Post by Fix on Apr 8, 2010 8:51:04 GMT -5
Myten om hvordan vampyrerne opstod og kom til Paris - en yndet skrækhistorie. Om den er sand vides ikke præcis. Den er blevet modificeret gennem årene.
Det var en mørk og stormfuld aften - præcis som i aften. Det regnede og tordnede. Det var længe siden at vejret havde været så forfærdeligt og vores stue var fuld af skåle og gryder til at opsamle vandet, der gik gennem taget. Men sådan var det dengang! Det var ikke ligesom i dag. I har det så godt i unge mennesker. Næh, det var vores generation, der skulle finde ud af hvad de var for nogle! Nå! Men tilbage til historien.
Det var denne nat jeg så ham første gang. Han kom gående der i regnen. Hans hår var sortere end ravnens fjer og han lignede mest af alt en af de der fruer fra borgen, så bleg var han! Jeg troede han var syg eller noget, så jeg stak hovedet ud for at fortælle ham hvor lægen var. Så så han på mig. Eller ikke på mig - nej, igennem mig! Så blev jeg sgu bange! Han mindede mest af alt om et sultent dyr. Han hvæsede endda. Så jeg lukkede døren og lod ham være.
Jeg fandt en pige. Hun havde været ude efter sengetid med en fyr, hun ikke var forlovet med. Hun var kommet gående lige i armene på denne fyr. Det var et værre svineri. Der var blod overalt. Kjolen havde engang været hvid kunne man se rundt omkring. Hun havde bidemærker på halsen. Hun havde ikke været død længe. Jeg kiggede op og så ham. Han lagde fingeren for munden for at få mig til at tie stille. Og så gik han bare.
Velkommen og bienvenue á Paris! Vi befinder os i den sene middelalder blandt adelsfolk, sigøjnere og simple bønder. Men noget er sket i løbet af de sidste par år. Der er en ny race iblandt os. Folk havde hørt tale om racen i litteraturen og folk havde hørt om dem fra andre byer. Disse væsner er døde og må overleve af andres blod - frivilligt givet eller brutalt taget. Man troede kun det var rygter indtil den magtfulde slægt overtog slottet Louvre. Hvem havde dog forventet at vampyrer skulle gå frit i blandt os?
In nomine Patris, et Filii, et Spiritus Sancti. Amen!
Det var en mørk og stormfuld aften - præcis som i aften. Det regnede og tordnede. Det var længe siden at vejret havde været så forfærdeligt og vores stue var fuld af skåle og gryder til at opsamle vandet, der gik gennem taget. Men sådan var det dengang! Det var ikke ligesom i dag. I har det så godt i unge mennesker. Næh, det var vores generation, der skulle finde ud af hvad de var for nogle! Nå! Men tilbage til historien.
Det var denne nat jeg så ham første gang. Han kom gående der i regnen. Hans hår var sortere end ravnens fjer og han lignede mest af alt en af de der fruer fra borgen, så bleg var han! Jeg troede han var syg eller noget, så jeg stak hovedet ud for at fortælle ham hvor lægen var. Så så han på mig. Eller ikke på mig - nej, igennem mig! Så blev jeg sgu bange! Han mindede mest af alt om et sultent dyr. Han hvæsede endda. Så jeg lukkede døren og lod ham være.
Jeg fandt en pige. Hun havde været ude efter sengetid med en fyr, hun ikke var forlovet med. Hun var kommet gående lige i armene på denne fyr. Det var et værre svineri. Der var blod overalt. Kjolen havde engang været hvid kunne man se rundt omkring. Hun havde bidemærker på halsen. Hun havde ikke været død længe. Jeg kiggede op og så ham. Han lagde fingeren for munden for at få mig til at tie stille. Og så gik han bare.
Velkommen og bienvenue á Paris! Vi befinder os i den sene middelalder blandt adelsfolk, sigøjnere og simple bønder. Men noget er sket i løbet af de sidste par år. Der er en ny race iblandt os. Folk havde hørt tale om racen i litteraturen og folk havde hørt om dem fra andre byer. Disse væsner er døde og må overleve af andres blod - frivilligt givet eller brutalt taget. Man troede kun det var rygter indtil den magtfulde slægt overtog slottet Louvre. Hvem havde dog forventet at vampyrer skulle gå frit i blandt os?
In nomine Patris, et Filii, et Spiritus Sancti. Amen!