Efter årets første Botaniktime (eftermiddag kl. 3)

[Leander Sylvester Blakeney]

Det var en smilende Leander Blakeney, der efter at uret over den store glasdør i Drivhus 2 havde slået 3, åbnede døren ud til udendørsområdet. ”Tak for i dag.” bekendtgjorde han deres fritime og smilede over hele hovedet, da eleverne nu begyndte at pakke deres eksemplarer af Verdens Vidunderlige Vækster ned i tasken samt for 5. års elevernes vedkommende, eksemplarerne af Farlig Flora – og hvordan den håndteres. Hans første time var forløbet overmåde godt. Det havde været et kombineret modul for 4. års eleverne på Paonoux og 5. års eleverne på Luika, der på grund af en skemafejl var mødt op i drivhuset, men hvor begge klasser gerne ville opleve årets første time. Leander havde lavet en notits om fejlen i sin indbundne notesbog, der hvilede på katederet, og han agtede at forlægge sagen for Rektor ved nærmeste lejlighed. Og af den generelle latter og snak, virkede det som om at eleverne havde fået en del ud af timen, bemærkede han idet han satte sig op på katederet som han plejede. Der havde været mange forskellige hænder i vejret (størstedelen tilhørende Luika-kollegiet, men også enkelte ringbeklædte hænder med manicurerede negle fra Paonoux) og alle elever havde deltaget engageret i at lære hvordan man kunne få en voksen Gerderoniumplante til at smide de gyldne agern den bar. Agernene på en Gerderoniumplante havde den egenskab at de fungerede upåklageligt som et smertestillende naturmiddel, men de små agern var dødeligt giftige, hvis ikke planten havde løsnet dem fra sine grene. Det var dog godmodige planter der boede i Drivhus 2, så Leander havde ingen betænkeligheder ved at lade eleverne passe dem. Kunsten var at passe og pleje planten kærligt og varmt, så den til sidst af fri vilje løsnede agernene. Da Leander skulle udføre forsøget for at demonstrere det for eleverne, havde hans plante ved den letteste berøring af rødderne smidt samtlige agern til elevernes forbløffelse – et tegn på, hvor grønne fingre han havde og hvor omsorgsfuld han var overfor sine venner med rødder. Det hurtigste bord, 4 piger fra Luika, havde fået deres plante til at afgive dets agern på en halv time, imens den allersidste gruppe havde brugt en time og 20 minutter på at få deres agern. Som en belønning for fliden havde Leander givet eleverne lov til at beholde samtlige agern, der nok ville gøre dem gavn før eller siden.

Det var derfor forståeligt, at den gode Blakeney var i et muntert humør, idet han hoppede ned fra katederet og nynnende gik ned igennem rækkerne med hvide borde i drivhuset. Han samlede potterne med planterne ind, to af gangen, og placerede dem derefter i vinduet til venstre, som han åbnede. ”Det er i dag et vejr..” sang han let, imens han rodede op i mulden i de to potter i vinduet, strøg dem over bladene og hentede to potter mere. Da samtlige potter var blevet sat hen i vinduet, stod der 8 sandfarvede potter med et lille rødt træ der kunne ligne en bonsai, og som nød solens stråler der faldt ind gennem det åbne vindue. Nødtørftigt fejede han lidt muld ned fra bordene, så gik han op til katederet og lagde sine to benyttede bøger ned i skuffen. Hurtigt vendte han sig op og med et svip af sin tryllestav forsvandt det, der før havde stået på tavlen i kridt.
Det er vidunderligt at være tilbage. tænkte han smilende, idet han atter satte sig på katederet, placerede sine røde Converse på overfladen og lænede hovedet tilbage. Bag brillerne lukkedes de brune øjne og for et øjeblik nød Leander at kunne sidde afslappet i hans verden. Floraens verden, den verden der duftede sødt af muld og hvor luften var varm af indelukket varme, hvor fuglene pippede let og hvor al larm var så langt væk. Da han var trådt ind i drivhus 2 i morges, var det som om at han var trådt direkte tilbage til hans 6. år her på Forecarm, hvor han havde omplanet Mandragoraer i det her drivhus. Nu havde han vist hvordan man omplantede og besvaret flere elevers spørgsmål om, hvorvidt det var ham der var i Botanikbøgerne. Det måtte han svare ja til; Leander Sylvester Blakeney, finderen af melangua rosalii, en afrikansk afart af bambus, som var opkaldt efter hans mor, Rose Blakeney. Han åbnede øjnene igen og strakte sig smilende. Han børstede let en smule jord af den hullede nålestribede brune jakke – han glemte altid at smøge ærmerne op, når han var sammen med planterne, og gik derefter hen imod den bagerste væg i drivhuset, seende ud af vinduet, ikke bemærkende om der var stadig flere elever tilbage i drivhuset.

