Han arbejder altid hårdt, og han mener at et arbejde gøres bedst alene. Han laver derfor tit al arbejdet i grupper, fordi han ikke gider have at det bliver halvhjertet hvis andre giver en hånd med. Hvad angår kærlighed plejer han altid bare at trække på skulderen, men den er faktisk ret ukendt for ham, og han har et noget abstrakt forhold til den. Han har set, hvordan det gik hans forældre, og han synes ikke, at det var den fineste løsning. Derfor skal det være noget helt særligt for ham. Som Muggler er han vant til at få skæve blikke – især som en Muggler, der ikke burde være der når han ikke er ’magifødt’ men åbenbart kan det alligevel og ikke tager sig til takke – og han er kendt for altid at grine, når folk begynder at snakke om blodsfejder. Han disker altid op med et eller andet eksempel fra historien og til sidst tilføjer, at der da ikke er noget så mystisk som at være adelig på en måde, som egentlig ikke eksisterer – for magien eksister da ikke?
Fortidshistorie: ”Magi? Den slags findes ikke.” var Nathaniel Launetts eneste kommentar, da hans søn ville klædes ud som troldmand til fastelavn. ”Der er en naturlig forklaring til alt. Naturen er den største og den har sin magi.”
Alistair Launett kom til verden i et lille aflukke i et bioteknologisk forskningslaboratorium i det sydlige England. Han havde ingen anelse om, at hans forældre begge var dedikerede og kloge forskere, der havde en naturlig mistro til hinandens forskellige grene af videnskaben, men som til sidst blev flettet sammen af det de selv kaldte ”naturlige årsager”, men som egentlig var en spirende kærlighed. Ingen af dem troede synderligt på en bunden kærlighed i form af ægteskab, og de valgte derfor at leve papirløst, så de let kunne skilles igen. Hans mor, en af de få kvindelige astrofysikere, havde været på besøg på laboratoriet den dag og valgt selv at sætte barnet i verden. Hans far, en opdagelsesrejsende der dengang var på Galapagos for at kortlægge det rige fiskeliv, fik besked om sin søns ankomst til den fagre verden kort efter, men han styrtede ikke afsted fra sin opgave, men vendte først hjem for at se sin søn tre måneder efter. Det sagde allerede fra starten meget om, hvordan familien Launett var strikket sammen.
Livsvilkårene var snævre, men gode for den unge mand. Kærlighed og omsorg var der nok af fra hans mors side, men det var bare ikke så tit, at hun kunne give den på grund af hendes karriere. Han fik derfor tidligt en barnepige, der kunne passe ham imens at hans far var udenlands og hans mor på arbejde.
Barnepigen tog sig godt af ham, men han ville aldrig i kontakt med hende. Og hun forsøgte aldrig at nå ind til ham. Han har derfor altid fået lov til at være alene, og med tiden er det blevet til en dårlig vane og stilheden til en ven.
Da han begyndte at gå i skole, blev han med det samme glad for at lære. Han elskede det faktum, at han nu kunne fortælle hvad han havde lært til sine kloge forældre og lære mere. Lige da han havde lært at læse begyndte han at gå på jagt efter bøger i huset, nemme bøger med billeder af sommerfugle og kun enkelte stykker tekst under billederne. Naturvidenskab havde en naturlig glæde for ham efter hans forældres opdragelse af ham på den måde, og imens de andre børn var optaget af at lege med heksekostumer og forestille sig at de fløj på koste, kiggede han på planter og spurgte sig selv, om man mon kunne flyve til de andre galakser i et rumskib lavet af en tomatdåse.
Det kom som et direkte chok for Alistair, da han fik sit brev om at have fået en plads på Forecarm. Han huskede, at han var kommet hjem fra skole alene som sædvanlig, og havde fundet et brev adresseret til ham. Han fik ellers kun brev, når det gjaldt tandlæge- eller lægebesøg, men dette brev var helt anderledes. Han åbnede det med nysgerrighed, og han satte sig i sin mors rokokostol.
Da han havde læst det, måtte han læse det igen for at tro det. En skole, hvor man lærte magi! Men han kunne jo ikke magi! Han havde ikke engang en troldmandshat eller en kappe. Han lagde brevet ned i kuverten og skjulte det under en bunke aviser, i håb om at han ville glemme det og ikke behøve at komme der.
Selvfølgelig ville brevet dog blive fundet. Hans far fandt det, og spurgte ind til hvad det var for et brev. Han måtte ærligt svare, at det var fra en magisk skole. Reaktionen var uventet for ham, da hans far vendte ryggen til hans søn. Han sagde, at det ikke undrede ham. At han skulle være ’magisk’ var bare et synonym for hans manglende succes. Men det beroligede ikke Alistair, der nu skulle gå på en magisk skole – når magien ikke fandtes.
1. år[/u]
Det første år blev brugt på at benægte, at det var en magisk skole for ham. Han havde fået sin tryllestav, men han glemte den som oftest overalt og brugte den så lidt så muligt. Han fordybede sig i de naturstudier, der var på skolen, og begyndte at nyde Botanik og det dog lidt abstrakte fag Eliksir. Han gik en del sammen med andre unge mænd med en boglig interesse, men de var alle sammen glade for magien. Han følte sig alene, misplaceret – og han følte sig som om at al hans viden var ubrugelig her.
2. år[/u]
Det var så småt ved at gå rigtigt op for Alistair, at han levede på en magisk skole, havde venner med kundskaber ud over det sædvanlige og at man her kunne udleve sine vildeste drømme. Han begyndte derfor på skolen at hale i de behagelige nederdele hans mor havde haft i hendes skab, når han skulle ud og glo efter fisk. Det var smart, for så fik man ikke våde og beskidte bukseben!
Selvfølgelig lo folk først, men snart respekterede man faktisk hans lettere feminine dille. Og fra nederdele fulgte kjoler, lange skørter, sjal, hatte og til sidst også en smule opsætning af håret.
3. år[/u]
Alistairs få, men ellers trofaste venner begyndte så småt at blive optagede af diverse pigeanliggender, hvilket godt kunne gå hen og pirke en smule til hans samvittighed. Han følte sig en smule forsømt – blev kigget skævt til af både han- og hunkønnet samt at have rygtedes for at være noget sær og ikke tro på magi – og han fordybede sig i sin videnskab for at kunne glemme alt. Det var i videnskaben, at han fik kendskab til troldmandsskak; en ultimativ forbedring af den intellektuelles skak. Han kom med i skolens skakklub og gik med i spillet med liv og sjæl.
4. år[/u]
Ved så småt at have vænnet sig til at være 2. prioritet, startede Alistair på sit 4. år. Han forsømte aldrig sin skole eller sine forpligtelser, men der var andet han fokuserede mere på nu. Han lyttede mindre og mindre til, hvad folk begyndte at foreskrive ham, og til tider i rebelsk protest kunne han finde på at komme i en feminin kjole bare for at støde dem. Konsekvenserne var ikke urimelige for ham, men han fortsatte med sine store togter i stor stil. Han fik nye venner, der fandt hans ’humor’ morsom, og nu bestod gruppen ikke længere af drenge, og ikke længere kun af nørder som ham selv. Der var gode udsigter til 5. år.
Celebrity: Ukendt
Andre karakterer: Casey Vesper Hoxton & Evelyn Ivy Skeffington
Har du læst reglerne?: Hvilket ingame tidspunkt, tråden foregår på.
