Casey Vesper Hoxton

[Casey Vesper Hoxton]

Fulde navn: Casey Vesper Hoxton

Kaldenavn: De fleste kalder ham ved efternavn, fordi de ikke føler sig sikre på at kalde ham hans fornavn, når de omtaler ham, men mange af hans venner er glade for at kalde ham Hox.

Køn: Hankøn

Fødselsdag: (19/03)

Årgang: 18 år - 5. årgang

Kollegium: Selvom fordelingen ligger til Admin, ville jeg mene at Casey hører til på Vulturul, det er hans ønske. Men fordelingen vil ligge til de højere instanser.

Stav: Caseys stav siger ikke ret meget om ham ved første øjekast. Den er en simpel farinbrun nuance, med et hvidt håndtag og den måler fra bund til top 13”. Dens kerne består af kombineret påfuglefjer og mantigoraklo. Men når dette simple stykke værktøj hviler i hænderne på ham, bliver det pludselig til et frygtindgydende redskab.

Blodstatus: Fuldblods

Udseende:

Hår: Casey har nøddebrunt hår med et let skær af kobber i det, der dog ikke træder tydeligere frem end i pure sollys og i klart lampelys. Han bærer det kortklippet, men så det stadig fremstår tydeligt og giver hans hoved en ramme. Han ses ofte med hænderne i håret, når han funderer over noget, der går ham på; og håret han har fingrene i, er blødt og fint som silke. Det falder ned i øjnene på ham, når han gør sådan; han har ikke noget imod at mærke håret i vinden, men han mener dog at man må stå ved sin mandhaftighed og holde det i en passende længde.

Øjne: Hvis øjne kunne være døre til sjælen, så ville Caseys være et par solidt låste døre. Hans øjne er i en mild mørkebrun med et lille strejf af grøn i kanten, og rigt smykket af naturlige lange vipper. Mange har forsøgt at se ind i dem, for at se om de kan se nogen som helst form for følelser i dem i hans udtryksløse ansigt, men øjnene forbliver blottede for enhver liv. Han viser sjældent sin sindstilstand i øjnene; han bruger dem tværtimod til at holde øje med omgivelserne og spekulere på sit næste træk.

Kropsbygning: Mandhaftig, akkurat som frisuren. Han er 1,82 høj, med brede skuldre, velformet overkrop og et par arme, ingen med respekt for dem selv ville skamme sig over. Hænderne er lange, præget af et par stærke fingre der bedst kommer til udtryk, når de arbejder med noget, de er stærke i. Han er venstrehåndet, og bærer på venstre pegefinger en gylden ring med en massiv opal i den – hans fars ring, der har været i Hoxton-slægten i 7 generationer. På højre arm bærer han sit gyldne armbåndsur. Der er oftest en lille skramme på håndfladen grundet hans mange aktiviteter, der ikke altid er lige gode for helbredet. Hans ben og deres længde matcher overkroppen, og fødderne for enden. Han gør ikke noget større nummer ud af sig selv, men han har en naturlig glæde ved at lade sin energi løbe ud i noget fysisk arbejde, bare en gang imellem.

Hud: Hans hud er let gylden om sommeren, imens den om vinteren ikke taber sin farve, men får et mere mat skær. Den er hård i håndfladerne, men ikke så hård, at det er utiltalende. Som oftest er der små rifter og sår på håndfladerne, men de læger hurtigt. Han opnår kun en rigtig solbrun farve, hvis han rejser længere væk end Nordeuropa, men til gengæld varer farven i et par måneder.

