Skolestart, et møde ved Kuplen for Eres (kl.20:53)

[William Black McCooz]

William stod i sin fulde længde og studerede området. Han bevægede sig roligt rundt i det store springvandsanlæg. På underligvis var dette et af hans ynglingssteder på skolen. Det var så let at forsvinde væk derinde. Omkring ham rislede vandende, fuglene begyndte at synge deres sidste sang, som den sene sommer aften begyndte, at trænge sig på og blomster skabte alverdens duft oplevelser som kunne bringe sanserne over styr. Det var også en af grundende til, at det var behageligt for William, at bevæge sig rundt derinde. Al den skønhed som skabte så megen forvirring og ambivalens, det tiltalte ham, ikke for dets skønhed, men som sagt for dets ambivalens. Under hans fødder knasede sandet for hvert skridt han tog, lyden virkede overdøvende. Han gled sine fingre hen langs en isskulptur, og nød ironien i den isende skønehd. Da han løftede blikket til længere henne så han Kuplen for Eres. Et drilsk smil trak sig på hans læber og han satte farten stille op og trådte ind…

… Kuplens indre forvandlede sig hurtigt til en mørk nat med klare stjerne. Det var et scenarie der passede William perfekt. Hans mørke og hans søgen efter, at nå stjernene, dette var grunden til, at kuplen blev påvirket som den gjorde. Det var starten på skoleåret og han havde set frem til, at vende tilbage til Forecarm, selvom han som udgangspunkt ikke havde ønsket, at komme hertil. Han havde fundet stor nydelse i Forecarm og ikke mindst i Papilloux. Han havde fået en flok solide kammerater som forgudet ham lige som han fortjente og charmeret diverse piger, som allesammen blot var endnu en i rækken til, at falde for hans leg. I Kuplen for Eres mødte han sig selv i springvandet i midten. Han måtte smile selvtilfreds, det var et syn han aldrig blev træt af at møde.

[Mimi van Dall]

Mimi havde ikke særligt lang tid tilbage på Papilloux før at hun alleredet følte at der var kommet en del, som hun var kommet bagud hvilke nok havde grundlag i at hun var blevet udpejede til at være vejleder for hendes kollegie og det gjorder at hun var nød til at få læst nogle bestemte regler, som der var for vejleder. Men alligevel så havde hun valgt at tag den lille bog med sig da hun gik udenfor på grund af der var et eller andet ved synet af stjerne himlen der begyndte at kigge frem henover himlen der altid havde givet hende en ro indeni i hende selv. Men lige da hun var kommet udenfor så havde hun kiggede efter Nate på grund af hun havde nogle ting, som hun lige ville tale med ham omkring siden de sidst havde snakkede sammen hjemme ved ham. Men da hun ikke kunne se ham noglesteder så havde hun fundet den lille bog frem, som hun havde fået afvide at hun skulle læse hvilke hun havde begyndt lidt på at gøre iforvejen og det var derfor hun bladet op noglelunde midt i bogen inden at hun mere eller mindre ikke længere lagde mærke til hendes omgiverlser.Men dog så var hun udemærkede godt bevist omkring hvor hendes fødder bar hende henad på grund af hun gik ned imod springvandet og hun havde bestemt sig for at hun ville sætte sig derned for læse lidt på grund af der noglelunde normalt ro dernede på denne tid af året og især denne tid af dagen.

[William Black McCooz]

