Maskeballet ¤ Kl. ca. 20.45

[Mimi van Dall]

Mimi havde været i balsalen et stykke tid og hun måtte godt nok indrømme overfor sig selv lige da hun var kommet ind i salen så havde hun lige mistede pusten i et kort øjeblik da hun så hvor smuk der var pyntede op over alt. Men ved denne her lejlighed så havde Mimi ikke fundet nogle ledsager hvilke var derfor hun var mødt op alene og alligevel så gjorder det ikke rigtig noget at hun ikke havde nogle ledsager på grund af hun håbede lidt på at hun ville kunne genkende Nate i mænge af mennesker selvom det nok ikke ville være nemt på grund af alle sammen ville havde masker på.
Men Mimi havde valgte at tag en lidt gammels dag kjole på og alligevel så stod den rigtig godt til hende mens den nemt kunne sammenlignes med prome dress, som der blev brugt over i usa når de unge gik til deres prome. Men kjolen var i cream farver mens masken, som hun havde på var en, som hun ikke behøves at holde ved hele tiden på grund af den sad fast rundt omkring hendes øjne og den del af hendes ansigt, som den dækkede. Men lige denne aften havde hun valgt at sætte hendes hår op og det var sat på den måde, som passede sammen med kjolen og masken, som hun havde på mens hun ikke vidste om hun havde taget dresscoden lidt for alvorlig.
Men der var ankommet en mennesker endte alene eller sammen med deres ledsager så havde der været nogle af dem, som havde søgt ud på danse gulvet hvilke også var et sted, som Mimi søgte letter ubevist hen imod på grund af hvis der var noget, som Mimi holdte af at gøre så var det at danse og det var derfor hun havde en lille stille smil spillende henover hendes læber mens hun roligt gik forbi folk på hendes vej imod danse gulvet.

[Casey Vesper Hoxton]

Et kort stykke tid efter Mimis entré, kunne man fra balsalens indgang se en elegant klædt herre allerede iført sin sorte maske komme gående ned af den store stentrappe, gående midt på trappen med velbalancerede og tempostyrede trin. Det virkede, som om at trappen havde udvidet sig for at give ham plads. Den simple, dog alligevel blændende tuxedo sad som om at den netop var blevet syet ind til den krop den sad på, og ansigtet var højt hævet. Man kunne næsten forledes til at tro, at en ægte selskabsherre var trådt ud af sit ophøjede selskab for at mænge sig med simple elever. Men sådan forholdt virkeligheden sig ikke for Casey Hoxton, kunne han ikke lade være med at bemærke, idet han tog det sidste trin på trappen, og bevægede sig ind i den pompøst dekorerede balsal. Han lod de mørke øjne let skue ud til højre, og bemærkede to elever, der havde forsøgt at gennembryde den facade, han normalt havde opbygget. Dog skulle der mere end en ny maske til at knække en allerede cementeret maske, og Caseys ansigt var akkurat så udtryksløst som det plejede. Ligeså udtryksløst som det havde været på 4. år. Ligeså udtryksløst som det altid havde været.
Synet af balsalen overvældede ikke hans stoiske sindelag i samme grad som det havde påvirket Mimi, men de ellers så neutrale læber smilede et let smil, der virkede skrigende falsk i forhold til de tomme øjne. Overdådigt. kommenterede han. Absolut et væld af farver. noterede han sig, lod hovedet hæves yderligere og så ud i det orangenuancerede lokale. Selvom han – som altid – havde været punktligt og gjort sin entré lige på slaget, havde der været mange, der allerede var trådt ind før ham. Det vakte dog ingen bemærkning i hans sind, idet han fortsatte ud i lokalet.
Det rørte ikke Casey spor at have gjort sin entré alene. Ikke at han ikke havde fået adskillige tilbud om at blive ’akkompagneret’ af et par tiltalende unge piger fra samme årgang, men han havde blot galant ledt dem over til et par af hans venner, som havde budt dem velkommen med mere varme end Casey havde kunnet mønstre. Efterhånden var han vist ved at have opbygget lidt af et rygte om at have en is, der var sværere at knække end det var at finde vej ind i Fort Knox. Han plejede dog altid at vende det døve øre til, hvad der blev sagt, og i stedet lytte til dem, hvis mening betød noget.
Hans blik faldt på en kjole i lokalet, der skilte sig mærkbart ud fra de andre rundt omkring den. Hans ansigtsudtryk forblev neutralt, men inde under huden tænkte han. En kjole fra en svunden tid, en finere kjole, så at sige. De andre kjole virkede.. plastiske i forhold til den med dens hyggelige elegance. Han lod øjnene søge op til nakken af bæreren, men så kun lyst hår, som han ikke kunne identificere. Hvem mon der bærer en sådan kjole? var hans første tanke. Den var smuk, som han allerede havde noteret sig – men den var også autentisk. Og det var sjældent.
Hans ben ledte ham i hans ambitiøse jagt på svaret ud til udkanten af dansegulvet, over til bordet med anretninger og drinks. Med et skarpt øje udvalgte han sig et let glas med en lilla væske, som han holdt imellem to fingre, imens han fortsatte over langs dansegulvets kant. Han så sin mulighed til at krydse et af hjørnerne, og pludseligt stod han foran Mimi med det udtryksløse ansigt og de følelsesmæssigt lukkede øjne hvilende på hende. Hans hoved gled let til den ene side i en gestus, der ville have været ladet med undren, hvis ikke det havde været så koldt. ”Godaften.” hilste han formelt og bukkede elegant for hende. Da han rettede sig op igen, var ansigtet ikke livet mere op; det forblev det samme. Men indeni gjorde han sig en mental notits af hende. ”Det er en meget smuk kjole. En særpræget skønhed.” komplimenterede han den, og man ville have ventet at se et smil i tavsheden. Men det sneg sig aldrig over læberne. ”En unik genstand i en overflod af mange lige.” bemærkede han kryptisk, og denne gang kunne man lige ane en lille bitte trækning, der kunne være et smil. Mente han mon kjolen, eller hende? Nok kjolen, ville det ligefremme svar være. Han så godt, hvordan folk nu langsomt havde sneget sig væk fra han og Mimi, og efterladt et lille hjørne med god plads i kanten af dansegulvet. Nuvel, sådan var det at være en lukket bog. En lukket bog, der var forseglet med lak. Eller rettere, facade.

[Mimi van Dall]

At der var nogle, som havde lagt særligt mærke til hvadfor en kjole, som Mimi havde på var ikke noget, som hun selv havde bemærkede og det var heller ikke noget, som hun var opmærksom på om der ville være nogle. Men hun havde dog kiggede i det skjulte på hvad mange af de andre piger havde valgt at tage på og der havde ikke rigtig været nogle, som havde valgt den sammen retning i tøj, som Mimi havde.
Men da hun var kommet et stykke over imod danse gulvet så blev hendes opmærksomhed fjerne fra de dansende par ved lyden af en stemme der hilste og Mimi kiggede stille over imod fyren, som havde hilst på hende "Godaften" svare hun med et varmt lille smil efter at han havde bukkede for hende og hvilke fik hende til at komme med et lille fint vej for ham selvom hun lagde mærke til at det lidt virkede, som at han manglede livs ginsten på grund af hele hans fremtoning. "Mange tak" lagde hun til med et taknemlig smil og varmt til hans kommepliman omkring hendes kjole på grund af det varme at hører andre rose en og de valg, som man havde taget.
Men da hun hørte hans kryptisk bemærkning så gav den anledning til en del undering hos hende på grund af hun vidste ikke lige hvordan den skulle tydes og alligevel så valgte hun at gå ud fra at det måtte kjolen, som han mente på grund af hun var ret sikker på at det ikke var hende. Men Mimi lagde let mærke til at der var blevet lille stykke på danse gulvet frit og hun kiggede hen på fyren "De skulle vel ikke havde lyst til at gøre mig selvskab i en dans ?" spurgte hun stille og letter undskyldende smil på grund af hun vidste ikke om han blot ville takke nej med det sammen eller hvad han ville gøre. Men lige hvorfor folk havde søgt lidt væk fra dem tænker hun ikke rigtig over på grund af hun gik ud fra der var et eller andet, som de skulle og derfor hun det ikke så tungt igen at de havde det.