Tøjstil: Caseys garderobe består udelukkende af kolde farver. Den varmeste farve der er i hans skab er blå, en mørkeblå t-shirt. Nogen har spurgt, om det er fordi at tøjet skal passe til sindelaget, men han har altid blot smilet af dem. Den egentlige grund er, at han aldrig har brudt sig om spraglet tøj. Det lader han andre om at iføre sig. Han går ikke ufatteligt højt op i hvad han har på, men han bemærker dog altid om det sidder, og om det klæder ham. I vinterhalvåret går han rundt med langærmede skjorter, hvid eller sort, med guldknapper og manchetter. Han har altid kraven pænt foldet og skjorten strøget – ved hjælp af magi, selvfølgelig. I skjorten kan han godt finde på at sætte et slips, tæt bundet. Han går i et par velsiddende jeans i enten sort eller brun afhængig af skjorten, og i vintertid ifører han sig et langt hjemmestrikket tørklæde. Hans mor strikker så ofte, at han har omtrent 10 forskellige tørklæder i grå, hvid og sort, mønstret og umønstrede. Han har et mindre udvalg af bælter i læder med spænder, som han gerne bruger, for at tilføje en lille smule detalje til tøjet. Af overtøj i vinteren går han i sin lange peacoat i grå, som både er varm og stilfuld. Om sommeren går han i sin lettere flyvevåbensjakke med lammeskind i kanten. Begge jakker sidder som støbt på ham, selvom de tilhørte hans far. Til fester og formelle lejligheder ifører han sig gerne en sort tuxedo, han arvede fra sin far.

Resten:

Interesser: Quidditch, magi, bøger, troldmandsskak.

Kan lide: Forsvar Mod Mørkets Kræfter, Botanik, Quidditch, troldmandsskak, sine søstre, venner, tænksomhed og bøger om mørkere emner.

Kan ikke lide: Konfliktsky mennesker, at blive mindet om hans far, dårlig kaffe, Magiens Historie og mennesker, der ikke kan acceptere hans tilbageholdenhed.

Største frygt: Han vil aldrig vise det, men han er i virkeligheden utrolig bange for at miste respekt og kontrol. Han ønsker altid at have det sublime overblik og at være et skridt foran andre, og det vil være et personligt slag for ham, hvis han en dag slipper tøjlerne.

Største drøm: Casey er ikke typen, der nærer store håb til små drømme. Han vil lade tiden vise, hvad den har i hånden for ham. Han mener, at folk der har hovedet fyldt af drømme, tænker med hjertet og ikke med hovedet.

Patronus: Hans Patronus har skikkelse af en mørkebrun ræv med lang busket hale og let til pote, ventende på at kunne angribe.

Boggart: Boggarten har skikkelse af ham selv, omgivet af mennesker, der griner af ham. Han er for stolt en person til at kunne tage sig af den slags, med mindre det er fra en ven. Så kan han selv smile med.

Amortentia dufte: Duften af friskbrygget kaffe, der minder ham om glæden ved at få en god kop kaffe, duften af regn i græsset, der mange gange har budt ham velkommen til Quidditchtræning, duften af kirsebærtræer, der minder ham om hans forældres residens, duften af en god kvindeparfume, duften af nyvasket tøj, og den varme duft af spanskrør.

Forældre:
Diana Selene Hoxton (tidligere Blackmore) – 44 år
James Sylvester Brett Hoxton – 47 år, død

Søskende: To yngre tvillingesøstre, Wilhelmina (12 år) og Daphne (12 år) De ligner hinanden på en prik med mørkt krøllet hår, smukke rødmende kinder og opmærksomme mørke øjne, bortset fra at Daphne har et jordbærmærke på højre tinding. De ser utrolig meget op til deres ældre bror, og næste år skal de på Papilloux. Når James er hjemme, ser han altid film med dem og tager dem med ud, så de kan prøve kjoler i nogle af deres yndlingsbutikker. Daphne er meget glad for bøger, imens at Wilhelmina som oftest ser længere efter fyrene end bøgerne og fokuserer mere på det ydre i stedet for det indre.

