Det store maskebal [aften 20:00]

[Melaina Daquette]

OOG: I denne tråd, skal ens første besked indebære et billede af påklædning og maske.

Melainas påklædning og maske:

Musikken spillede og Melaina havde glædet sig enormt til det store bal. Musikken rungede i hele den store sal. Melaina havde ikke fundet sig en partner, at følges med og det ærgrede hende. Hun lod sit blik glide igennem rummet. Først studerede hun det store band som spillede en fantastisk stemning musik an. I loftet kunne hun se spiraler i alle kollegiernes farver danse rundt. Hun grinte højlydt – det så morsomt ud, de hyggede sig rigtigt de små spiraler. Hun kiggede lige ud og så hvordan folk allerede var i gang med at danse, hun kiggede hen på de tomme stole hvor de der ikke havde en dansepartner. Hun stod og svingede sig lidt fra side til side og så trak hun på skuldrende. Hun kunne bare danse med sig selv senere. Hun kiggede over i bord afdelingen. Den var så dejlig varm i sine røde farver og hun begyndte helt at grin ved synet af det flotte arrangement. Hun spadserede direkte igennem det store dansegulv. Hun blev dasket lidt til af forskellige folk og lod sig puffe lidt rundt. Det gjorde hende ikke noget hun skulle op og have fat i noget, at drikke. Hun grinede højt da hun nåede bordet og hoppede af glæde ”sikke en masse lækkerier!” sagde hun til sig selv og dansede lidt til musikken imens hun tog for sig.

[Mimi van Dall]

Mimi var en af de første, som havde trådt ind i balsalen og hun måtte godt nok indrømme overfor sig selv at hun lige mistede pusten i et kort øjeblik da hun så hvor smuk der var pyntede op over alt. Men ved denne her lejlighed så havde Mimi ikke fundet nogle ledsager hvilke var derfor hun var mødt op alene og alligevel så gjorder det ikke rigtig noget at hun ikke havde nogle ledsager på grund af hun håbede lidt på at hun ville kunne genkende Nate i mænge af mennesker selvom det nok ikke ville være nemt på grund af alle sammen ville havde masker på.
Men Mimi havde valgte at tag en lidt gammels dag kjole på og alligevel så stod den rigtig godt til hende mens den nemt kunne sammenlignes med prome dress, som der blev brugt over i usa når de unge gik til deres prome. Men kjolen var i cream farver mens masken, som hun havde på var en, som hun ikke behøves at holde ved hele tiden på grund af den sad fast rundt omkring hendes øjne og den del af hendes ansigt, som den dækkede. Men lige denne aften havde hun valgt at sætte hendes hår op og det var sat på den måde, som passede sammen med kjolen og masken, som hun havde på mens hun ikke vidste om hun havde taget dresscoden lidt for alvorlig.
Men ret hurtigt så blev den gode stemming, som der stammede fra musikken smittede af på Mimi, som ikke kunne lagde vær med at smil mens hun stod og snakkede sammen med to andre og alligevel så da Mimi hørte en der grinende højt kunne hun ikke lagde vær med at se over på person. Men Mimi opdaget at det var en pige, som virkelig morer sig så smilede hun blot til pigen, som hun ikke lige kunne genkende hvem var på grund af masken. Men Mimi's opmærksomhed gled tilbage på de to, som hun havde ståede og snakkede med mens Mimi tog en lille tår af det glas, som hun holdte imellem hendes hænder.

[Evelyn Ivy Skeffington]