[Casey Vesper Hoxton]

Hans stadig livsblanke øjne veg ikke en tomme fra Mimi, imens hun talte, men han gjorde ingen mine til igen at smile under hendes modspil. Dog kunne man sagtens fornemme, at han var opmærksom og til stede. Der var noget i den attitude, Casey opførte sig på, der altid sagde at han var til stede og lyttede, selvom der ikke var tændt julelys eller andre lys i hans øjne. Hænderne var hvilende ned langs siden i en neutral hvileposition, og hovedet var holdt højt i den naturlige måde, han altid balancerede sit hoved på. Det varme smil fik ham til at smile indvendigt, og et øjeblik stjal tankerne hans opmærksomhed. Hun er ikke anfægtet af mit ydre. bemærkede han, og i det øjeblik kunne han godt have ønsket, at han havde et smil til læberne, men anstrengelsen nåede ikke over læberne. Mange mennesker blev forvirrede over, at de lige pludselig ikke fik noget tilbagespil i mimikken fra ham. De blev usikre på, hvad de skulle gøre, så mange af dem, der havde stået i den situation, havde aldrig indledt sig i en samtale med ham igen. Mange vidste bare ikke, at is sagtens kunne smeltes. Hvis man havde den rette varme til at gøre det med.
Da hun takkede ham, havde han lyst til at svare, at hun ikke burde takke, men han bandt sin tunge. Det ville være at tale overilet. Var der en ting, han havde lært, så var det at man skulle tale, når det var nødvendigt. Hun var ikke en uintelligent gås, kunne han se. Hun vidste godt, hvordan komplimenter skulle tages, og han behøvede ikke at gøre det hele akavet ved at forstærke det.
Hendes spørgsmål om, hvorvidt han måske ville danse med hende på den nyligt frigivne plads, vakte udadtil ikke nogen følelse frem, men indeni var han blevet godt overrasket. Et øjeblik stod han stille, dog uden at vise den forbløffelse, der normalt ville have spillet på andre mennesker i det øjeblik. Hun vil danse. gentog han for sig selv, ikke rigtig til at begribe det. Det var måske en noget hurtig beslutning i hans øjne, men han kunne sagtens se hvorfor. Det var jo et bal. Og til et bal dansede man. I det øjeblik ville mange have forventet et klart nej, men Caseys sind var ikke inklineret til at ville ødelægge den splendide fest. Desuden var der et udtryk, den varme i hendes stemme, der nok havde formået at smelte den første tynde is, der var blevet lagt. Uden ord – han vidste udmærket hvad der ville snige sig over hans læber, hvis han gjorde sig et forsøg på at forklare – strakte han sin venstre hånd, sin arbejdshånd ud imod hende. ”Det ville være en ære.” fik han sat frem, en sætning, som han da kunne stå indenfor. Han ville gerne danse med hende, og det ville være en ære. Det gjorde vist gavn at have været placeret på den kostskole.
Man ville da være et skarn, at gøre andet. Han kendte dog sig selv godt nok til, at hvis det ikke havde været en pige med en speciel kjole og en speciel uforbeholdenhed, havde han skam nok sneget sig udenom i sin mesterlige facon. Desuden.. det var jo ham, der havde indledt sig i konversation med hende. Så det lå da til ham at tage en dans.
Han ledte hende ud på den plads, der netop var blevet frigivet, og tog forsigtigt hendes frie hånd i sin højre, imens øjnene stadig var fanget i hendes som to magneter, fanget i plus- og minuspol. Og det var netop, hvad man kunne sige de var, da han lod sine arbejdsomme og varme fingre låse sig om hendes hånd og førte hende ud i midten af gulvet. To modsætninger, pigen med den varme stemme, og den unge mand med den iskolde facade. De dansede i stilhed, inden at han gjorde mine til at tale. ”En præsentation er vist på sin plads.” fik han sagt, idet han lænede sig ned imod hende i den lille dans, de dansede. ”Casey Hoxton. Vulturel, 5. år.” sagde han, og et øjeblik smilede han kort. Et smil, der aldrig nåede øjnene. Men da de snurrede rundt, var smilet væk igen. Som damp på isen en vinterdag.

[Mimi van Dall]

At Casey blot øjnkontakken med hende mens hun snakkede var et tegn, som Mimi valgte at tolkede, som han var til stede og opmærksom på hvad det var Mimi sagde. Men det var også på grund af han ikke fik et fraværende blik i hans øjne, som der var så mange andre mennesker der fik når de forsøgte at lagde, som de var til stede selvom de var et helt andet sted med deres tanker.
Men hele hans næsten livstomme værmåde var, som en gåde for Mimi på grund af hun var sikker på at der måtte være noget mere inden under den maske, som han viste overfor hende og hele gåden omkring Casey var en, som Mimi gerne ville prøve at løse.
Men Mimi vidste intet omkring hvad der husede hans tanker hvilke kom fra at der ikke rigtig kom noget tilbagespil i mimikken fra ham og havde hun vist hvad der husede hans tanker så havde det nok gjort det så ville hun nok ikke lige hvad hun skulle stille op.
Men at han ikke kommetere yderliger på det med at hun takkede ham for hans kompliment gav hende indtrykkede af han var en af dem, som kun talte når det var nødvendig og et sted så var hun lidt glad for at han ikke forstærkede det yderligere på grund af hun vidste godt hvordan hun skulle tag imod ros når det omhandlede f.esk hvad hun havde på og alligevel så når det kom til det med at rose hende's person så havde hun et eller andet i sig der gjorder at hun gik i en baglås mens hun ikke vidste hvordan hun skulle tag imod det, som folk roste hende for.
Men da der ikke kom nogle reagertion fra ham med det sammen på hendes spørgsmål omkring han havde lyst til at danse med hende fik blot hende til at forbedre sig lidt på at det ville være et nej, som kom fra ham angående det og alligevel så glæde hende meget da han indvijlede i en dans med hende. "Nej æren vil være på min side" smile hun varmt til ham mens hun lagde hendes ene hånd over hans venster hånd, som han havde strakt hen imod henden inden at hun fulgte ham ud på det lille stykke af danse gulvet, som der ikke var nogle, som dansede på.
Hvor hun lagde let og stille hendes højre hånd oven ved hans venster skulder mens han forsigt tog fat i hendes frie hånd med hans højre hånd inden at dansen opstod mellem dem. Men stilheden, som der var imellem dem mens de danse overvejede Mimi om hun skulle afbryde og alligevel nåede hun ikke selv at gøre det på grund af han gjorder mine til at tale. Men hans ord fik hende til smile lidt mere varmt mens varmen fra hendes smil også lagde sig i hendes øjne "Det har du helt ret at det vil være vedmindre at vi skal forsætte dansen, som navnløse fremmede overfor hinanden." svaret hun mens hun kiggede lidt opad hvilke hun var nød til at gøre da han var et lille stykke højere end hun var selvom hun havde nogle højhæle sko på indenunder kjolen. "Mimi Van Dall. Lukia. 5. år" lagde hun roligt til efter at han havde sagt hans navn selvom hun mente at hun havde hørt det efternavn et sted før og alligevel så kunne hun ikke lige hvor det var henne at hun havde gjort det. Men alligevel så kunne hun ikke lagde vær med at spørge "Du skulle vel ikke være en del af den kendte Hoxton familie ?" men der var en undertone i hendes stemme af undskyldhed for hendes spørgsmål og alligevel så var hun ret sikker på at det var i forbindelse med en troldmands familie at hun havde hørt det efternavn før.

