Påfuglefjer & ekstraordinær elegance (Eftermiddag)

[Grace Villiers]

Endelig var den lange og mørke vinter ved at forsvinde og gøre plads til det smukke forår. Og med foråret fulgte naturligvis den store fremvisning af lækkert herreskind og svedige overkroppe. Grace kunne slet ikke vente, bemærkede hun, idet hun fulgtes ud på området med et par veninder, der sammen med resten af Paonouxpigerne havde haft Eliksir i sidste time. Hun skubbede henkastet de mørke elegante krøller om bag ryggen, idet hun steg ned af de massive stentrapper og gik ned imod søen. Der var endnu ikke kommet nogen fyre værd at glo efter ud – der var da altid brillekompagniet fra Slondark, som der kun var værd at gå sammen med for at ydmyge – så hun havde besluttet sig for at gå ned til søen for i stedet at lave den aflevering, de havde fået for i Eliksir. Tænk at de forlangte at en Villiers skulle aflevere noget! Selvfølgelig behøvede hun ikke den slags. Uden at sige noget gik hun målrettet ned mod søens bred, hvor hun satte den sorte lædertaske hun transporterede bøger oppe på stenbænken, hvorefter hun trak både pergament og fjerpen op af den. Pigerne bag hende, tre styks dejlige hofdamer, satte sig ned ved siden af bænken imens de også fandt deres sager frem. Et øjeblik gik det godt med at få sat navn på afleveringen, så blev hun blændet af den styrke, som solen skinnede med. Et smil gik over hendes læber. Nej, nu var det ved at blive sommer igen! Og så blev det tid til at vinde hjerter og knuse håb. Det var noget, man ikke kunne gøre i vintertiden, idet folk altid gemte sig i utiltalende sweaters og troede, at de var immune. Men dronningen var på vej tilbage!
Hun lænede sig let forover og satte fjerpennen på pergamentet, så begyndte hun at skrive i sin smukke kursivskrift. Man var ikke en rigtig ung kvinde, hvis ikke man skrev kursivskrift. Bum basta. Livlig kvidren fra pigerne for foden af bænken indikerede, at der nu var begyndt at komme andre elever ud til søen, men Grace gad ikke engang kigge op. De ville skrige, hvis de så en fyr fra Caldenhoof – på det punkt mindede de meget om brandalarmer og ville derfor være ganske nyttige i en nødsituation – men når man snakkede lektier, var de ligeså nyttige som ænderne på søens overflade var. Hun halede sin bog op af sin dyre designertaske og bladrede rundt i den, imens hun trippede let med fødderne, som var beklædt med et par splinternye pumps. Hun havde en lille og meget afslørende lårkort nederdel på, imens at hun på overkroppen havde en smart blågrå cardigan med pallietter og en hvid top indenunder. Hun kørte hånden igennem sit hår, som hun rystede bagved ryggen. Hvis de der kaniner fra Chevreuil vovede at komme gående ligesom de gjorde i går, ville hun overhovedet ikke have nogen overbærenhed med dem. De ville få lov til at gå ud i søen og nærstudere ænderne.

[Jasmin Sofie Campbell]

Jasmin kom stille gåenden ned imod den sø der var. Hun have ingen taske over skulderen eller nogle bøger under armene. Det eneste hun kom med var en rose hun holdte. Hun duftede til den nogle gange og roede sig lidt i håret med den anden hånd. Hunlignede meget en dreng bagfra og det kunne tydeligt ses med hendes hår og hendes tøj. Hvordan folk bedømte hende var ikke hendes problem, det var deres. Hvis folk ville betragte hende som dreng så kunne hun ikke gøre noget ved det og hun havde bestemt heller ikke tænkt sig at gøre det. Hun levede sit liv og andre kunne leve som de gerne ville. Andet var der ikke at sige til det.
Hun duftede en gang til rosen og hun fik et fjernt blik. Det var som om hun ikke var der. Alt hvad hun bestod af fandtes slet ikke. Disse små atomer og neutroner var der slet ikke. Intet af hele hende var der men alligevel ikke. Hendes sjæl var ihvertfald ikke i kroppen meget var men ikke lige hendes sjæl. Hun blinkede nogle gange med øjne og lod en hånd gå op til sit hår igen som hun stille roede rundt i.
Hendes skridt blev mindre og mindre da hun endelig stod nede ved søen. Langsomt satte hun sig ned og lod en hånd glide hen over vandoverfladen. Lige så stille lagde hun rosen ned ved siden af sig og kiggede blankt ned i søen. Hun var helt lige glad med om der var nogle hun kendte som var der eller nogen hun ikke kendte. Var der nogen der ville snakke med hende så måtte de komme ellers måtte de blive væk.