[Grace Villiers]

Det var ikke meget Botanik, Grace Villiers havde hørt i løbet af det modul hun havde haft i dag. Udsigten til en fritime som et kort øjeblik havde været tilgængelig havde faktisk været en ganske okay lille gave som kunne nydes som solbadning nede ved søen, men den ret kreative Blakeney tog bare begge hold ind i drivhuset og underviste samtidig. Man må da give manden, at han var kreativ. Men det betød ikke, at hendes mokkabrune øjne havde været lukket i, imens der havde været tavleundervisning om agernplanten. De havde tværtimod været aktive – overmåde aktive med at glo efter den nye professor Blakeney. Han var ikke just nogen muskelsvulmende sensuel tyr som en del af fyrene på Caldenhoof var, heller ikke en mystisk hårdfør mand som professor Bealtaine – men han var da på en eller anden pudsig måde ret charmerende. Ansigtet var ganske tiltalende med de varme chokoladebrune øjne og det pjuskede mørkebrune hår. Det eneste der bare skulle ændres på, var de hæslige briller. Imens hendes veninder ved bordet begyndte at pakke deres bøger ned i deres designertasker og snakke højt om hvilke fyre de skulle ned og dase med ved søen om 5 minutter, stod Grace med den feminine hånd hvilende på sin kæmpe sorte lædertaskes hank og lod de sultne øjne følge Hr. Blakeney imens han samlede planterne op fra bordene og bar dem over i vinduet, den fintformede næse begravet i planternes blade. Han elskede de planter. Det skal jeg nok få ændret på. bemærkede hun for sig selv og et dyrisk smil krydsede de vinrøde læber. Når der var udsigt til et bytte, var Grace ligeglad med naturen af dette bytte. Også selvom, at Blakeney nok ikke just anede, at han netop var blevet gjort til en saftig kanin for en sulten løvinde.
Kort omfavnede hun hendes veninder og fortalte dem at hun kom om lidt, så gik hun op til katederet og satte sig på det. Den lårkorte nederdel afslørede en passende del af låret, men hun havde på fornemmelsen, at der skulle mere til for at fange en botaniker i hendes net. ”Tillykke med en veloverstået første time, Hr. Blakeney. Jeg følte virkelig at jeg lærte noget i dag.” bemærkede hun smilende i sin mest oprigtige stemme, idet hun rystede en lok af det fyldige kaffebrune hår med naturlige krøller om bag ryggen, lænede sig let tilbage og balancerede på bordet. Hendes øjne fulgte professoren, imens han gik rundt i lokalet. Han var ung. Yngre end man umiddelbart skulle tro. Huden, der var karamelfarvet og tilpas solbrændt, sagde måske noget andet; men der var intet, der indikerede på at han skulle være en dag over 35. Og med den måde han kærtegnede planterne på, skulle det undre Grace meget om han var gift eller havde en kæreste. Selvom han var ganske tiltrækkende, ville hans partner nok blive sur over at han værdigede planterne så megen opmærksomhed. ”Hvordan kan det være, at De ikke længere rejser rundt og udforsker flora i verden, professor?” spurgte hun nysgerrigt og smilede. Alle kendte Leander Blakeneys ry fra de lærebøger, de allerede havde fået udleveret, og det var et navn mange respekterede. I flere år havde den mand rejst verden tynd, og nu stod han her på slottet. Hvorfor mon?

