En aften med sol nedgang

[Cassidy Aimée Alexandrie]

Sneen var for længst holdt op med at dale, solen var stadig på himlen, men den stod ikke så højt, den var næsten på vej ned. Det var ikke særlig sent, heller ikke særlig tidligt på aftenen. Cassidy stod nede i handelsområdet, foran det magiske menageri og ventede på Casey. I virkeligheden skulle de vel have fulgtes der ned, men i sidste ende havde hun fået fat på en af Caseys kammerater og bedt ham mødes med hende nede i handelsområdet i stedet for. Det var ikke fordi hun ikke ville følges med ham, tvært imod var det mest det hun havde haft lyst til. Men hun anede ikke hvad der ville være sket hvis hun havde fulgtes med ham, om folk ville sådan direkte have accepteret det eller ej. Så hun var endt med at gå til en ad hans kammerater og spurgt om han ville give Casey en besked fra hende, heldigvis var han gået med til det uden at stille spørgsmål.
Nu stod hun bare lænet op ad muren ved siden af butiks vinduerne og ventede på ham. Hun var i tvivl om hvorvidt han ville dukke op, om hvad han ville sige til hende hvis han dukkede op. Cassidy så lidt rundt, inden hun så ned i jorden og dermed også lidt ned ad sig selv. Hun havde ikke vist hvad hun skulle have taget på, så det var bare endt med et par stramme sorte jeans, en T-shirt med tekst hvor der stod: “do you hate or love me?” og en jakke, så hun ikke ville fryse. Hendes tanker kørte rundt omkring alt det som der var sket i går, lige nu føltes det bare som en drøm, en god drøm som havde måtte få en ende. Nu hvor hun tænkte over det som der skete, steg blodet op til hendes kinder og fik dem til at aftage en rosa rød farve, som hun meget gerne ville have gik væk. Det var ikke tidspunktet at rødme, men hun kunne bare ikke lade vær. Tankerne faldt på et bestemt punkt, hendes første kys, som han havde taget uden at få lov, men i sidste ende havde det tilhørt ham fra starten af. Hendes følelser boblede over af glæde ved tanken om det enkle minde, som hun et eller andet sted havde ødelagt ved at begynde og græde. På det tidspunkt havde hun jo ikke været klar over, hvor meget det egentlig havde tilhørt ham. Nu gjorde hun, og nu fortrød hun at hun var begyndt at græde, men hvis hun ikke havde gjort det, havde hun vel ikke fået svar på hans følelser som stadig et sted for hende stod uklart. Hun var ikke helt sikker på hvad han følte for hende. Var hun en flirt? En meget vigtig ven? Eller en speciel ven? En ven? Hun anede det ikke, og hun turde ikke spørger om det. Hun rystede på hovedet og prøvede at tænke på noget andet, noget som ikke ville gøre hende deprimeret inden hun skulle se ham. Men hvad skulle det være? Hun valgte igen at tænke på det der skete i går. Hun huskede alt for godt, hvordan han nærmest var tøet op, hvordan hans smil fik hende til at føle sig let som en fjer, hvordan det havde fået hendes hjerte til at slå hurtigere og hurtigere. Gid han var hos hende, hun ville så gerne se ham nu. Bare tanken om at se ham, gjorde hende fuldstændig nervøs og glad. Nu begyndte hun at dagdrømme, hendes blik blev en anelse fjernt og hun var nærmest ikke længere til stede i sindet. Alle hendes tanker fløj vidt omkring, langt væk fra alting omkring sig, men ikke fra alle, faktisk flakkede hendes tanker hele vejen over til Casey, til sine forældre og dyrene på gården som hun savnede så frygtelig meget.