[Grace Villiers]

Hendes mørke øjne flakkede over de gule sider i søgning efter det stykke information, der var behøvet for at kunne besvare det problem, der var blevet fremsat af dem til udfyldelsen af opgaven. Hendes mund strammedes en smule, da hun blev nødt til at vende siden og fortsætte søgningen på den næste side. Med et næsten opgivende teatralsk suk rev hun hovedet op fra bogen, da pigerne ved hendes fødder begyndte at fnise og let pege fingre af en skikkelse, der kom gående ned af stien. Graces øjne fulgte fingrenes spor og endte ved ryggen af en person, der var spinkel og med frisuren indikerede at være en dreng. Hun så fra skikkelsen til hendes veninder, og rejste et spørgende øjenbryn imod dem. De kastede med hovedet og lod hænderne hurtigt flyve ned over deres overkrop – et tegn de altid brugte for at sige, at det var en pige. Jaså, tænkte hun og der kom et bredt smil med en undertone af giftighed over hendes læber. Hun satte sine lange og feminine fingre for læberne, og i bedste mandefacon piftede hun efter ryggen af drengepigen, der havde retning imod søen. Tøsegruppen lo højlydt, og Grace kastede koketterende sine skønne krøller om bag skuldrene. Hun gav ikke meget for piger, der skulle gå rundt og forklæde sig selv som mænd. Enten var man sig selv bevidst, eller også var man bevidst om sin kujonagtighed. Men vi er vel alle ikke smukke påfugle. tænkte hun falsk medlidende med pigen, der nu satte sig ned ved søen uden et eneste ord eller tegn på at have bemærket det provokerende forsøg på at vinde opmærksomhed. Grace bemærkede forbavset, at der i græsset blev lagt en lille rød rose ved siden af hende og en idé kom til syne i hendes tanker. Noget, der for hendes vedkommende ville kompensere for al den kedsomhed, der havde været i dag. Hun kom på benene og strålede af femininitet i sin fulde højde, så tog hun lydløse og beherskede skridt hen til Jasmins ryg som en hunpanter på jagt, så samlede hun rosen op og tog den op til næsen. Duften fra den var bedøvende og sukkersød. ”Tak for blomsten, min dreng.” sagde hun i en perlende og sarkastisk tone, imens hun med sin perlende latter lo af hende. At udpensle folk med utiltalende siders fejl var noget af det, der bragte hende mest morskab i livet. Og at spille på hendes egen kvindelige skønhed i forhold til det misfoster, der valgte at gå med mændenes attitude og kvindernes krop, gav hende en følelse af at hun i det øjeblik var smukkere end selveste Afrodite. ”Roser er en kvindes privilegium, min dreng. Hvad med at gå ud og udleve din maskuline side?” spurgte hun med et drillesygt glimt i øjnene, imens hun stadig havde rosen under næsen. Hun fjernede den og pegede på Jasmin med den. Det var tydeligt, at Grace godt vidste at hun stod overfor en pige ligeså kvindelig i krop som hende selv, men på grund af hendes attitude brugte Grace det som et angreb. ”Eller er den maskuline side måske påtaget?” spurgte hun med tydelig kulde og så ned på hende. Det stod klokkeklart, at hun bestemt ikke regnede Jasmin for at være kapabel af nogen som helst kvindelige eller mandlige følelser. Det virkede, som om at hun snakkede ned til et eller andet kønsløst dyr. Men det morede hende umådeligt, og hun havde ikke haft muligheden for at køre på nogen hele dagen. Især det at hendes små ynkelige hofdamer betragtede dronningen i aktion, gjorde det endnu bedre. Det viste kun, at det at hun blev kaldt 'skolens dronning' ikke kun var en simpel titel.