Post by Nolan K. Auberon on May 13, 2010 6:52:23 GMT -5
Det var stadig gråt diset og kedeligt da Nolan trådte ud fra omklædningsrummet og ud på den let fugtige quidditchbane. I den venstre hånd havde han sin højt skattede Prestissimo, en smuk og exclusiv sort kost med perfekte linjer, og i højre bar han på en stor brun kasse af træ, der ind imellem hoppede let i hans faste greb. Der var tydeligvis noget levende indeni den, og den trænede quidditchspiller ville tydeligt kunne se at det var en af de voldelige Smashere, der var låst fat i den store trækasse. Han skulle snart søge ind på kollegiets quidditchhold, og han ville gerne vide sig helt sikker på, hvilken position han skulle gå efter. Mod den lette kulde var han iført en sort strikket sweater med rød krave, som han planlagde at smide når han først var blevet varmet op og ville så træne videre i den sorte T-shirt han havde på indenunder. Han havde også et par sorte jeans på, ikke et af de allerpæneste par, og der var på knæet og lårene adskillige huller og rifter. Men de sad upåklageligt på ham, og det var det eneste der betød noget for ham, når han trænede.
Han gik ud midt på banen, stillede kasse og kost på græsset og kørte kort en hånd igennem det mørke hår, imens han så rundt. Man kunne ikke se ret meget for sig. Men hvad betød det, når han alligevel var alene og bare skulle træne? Han begyndte at iføre sig den solide læderhandske på hans dominerende hånd (venstre) og tog battet man slog med op i den venstre da han var færdig. Han steg op på kosten, og sad et øjeblik bare med et saligt smil og nød følelsen af kostens fjerlette vægt under ham og fornemmelsen af at være i et med luften, der forsigtigt pustede rundt om ham.
Han rystede smilet af sig, og sparkede kassen op med det højre ben. Fra kassen sprang der en stor brun bold op, og omgående satte han af fra jorden og susede imod de bagerste målringe.
Den hidsige bold kom hurtigt nærmere, bestemt på at slå ham af kosten. Men ingen mand eller bold skulle nogensinde slå Nolan Auberon af kosten, havde han bestemt. Med det der for ham var et blidt dask men for andre et overmåde stærkt slag slog han bolden væk med battet, og da den var midlertidigt lammet, susede han over, tog den under armen og puttede den ned i kassen igen. Han tøjlede den fast med to solide jernkæder og smækkede kassen i igen, ventende på at bolden ville få sit temperament igen, så han kunne få slået til den igen. Smashere hadede jernkæder og at være proppet i trækasser. Det havde alle lært i flyvning for mange år siden. Ikke så dårligt, Nolan. roste han sig selv og gav sig et klap på skulderen i tankerne. Bare en skam ingen andre havde set det. Nå ja, det fik de tid til når først han kom ind på holdet. Han hoppede af kosten og satte sig ned i det fugtige græs, imens han så op i den tykke tåge. Når han sad her helt alene var han ingenting; ingenting uden sin magtfulde familie eller sine loyale venner. Så havde han bare sit navn og sit smukke ansigt. Ret foruroligende, egentlig. Og de kender mig ikke engang.. Kendte de sandheden, ville de alle sammen le, spytte på ham og kaste ham tilbage til den rendesten, han var kravlet op af. Så hellere have sine hemmeligheder for sig selv..
Han gik ud midt på banen, stillede kasse og kost på græsset og kørte kort en hånd igennem det mørke hår, imens han så rundt. Man kunne ikke se ret meget for sig. Men hvad betød det, når han alligevel var alene og bare skulle træne? Han begyndte at iføre sig den solide læderhandske på hans dominerende hånd (venstre) og tog battet man slog med op i den venstre da han var færdig. Han steg op på kosten, og sad et øjeblik bare med et saligt smil og nød følelsen af kostens fjerlette vægt under ham og fornemmelsen af at være i et med luften, der forsigtigt pustede rundt om ham.
Han rystede smilet af sig, og sparkede kassen op med det højre ben. Fra kassen sprang der en stor brun bold op, og omgående satte han af fra jorden og susede imod de bagerste målringe.
Den hidsige bold kom hurtigt nærmere, bestemt på at slå ham af kosten. Men ingen mand eller bold skulle nogensinde slå Nolan Auberon af kosten, havde han bestemt. Med det der for ham var et blidt dask men for andre et overmåde stærkt slag slog han bolden væk med battet, og da den var midlertidigt lammet, susede han over, tog den under armen og puttede den ned i kassen igen. Han tøjlede den fast med to solide jernkæder og smækkede kassen i igen, ventende på at bolden ville få sit temperament igen, så han kunne få slået til den igen. Smashere hadede jernkæder og at være proppet i trækasser. Det havde alle lært i flyvning for mange år siden. Ikke så dårligt, Nolan. roste han sig selv og gav sig et klap på skulderen i tankerne. Bare en skam ingen andre havde set det. Nå ja, det fik de tid til når først han kom ind på holdet. Han hoppede af kosten og satte sig ned i det fugtige græs, imens han så op i den tykke tåge. Når han sad her helt alene var han ingenting; ingenting uden sin magtfulde familie eller sine loyale venner. Så havde han bare sit navn og sit smukke ansigt. Ret foruroligende, egentlig. Og de kender mig ikke engang.. Kendte de sandheden, ville de alle sammen le, spytte på ham og kaste ham tilbage til den rendesten, han var kravlet op af. Så hellere have sine hemmeligheder for sig selv..