William satte sig ned ved vandet og nød sit spejlebillede. Han tog en dyb indånding igennem næseborene, luften flød dybt og lydt ned i hans lunger, så brystkassen svulmede sig op og så slap luften lydt ud af næsen igen og brystkassen hvilede. Det var nærmest euforisk. Han lukkede øjnene i takt med denne handling, det kunne nærmest hav virket dyrisk. Hans krop stod pludselig stille. Igennem fuglenes godnat sang og vandets rislen kunne han høre en knasen i sandet. I et ryk vendte han sit ansigt mod lyden og sad helt stille. Han kunne høre nogle blade i en bog blive bladret. Han klemte øjnene samme i forsøg på, at skimte personen der nu tydeligvis nærmede sig ham. En ting han havde lært i takt med had var, at være opmærksom på sine omgivelser, det var nærmest blevet et helt naturligt instinkt i ham. Han brød sig ikke om overraskelser og denne gang skulle der heller ikke komme én. Igennem den mørke kuppel kunne han skimte ude i den stadige kun halvmørke dag, at der nærmede sig en lyshåret pige. Et drilsk smil trak sig frem på hans læber. Et bytte nærmede sig vilddyret og det stakkels væsen havde ingen idé. Han rejste sig op. Blikket var låst fast på pigen. Han trak en hånd igennem håret og lagde en blidt og sensuelt blik i øjnene. Det var tid…

… William trådte uden for kupplen og stillede sig med ryggen op af den. Det gav lyd i glasset da det skete. Men det stærke glas ville ikke krakelerer under hans stærke krop – ikke endnu i hvert fald. Han lagde armene over kors og studerede pigen. Hun var en ’godte’ at betragte. Det lange lyse hår, de fine elegante bevægelser. Han skulle hurtig få fjernet hendes opmærksomhed fra bogen. Tænk, at hun turde bevæge sig ud ved mørkets frembrud, men det var ham nu kun belejligt. ”Er vi faret vild unge frøken” kom det dybt og blødt over hans fyldige læber imens han sænkede blikket og afslørede et hvidt smil i det skjulte. Jo, hun var flot. Han kiggede op og afslørede det sensuelle blik i hans øjne. ”De leder måske efter noget … nogen.” sagde han og afsluttede med et grin der var en blanding af flabethed, charme og egoisme. I nat måtte der komme endnu en kvinde til listen.

[Mimi van Dall]

Som, Mimi nærmede sig kupplerne så regnede hun ikke med at der ville være andre ude på denne tid og alligevel så hvis der var der så var hun ikke opmærksom på det. Men da hun begyndte at gå ud i sanden så flyttede hendes tænker sig fra hvad der stod skrevet i bogen og over på om hun måske skulle tag sko'ene af på grund af det var en dejlig fornemmelse at gå bar fodet igemmen noget sand synes hun selvom hun blev enig med sig selv i sit stille sind at det nok ikke ville være en god idé alligevel på grund af der kom en lille blid vind i sammen øjeblik, som hun overvejede det med at tag hendes sko af. Men den lille vind, som lige havde blæst forbi hende havde fået fat i nogle af hendes lok'er af hendes lange blondte hår hvor der var de store slangekrøller i, som hun havde gidet tidligere på dagen forsøge at glatte ud. Men vind tog sig en lille lydløs med hendes hår inden at det lagde sig ned igen og det fik blot Mimi til at fjerne de lokker, som havde lagt sig ned foran hendes hoved selvom hendes blik ikke flyttede sig fra bogen.

Men da hun nærmede sig den ene kupple, som ikke lige vidste hvadfor en af dem det var. Så havde hun ikke lagt mærke til at der var nogle, som havde opdaget hende og det var derfor hun blot blader videre til den næste side i bogen, som hun lige skulle til at læse da hun hørte en stemme. Men lyden af stemmen kom så meget bag på hende hvilke var derfor hun kom til at tabe bogen mens hun gav et lille hop fra sig inden at hun kiggede forvirret rundt for at finde udad hvem der havde sagt noget, som hun alligevel ikke rigtig havde opfattede var. Men hun fik øje på en fyr der stod opad den nærmeste kupple og Mimi minde at hun havde set ham nogle andre steder rundt omkring på skolen selvom Mimi ikke kunne sige helt præsit hvor henne det var hun havde set ham. Men det, som han spurgte omkring og da han bare kom med en latter der ikke kunne siges var en bestemt ting så hævet hun blot det ene øjnebryn "Nej det gør jeg ikke lige.." svaret hun letter rundt på gulvet på grund af det havde helt bestemt kommet helt bag på hende at han pluselig var der. Men hvad han havde af tanker kendte Mimi ikke noget til hvilke hun nok ville være glad for på grund af hvis hun havde kendt til dem så havde hun nok gået sin vej på grund af det problem, som hun havde med at gå i baglås hvis der var en fyr der lagde an på hende. "Men hvad med Dem selv ? Hvad laver De her ude på denne tid ?" spurgte hun underne mens hun forsøgte at få hendes hjerte til at stoppe med at hammer afsted med flere slag i minuttet end hvad der var normalt. Men selvom hun bøjede sig ned for at samlede hendes bog op igen, som hun havde tabt så flyttede hendes blik sig ikke fra ham og hun måtte indrømme overfor sig selv at han helt bestemt havde udseendet med sig på grund af det virkede ikke til at hun lige kunne se nogle fejl ved det.