[Casey Vesper Hoxton]

Det gik flydende for de to, at danse rundt i salen og samtidig holde en konversation i gang. Selvfølgelig ville mere højttalende personager nok kommentere, at det umuligt kunne kaldes en samtale, så lidt der blev talt, men Casey ville definere en samtale, som når to personer snakker sammen og de snakker med hinanden og ikke til eller om hinanden. Og det var netop den første form for samtale, der foregik imellem de to, imens at Casey førte dem rundt på dansegulvet, i en fast rytme der passede til den varme klassiske musik, der blev spillet. En melodi på to strygeinstrumenter med akkompagnement af et band, der gav det hele en smuk, næsten uvirkelig atmosfære. Han kunne ikke lade være med at føle, at dette var en speciel situation. Og det var det skam også. En dans med en pige, man netop havde mødt. Normalt ville han aldrig have hoppet ud på så dybt vand med en, han netop havde mødt. Men der var mange gode ting ved Mimi, som hun præsenterede sig som. En unik udstråling, en uforbeholdenhed overfor hans forbeholdenhed, og en tålmodighed som han kunne fornemme i de hænder han holdt i sine.
Da hun sagde at æren ville være på hendes side, bukkede han hovedet og lukkede øjnene i et tegn på hvordan han tog den kompliment. Han smilede ikke eller fik nogen som helst tegn på følelse i dem, men han knejsede så elegant med hovedet, at man fornemmede at han tog den kompliment som noget fint. ”I en dans bør man ikke være fremmed.” bemærkede han, da hun om deres præsentation sagde, at de jo nok burde blive præsenterede, så ikke de dansede rundt som fuldkommen fremmede. Med den intimitet der var i deres dans, følte Casey ikke at de var fremmede. Men som sagt, kendte de ikke hinanden endnu.. han følte bare ikke, at han ville kalde den pige, han dansede med, en fremmed. Der fandtes veninder, han aldrig havde gjort den slags med. Hvorfor er vi to ikke bekendte allerede? reflekterede han, da hun sagde at hun var fra Luikas 5. årgang. Han var også selv 5. års, og man skulle syntes at de burde kende hinanden. Men det var forbløffende, så lidt fra parallelkollegierne Casey kendte. Han smed dog ikke masken, da de fortsatte rundt i endnu en let sving, og da hun bemærkede, om Casey monstro var en af de berømte Hoxtons ud fra hans efternavn. Berømt og berømt.. tænkte han, imens han stadig holdt den udtryksløse mimik rettet imod hende. Det var ikke svært at se, at han rugede over noget bag den høje pande, men hvad det lige præcis var, var fuldkommen umuligt at sige.
”Det er jeg.” svarede han først kort, men da sangen stoppede, lod han dansen komme til en midlertidig brat ende. Han slap hende ikke, men lænede sig forsigtigt ind imod hende, så hans tonefald blev fortroligt, men samtidig uden at vise følelse. Kun at den var i mindre volumen end den havde været før. Han ønskede at uddybe det, men her vidste han, at han blev nødt til at skære en del af det han burde have sagt fra. Han vidste godt, hvorfor Hoxton-slægten var blevet berømt. Hans far havde været en af Ministeriets Aurorer, og han var død under en duel med en snedig troldmand for snart 4 år siden. Hans død gjorde de andre Aurorer i stand til at kunne få bugt med denne troldmand, der havde været den højre hånd til en vigtig mørk magiker. Casey kunne ikke få sig selv til at dele denne sandhed med hende.. endnu. Det var der ingen andre end to personer, der vidste. Og de havde været inde på livet af ham siden 1. årgang. Han havde sørget over sin far, men han vidste, at hans far ville have sagt, at han skulle leve livet. Det var det, han fik det for. Det var dog stadig sandt, hvad han sagde; det var bare ikke det hele. Heldigvis kunne man ikke se, at han havde begrænset sandheden. Men en kvik pige som Mimi kunne nok regne ud, at det ikke kun var det Casey betroede hende, en fuldblodsfamilie som Hoxton var berømt for. De dansede videre, og han rettede sig op. Øjnene stadig udtryksløse, opmærksomme og fødderne aktive. ”Det må være min far, der gjorde navnet Hoxton et kendt navn. James Sylvester Hoxton, Auror i Ministeriets tjeneste.” fortalte han hende. Han ville ikke prale, men et gammelt rygte sagde også, at en Hoxton kunne være dødsens farlig med en tryllestav i hænderne. Op til fire gange havde der været tilfælde af sindssyge og mørke magter hos Hoxtonfamilien, som var ført til en brat og pludselig død. Et øjeblik senere virkede det som om, at han fik den ledt væk fra emnet, men at der stadig var en hel del at tømme ud. ”Men navnet Van Dall lyder også bekendt i mine ører.” påpegede han og afventede svar på, hvordan det navn mon kunne ringe en klokke. Men det gjorde det mærkværdigvis nok. De dansede videre til musikken, der for Caseys vedkommende var behagelig. Eller også var det dansen, der var behagelig.

[Mimi van Dall]

Men dansen gik så fyldende for dem, som den gjorder så kunne Mimi ikke lagde vær med at være glad for det på grund af så undgik hun at blive trådt ovenpå fødderne og alligevel så underne hun sig kort omkring hvor han mon havde lært at danse sådan, som han havde på grund af det var bestemt ikke alle fyrer der kunne danse.
Men lige at han normalt ikke ville springe ud i en dans sammen med en, som han kun lige havde mødt vidste Mimi intet omkring og alligevel så hun beæret over at han havde sagt ja til en dans med hende.
Men hun smile blot til hans kommetar omkring at man ikke brude være fremmede i en dans og alligevel så vidste hun at der var en del, som gik på sammen årgang, som hende selv, som hun alligevel ikke kendt noget til. Men alligevel så ville hun gerne lærer nye mennesker at kende ligesom hun håbede lidt at komme til at gøre med Casey selvom hun så måtte bryde igemmen en stenhård facade, som han havde oppe og alligevel så havde hun set lille smil fra hans side selvom det havde forsvundet hurtigt igen.
Men da han bekræftede at han tilhørte den familie, som Mimi havde en svag mistanke omkring at han gjorder så kom hun med et nik selvom hun ikke vidste hvad hun skulle stille op da han pluselig rykkede sig tætter på hende på grund af hun havde det bestemt ikke godt med når folk gjorder det uden at hun var opmærksom på det. "Mente nok at jeg havde hørt Deres efternavn før" svare hun roligt selvom hun godt kendte til omstændigheder der lå i forbindelse med lige hans far på grund af hendes egne far havde for nogle år siden kommet hjem fra Skt. Mungos hvor han arbejde på 5. Sal. "Men det er nok i forbindelse med min far Simon Van Dall der er healer på Skt. Mungos" svaret hun roligt selvom hun ikke havde forventede at han havde hørt hendes efternavn nogle steder før på grund af hun selv og hendes familie var ikke nogle særlig kendt familie indenfor troldmandsverden selvom de var fuldbolds alle sammen.

