Post by Alistair Horace Launett on Mar 25, 2010 15:53:43 GMT -5
Det store, fredelige og horribelt befolkede udendørsareal rundt om skolen var badet i guddommeligt lys, bemærkede Alistair idet han blændet af de lange gyldne solstråler halvvejs snublede ned af stentrappen, balancerende med et stativ med 3 glaskolber, 1 gasbrænder med trefod og en pudsig gråblå substans hvilende i et lille reagensglas med prop imellem hans tænder. Hans briller sad skævt på hans næse, og det var ikke med så lidt møje at han fik klaret distancen ned til søen, hvor han noget nonchalant droppede de videnskabelige værktøjer og satte sig ned ved siden af dem. Han kastede hurtigt et utilsløret blik omkring sig, der meget hurtigt noterede sig, at han ikke var alene. Rundt om den dybblå sø lå en del elever med næserne i bøgerne, imens de sugede solens stråler til sig som om de var pluspoler på Solens minuspol. Ikke at de er interesseret i naturen, når den ikke er badet i lys fra den store planet deroppe. huskede han sig selv på, og fjernede blikket fra de andre homo sapiens omkring sig, for at spejde op imod den glødende bold oppe på det azurblå himmeltæppe over ham. En farve, der eftersigende skulle være meget lig Middelhavet, selvom han kun havde været der i sine mange geografibøger. ”Dette lys er ikke guddommeligt; dette lys er almægtigt.” sagde han til sig selv, dog ikke så højt, for han ønskede nu ikke at støde ham der måske sad deroppe – hvis han faktisk sad der. Nietzsche havde vist haft meget ret i, at Gud var død. Han var i hvert fald for længst død i Alistairs tanker, hvis han da nogensinde havde levet. Det var svært at sætte en ”Gud” ind i et hjem, hvor der boede gale videnskabsmænd. Og han mindedes også, at Biblen var den eneste bogtitel af betydning, han endnu ikke havde set på de antikke hylder hjemme. Tankerne om denne gejstlige magt blev dog omgående skubbet til side, da han med et smil erindrede de små videnskabelige relikvier han havde bragt med sig ud. I eftermiddag ville han lade empirien styre og kaste sig ud i at forsøge at koge Wilwuavæske ud i atmosfæren for at se, om der blev dannet en form for et bundfald. Det var ikke just et eksperiment man som fornuftig videnskabsmand tog udenfor, men han havde op til flere gange nu hørt på troldmænd og hekses klager over hvordan svovl lugtede når man forsøgte at skabe en svovlpind med omtrent samme effekt som fremkaldelse af Desillusionsbesværgelsen, og han havde besluttet sig for at udføre dette eksperiment under åben himmel for at undgå flere af disse uheldige episoder.
Imens han kastede sig over det hyggelige og ganske hjemmevante opsætning af gasbrænderen og en lille digel til at opbevare væsken i, filosoferede han let over begyndelsen på hans 5. skoleår. Deres tidligere Botaniklærer var af en eller anden grund forsvundet op i atmosfæren – Alistair pønsede på den mærkværdige tiltrækning ordet ’Familie’ havde på det moderne menneske var årsagen – og at de nu skulle have en anden til at overtage plantevæksterne. Rygterne svirrede omkring at en mulig kandidat var floraeksperten Leander Blakeney. Smilet blev bredere, imens hans hænder var fuldt ud beskæftiget med opsætningen. Han vidste, at en del af eleverne sikkert sad og stirrede på hans mærkværdige opsætning nu, og garanteret mentalt stillede spørgsmålet: Hvorfor bruger han ikke bare magi? Men svaret stod så klart for Alistair som at mennesket var et produkt af biologi og ikke af Gud; magi var ikke noget videnskaben stod indenfor, og det ville derfor være dobbeltmoralsk at bruge den nu. Og dog mærkedes det blide tryk af hans tryllestav mod hans bryst som et lille prik omkring, at han faktisk var en magiker. Det var en mærkelig ting at skulle forholde sig til. Han tog en lille æske tændstikker op af lommen, strøg den og droppede den nådesløs ned i væsken, imens han nysgerrigt gloede ned i den, ventende på en spændende reaktion.
Apropos lærere.. Var det ikke noget med, at der var en papist – en irlænder, rettede Alistair (man kunne velsagtens være irlænder uden at være papist) – som havde søgt om posten som Eliksirlærer? Navnet var et eller andet ret irsk som Alistair havde siddet og drøvtygget på, men som lød en smule for engelsk, da det kom over hans læber.. mon han hørte til den magiske eller den videnskabelige side af spektret? I Alistairs øjne var der nemlig en todeling af magikere; dem der fokuserede på empiri, og dem der fokuserede på teori.
Imens han kastede sig over det hyggelige og ganske hjemmevante opsætning af gasbrænderen og en lille digel til at opbevare væsken i, filosoferede han let over begyndelsen på hans 5. skoleår. Deres tidligere Botaniklærer var af en eller anden grund forsvundet op i atmosfæren – Alistair pønsede på den mærkværdige tiltrækning ordet ’Familie’ havde på det moderne menneske var årsagen – og at de nu skulle have en anden til at overtage plantevæksterne. Rygterne svirrede omkring at en mulig kandidat var floraeksperten Leander Blakeney. Smilet blev bredere, imens hans hænder var fuldt ud beskæftiget med opsætningen. Han vidste, at en del af eleverne sikkert sad og stirrede på hans mærkværdige opsætning nu, og garanteret mentalt stillede spørgsmålet: Hvorfor bruger han ikke bare magi? Men svaret stod så klart for Alistair som at mennesket var et produkt af biologi og ikke af Gud; magi var ikke noget videnskaben stod indenfor, og det ville derfor være dobbeltmoralsk at bruge den nu. Og dog mærkedes det blide tryk af hans tryllestav mod hans bryst som et lille prik omkring, at han faktisk var en magiker. Det var en mærkelig ting at skulle forholde sig til. Han tog en lille æske tændstikker op af lommen, strøg den og droppede den nådesløs ned i væsken, imens han nysgerrigt gloede ned i den, ventende på en spændende reaktion.
Apropos lærere.. Var det ikke noget med, at der var en papist – en irlænder, rettede Alistair (man kunne velsagtens være irlænder uden at være papist) – som havde søgt om posten som Eliksirlærer? Navnet var et eller andet ret irsk som Alistair havde siddet og drøvtygget på, men som lød en smule for engelsk, da det kom over hans læber.. mon han hørte til den magiske eller den videnskabelige side af spektret? I Alistairs øjne var der nemlig en todeling af magikere; dem der fokuserede på empiri, og dem der fokuserede på teori.
