En tur i Venuskuplens indre (efter aftensmaden)

[Grace Villiers]

Venus. Den romerske kærligheds- og frugtbarhedsgudinde, der eftersigende skulle have været det smukkeste og mest sensuelle væsen af alle gudinderne. Det var en kvinde, Grace Villiers virkelig kunne identificere sig med, tænkte hun med et nærmest ærbødigt knejs med hovedet, da hun kom gående forbi den tårnende marmorstatue af den elegante gudinde. Et øjeblik så hun op på monumentet over hende med tydelig beundring og en vis genkendelse skinnende ud af de mørke øjne, så fortsatte hun sin elegante gang igennem kuplen med ikke så lidt velbehag. Det var også et prangende syn at se Grace iført en lang elegant sort kjole af chiffon gå i stilhed igennem den blomsterprydede kuppel, der duftede bedøvende af roser og klukkede muntert af rindende vand henne ved springvandet. Hun gik ene imellem en lang række af irgrønne rosenbuske med lyserøde nyudsprungne roser og høje efeuer, der kravlede op langs de frygtindgydende træer rundt omkring de små stier, der ledte igennem kuplen. Fra den orange himmel over den runde kuppel skinnede de sidste af solens stråler ned, og hendes mørkebrune hår strakte sig ud i fuld længde bag hendes ranke ryg. Hendes skridt var lette og uhørlige, og hun forsvandt næsten imellem den enorme mængde af planter. Men hun havde brug for denne nærmest overnaturlige stilhed, som herskede inde i disse velsignede kupler, tænkte hun, imens hun forsigtigt skubbede en vildfaren gren til side og fortsatte sin fredfyldte vandring. Hvorfor skal verden så absolut være så fuldkommen blind og døvstum? tænkte hun uden sin sædvanlige sarkasme og kyniske smil, men nu nærmere med et filosofisk træk om læberne. Den virkede komplet umulig engang imellem. Som om at man råbte ud i en lang og endeløs tunnel, hvor man aldrig hørte det ekko man forventede at høre. Og for at kunne høre sine altid undertrykte tanker havde hun brug for ro. Hun havde mindst af alt brug for småfnisende mademoiseller der brugte halvdelen af deres ordforråd på at komplimentere en simpel ferskenfarvet aftenkjole af silke, mindst af alt brug for fyre der tiggede om hendes hånd med deres prisvindende smil og kæmpe hundeøjne, og mindst af alt brug for at blive mindet om hvor ussel hun var, sådan at gå alene, tilbagetrukket fra samfundet. Hendes evigt kokette mor og hendes don juan af en far ville have leet deres højfornemme latter i kor, overdøvet af hendes Quidditchelskende storebror med sit skæve smil og voldsomme temperament. Og selv ville hun sidde i morgen og grine så højt af sig selv, fordi hun havde gået her. Men der var noget smigrende ved stilheden. Faktisk forstod hun godt de Sloskedarker, som Papillouxpigerne kaldte Slondarkdrengene, selvom hun da aldrig ville indrømme det. Hun trådte hen til springvandsbassinets kant, og satte sig elegant på det kolde marmor, imens hun så ud over det store grønne hulrum omkring hende, hvor enkelte elever hun genkendte parvis skridtede forbi, optagede af fortrolige samtaler og af ting, der ikke skulle råbes op om. Hun lagde hænderne i skødet og så smilende ned i vandet på det smukke spejlbillede. Nej, hvad hun faktisk havde brug for var Casey Hoxton. Han hørte ikke ind under kategorien lækre drenge, drenge man hadede, drenge der var gode at have ved hånden, eller drenge man bare var sammen med fordi de gav prestige. Selvom han faktisk så ganske godt ud for en pige med kenderøje, var han efterhånden blevet mere end kød for den mandesultne Grace. Med sin altid rolige tilgang, sit gode navn – hey, det var jo et plus at være en Hoxton – og sin utrolige indsigt, var det ikke svært at forstå hvorfor Grace havde haft noget der mindede om et venskab med Casey i så mange år. Mange mennesker synes han var noget af en særling, men et eller andet sted kunne Grace sagtens se hans forbeholdenhed og hans rolige facon. Det var ham, der skulle gå i hans fars skridt i det øjeblik han gik ud af Forecarm. For hende virkede det lidt som om, at det var bestemt at Casey skulle sendes i døden som skydeskive for Ministeriet ligesom hans far var blevet. Så dum var han vel ikke? Hun rystede på hovedet, og krydsede benene. Hun havde givet besked til en af pigerne om, at hun ønskede at se ham her i kuplen. Så han ville nok komme.