[Grace Villiers]

Den ukronede dronning over Papilloux var endelig vendt tilbage efter endnu en lang, men hed sommer. Og nu var det på tide, at hun atter gjorde krav på sin uofficielle trone. At komme halvvejs inde i en fest var det eneste rigtige tidspunkt at gøre sin entré på, i Grace Villiers’ øjne. På den måde undgik man at falde ind i den kedelige mængde af dukkebørn og nørder, der for en aften havde smidt brillerne. Og jeg tvivler på, at jeg er gået glip af noget betydningsfuldt. tænkte hun til den forrige kommentar, imens hun kom ned af den store trappe og fortsatte hen til de store vidåbne døre, der ledte ind til den rigt udsmykkede sal, hvor orange draperinger faldt fra himlen som regnen udenfor slottet. Synet af salen værdigede Grace ikke mere end et enkelt blik med de yndefuldt sminkede øjne, men i stedet stoppede hun op midt i døren og lod øjnene kigge vurderende ud over den menneskemængde, der havde samlet sig i salen. Overalt i salen var små ærtehalmskliker samlet om centrale punkter, såsom dansegulvet eller det lille bord med anretninger, der stod i kanten af salen. Hun hævede hovedet, fjernede den sorte blondemaske fra øjnene og lod det kølige blik falde på den tøsegruppe, der havde samlet sig ved døren og som stod og glanede på hendes kjole. Hendes øjne fortalte tydeligt, hvor lidt hun beundrede deres kedelige og farverige kjoler, og det varede ikke mere end et øjeblik, så førte hendes nye højhælede sko hende over gulvet med lange, yndefulde skridt. Hendes kjole var intet mindre end et mesterværk i nål og tråd. Og når hun så på alle de farverige og simple kjoler, hendes jævnaldrende gik rundt i, begreb hun ikke hvorfor drengene overhovedet havde givet begive sig herned. Hendes hoved drejede sig i søgning på et par af de ældre Caldenhoof-drenge, hun havde håbet på at imponere i hendes mørke og lettere udfordrende kjole, men under de mange masker kunne hun ikke se nogen som helst velkendte – elskede såvel som hadede – ansigter. Hun fnyste indvendigt, og gik over til det lille bord med anretninger, hvor en fyr med blonde krøller hurtigt rakte hende et glas med lilla substans. Hun smilede sødt i hans retning, lod hånden fange et par af hans krøller, og så forsvandt hun væk fra ham igen med smilet stadig spillende på læberne. Det var hendes yndlingsbeskæftigelse; at lege med andres følelser, især de mere charmerende af drengenes. Men det var dog ikke alle, der ville leges med.. og smilet blev nostalgisk på hendes læber. Mon Casey var her til ballet i aften? Det ville ikke undre hende, hvis han var blevet væk. Man ville nok kunne fornemme kulden fra hans facade på mindst en kilometers afstand, tænkte hun let og lod tungespidsen løbe over hendes læber. Grace syntes, at hendes egen kulde blegnede en del i forhold til den massive istap, Casey altid formåede at stikke i folks hjerter. Han burde have lært hende tricket, hvis ikke han var så pokkers god til at snige sig udenom, hver gang Grace spurgte til emnet. Hun skubbede uden forbehold et par små Luikapiger i råhvide kjoler væk fra den midterste position på dansegulvet, så stillede hun sig rank og tog et sip af væsken. En form for blommesaft med et let twist af noget, der kunne være appelsin ud fra konsistensen. Hun stod med glasset let balancerende i hånden, imens hun betragtede de dansende.

Hm, markedet var godt i aften. Nogle af de fyre dansede faktisk ret godt, opdagede hun. Men det vidste hun da af egen erfaring allerede, mindede hun sig selv om.
Der var et par derude, en fyr med et elegant syet jakkesæt og en tøs i en gammel klud af en kjole, der ville have været moderne engang under 2. Verdenskrig, dengang man syede kjoler af mølædt klæde, der fangede hendes opmærksomhed. Af den måde de to dansede på, kunne det umuligt være andet end en af charmeprinserne fra Ursaul, der havde taget en Chevreuilpige med ud på glatis. Hun fulgte apatisk deres dans, men hun var nær ved at tabe glasset af forbløffelse, da de drejede om og hun nu kunne skelne den mandlige dansers ansigtstræk. Der skulle mere end en maske til for at skjule hendes bedste ven! Kan han danse?! stod malet overalt på hendes flotte ansigt. Det havde hun ikke ventet af Kong Vinter. Hun smilede falsk til en af Ursaulfyrene bag hende og skænkede ham hendes glas med et glimt i øjet, så satte hun i et smukt tempo over dansegulvet, elegant snigende imellem de dansende. Da hun kom hen til de to, satte hun den smukt formede hæl lige på det nederste af Mimis kjole, og trådte til. Enten ville hun skulle stoppe, eller få flænset kanten af hendes utiltalende kjole. ”Og så er dansen min, dukkebarn.” sagde hun med sin søde og let hånlige stemme til Mimi, forglemmende at det nok var hende, der var den største dukke. Hun værdigede hende kun et blik, så gik hun om bag Casey og smilede sødt op til ham. Man kunne godt se, at der var noget i hendes attitude, der stilnede af og gjorde hende en smule mere tilnærmelig. ”Det undrer mig altså, at hun ikke er frosset til is endnu. Er du blevet blødgjort, Casey Hoxton?” drillede hun ham, og lo med hendes perlende latter. ”Bør jeg føle mig fornærmet over, at du aldrig har fortalt mig at du danser som en drøm, Hox?” tilføjede hun drillesygt. Nu virkede det som om, at hun erindrede Mimi, så gik hun hen til ham. Hun var højere end hende, så hun spillede på højden for at se ned på hende. ”Du er ude på meget tynd is, tøs. Og jeg tror ikke, at den kjole kan holde dig varm nok.” sagde hun i en kold tone, der kun indbød til at blive slået meget hårdt over fingrene. ”Jeg troede, at det var et maskebal, og ikke en fremvisning af historiske levn.” tilføjede hun kort, og så ned på hende. Hun rettede sig op, og så tilbage på Casey. ”Hvem er det, du har trukket ud af historiebogen, Hox?” spurgte hun kort.