Dyr: Casey har en albino kat, der hedder Rasputin. Mange har undret sig over, hvorfor at en følelsesløs fyr som Casey gider holde en kat, men han har aldrig nogensinde forklaret grunden. Grunden er dog, at Rasputin skulle have været aflivet grundet dens genetiske fejl, og Casey nægtede at lade den særprægede kat forlade denne verden på grund af en sølle fejl. Katten passer for det meste sig selv, men den har vist en fornemmelse af at Casey reddede dens liv, og den er derfor loyal overfor ham.
homepage.usask.ca/~schmutz/AlbinoCat.jpg[/IMG]

Kost: Han ejer en Nimbus 2001, som han vedligeholder med stor ildhu, og som han bruger til at spille Quidditch for kollegiet på. Han spiller Målmand, og der er ingen Tromler, der sniger sig bag hans opmærksomme øjne. Det er en måde at få hans fysiske udfoldelsesbehov tilfredsstillet, og en måde at opleve et sus på.

Seksualitet: Heteroseksuel

Personlighed: På ydersiden er Casey som oftest som en lukket bog; umulig at tyde, umulig at vide hvor han står, umulig at læse. Kun hans gestik, såsom når han sidder med hænderne i håret, afslører ham. Hans hemmeligheder holder han for sig selv, og det er før blevet sagt af hans venner, at han sårer dem med sin hemmelighedsfuldhed. Hans mimik siger intet. Han afslører ikke sine følelser, med mindre at det er en helt speciel situation, der kræver handling; men så er han heller ikke sen til at handle og tage føringen. Han er en elegant ung mand, der kender sit eget værd, men som samtidig godt ved, at han ikke behøver at råbe højt for at bevise det. Han har et stoisk og jordbundent sindelag, der bevarer overblikket i selv de mest hektiske situationer og han ”ser, før han handler”. Han vælger sine venner med omhu, og det er ikke hvem som helst, han går rundt med. Det er en lille flok, han går rundt med, men til gengæld er han fuldkommen loyal overfor dem. Der findes ikke den ting, han ikke vil gøre for en ven.
På skolen går rygtet om, at han er en følelseskold idiot, men det er ikke sandt; for selvom han er kold og afvisende, når han ikke kender folk, er det ikke umuligt at bløde ham op. Han har det med at vise en form for empati med folk, der ligesom ham har mistet deres far. Men det er så lidt, han viser det, at hans lidt dunklere sindelag har taget over; hans kolde, afvisende og til tider kyniske side. Det er ikke blevet vist endnu, men hans mørke er dybere end som så.. der er ikke den ting, han ikke vil gøre, for at opnå et mål. Og er der nogen, han forelsker sig i, går han kun efter dem.

Fortidshistorie: Consilio et prudentia, lyder Hoxton-slægtens valgsprog. Og det har Casey håndhævet i de sidste 2 år, men ikke kun på grund af at han er en Hoxton; nok nærmere på grund af de ting, skæbnen havde i hånden for en Hoxton..

Familien Hoxton, en af de store fuldblodsslægter indenfor den mere prestigefyldte del af troldmandsfamilierne, residerede et lille stykke ud fra London. Faderen, James Hoxton, havde giftet sig med den rige og forførende Diana efter at have truffet hende hos en af hans venner, og deres første søn kom velskabt til verden. De kaldte ham Casey. Og i det lå der håbet, om at deres søn ville vokse op og blive en værdig arving til al den ære, familien havde at byde på. Men det vidste han intet om, den kære Casey, under sin opvækst. Han var lige fra fødslen et noget usikkert barn, der aldrig rigtig kunne forstå, hvorfor han skulle sættes til meningsløse ting såsom at rydde op, når han meget hellere ville kunne trylle tingene væk fra værelset. Men hans far, en hårdhudet Auror, insisterede på at han skulle lære tingene, som de foregik i den anden verden, og han fandt sig i det. Som 6-årig kom han på kostskole, hvor han blev opdraget i takt, tone og gode manerer. Snart blev han en veluddannet, veltalende og hemmelighedsfuld mand, der spillede sine kort godt. Alle usikre træk var væk.
Det var i hans 12. år, at han fik at vide at hans far var død under en duel med en fjende. Det ramte ham hårdt, selvom at han aldrig rigtig havde været venner med hans far. Men de var familie. Han begyndte at tage stolthed i at være en Hoxton; han samlede alle hans fars ting sammen, og begyndte at gå med dem for at hædre ham. Han gemte alle sine minder væk og besluttede sig for, aldrig at vise hvem han egentlig var for verden, da han blev optaget på Forecarm ligesom hans far var blevet i sin tid. Han byggede en ny identitet op; en koldblodig, stoisk og roligtænkende Casey Hoxton. Men han kunne ikke forhindre sine inderste følelser, til trods for det glimrende skuespil..