[Casey Vesper Hoxton]

Selvom sneen ikke længere faldt ned fra himlen i bløde buer, var der nu alligevel vage spor efter den langs de grå brosten i handelsområdet, som Casey Hoxton betrådte. Og selvom det var en vinteraften var det bestemt ikke mørkt, heller ikke synderlig koldt. Han var iført en elegant sort læderjakke over en hvid skjorte med guldknapper der sad som støbt på ham samt et par mørke lærredsbukser og et par mørkebrune støvler i ruskind. For ham var det intet ud over sin sædvanlige påklædning, men for hans kollegiekammerater havde det været for stift og for koldt til et møde med en pige. For voksent, ville de have sagt. Alligevel bar han sine klæder med så ranke skuldr, at man ikke kunne forestille ham i noget andet end det mørke dress. Han smilede et bredt forventningsfuldt smil som et lille barn der skulle hjem til de mange gaver under juletræet, og de varme øjne var rettet imod horisonten, imens han gik igennem den lille passage med de mange oplyste butiksvinduer.
Endelig var det blevet den aften. Til trods for at det knap var en hel dag siden at han sidst havde fornøjelsen af at se den fine Cassidy, havde fireogtyve timer føltes uendeligt lange. Gentagne gange havde han kigget forhåbningsfuldt på sit gyldne ur på det højre håndled, kun for at se at der var gået ti minutter siden han kiggede sidst. For ham føltes bare et minut som en hel dag ved tanken om at han snart skulle stå overfor hende igen. Ved den blotte tanke om de jordbærfarvede lokker han havde duftet til og de sarte rosarøde kinder han forsigtigt havde aet, mærkede han hvordan hans puls dunkede hurtigere og hvordan hans ben automatisk satte farten op. Han tog sig selv i at tænke at han var barnlig – for han var fuldkommen besat af den her følelse. Aldrig havde han følt sig så levende før. Normalt var han ikke typen, der anerkendte følelser eller anerkendte nogen som helst form for liv i ham selv; han betragtede verden bag en ismaske, en is der skulle beskytte uvedkommende fra at trænge ind under hans hud og finde ud af de hemmeligheder, der stadig lå og ulmede som en glemt gryde med kartofler i hans fortid. Han havde berøvet hende et kys fra hendes læber på grund af en eller anden sær lille følelse, han aldrig havde troet at en så kold og objektiv som ham nogensinde kunne nære – og nu havde han fået lov til at se hende igen i dag. Han kunne næppe blive mere heldig.
Nu fløj hans blik op til skiltene over butikkernes vinduer, og han forsøgte at danne sig et indtryk af hvor langt han var fra det magiske menageri, hvor de skulle mødes. Han havde fået overbragt beskeden om at de kunne mødes her i aften som de havde aftalt af en af hans venner fra kollegiet – men han havde dog følt et vist instinktivt sting af uro, da han hørte at de ikke kunne følges derned. Men han havde forholdt sig roligt til tingene som han plejede og tænkt over dem, og han var kommet til den logik, at hun nok ikke havde ønsket at sætte hans ry og omdømme på skolen på spil med at følges derned med ham. For Casey ville der dog ikke have været noget som helst af betydning, der ville have kunnet afholdt ham fra at gå med den unikke Chevreuilpige. Det føltes godt for en gangs skyld, at mærke at han fulgte sit hjerte og ikke sit hoved.
Nu kom synet af ovale fuglebure og dyretransportkasser i syne, og det varede ikke længe før Casey stående op langs en mur kunne se totter af rødt og et ansigt vendt mod jorden. Stadigvæk smilende det varme smil der oplyste ham og gav ham en nærmest ungdommelig glød, gik han hen til hende og stillede sig foran hende. Han så på hende og trak atter på smilebåndet. ”Godaften Cassidy.” hilste han hende, tydeligvis mere end glad ved at kunne hilse på hende. ”Det er dejligt at se dig,” tilføjede han og hævede hendes hoved en smule, så han kunne plante et vagt kys på hendes næse. Han stillede sig et lille stykke fra hende, og nød et øjeblik blot at kunne se på hende og mærke, hvordan synet alene fik en bølge af følelser til at skylle ind over ham. ”Hvorfor ønskede du ikke at vi fulgtes herned?” spurgte han blidt og med uendelig tålmodighed. Der var ikke det mindste spor af hverken bebrejdelse eller nag, og det blev udtalt med så stor varme, at det virkede som om et hvilket som helst svar ville kunne tilfredsstille ham. Forsigtigt tog han den ene af hendes hænder og holdt den forsigtigt i sin.