[Casey Vesper Hoxton]

Det var ingen anstrengelse at danse med den indtagende Mimi, på ingen måde, måtte han indrømme, overfor sit ellers så stoiske og stædige sind. Hvert eneste skridt han tog blev efterkommet prompte, og med så meget ynde, at man næsten skulle tro at de delte tanken om den dans de havde.. at de delte hvert eneste træk. Det foruroligede ham en smule, når han så på det ud fra et stort perspektiv, men han mindede sig selv om, at dette ikke var skak, men tværtimod en dans. Casey var ellers kendt for at have en upåklagelig hånd i skak. Selvfølgelig på grund af hans overblik, hans kølige tilgang til spillet og hans neutrale ansigtsholdning, der gjorde ham i stand til at regne fjenden ud, imens at denne stod og forsøgte at se igennem ham.
Da hun til hans tidligere sætning omkring hans efternavn og hans far, der havde været et risikabelt sats for Casey, blot kommenterede at hun mente at have hørt navnet før, vækkede det en vis opmærksomhed i hans sind. En normal reaktion mimisk ville have været et hævet øjenbryn eller vidt opspilede øjne, men Casey fortsatte blot dansen, med de brune øjne stadig formidabelt placeret i kontakt med hendes. Men hans tanker havde samlet sig om sætningen. Det kom der ikke megen respons på, bemærkede han monotont. Det virkede nærmest som om, at hun trak sig ud af det emne, hun før selv havde vakt til live. Hun ved noget. var hans umiddelbare tanke, men han holdt sig selv i tøjlerne. Det kunne han ikke være sikker på. Det kunne også bare være af almindelig hensyn, eller måske bare af at have fået sin nysgerrighed tilfredsstillet. En dreng som Casey, der var vant til selv at sløre sine ord, havde altid skarpe parader, hvad angik når andre slørede dem. Han valgte at føre dansen videre uden nogen som helst tøven, da det virkede som om, at endnu en sætning hvilede på hendes tunge. Den tidligere tvivl og mulig mistanke blev kort efter opildnet som papir til ild af hendes kommentar om at hendes far, Simon Van Dall, var healer på Skt. Mungos. Havde der ringet en lille klokke før ved lyden af navnet, ringede der nu store kirkeklokker for Caseys ører. Han mønstrede al sin viljestyrke i at holde dansen oppe, imens han forsøgte ikke at lade tankerne tage for stærk overhånd. Så var det derfor! kom det umiddelbart op i ham, og han kunne mærke, hvordan følelserne vældede op i ham. Simon Van Dall.. healerstaben på Skt. Mungos der overbragte os beskeden om hans beklagelige bortgang.. Forbløffelsen blandet med fortidens minder udgjorde en stærk gift, der truede med at krakelere facaden, men han lod sine følelser skubbe i baggrunden og fokuserede intenst på dansen.
Det var nærmest uvirkeligt, at han her stod med en pige, der kendte til den skæbne, han selv havde forsøgt at skjule. Hun kendte nok til hans død efter hendes far. Men nu, hvor hun vidste det, kunne han ikke se nogen grund til at skulle fortælle den. Omvendt.. Hun er meget taktfuld, ikke at sige noget til det. Mange mennesker ville have sprunget ud i en flod af sympati og medlidenhed, som Casey ikke havde hverken tid eller følelse nok til at svømme hen over. Hun gjorde ham en stor tjeneste ved ikke at bringe emnet op. Han var taknemmelig for det. Det fortalte ham kun, at der nok hvilede andet og mere, end hvad øjet kunne se i hendes hjerte. Stadig udtryksløs, svarede han igen efter sin tankestilhed. ”Det er vist også i den forbindelse, jeg har hørt navnet.” svarede han kryptisk, i samme stilart som Mimi havde benyttet sin imens at minderne stadig bed i ham. Det var jo rigtigt nok. Dog var det ikke ham selv, der havde været under kniven.

Dansen – og det pludselige tidevand af minder, der havde skyllet ind over ham - havde optaget Casey i så høj en grad, at han ikke havde set den taktfulde entré, som Grace Villiers foretog nede ved enden af salen. Havde han set den, ville han formodentlig have tænkt ’Graciøse Grace’, som han normalt tænkte om hende med antydningen af et smil lurende bag de kolde øjne. Ligeså længe, som han havde kendt den fandenivoldske Paonouxpige med den skarpe tunge, havde han kun kunnet smile af hende. Hun morede ham til en vis grad. Hun havde et vist talent – eller en vis evne – til absolut at skulle provokere alt og alle omkring hende, men hvis nogen spændte ben for hendes foretagende, fik hun respekt for folk til en vis grad. Men hun havde altid været en eksklusiv sag. En pige, der vidste sit værd, som foretrak rigdom frem for intelligens, og som hellere ville fæste øjnene på en Caldenhoof end en Vulturul. Mange mente, at Casey bare havde været heldig at kunne tæmme den vilde Grace, men ingen kunne tæmme hende. Man kunne kun formilde hende.
Lige pludselig lød der lyden af høje hæle, og som hoppet ud af en tidslomme stod den høje mørkhårede kvinde med det grumme smil bag Mimis ryg, og havde placeret sin sko på kjolen. For Guds skyld, Grace. kunne han ikke lade være med at tænke med en snert mere opgivende tone end det var planlagt, og han betragtede hendes hånlige tonefald, idet hun fik affejet Mimi og nu trådte ind foran ham. Hendes ansigt formildedes, og nu var det den sædvanlige drillesyge pige, der udfordrede autoriteten. Og som sædvanlig blev autoriteten ikke påvirket. Øjnene gled fra Mimi og over på hende, der stod som en tårnende dronning i hendes mørke klæder på det sort/hvide skakbræt. ”Jeg hælder nu mere til, at det er din is, der er blevet smeltet over sommeren, Grace Villiers. Siden hvornår har du gjort din entré alene?” spurgte han med den neutrale stemme, og så på hende. Man kunne høre, at han bevidst gav hende modspil, men at der ikke var en vis venlighed i modspillet. Han mente det ikke ondt, var det klart. Det var usædvanligt for en som Grace ikke at slæbe en eller anden prins af en rig knægt med sig til baller og lignende bare for at vise sig. Da hun spurgte om hun burde føle sig fornærmet over, at han aldrig havde sagt at han kunne danse, så svarede han blot igen: ”Bør bonden føle sig fornærmet over, at prinsessen viser ham interesse?” spurgte Casey, og for første gang spillede et smil over hans læber. Det fremgik tydeligt, at der var et vist venskab imellem dem. Det lå i ordene, en vis legesyghed fra Graces side og et modspil fra Caseys. Smilet var kort, men det var der. Stemmen blev dog ikke forandret.
Grace var gået over for at fornærme Mimi, hvilket traditionelt altid var en ting, Grace gjorde for at hævde sig. Han nåede ikke at få sagt noget, før hun vendte sig om og spurgte, hvem det var, som Casey dog havde fundet. ”Mimi Van Dall, Luika-kollegiet. En historisk skønhed, som du allerede har bemærket, Grace.” kom det fra Casey, og han kiggede på Mimi imens han sagde det. Nu drillede han ikke længere. Selvom Grace havde ment det ondt, havde Casey vendt tallerkenen. For det var det, der havde vundet Graces respekt dengang; at han kunne give hende et modspil. Som de færreste kunne, ville eller turde.