[William Black McCooz]

William studerede Mimi i stilheden. Inde i hans hoved hærgede en masse tanker. Men de handlede alle sammen om det møde han snart skulle opleve med den lyshårede pige hvis skridt han kunne høre knase i sandet. Hun måtte uden tvivl være en Luika prinsesse, hvilket gjorde den vilde hingst mere sulten efter kamp. Han bemærkede hvordan hendes fingre elegant strøg over bogens sider imens hun begravede næsen dybt i de sider hun så fint læste. Han kunne ikke lade være med at føle, at der allerede lå en sejr i hus. Dette var hans territorium, hans hjemmebane, han var klar.

Han smilede skævt og strøg en hånd igennem håret. Hans bevægelser var bløde og forsigtige og afslørede ikke det hårde væsen der gemte sig. Han kiggede skjult på imod himlen og bemærkede hvordan mørket sneg sig ind på dem. Han følte en ro og samtidig en berusende vildhed stige i ham. Han elskede natten, den var fantastisk hemmelighedsfuld og mystisk, lige som ham selv – han var natten. I vinden kunne han dufte den unge pige. Hendes gyldne slangekrøller fløj i vindens greb og bar hende hen til ham. Han bed sig passioneret i underlæben, en kvindeduft var hans lidenskab, det tændte instinkterne i ham. Verdenen bevægede sig langsomt omkring ham, det var sådan han så det hele – slow motion. Det glædet ham til det inderste, det gav ham overblik, det gav ham kontrol. Fuglene havde langsomt afsluttet deres godnat sang og det var kun få kæmpere der stadig holdt lyden i gang. Herudover var det kun vandets rislen som var ustoppelig, det var ham, han var vandets rislen.

Da det var sikkert at Mimi havde opdaget ham, rankede han ryggen, spændte lidt i musklerne, lagde et mere blidt blik i øjnene, lagde blødhed i stemmen og kørte endnu engang hånden igennem håret og afslørede sit smil for den unge dame. Spurgte man ham, var han uimodståelig, han havde alt for godt kendskab til sit eget fysiske ydre og udtryk. I hans verden var Mimi en ensom, fortabt skabning som havde brug for ham til, at vise hende vej, og han ville da så absolut ikke flygte fra sin pligt. Hun bladrede videre i sin bog og han måtte grine stille for sig selv, nu var det snart tid til, at få fjernet hendes opmærksomhed til andre elementer. Hurtigt og usynligt snuppede han en orkidé fra grenen ved siden af ham, dette var blot en indledning, en opvarmning.

Den unge Mimi virkede så bekendt på ham. Men han huskede alle hans kvinder og hun var ikke én af dem. Han kunne tyde på hende blik, at hun også havde set ham før. Men der gik så mange på skolerne, så hvordan kunne han huske alle. ”Kære prinsesse, nu ikke så temperamentsfuld. Én ung herre tilbyder blot sit hjælp til den unge kvinde.” sagde han med sin dybe bløde ryst og nærmede sig hende med maskuline skridt. Hans kropssprog udtrykte ingen svinggerninger, han gik direkte imod Mimi med blikket fastlåst på hende med et drillende smil hvilende på hans læber. Han stod ikke mere end et par meter fra hende. Hendes duft var euforiserende. Han følte sig stor og magtfuld, det var tydeligt, at han havde overvældet hende, overraskelses-momentet, han var et skridt foran.