Den ellers så ordinære sal var blevet tryllet om til en sand eventyrverden af røde draperier og orange farver, tænkte Evelyn med et smil, da hun kom ind igennem de store døre. Hun havde fået selskab af to af hendes veninder fra 5. årgang, der også havde ønsket at komme lige præcis kl. 8, når ballet ville tage sin begyndelse. Musikken spillede allerede, og de første mennesker kunne allerede ses. En let sky gled over hendes hoved. Hun havde ønsket at være den første som hun plejede! Men hendes veninde havde haft brug for hjælp til at sætte sit hår ordentligt op, og der var ikke noget der var vigtigere, end at hendes veninder så godt ud i aften. Hun sendte et strålende smil til begge sider, og kunne ikke undgå at høre den kompliment, hendes venstre ledsager gav hende. Ja, hun matchede rummet perfekt med hendes purpurrøde kjole og hendes guldbroderede ildrøde maske. Hendes flammerøde hår dansede bag hende som et tæppe, sat op i toppen af to gyldne vingespænder. Selvom det var en speciel aften, havde hun ikke smidt sin specielle makeup, der var så meget en del af hendes identitet. Og bemærket blev hun da også hurtigt af et par af hendes andre veninder fra Chevreuil, der kom ilende over og omfavnede hende efter tur. Hvor var det dog længe siden at hun havde set alle hendes venner og veninder fra skolen, kom hun til at tænke på. Det virkede næsten unaturligt at vandre rundt imellem dem igen; men det var en meget velkommen unaturlighed, som hun mærkede gang på gang blev erstattet af en varme. Det rørte ikke Evelyn det mindste, at de tre piger var kommet uden mandlig ledsager. Hun kunne allerede nu spotte et par af hendes venner ovre i sofaerne, hvor de nød et glas varm hyldeblomstsaft, så det ud til. Efter at have snakket en smule om hvad der var sket over sommeren, fik hun ude til højre set et glimt af en traditionel fin hvid kjole. Den lignede en brudekjole fra et eventyr, synes hun. Den var så fin, at man kunne undre sig over, at den var kommet ind til et almindeligt skolebal. Nysgerrigt kiggede hun op på bæreren, og så gyldent opsat hår samt et smilende ansigt. Det var Mimi fra Luika, en af hendes ældre veninder. Altid sød og smilende, kvik og samtidig altid underholdende. Hende havde hun heller ikke set siden sommeren tog sit indtog, men hun gad nok vide, hvad tiden var blevet fordrevet med. Hun undskyldte sig, og gik over i hendes retning med de små sko klappende mod salens gulv. Hun stillede sig foran hende med et varmt smil. ”Hej Mimi!” hilste hun glad, og lod armene lægge sig om hendes skuldre i et varmt knus. Så rettede hun sig op igen, og så op og ned af kjolen med tydelig varme i øjnene. ”Hvor ser du godt ud i aften!” sagde hun oprigtigt, og fortsatte. ”Det er virkelig en fin kjole. En prinsesse værdig. Hvor har du den fra?” spurgte hun med et smil. Som altid var Evelyn altid glad og talende. Det virkede dog altid stik modsat, når hun mødte folk hun ikke kunne lide. Og over årene var den liste kun blevet længere og længere. ”Men det er så længe siden, at jeg sidst så dig. Hvad har du lavet over sommeren?” spurgte hun nysgerrigt, tog sig et glas af den varme hybensaft og betragtede hende med et smil. Ude på dansegulvet var der allerede kommet en masse par ud, men natten var jo endnu ung. Og markedet var stadig åbent.

[Mimi van Dall]

Mimi havde lige takket nej til en dans sammen med Matthew, som var vejleder for Candlehoof kollegiet og alligevel så var han først gået videre da han havde fået hende til at love ham en dans senere på aften. Men Mimi nåede lige at tag en tår, som svare til det sidste der var tilbage i hendes glas inden at hun hørte en genkendelig stemme, som udelukkede til Mimi til at smile stort mens hun genglædte det varme kram, som hun fik fra Evelyn.

Men Evelyn’s ord omkring hendes valg i kjole varme rigtig meget at hører og gjorder blot Mimi’s smil endnu størrer samt varmer ”Hej Evelyn.. Mange tak og kan kun sige i lige måde da det virkerlig er en smuk kjole, som du har på..” svare Mimi varmt mens hun nyd at komme til at snakke med Evelyn igen efter ikke havde set eller snakkede med hende siden at de gik på sommerferie. ”Det er en, som har tilhørt en af mine forfæder og den har være i min familie i utrolig lang tid..” lagde Mimi roligt til mens det havde været noget en kamp for Mimi at overtale hendes mor til at Mimi kunne få lov til at låne kjolen til ballet og det bunde i at hendes mor var meget overbestykkende omkring kjolen hvilke kun var forstålig når man tænke på hvor gamle den var. ”Men hvor er du din smukke kjole fra ? Hvilke klær dig utroligt godt” lød nysgerrig fra Mimi mens hun kiggede kort ned og opad Evelyn’s kjole mens der spillede sig et beunderne samt varmt smil henover Mimi’s læber.

”Ja det er alt for længe siden.... Men der er ikke sket det storer i ferien udover Nate er begyndt at opfører sig lidt mærkelig denne her sommer godt nok..” svaret Mimi mens hun lød mere underne da hun sagde det sidste med Nate og det var noget af det, som Mimi havde under sig en del over på grund af hun forstod ikke rigtig hvorfor Nate var begyndt at opfører sig mærkelig inærheden af hende eller når hun snakkede med andre fyrer. ”Men hvad med dig ? Har du oplevet noget spændende henover ferien ?”