[Casey Vesper Hoxton]

Det var en noget overrasket Casey Hoxton, der efter at have siddet på biblioteket med en lektiebunke af abominabel størrelse, var begivet sig ned i retning af kuplerne efter at have fået overrakt en mundtlig besked af en spinkel men tydeligvis meget stolt sorthåret pige fra Paonoux. Grace havde udtrykt et ønske om at få en samtale med ham nede i Venuskuplen. Først havde han siddet med et lille smil og funderet over, hvad den selvsikre og ellers så uafhængige Grace dog ville snakke med hvad der var en ”simpel ørn” i hendes øjne, men han havde kommet til den konklusion, at det måtte være en samtale, der var tiltrængt. For begge parter. Og det er et yderst ideelt sted, bemærkede han til sig selv, idet han drejede væk fra den lange grussti førende ned igennem udendørsarealet og ud på en af de mangfoldige sideveje, der førte ned til det store kuppelanlæg. Jo tættere og tættere han kom på skolens pompøse kupler, der badet i de sidste gyldne stråler af dagslys lignede gyldne kugler af glas, blev hans forundrede tanker om Grace afløst af et respektfuldt bøjet hoved og erstattet af en ærbødig tomhed. Han trådte nu ind på et helligt område – et område, han aldrig nogensinde havde forgudet på nogen måde, men som han respekterede umådeligt. Og Venus, den feminine romerske gudinde, havde en vis lighed med den unge Villiers, noterede han sig da han gik forbi den store marmorstatue udenfor hendes kuppel og trådte ind under glastaget ind i hendes floraprydede verden. Det var ikke nogen normal omstændighed, at dronningen Grace ønskede at tale med hendes barndomsven, der ikke just var mere end en fodskammel i hendes øjne. Det må være første gang hun konkret har ønsket at snakke med mig. Det var både smigrende og foruroligende i hans øjne. Smigrende på grund af tanken om, at hvis hun sad med et emne der skulle diskuteres under to øjne, at hun så henvendte sig til ham og ikke til en af hendes nærmeste veninder. Det var nok for at undgå mulig sladder, men den part førte ham hen til det foruroligende. Grace var sædvanligvis ikke en, der lukkede folk ind i hendes problemer. Som en egenrådig og højbenet ung kvinde nægtede hun konsekvent at tabe ansigt, og hun ville kun fjerne den kønne facade, hvis der virkelig lå presserende anliggender. Og ligeså længe som han havde kendt hende, var hun gået igennem helvedes flammer, mentalt såret folk to gange hendes størrelse og alder, grinet koldt af mennesker så farlige som nitroglycerin, og alt dette havde hun gjort med en påfugls elegance. Verden måtte være på randen af selvdestruktion, tænkte han, og fortsatte ned igennem den jadegrønne naturjungle imod det store springvand i midten af kuplen.
Men selvfølgelig måtte denne samtale holdes diskret, udenfor offentlighedens viden. En Villiers var normalt ikke en person, der mængede sig med en Hoxton – en højagtet familie blandede sig normalt ikke med en familie af talentfulde magikere, der forsvarede familier som dem. Men deres bånd gik længere tilbage end det alle andre så – folk der kun så den småpigede og skånselsløse Grace glemte altid at se den pige, der under facaden forsøgte at sætte sig imod alle de givne autoriteter for at få den opmærksomhed, hun længtes efter. Ingen turde spille hende imod andre end Casey, der med sit kølige modspil gjorde ham til værdigt selskab. Han var beæret over hendes bud efter ham.
Han fandt hende siddende på kanten af bassinet, som en dronning klædt i sørgeklæder, med udslået hår og blikket fokuseret på den spejlblanke vandoverflade. Han satte sig lydløst ved siden af hende og lod sine øjne se ned i det samme blågrå vand. ”Lille spejl i vandet der, vis mig hvad denne dronning ser.” mumlede han hørbart og neutralt, idet han lod en finger løbe igennem vandet for at kruses og slette Graces spejlbillede. ”Her er jeg, som kaldet.” bemærkede han til hende med sin sædvanlige neutrale mimik og stemmeføring, men det var ikke hørbart for andre end de to. Situationen måtte kalde på den yderste diskretion. Og han så pludselig et glimt af den Grace han mødte for mange år siden – det levende væsen inde under den så glatte overflade. ”Et ideelt mødested. Jeg havde vist ikke forventet at finde dig i nogen anden kuppel end denne.” tilføjede han og kastede hurtigt et blik omkring sig. Så førte han atter øjnene tilbage på hende. ”Hvad drejer det sig om, Grace?” spurgte han. Han skjulte sin nysgerrighed godt – men der måtte være en grund til hendes kald. Normalt var han ikke en ting, der var nødvendig for hende. Han var bare et vedhæng til en fortid, hun var stolt af.