[Cassidy Aimée Alexandrie]

Hun var så langt væk, at det føltes som om tiden gik hurtigere, meget hurtigere. Selvom hendes tanker blev ved med at strejfe grunden til hvorfor hun ikke havde valgt at fulgtes med ham, det var dog endt med at hun var vågnet som ved et trylleslag da hun hørte hans stemme. Hun stivnede nærmest, men et stille: “Hej,” strøg over hendes læber, mens hun bare rødmede og tænkte lidt over om hun skulle se op, eller om hun skulle lade vær. I sidste ende var hun endt med at op på ham, da han hævede hendes hoved en smule og kyssede hendes næse. Det fik hende selvfølgelig bare til at rødme mere, dog smilede hun og ønskede bare at trykke sine læber imod hans, for endnu en gang at kunne være i hans favn og mærke ham tæt på. Dog var hun for genert til at ville sige det, eller gøre det lige nu, så det endte bare med at hun smilede lidt og flakkede lidt med blikket. Hans spørgsmål var ikke svært at svare på, men det var heller ikke et spørgsmål som hun ligefrem ville svare på, for i hendes egne øre så lød det en anelse dumt. Hun lod ham tage sin hånd og gav blidt hans hånd et klem, hendes egen hånd var iskold og det var ikke så overraskende, når hun havde stået hernede længe. Hun tænkte lidt over hvad hun skulle svare, eller rettere sagt, hvordan hun skulle svare uden at det ville lyde alt for dumt. “Jeg ville ikke sætte dit rygte på spil, ved at du bliver set sammen med mig” svarede hun stille, men med blikket rettet ned imod jorden. “Jeg ville gerne være fulgtes med dig, mere end gerne..” hun rødmede mere over sin ærlighed, det var ikke ligefrem meningen at hun skulle have sagt det, men nu var det sket og det kunne ikke ændres. Hendes blik søgte hans og det endte med, at hun trådte helt tæt på og trykkede sine læber imod hans, hun kunne ikke modstå ham. Det føltes som om at han var en magnet, at hun var et stykke metal som ikke kunne undgå at blive tiltrukket af ham, ikke at hun havde noget imod det. Faktisk var det her noget af det som hun allerhelst ville. Hun holdte ikke kysset særlig længe, mest fordi hun ikke vidste om det havde været det rigtige at gøre, så hun trak sig en smule væk, men stadig med sin hånd i hans. Det var dejligt at se ham igen, selvom hun gerne ville sige det, så kom der ikke et eneste ord over hendes læber.

[Casey Vesper Hoxton]