[William Black McCooz]

^{Masken er sort}

William trådte med langsomme bevægelser ind i lokalet. Det arrogante smil hvilede stadig på hans læber. Musikken bankede hårdt i hele kroppen og hjerterytmen føltes synkroniseret med den. Under armen bar han et lille Luika nips som klistrede sig til ham. Hun grinede lidt og vinkede fnisende til hende veninde, som ville hun illustrere ’se, jeg har fanget William Black’. William var godt klar over, at pigen var af den overbevisning, at hun havde tæmmet den vilde hingst, men ak hvor tog hun fejl. William var blevet spurgt af adskillelige piger og alle havde han afslået, bare ikke denne pige. Hun var den tyndeste og kønneste i flokken. Han spottede hurtigt en pige i en hvis kjole og gylden maske. Han gennemskuede hurtigt, at det var den unge frøken Van Dall han havde mødt dagen før. Hun stod og dansede med en ung mand og i et hurtigt ryk skubbede han pigen fra sig ”William!?” sagde hun med et falsk smil og prøvede, at lade som om alt var okay. Men intet var okay for hende. William havde smidt hende væk. ”Smut hen og hent noget, at drikke skattepigen.” sagde han køligt uden at ænse hende et blik. Pigen nikkede og smilede lidt og sendte sine veninder et blik og så gik hun. Hans blik var stadig fastnet på Mimi som dansede med en sølle vulturul dreng. William fnyste. Han var ligeglad med den dreng. Da han skulle til, at træde længere frem og rigtig føle musikken i sin krop imens han mærkede sin jalousi stige i kroppen bemærkede han en smuk kvinde i en dyr sort kjole spankulere over gulvet og stille sig imellem dem. William trådte et par trin ned af trappen og stillede sig med armene over kors med et smil på læberne. Han studerede den tiltrædende kvinde med stor interesse. Hun virkede som en fyrrig lille tøs. Han mærkede hvordan hans krop blev euforisk. Det tændte ham med den stærke fremtræden hun udviste og hurtig kom han i tanke om det – det måtte være ingen anden end Grace Villiers. Præcis som han selv, løb hende rygte hende forud og han havde aldrig haft så udsøgt en fornøjelse, at se hende i aktion eller møde hende. Han måtte smile lidt af det tilbagetrådte Mimi. Den stakkels tøs. Han stod og observerede i lidt tid. Han måtte overveje sit næste træk før han gjorde mere. Men han måtte have sin næse i affæren. Luika pigen vendte tilbage og klistrede sig endnu engang op af ham. Han tømte sit glas og lod hende smide sig ind til hans bryst. Han stod og kælede hende uden at ænse hende et blik. Han havde langt vigtigere ting for nu.

[Mimi van Dall]

Da Mimi udemærkede godt var klar over hvad der havde ramt Casey's familie så ville hun ikke trænde sig på med alle spørgsmål på grund af hun vidste at det havde været hendes far, som havde overbregt beskeden omkring Casey's far til resten af hans familie og alligevel så var der så mange, som nok ville havde spurgt indtil Casey med mange spørgsmål, som ikke havde vedkommet dem. Men da Casey kom med hans kryptisk svar så nikkede hun en enkle gang på grund af de begge havde den nok den sammen tanke omkring hvor de kendte hinanden's navne fra.

Men lige at der var nogle, som havde lagt mærke til Casey og Mimi dansede sammen ude på danse gulvet vidste Mimi intet omkring indtil at hun kunne mærke at der var en, som trådt på hendes kjole hvilke fik Mimi til at stoppe op. Men da der pluselig stillede sig en pige ind midt imellem Casey og Mimi selv så var Mimi lidt for overreskede over den pluselig afbrydelse at hun ikke lige fik samledet et svar med det sammen selvom hun godt hørte den hånlige tonefald, som pigen snakkede til Mimi i. Men det var også tydeligt at hører på Casey at det måtte være en af hans veninder på grund af måde, som han svaret hende igen og alligevel så da Casey valgte at prænstere Mimi overfor pigen der åbnebart hed Grace så sendte Mimi Casey et taknemlig smil "Mange tak for dansen Hr. Hoxton. Men hvis du nogle siden skulle få lyst til at snakke med en, som ved hvordan man fører en voksen og ordenlig samtale. Så ved du hvor jeg er og ellers så må du ha en forsat god aften" sagde hun roligt mens hun udelukkede så på Casey selvom den venlighed og varme der før havde været i Mimi's stemme ikke længere var tilstedet hvilke havde noget at gøre med måden, som Grace havde brudt ind på. Da det allermest virkede, som et råb på opmærksomhed og hun ikke kunne klare at se en anden der dansede med Casey.

Men efter at Mimi havde sagt hendes ord så vente hun rundt og begyndte at gå udad danse gulvet mens hun efter at hun havde efterlagt Casey sammen med Grace, som ikke kun var en modsætning til Mimi i hendes værmåde. Men også i hendes tøj valg på grund af hvor Mimi havde valgt en varm og åbne farve i hendes kjole havde Grace åbnebart valgt at gå efter den mørke og kolde farve hvilke blot understeget endnu mere forskelligen, som der var mellem de to piger. Men Mimi overvejede om hun skulle vælge at gå udenfor lidt for at få noget luft og kølde af på grund af hele den måde, som Grace havde været på havde ramt de helt rigtig knapper hos Mimi, som normalt ellers altid var så bild, som dagen var lang. Men alligevel så kunne Mimi også godt havde et tempanman, som yders sjælden så dagen lys vedmindre at der blev trykkede på de helt rigtig knapper hvilke Grace havde været godt igang med at gøre. Men Mimi havde også en anden bagtanke ved at trække sig på den måde, som hun gjorder hvilke var at hun kunne ikke se nogle grund til at lave en scene, som Grace nok havde forsøgt på at gøre og den scene måtte komme på et andet tidspunk og en anden dag selvom en ting var sikker og vist så var Grace ikke en af dem, som Mimi havde fået noget godt indtryk af mens der skulle en del til før at Mimi ville kunne se andrelse på Grace end blot, som en lille pige der havde et stort opmærksomheds problem hvilke var sådan, som Mimi så Grace.

[Grace Villiers]