Første år:
Det første år var et år, som Casey primært brugte på at falde til. Han skabte sig hurtigt noget af et ry, for at være både asocial og en smule farlig, hvis man trodsede ham. Mange tog afstand fra ham, men hans kollegiekammerater blev kun opildnet af den svære kamp, og det varede ikke længe, før han var med i et lille slæng. Han fik sin første Botanik-time, som han fattede kærlighed for, og sin Forsvar Mod Mørkets Kræfter, som hvilede i hans blod fra hans far. Quidditch blev en sport, han spillede med vennerne, men som viste sig som mere.

Andet år:
Andet år var om muligt endnu mere fordelagtigt end det første. Casey begyndte så småt at føle sig en del af den store mur omkring ham, og der var snart ikke den ting, han ikke gjorde. Folk havde stadig det billede af ham, af en fyr med en kølig aura og en spids tunge. Han blev ofte inviteret med til små Quidditchkampe vennerne imellem, hvor han spillede Målmand. I hemmelighed læste han selv en del om sin magi og hvordan den blandt andet kunne bruges, imens at han udadtil holdt sin facade.

Tredje år:
Han var begyndt at blive en smule mere anset blandt de unge piger for det udseende, der var på vej frem i ham, til trods for at facaden ikke var blevet blødere. Tværtimod virkede han endnu mere lukket og manifesteret. Han var dog begyndt i det små at skule til dem, men de tiltalte ham ikke rigtig. Et par piger blev lukket ind i varmen, dog kun for venskabets skyld, men de virkede mere end tilfredse.

Fjerde år:
Studierne var i højsædet det fjerde år. Stadigvæk på kanten og frygtet for sin hemmelighedsfuldhed, lod Casey sig synke ind i bøgernes verden. Og snart blev han anset for sit vid! Han fik gode karakterer, som der snart blev udnyttet af vennerne til at skrive af. Pigerne forsøgte sig en del med ham, men han lod dem ikke rigtig trænge ind under skallen. Der skulle mere end almindelig charme til..

Celebrity: James D’Arcy

Andre karakterer: Ingen – men jeg er vis på, at det nok skal komme!

Har du læst reglerne?: Tidspunkt på dagen tråden foregår i.

[Melaina Daquette]

Profilen er godkendt
Dette blev sagt ved fordelingshatten:
Intelligensen er til stede, men det er ej det interessante. Jeg møder en kombination af mørke og lys. Dybt i sjælen hviler kærligheden og varmen. Men bag de maskuline brede skuldre ligger en ære og et behov for respekt og kontrol. Et køligt overblik er en sjældent set egenskab. På yderlaget er denne unge herre svær, at se igennem, men tag ikke fejl, selv det største bjerg kan rykkes i sine grunde.
Nuvel, ingen tvivl, jeg placere dig på … Vulturul.