Følelsen af at mærke hendes læber blidt trykke sig mod hans fremkaldte en vag tilstand af deja-vu hos Casey, men det var en behagelig påmindelse om, hvordan han havde skattet minderne fra den dag, som om de var kostbare perler. For ham var det kostbare perler, som han kunne gå og betragte i smug fra indersiden af sine tanker. Da hun hurtigt brød deres læbers forbindelse og trak sig væk, smilede han blot og lod sin tommelfinger løbe hen over hendes håndryg. Hvad hun havde sagt før, havde han ikke nået at få svaret på, og han skyldte hende et svar for hvad hun havde sagt. ”Det er utrolig prisværdigt at du tænker på den måde.” bemærkede han først, og varmen i både hans øjne og stemme var mere end ægte. Man skulle ikke nævne navne, men han kunne udmærket forestille sig et par piger, der ikke ville have hægtet sig det mindste ved hvorvidt de satte familienavnet Hoxton og Caseys eget renommé over styr ved at fremvise ham som et andet smykke. Tydeligvis havde Cassidy tænkt længere end det, hvilket kun gjorde ham endnu mere villig til at give hende nøglen til hans ellers følelsesberøvede hjerte, der bar så mange hemmeligheder en ivrig sjæl let kunne pøse ud. ”Men så lad os gå sammen nu.” bad han hende halvt, og smilede. Han lod endnu engang tommelfingeren løbe over hendes hånd, og denne gang bemærkede han hvor kølig den var. Hun havde uden tvivl stået herude i et stykke tid, hvilket fik ham til at skælde sig selv ud for ikke at komme noget før. Hans punktlighed stred han dog altid med, en ting der tit forhindrede ham i både at komme for tidligt eller for sent. ”Vil du ind i menageriet og have varmen?” tilbød han med et lille smil og så ind igennem de mørke butiksruder. Selvom der var mørkt, havde handelsområdets butikker altid længe åbent i vintersæsonen, hvor eleverne fra Papilloux og Forecarm havde udgangstilladelse. En lille smule af skæbnens ironi mindede ham om, at det var kulde der i første omgang havde fået Caseys is til at smelte for det kære væsen ved hans side; et lettere selvisk ønske om at varme hende igennem et kys.. Menageriet mindede ham også til dels om hende. Hun var jo en lille dyreheks i hans øjne, omgivet af dyr der elskede hende højt, som for eksempel den lille killing Midnight, der havde slikket hans hånd i det Casey tolkede som halv accept af, at han gik rundt med Cassidy. Men han havde også fundet ud af at der var heste og andre landbrugsdyr inkluderet i menageriet derhjemme, og han ville stadig gerne se det. Selvom det var en parallelverden i forhold til Caseys hjem, var alene det at der var dyr og at det var Cassidys hjem nok til at trække i ham. Hvilken position de stod i lige i øjeblikket var nok til at befolke Caseys tanker imens han ventede på Cassidys svar, hemmeligt i hans tanker. At hun havde tøet hans is og fået ham til at føle sig menneskelig igen var en stærk nok indikator for ham selv på hvilken vej han ønskede at gå, uanset hvad alle andre måtte tænke. At de måske ville se ham med en ikke-tænkende gås fra Paonoux som var ”af hans stand” mente Casey ikke var noget, de skulle afgøre – til hver en tid ville han foretrække denne unikke, levende pige frem for enhver kunstig dukke. Han var dog bare ikke sikker på, om det ville være at løbe for hurtigt frem. Denne aften kunne være et tidspunkt til at finde ud af det.

[Cassidy Aimée Alexandrie]

Varmen i hans stemme og øjne, fik hende nærmest til at smelte. Det krævede meget for hende ikke at falde i staver og bare lade sig føre væk af den varme som han udstrålede. Hun smilede lidt over det han sagde, uden rigtig at vide om hvad hun skulle sige det. Hun gøs lidt da hun mærkede hans tommelfinger stryge hendes hånd ryg, det føltes dog meget dejligt, det ville hun dog ikke sige højt eller indrømme. Hun var lidt blank om hvad hun skulle sige, der var dog ikke rigtig noget som hun blev nødt til at sige for han var lidt hurtigere end hende. Hun så ind i menageriet. Et eller andet sted ville hun gerne derind, ikke bare for at få varmen, men også for at kunne være sammen med dyrene. Hun elskede det magiske menageri, det var altid der hun tog hen når hun kunne, hvis hun skulle til handelsområdet, ellers vandrede hun bare rundt og tænkte på hvad hun skulle lave når hun vendte tilbage til skolen. ”Kun hvis det okay med dig,” mumlede hun stille, uden at vide om hun skulle se på ham eller se ned, så det blev til at hendes blik bare flakkede rundt. Hendes tanker gik lidt rundt, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre eller sige, så hendes tanker var begyndt at vandre lidt rundt omkring. Det endte med at hun tænkte på hvorfor hun ikke bare var fulgtes med Casey, bare være lige glad med hvad andre sagde og tænkte, men svaret var så enkelt, hun turde ikke ødelægge hans rygte eller ende i en eller anden konfrontation med en anden pige eller bare en person som kendte Casey bedre end hun selv gjorde. Hun fik sig selv ud af de tanker, hun gad ikke tænke på sådan noget nu, i stedet strøg tankerne om det kys han tog da han ville give hende varmen. Hendes rødmen blev en anelse tydeligere, men ikke meget.