Grace nød sin sejr, om end den kun var midlertidig. Hun lod en hånd køre igennem sine lange og perfekte krøller, imens hendes øjne køligt fortalte Mimi om hendes plads på dansegulvet, der bestemt ikke var, hvor Grace var. Der kom ikke til at være nogen som helst form for kamp for den blonde Luika-pige. Hun kunne godt trække sig tilbage til de bøger, der klart ville have mere at gøre med hende end Casey ville. At du synker så dybt, Casey! var hendes eneste tanke, og det var tydeligt at hvad hun end tænkte, væmmede det hende. Det kunne godt være, at hun ikke selv havde nogen fysisk interesse i sin ven, men det betød ikke at den fyr, der formåede faktisk at holde hende nogenlunde interesseret i noget, skulle have lov til at nedværdige sig. Familien Hoxton var jo faktisk en ærværdig slægt, skulle man huske på. Og det navn, pigen bar – noget i nærheden af van Dall, eller sådan noget – var bestemt ikke et navn, der havde hæftet noget som helst af substans ved sig. Da Casey spidst besvarede hendes tidligere kommentar omkring, at hun måtte have ladet paraderne falde over sommerferien, smilede hun blot et af sine let flirtende og giftige smil, imens hun gik tæt på ham. Hun smilede op til den ældre fyr. Havde Casey haft nogen som helst ambitioner i livet, havde han sørget for at komme på Caldenhoof. Men nuvel, han havde det vist godt med at fryse halvdelen af Vulturulkollegiet ned. Og Caseys far havde da været god nok til hendes mor i hendes yngre dage. Det var kvikt bemærket, at Grace sjældent tog sin entré alene – men hun havde ikke gidet slæbe på de allerede vundne hjerter fra Caldenhoof, der kastede sig for dronningens sko. Jævnaldrende fyre med øjne så store som deres kropsfigur, når de så ham, kunne man lege med udenfor ballet, men når det gjaldt, var det sjovere at få lov til at lege lidt. Desuden havde hun håbet på at få muligheden for at skabe sig nogle nye.. bekendtskaber. ”En hed sommer smelter al is, Hox. Du burde faktisk prøve det.” svarede hun ham, lod tungen løbe over læberne og lænede sig tæt ind imod ham. Hun kunne ikke lade være, bare for at irritere Mimi, der lige havde fået taget sin dansepartner. ”Selvom jeg da godt kan se, at en pige så simpel umuligt kan få din kropstemperatur op i den nærhed, det tager at smelte så solid en is.” bemærkede hun med et sigende blik til Mimi, og skubbede sig atter væk fra Casey. Hun smilede sødt til ham, da han spurgte, om bonden bør føle sig fornærmet over prinsessens tilnærmelser. ”Bonden bør se det som en mulighed for at avancere op fra den pøbel, han faktisk er for god til.” påpegede hun, og smilede af Caseys tilbagespil. Hun elskede, når han gjorde det. Det var de færreste af fyrene, der formåede at komme op på et niveau som ham, hvad angik at holde tungen lige i munden.
Men den trivielle Mimi kedede hende. Ikke en indvending! Skulle hun virkelig til at lægge ham på ryggen for at få vakt hendes vrede? Hun havde andre planer, hvad angik kroppe i aften. Der var lækre herrer, der skulle fanges.
Da Casey bevidst omfortolkede den ellers så glimrende sætning, hun havde kastet ned på Mimis hæslige kjole, holdt hun sit ansigt neutralt, men smilede blot op til ham. Hun slog armene om ham og så op i hans ansigt. ”Hox, du ved godt, at vore familier ikke hænger ud med vandaler, hvor historiske de end må være.” sagde hun og hvæsede ordet ”vandal” af Mimi. Så smilede hun koldt til hende, idet hun tiltalte Casey og smuttede væk. At hun bevarede kontrollen, det måtte man da give hende. Men det var så også det eneste, Grace nogensinde ville give den tøs.
”Ikke at en Hoxton har noget at snakke med en vandal om.” påpegede hun blot i retning af Mimi, men imens hun fulgte den ynkelige pige, bemærkede hun en mand i salen; en rigtig mand, endda. Hendes øjne blev omgående opmærksomme, som et rovdyr på sit bytte. Og akkurat som rovdyret, lod hun sin tunge slikke om hendes læber og blikket glide over ham.
Meget tiltalende. Hver eneste del af den overkrop tiggede bare om at blive anerkendt. Men hendes blik blev revet væk, idet at hun så det lille barn, der klistrede sig op af kunstværket som en flue på fluepapir. Hun smilede. Folk, der ikke kendte kunst, skulle ikke have lov ved at pille. Hun vendte sig om mod Casey, og smilede til ham. ”Du skylder mig en dans, Hox.” mindede hun ham om, smilede flirtende og skubbede en hårlok på plads. Casey var ikke mere end en ven og en Vulturul – nu var byttet kommet frem. Så gik hun målrettet – stilfuldt, fast og elegant, som om at hun ejede det dansegulv – hen til den appetitvækkende herre, der umuligt kunne være andet end en Caldenhoof. Og da hun kom tættere på, blev det klart for hende, hvem det var – William Black McCooz. En mand, man vist kunne brænde fingrene på. Men Grace var ikke blevet brændt længe, og hun mærkede, hvordan hans tilstedeværelse og udstråling strøg tændstikken til den ild.
Hun stoppede op foran ham, og lod først det kolde og bestemte blik falde på pigebarnet i hans arme, som stod under hende både i højde og skønhed. Hun var umuligt noget for ham. Lille, uanseelig og simpel. Hun ville aldrig kunne tænde en gnist i den mand. ”Jeg tror, at det er din sengetid, lille ven.” sagde hun med et koldt smil, og placerede let hendes hånd på hende for at skubbe hende hårdt væk. Det var tydeligt at se, at hun mente, at hun burde have den plads snoet om Williams overkrop, og med den både fysiske og psykiske styrke, hun besad, ville tøsen nok ikke vove at lægge sig ud med hende. Efter at have ordnet tøsen, så hun op med nu varme, let farlige mørke øjne på det maskuline ansigt over hende. Hun stod naturlig rank i den elegante kjole, der viste en del mere hud end nogle af de andre kjoler under det tynde stof. ”Jeg tror ikke, at jeg har haft fornøjelsen af Deres personlige bekendtskab, Hr. Black?” spurgte hun med det flirtende smil og tonefald, der karakteriserede en Grace på jagt. Det var tydeligt at høre, at der var en vis stolthed og selvsikkerhed, kombineret med interesse og en kompliment for det famøse navn med det varme rygte. Selvfølgelig havde hun hørt om William Black. Hvem havde ikke det? Smilet på hendes læber blev bredere, da hun tydeligvis ikke lagde skjul på det blik, hun lod glide fra hans ansigt og hele vejen ned langs kroppen, tydeligt hæftende sig ved overkroppen. Et match for en krop som hendes. Hun kunne lide, hvad hun så.

[Casey Vesper Hoxton]

Til trods for at synet af den kække Grace varmede Caseys hjerte, så havde han nu helst set at hun havde gjort sin, som altid, opmærksomhedskrævende entré. De havde ikke set hinanden siden sommerferiens afslutning, og nu var de første små glimt af en kold vinter så småt begyndt at vise sig. Et eller andet sted i ham lå der også ønsket om, at hun måske havde ladet sit høje spil forbigå for denne ene aften og i stedet forsøge at holde sig i skindet. Men han kendte sin barndomsveninde godt nok til at vide, at hun ikke opgav sine yndlingsbeskæftigelser. Det var netop derfor, han havde holdt så længe i sin position som han havde. Da hun fortalte ham hvordan en hed sommer smeltede al is, kunne man ane antydningen af et smil i kanten af læberne, dog ikke et smil der krydsede dem. Det ved du jo alt om, kære Grace. tænkte han og lod øjnene falde på hende. Selvom de ikke opnåede den varme, han ønskede at de skulle indeholde, var det ikke svært for ham at føle, at de nok godt kunne ”smeltes af en hed sommer”. ”Der skal stærkere sager end varme til at smelte min is.” fortalte han hende lavmælt, og så hende dybt i øjnene. Forbløffet skuede han til, da hun gik tæt på ham og gennemført lænede sig op af ham. Et trick for at gøre Mimi jaloux, selvfølgelig. Men forbløffelsen lå i, at det nok var den slags, der kunne smelte en sådan is. Selvom at han nu kæmpede bravt for at holde isen oppe. Hans ansigt forblev den solide stenmur, det havde været under hele forløbet, da Grace skubbede sig væk fra ham, efterladende et sort svidende hul i den nederste facade, den psykiske. Han kunne udmærket fornemme på hende, at hun var godt stødt over at han havde lagt plaster på det svidende sår, hun havde prøvet at påføre Mimi, men han vidste at en pige som Grace ikke kunne bære et flammende nag til ham. Det betød dog ikke, at alt andet i hende var uskadeligt. Er jeg i virkeligheden ikke andet end hendes marionetdukke? tænkte han med øjnene stadig hvilende på hendes legesyge blik, hendes frygtindgydende kjole og hendes højtbårne ansigt. Han fulgte hende, da hun vendte sig om imod Mimi, og skarpt bemærkede, at hverken familien Villiers eller familien Hoxton hang ud med vandaler. Caseys mimik og gestik forblev neutral, men bag facaden tænkte han som sædvanlig. Vandal kan hun da umuligt være, tænkte han om den unge kvinde i den lyse kjole. Kontrasten mellem de to piger var slående; den mørkhårede, prangende og skrydende Grace i sin mørke og langtfra billige kjole, imens at den lyse og venlige Mimi stod i sin smukke, uskyldige og unikke lyse kjole. Man kunne næsten forledes til at tro, at det var kampen mod det gode og onde. Men så ville det onde jo have vundet – i mørkets egne tankespor. Men akkurat som at Casey var en Vulturul, anede han ikke hvor han stod i døren mellem lys og mørke. Han ville ikke kalde sig selv et englebarn, men han følte sig heller ikke fuldkommen opslugt af mørket. Han ville handle, som situationen krævede. Kun da Mimi gik, valgte han at bøje hovedet respektfuldt, dog uden at sige noget som helst som afsked. Han var ret sikker på hvordan en sætning henvendt til Mimi ville blive tolereret af Grace. Hans øjne fulgte Mimi, indtil at hun var ude for synsvidde, så lod han dem atter falde på Grace. Men den unge kvinde havde selv øjnet noget ude i salen, og Casey lod sit blik løbe parallelt med hendes. Blikket endte brat, da han så den karakteristiske velplejede krop og det dyre sæt tøj. Rygterne ilede langt forud for William McCooz. Men ligeså vel som at han kunne være en kynisk mand, kunne man regne med at Grace stensikkert ville gå efter ham.
Og der forsvandt hun, efterladende blot smilet og den lille sætning, der påpegede at han skyldte hende en dans. ”Mon ikke.. Grace.” sagde han monotont, så efter hende og trak sig så ud fra sin ensomme position på dansegulvet til en strategisk godt placeret stilling i midten af den store gruppe. Her var der udsyn til hendes lille jagt og til alt andet. For ligeså vel som at hun var hans veninde, følte han en vis trang til at holde øje med, at hun ikke kom i alt for store problemer.