Han smilede og grinte til hende imens han stak hænderne i lommerne ”Jeg nyder blot den friske luft unge frøken… tilgiv mig, jeg fik ikke dit navn” sagde han selvsikkert imens han bed sig i underlæben og hævede både skuldre og øjenbryn. Idet Mimi bukkede sig efter bogen så han sit snit og skyndte sig ned og lagde sin hånd på hendes, en berøring, så var stemning sat. Han løftede hovedet og kiggede på hende ”De tabte vidst deres bog frøken” sagde han blødt. Hun var utrolig tæt på ham 10 centimeter længere frem og hans læber kunne røre hendes.

[Mimi van Dall]

Jo mere at hun så på William mens han kom over imod hende blev hun mere sikker på at det vist var ham, som plejede at havde en del piger omkring sig og alligevel så kunne Mimi ikke huske hvad det var han hed. Men ved hans ord så kunne hun ikke lagde vær med at hæve et øjnbryn underne på grund af hun var temperamentsfuld i det øjeblik selvom hun udemærkede godt var klar over at hun havde et temperman når hun først blev godt sur. Men alligevel så valgte hun at gå ud fra at han blot lavet sjov med hende på grund af det drillende smil, som spillede henover hans læber og alligevel så overvejde Mimi kort om hun skulle flytte sig ud til den ene side på grund af det ligne lidt med den måde, som han kom over imod hende så kunne han tromle hende ned hver andet øjeblik det skulle være.

Men da han havde stoppede fra hende nogle få meter så var Mimi stadig helt uviden omkring hvad det var, som kørte rund af tanker i hans hoved og alligevel så ville hun være glad for hun var det hvis hun havde kendt til det. "Okay.." svaret hun stille med et lille nik da han sagde hvad han lavet udenfor "Van Dall, Mimi Van Dall" lagde hun stille til mens hun hbegyndte at bøjede sig ned for at samlede hendes bog op igen og hun så ikke nogle grund til at give ham hendes mellemnavne også. "Men hvad er Deres navn ?" nåede hun lige at spørge mens hun lagde hendes ene hånd henover bogen og da hun mærkede hans hånd på hendes egne. Så var det næsten tiden i et kort øjeblik stod stille og hun kiggede op på ham hvor hun lagde mærke til hvor tæt på at han var kommet hvilke fik hende til at rejse sig op med det sammen uden at tage bogen med op på grund af det kom helt bag på hende at han var kommet så tæt på hende. Men da hun var blevet så overreskede over hvor tæt på han havde været så vidste hun slet ikke lige hvad hun skulle sige og alligevel så råbte hendes fornuft på at hun skulle komme væk med det sammen på grund af han var kommet for tæt på hende. Men alligevel så var det lige, som hun ikke kunne rykke sig udad stedet og det var derfor hun blot blev stående mens hendes øjne var begyndt lidt at flakede rundt selvom de blev med at lægge sig på ham.

[William Black McCooz]

William stod helt tæt op af Mimi. Han vidste godt, at det var ren provokation og den lille pige havde et hidsigt temperament. Ikke desto mindre var han kampklar og havde en absolut bevidsthed om sine handlinger og hvordan også sådan en pige skulle håndteres. Han blev hurtigt klar over, at hans ord blev taget som ironi og drilleri, hvilket både var pointen men også en komplet misforståelse. Men han valgte så, at omlægge sin strategi…

William smilte foruroligende blidt. ”Er der noget i vejen frøken Van Dall” sagde han blødt imens han tog et par skridt nærmere. Pludselig ramte hans ego ham meget stærkt og han følte sig uovervindelig. Det var som en titel sang spillede i baggrunden til hans tanker og bevægelser. Mimis parfume ramte hans næse og euforiserede ham øjeblikkeligt han kunne atter mærker dyret stig i sig og måtte med al magt forsøge, at kontrollere det for ikke, at sende ubevidste signaler. Det ville blot giver ham en bagdel i spillet der var gået i gang. Han smilte charmerende til hende og trak en hånd igennem håret imens han spændte sin overarm. Han flottede rigtig sin maskulinitet foran Mimi, og det tændte ham selv mere end han ville forvente det tændte nogen anden. ”Jeg er William McCooz… Men for dig, kunne jeg være hvem som helst prinsesse” sagde han med leg i sin stemme.

