Post by Leander Sylvester Blakeney on May 1, 2010 7:06:32 GMT -5
Lyden af skridt der nærmede sig skolen klingede blidt i vinden, der susede igennem poppeltræernes kroner langs alléen, der førte fra udendørsområdet op til skolen. Som om disse aldrende, altvidende poppeltræer bød en hjemvendt soldat velkommen, skilledes deres smaragdgrønne grene for at give udsigt til en overdådig stenfacade med fyrstelige spir i mørke teglsten. Det var, som om at dette slot var sprunget ud af en for længst glemt, støvet skattekiste i hans hukommelse.
Og barndommens gamle borg troner majestætisk, som var det igår jeg forlod den. Men 'igår' var blevet til tyve år - og den ranglede, brillebærende Vulturulelev Leander Sylvester Blakeney var blevet til en planteelskende, intellektuel famøs botaniker. Som en grim ælling der var blevet til en svane, ville H.C. Andersen have tænkt.
Et ægte varmt smil fremtonedes på Leanders solbrune ansigt, da han mærkede en af poppeltræets grene snurre sig kærligt rundt om hans håndled. Han smilede til træets stamme. "Du og jeg kommer til at se meget mere til hinanden," lovede han med oprigtig glæde i den velklingende britiske accentstemme, idet han hankede op i den solide rejsekuffert med initialerne L.S.B. syet ind i gyldne bogstaver på midten, og slyngede sin brune nålestribede jakke over højre skulder.
Hans verdensflakkeri var nu endelig forbi. "Jeg er vendt hjem." sagde han lavt til sig selv, stadig smilende, idet han forsvandt ind imellem de solbadede drivhuse. Dette var, hvad han havde rejst verden rundt efter - et hjem. "Nu skal der spire viden.." lovede han sig selv, og forsvandt smilende ind i Drivhus 6.
Og barndommens gamle borg troner majestætisk, som var det igår jeg forlod den. Men 'igår' var blevet til tyve år - og den ranglede, brillebærende Vulturulelev Leander Sylvester Blakeney var blevet til en planteelskende, intellektuel famøs botaniker. Som en grim ælling der var blevet til en svane, ville H.C. Andersen have tænkt.
Et ægte varmt smil fremtonedes på Leanders solbrune ansigt, da han mærkede en af poppeltræets grene snurre sig kærligt rundt om hans håndled. Han smilede til træets stamme. "Du og jeg kommer til at se meget mere til hinanden," lovede han med oprigtig glæde i den velklingende britiske accentstemme, idet han hankede op i den solide rejsekuffert med initialerne L.S.B. syet ind i gyldne bogstaver på midten, og slyngede sin brune nålestribede jakke over højre skulder.
Hans verdensflakkeri var nu endelig forbi. "Jeg er vendt hjem." sagde han lavt til sig selv, stadig smilende, idet han forsvandt ind imellem de solbadede drivhuse. Dette var, hvad han havde rejst verden rundt efter - et hjem. "Nu skal der spire viden.." lovede han sig selv, og forsvandt smilende ind i Drivhus 6.