[Leander Sylvester Blakeney]

Som sædvanlig havde Leander været opslugt af at rydde op efter timen, og han havde bestemt ikke bemærket at frøken Villiers var blevet tilbage efter timen. Hendes kompliment til hvordan timen var forløbet og at hun bestemt havde lært noget af den, fik botanikeren til at stoppe på en brat facon og stå med hovedet let på skrå og øjnene hæftet på hendes figur bag brillerne, funderende over hvad hun mon lavede der. Så lyste han op i et stort smil og lo let, en varm og ærlig latter, imens han overrasket hev en torn ud af det venstre jakkeærme. Han havde nu atter den særeste tiltrækning på grene og gevækster. ”Mange tak, frøken Villiers. Jeg er kun glad for, at der var andre end mig der lærte noget i dag,” indrømmede han med et skævt glimt i øjet, og fortsatte ned langs rækken af planter i vinduet for at komme tilbage til katederet, hvor den unge Paonoux-elev sad. Han stoppede op foran en hængende Skantelhæk, et hækkelignende træ på størrelse med en lille bonsai, bare i mintgrøn, og nænsomt rettede han op på den foroverbøjede plante. Hans øre var dog opmærksomt fokuseret på, hvad hun måske mere kunne finde på at sige. Han var ikke just klar over, hvad denne Grace Villiers var kapabel af, botanisk. Mere familiemæssigt havde han da hørt både pænt og mindre pænt om den noble fuldblodsslægt, men gik der ikke blandede rygter om nærmest alle familier nu til dags? Som altid stod han fast ved sit princip om, at intet blod skulle stå til hinder for, at man kunne lære noget. Han selv var halvblodstroldmand, og der havde ikke været nogen barrierer for hans vej igennem livet, andre end dem alle andre havde forsøgt at sætte op. Så længe viljen er der, kan man lære. tænkte han og drejede hovedet om imod Grace. ”Botanik er velsagtens ikke et af de fag, der har din største interesse?” spurgte han i et venligt tonefald. Af hvad han selv erindrede fra sin skoletid, var skolen kun noget der optog enkelte af skolens kollegier – og Paonoux var ikke et af de kollegier, der bekymrede sig synderligt om deres skolegang. Planten fangede dog atter hans opmærksomhed, og nænsomt rettede han den op, imens han tilfreds så til hvordan den selv holdt sin krone højt løftet og nød solens blide stråler. Han blev som altid fyldt op af en vis tilfredshed, hver gang han kunne få en blomst til at hæve sit hoved igen. En vis.. humanitær stolthed, kunne man da nok sige. Han bevægede sig op til sit kateder og halede en lommestørrelse af en saks op fra skuffen, og rodede efter noget andet i den. Hendes spørgsmål om hvorfor han var begyndt at undervise tog fuldkommen fusen på ham, og han så op med noget der lignede et stort spørgsmålstegn i ansigtet. Med saksen i hånden rettede han sig op og så undersøgende på hende, som for at vurdere hvor meget hun mon vidste. Hendes feminine ansigt sagde dog intet, og han valgte derfor at spille på den sikre side. ”Det var dog et besynderligt spørgsmål, men ikke helt uden en vis smiger. De kender til min fortid, frøken Villiers.” bemærkede han med et let smil. Man burde være formel overfor de ældre elever. De fortjente at blive behandlet som voksne ligemænd. Han hævede tænksomt den ledige hånd til sine briller, løftede dem af og slog ham selv let på kinden med kanten. Hans skønhed uden brillerne var fuldkommen slående. ”Tja, da jeg valgte at rejse hjem fra Afrika for et år siden, var det efter at have set alt, hvad der var at se i verden. 10 år som botanisk globetrotter. Og efter fundet af melangua rosalii, var jeg vist ved at synes at jeg havde bidraget til botanikhistorien. Det var vist egentlig bare noget, jeg gjorde.” tilføjede han til det han havde sagt, og trådte nu i stedet hen foran Grace med et lille smil. Han satte brillerne på næsen igen, og smilede af sig selv. ”Og så kom blikket tilbage til en igen.” Det var altid lidt morsomt for ham med de briller. Han burde have kontaktlinser, sagde alle.. men efterhånden kunne han ikke vænne sig til tanken om ham selv uden briller. De var nærmest en indgroet del af ham, ligesom alle planterne havde en indgroet plads i hans hjerte, som han aldrig ville glemme.