[Mimi van Dall]

Mimi havde stillede sig hentil Jessica der stod sammen med nogle andre og snakkede lidt med dem inden at Mimi's øjne gled henover salen hvor hun lagde mærke til at Casey pluselig stod alene med blikket rettede over imod trapperne hvilke var der hvor hun kiggede hen også kun for at opdage at Grace stod sammen med ikke andre end William, som Mimi selv dagen før havde haft en lille møde hvis man kunne sige det.
Men lige så snart, som Mimi havde opdaget William så gled hendes blik væk fra de to igen på grund af hun havde bestemt ikke glemt mødet fra dagen før og fartisk så stod hun i nogle sek. inden at hun undskyldte sig overfor Jessica og de andre med undskyldingen omkring at hun ville ha noget frisk luft inden at hun ville forsøge at finde Nate. Men Mimi begyndte at gå over imod udgangen for at komme væk fra alle de mennesker, som der var næsten over alt i salen og endelig så var der lidt for mange lige nu efter Mimi's mening selvom hun ikke normalt havde noget imod at være omringet af mennesker.

// Out ? og sorry for det korte svar

[William Black McCooz]

William holdte skarpt øje med Paonoux pigen som bare de dyre navn Grace Villiers. Hvis hans forældre nogensinde mødte hende havde de solgt deres søn til hende. Hun var den perfekte kvinde i den verden de levede i. Han mærkede hvordan Luika pigen under hans arm hev i ham og forsøgte, at kræve hans opmærksomhed. Han kiggede ned på hende og smilede falsk imens han funderede over hvorfor hun nogensinde havde fået lov til, at klistre sig på ham på den måde. Så tog han en dyb indånding. Så mærkede han hendes duft i hele kroppen og så huskede han. Den kvindelige duft var euforiserende for ham, han elskede den. Han mødte pludselig Grace øjne og Luika pigen var hurtigt glemt igen. Ilden brændte i hans øjne og han studerede hende åbenlyst, lige som han altid gjorde. Han kunne på afstand aflæse hendes ansigtsudtryk og han var klar over, at de to skulle mødes. Hvis ikke nu, så senere. Han forsøgte, at skubbe sit påhæng lidt fra sig, men hun var nærmest forsvundet ind i ham. Han strøg en hånd igennem håret imens han spændte musklerne og sendte Grace endnu et blik. Nogle gange hadet han den kraft han besad, han kunne ikke slukke den. Han grinte for sig selv. Hvis han kunne havde han gjort det nu, bare for at få denne pige til, at forsvinde.
Han så ud af øjenkrogen hvordan Grace nærmede sig og havde pludselig glemt Mimi. Han kiggede bag hende og undersøgte hvad hun havde efterladt og så grinte han – Vulturul. Men da han så Grace fast stilede imod ham nikkede han godkendende til sine tanker om, at det var nu de skulle mødes. Han havde helt glemt pigen under sin arm. Han kunne se genkendelsen i hendes blik og det fornøjede ham meget. Hun nærmede sig hastigt og den tændte en gnist i William, han nød at være lystet. Da hun nåede helt hen til dem kunne man tydeligt mærke varmen. Det var ham en glæde endelig at møde den berygtede Grace. Han smilede for sig selv da Grace med sit blik begyndte, at lege med den unge pige under hans arm. Duften fra Grace ramte hans næsebor og gravede sig dybt ind i hans sjæl – euforiseret – fantastisk. Han grinte ved Graces udsagn og skubbede let pigen fra sig. Hun kiggede da skræmt mod Grace men kunne ikke finde ord at udtale. William hjalp den lille Luika pige på vej med et skub, da Grace førte sin hånd på hende. Pigen måtte sprede armene for at genfinde sin balance. Hun stirrede sørgmodigt på Grace og William, da hun til sidst brød i gråd og løb bort, uden et ord blev sagt. Men William var ligeglad med hende, han ænsede hende faktisk slet ikke, hans øjne borede sig ind i Graces og der blev de med et selvsikkert smil på læben. Uden at lægge skjul på, at han studerede hendes fysik, udbrød han så et grin og kiggede igen Grace dybt i øjnene. ”Der er nu intet så fantastisk som en kvinde der tager hvad hun vil have Frk. Villiers” sagde han og rettede sig op. Hun var et lækkert syn og han mærkede selv hvordan hingsten i ham rejste sig på bagben, klar til at løbe af sted på vildmarken, enten i leg, i flugt fra jægeren, eller i harmoni med en partner. ”Det er mig en ære frk. villiers. Deres rygte er naturligvis løbet dem for ud.” sagde han med sin dybe varme stemme. Han tog hendes hånd og kyssede den på overfladen imens han rakte sig frem i et let buk, helt efter bogen. Og så kunne han ikke længere dy sig ”Så sukkersød en smag ville nemt være vanedannende.” sagde han med et velplaceret grin og et vildt blik i øjnene som søgte at bore sig ind i Graces sind og spille på instinkterne. I det han bemærkede Graces blik glide ned af ham. Han ville give hende show for pengene, så han spændte sine muskler og pustede sig om, lige som påfugle hanen der skulle imponerer sin mage.
Kort sendte han sit blik ud over salen bag hende og så den unge Casey forladt. Det frydet ham. En Vulturul kunne intet imod en Caldenhoof. Selv Mimi forsvandt bag dem og ud af døren.