[Casey Vesper Hoxton]

Casey Hoxtons forældre

Viden om Caseys familieforhold er for størsteparten af eleverne på de to skoler yderst begrænset. Det eneste, man vidste om familien Hoxton var, at det var en fuldblodsslægt der havde en ekstensiv historie om magtfulde hekse og troldmand i 9 generationer. Slægten har dog altid haft specielle evner indenfor sortekunst og troldmandsskab. Men hele det magiske samfund blev den 13. februar opmærksomme på navnet Hoxton i medierne, da det kom frem at en af Ministerens topaurorer, James Hoxton, var død under en duel imod en af fjendens håndlangere. Denne hændelse der fratog ministeren sin Auror, Diana Hoxton sin mand og Casey og hans to tvillingesøstre deres far, er stadig som et åbent sår i Caseys sjæl, og han nægter at lade det læge ved blot at glemme ham. Hans minde bliver holdt i live ved at hans søn bærer hans efterladte ting på hans brede skuldre og ved at være den søn, han altid ønskede at han skulle få – en maskulin og fornuftig ung mand med en fremtid indenfor aurorgrenen.



James Sylvester Brett Hoxton
[/center]

Som Gareth og Celeste Hoxtons førstefødte søn, var alle kortene allerede blevet lagt på bordet for James Hoxtons fremtid i den magiske verden. Han voksede op på fuldblodsfamiliens residens, Temeraire House, der ligger ideelt et stykke fra den hyggelige engelske landsby, Bristol. I det første år var der intet bemærkelsesværdigt ved ham andet end hans efternavn, men kort efter hans første fødselsdag begyndte de første tegn på magiske evner at vise sig. Han havde været ude i haven med sin mor og siddet med sin legetøjsbil i græsset, da han havde set en lille spurv komme hoppende hen imod ham. Begejstret klappede han i begge hænder, og begyndte at vifte vildt med armene for at efterligne fuglens bask med vingerne i luften. Snart måtte en forbløffet Celeste se til, imens den forvirrede spurv blev hævet op i luft i takt med hendes søns vift med armene. Den lille spurv kom intet til, men de to forældre var hurtigt blevet klar over, at familien Hoxton endnu engang var blevet skænket en magtfuld troldmand. Bristol var en fredelig og idyllisk by, hvor tiden gik sin rolige gang og hvor den spæde James gik på opdagelse i det store hus og i den overdådige have.
Han morede sig med at lege med biler, ride den halve have rundt på sin fars hest og bruge sine hænder kunstnerisk. Morskaben fik dog en ende, da han i sit 5. år blev sendt på Oxford privatskole, en kostskole for unge herrer med et stort intellekt og var af det bedre slægtskab.
Tiden på Oxford blev den tid, der ændrede den unge James fra at have været en kreativ og smilende dreng med glæde for at tegne til en stoisk og viljefast gentleman med mange hemmeligheder. Han blev undervist i alle de livsaspekter, en ung herre burde mestre; dans, sang, klaverspil, veltalenhed, skrift, fægtning, matematik, naturvidenskab, sprog og som et tilføjelsesfag havde han magisk træning hos en af skolens lærere, der havde en magisk uddannelse. Og det var timerne i Magisk Træning, James så mest frem til. Der spillede man Quidditch, øvede magisk kontrol (ingen af de magiske elever havde fået deres tryllestave endnu) og studerede viden om det magiske samfund. Men hierarkiet var uforudsigeligt, og James måtte kæmpe sin vej op igennem rækkerne for i sit 12. år at være den mest respekterede elev på skolen hos elever såvel som lærere. De mange slåskampe og den benhårde disciplin, hvor det ikke var forbudt at lange eleverne et slag for opdragelsens skyld, gjorde hurtigt James opmærksom på, at der i den verden han levede i ikke var råd til at være følsom og svag. Imens James gik på Oxford, blev familien i hans 8. år fornyet med endnu en søn; Austin Florian Hoxton. På hans 13. års fødselsdag modtog han det brev, han længe havde ventet på; brevet om hans optagelse på det magiske akademi Forecarm. Familien Hoxton havde for flere generationer haft både hekse og troldmænd på Papilloux og Forecarm, og Gareth Hoxton havde selv båret kollegiet Vulturuls kappe. Det overraskede ingen, da James blev placeret på det selvsamme kollegium. Han fik hurtigt tilegnet sig en plads på Quidditchholdet som Basker, og han opnåede allerede i sit første år at få topkarakterer i Forsvar Mod Mørkets Kræfter, Forvandling samt Besværgelser. Men skolen gav han egentlig ikke meget for. Det, der virkelig betød noget for ham, var den tid han brugte med sine mange og loyale venner, som fulgte ham igennem alle de 6 år.
Han udviklede sig fra en lille dreng til en ung mand i løbet af sit 4. år, og det var også der at de mange piger åbnede øjnene for ham. Han havde mange små flirts og kærester i løbet af sin tid, men det var ikke piger, der formåede at vække hans interesse længe nok. Eller også var det piger, som var over hans stand. Som eksempel var der Elizabeth Baudelaire, en Paonouxpige der havde det sjovt med at udstille den charmerende Vuturulfyr som en dukke. Det var først i hans 6. år, at han fik et forhold, der varede mere end 2 måneder. Det var til hans venners fornøjelse en 3. års fra Luika, en stædig pige ved navn Diana Blackmore. Flere af hans venner havde drillet James med, at hende Diana ikke var meget af en pige med hendes korte hår og skarpe tunge, men inderst inde var de nok en smule misundelig over at han havde så intelligent en kæreste, der formåede at få A og B i samtlige fag på skolen. Selvom deres forhold til skolen var så forskellig som dag og nat, havde de mange ligheder såsom deres fælles passion for duellering. De agerede som hinandens duellantpartnere, og de arrangerede ofte duelleringstimer for andre elever, der ønskede at lære deres teknikker. Efter sit 6. år tog James Hoxton sine første skridt ud i det magiske samfund. Han søgte ind i Ministeriet som lærling i aurorfaget, som han altid havde været interesseret i, og til hans glæde kom han i lære under en af de stærkeste af dem. De tre år indtil Dianas afsked med Papilloux gik hurtigt, og kort tid efter giftede de sig med hinanden til James’ forældres store glæde og det var uden nogen som helst form for tøven, at de overlod Temeraire House til det nygifte par.