Idet Mimi hurtigt rejste sig op sad han efterladt knælende på jorden, han smilte, grinte let for sig selv, og kiggede op mod Mimi. Han tog et fast greb om bogen og rejste sig langsomt og mindskede igen afstanden mellem dem. Det var som om han omringede Mimi med sin store krop og han rakte bogen imod hende, dog var den stadig tæt mod hans krop. ”Deres bog… Mimi”

[/color] sagde han kort og idé hun forsøgte, at tage den fra ham trak han den til sig. ”Jeg antager der er findeløn smukke.” sagde han kort og tog sin anden hånd frem og gled den igennem hendes hår, imens han trak en tot om bag hendes øre. Smilet lagde sig på hans fyldige læber og han kiggede hende dybt i øjnene med en drillende og vildt blik….
[/blockquote]

[Mimi van Dall]

Det at William stod så tæt opad hende, som han gjorder var noget, som hun ikke brød sig om og alligevel så havde hun på fornemmelsen at det bevist fra hans side at han gjorder det. Men Mimi vidste dog at det var normalt kendt på skolen at hun havde et temperaman selvom det var meget sjælden at det så dagens lys og dog var det først når hun slog over i at skælde ud på spansk at folk havde gået over hendes grænser.

Men da han pluselig skiftede personlighed fra at være meget frembrusende til at være lidt mere rolig så gjorder det ikke at Mimi slappede mere af på grund af det havde den modsatte virkning på Mimi. Da hun blev bare mere paspålig end hun havde være hidtil "Nej der er ikke noget i vejen udover jeg havde ikke regne med at der ville være andre hernede på denne tid" svaret hun roligt mens hun var lykkelig uviden omkring hvad der forgik af tanker indeni William's sind. Men han blot kom nogle skridt tætter på hende så overvejede hun om hun skulle gå lidt tilbage og alligevel så havde hun ikke helt styr på hvad der var bagved hende på grund af det havde hun midligertide glemt. "Men William pas nu på med dine ord da De nemt kunne gå hen og blive blot en bonde i et stor hav af bønder" lød det i et sarkastik svar fra hende selvom hun bestemt ikke havde lyst til at han skulle være noget, som helst for hende på grund af han skræmte hende lidt med hele hans fremtoning selvom det var noget, som hun ikke havde tænk sig at fortælle ham at han gjorder. Men hun vidste intet omkring hvad hendes parfume gjorder ved ham og han var nød til at havde en mindre kamp indeni sig selv.

Men hvor hurtigt hun rejste sig op tænke hun ikke over før at hun havde gjort det og da hun hørte det lette grint fra ham mens han kiggede op på hende så var der først der, som hun tænke kort over hvad det var hun lige havde gjort og alligevel så fortyd hun det ikke på grund af det havde kommet bag på hende hvor tæt på hende havde været. Men da han rejste sig op endnu tætter på hende så skulle hun lige til at træde et skrit bag ud for at få noget mere afstand mellem dem og han holdte hendes bog let ud imod hende så rækkede hun sin ene hånd frem imod den mens hun svaret "Mange tak.." inden at hun forsøgte at få fat på den igen Men da han blot træk den ind imod sig selv så kiggede hun op på ham hvor hun mødte hans blik "Der ville være findeløn hvis det ikke havde været Deres skyd i første omgang at jeg tabte den." svare hun med en svag undertone af drilleri i hendes stemme mens han trak en tot af hendes hår om bagved hendes ene øre inden at hun flyttede hendes øjne fra hans for at gøre endnu forsøg på at få hendes bog tilbage igen "Må jeg godt få min bog tilbage igen ?"