[Evelyn Ivy Skeffington]

Evelyns øjne blev store og strålede af ren glæde, da Mimi med tydelig varme komplimenterede hendes kjole. Hun vidste intet bedre end at få en velment kompliment af en veninde. Også kritik var velkomment, så længe at hun fik et forslag til, hvad der var at gøre bedre. Der var dog intet hun hellere ville, end at snakke om Mimis kjole, der betog hende fuldkommen. Den var som en af de kjoler, alle prinsesserne i Disney-filmene havde på, når de skulle danse med drømmeprinsen.
Hun smilede stort og knejsede fint med hovedet. ”Mange tak.” sagde hun først varmt, og fortsatte så i en mere henkastet, men samtidig ganske venlig og velmenende tone: ”Den er nu ikke noget særligt i forhold til din!” Hun lyttede med åbenlys interesse til den historie kjolen havde og fulgte den ned til sømmene imens historien blev fortalt, og hun så op i hendes øjne igen da hun havde talt færdig. ”Hvor lang tid er ’utrolig lang tid’?” spurgte hun med et lille smil på læben, et af de smil, der normalt indikerede en massiv interesse for noget, men som samtidig også blev sagt som en lille joke. ”Men så ligner den jo virkelig en kjole fra fransk renæssance endnu mere end jeg først havde tænkt. Wauw.” bemærkede hun mest for sig selv, imens at hun lod et blik glide ned af sin egen vinrøde kjole. Jovist, den var ganske fin og hun var i hvert fald ganske glad for den, men den havde nu ikke den store historie bag. Den var en af hendes mors teenagekjoler, havde hendes tante fortalt, men det var ikke en, hun havde gået i mere end en gang. Evelyn kunne ikke begribe hvorfor. Følelsen af underkjolens silke, når den smøg sig om ens ben, lyden af stoffet når det brusede bag ens ryg, og den nærmest hypnotiske indvirkning det havde på en, når man kunne se den vælde rundt om en som en stor stofblomst. Af en eller anden grund føltes den fremmed på hende lige nu, men hun var meget sikker på, at den snart ville føles som om at den var en kjole købt til hende. Mimis tydelige beundring for hendes kjole var smigrende, og hun nejede med et fint smil på læberne. Det nyfarvede hår – det var blevet frisket op i en blodrød nuance, der stod godt til den vinrøde nuance i stoffet – rørte let ved kanten af kjolen og lod den klare glød fra de gyldne lamper spejle sig. Så perfekt, som hun havde villet have det. ”Min kjole har været min mors, men hun har vist ikke brugt den ret tit. Min tante fandt den i hendes klædeskab i sommers, og overdrog den til mig.” fortalte hun imens hun rettede sig op igen. Det meste af skolen – den del af skolen Evelyn snakkede rigtig godt med – vidste godt hvad hendes familieforhold var. At hun boede hos sin tante Celeste, som var hendes værge grundet hendes mors indlæggelse på London Asylum. Det var ikke noget, hun ville snakke om med folk, hun kun snakkede overfladisk med – men Mimi var ikke ”bare” en man snakkede med. Hende var man virkelig glad for at være i selskab med, hende stolede man virkelig på og følte at hun forstod en på den rigtige måde. Ikke noget med falsk medlidenhed eller konkurrence i at have en historie, der så absolut var værre end hendes.

Da Mimi fortalte om sin sommer, smilede Evelyn mystisk ved at have hørt om Nates ”mærkelige” opførsel. Personligt snakkede Eve ikke meget med Nathaniel, men hun vidste fra Mimi at de var gode venner – og nu virkede det så åbenbart som om, at Nate opførte sig ”mærkeligt”. Hun havde en mistanke om hvordan, men hun ville ikke drage forhastede konklusioner. ”Hvordan mærkeligt?” spurgte hun med smilet på læberne, og gik om bag hende for at nyde synet af kjolen. ”Min ferie har været fin. En smule stille, men fin. Jeg har været hjemme hos Celeste og drengene, og fået gennemgået alle de gamle skabe og kasser.” sagde hun med et smil. Det var ikke den store oplevelse, men det var nu meget dejligt at have en smule fred før stormen. Og så havde hun fundet mange ting om hendes mystiske mor. Hun havde aldrig set hende i person.. kun billeder og små uforståelige breve, der kom til hende engang imellem. Det var fuldkomment uforståelige sætninger uden sammenhæng. ”Men så starter dit næstsidste år jo! Spændende.” bemærkede hun med et lille grin. ”Det bliver så svært for os, når du går ud.” Det var rigtigt sagt. Mange på skolen elskede Mimi. For hendes charmerende måde at være sig selv på.