I hans 29. år kom James’ første barn til verden; en velskabt lille dreng med mørkt hår, som de døbte Casey. Allerede fra sin første tid, kunne James tydeligt se, at der lå meget af ham selv i den unge mand. Derfor besluttede han sig for, at hjælpe ham med at finde den bedste måde at komme igennem livet på; ved at opdrage ham ligeså hårdt, som han selv blev opdraget. Han var ikke just venlig og rar mod sin søn, men han var aldrig ond og lagde aldrig hånd på ham. Han ønskede inderligt, at hans søn kunne finde sit lys i livet og være andet og mere end en selvisk og ignorant søn af en Auror og en professionel duellant. Til hans lettelse viste Casey sig også som meget mere, og det var en kærkommen tilføjelse, da han fik to smukke tvillingedøtre, Daphne og Wilhelmina.
Han var blevet respekteret for sine evner højest oppe i samfundet, og han var i audiens hos flere forskellige magtfulde familier – som for eksempel hans tidligere pige, Elizabeth, der nu havde giftet sig ind i Villiersfamilien. Og med så meget succes, kom der naturligvis en opgave fra højeste sted. En hemmelig mission, hvor den næstøverste mørke troldmand skulle henrettes. Dette blev et togt – en mystisk rejse – igennem den kriminelle underverden, hvor det til sidst endte med en duel i Londons store gade Fleet Street ved midnat – og hvor den magtfulde Hoxton ofrede sig til den evige nat for at de andre Aurorer kunne fange troldmanden og spærre ham inde.

James Hoxtons minde forblev hædret efter hans død. Han er på den gyldne mindetavle over mænd døde i ministerens tjeneste, der hænger i ministeriets forhal, og hans gravsten står på London Cemetary i den fineste nordlige del. Den er altid smukt smykket med blomster, og om aftenen tænder hans søn gerne et lys for ham, imens han lægger liljer for hans grav. Hans søn, iført hans klæder og iført hans stenkolde facade.

Diana Selene Hoxton