Maskebal - kl. 22.04 (åben)

[Lucas Reiko Austell]

Lucas kommer ind med sin lille sorte maske placeret fint foran hans personlige udtryk. Han ser
sig omkring. Umiddelbart kan han ikke få øje på nogen han ved hvem er, om det så er
maskernes skyld, det er han ikke helt sikker på. Musikken falder ham nogenlunde i smag, og
han smiler for et øjeblik. Det er lige hans element, dette maskebals fænomen. Han kan
fornæmme hvordan folk allerede er faldet i snak hist og her, mens han selv første lige er
ankommet. Han kunne godt lide idéen om maskerne. Han følte sig ikke ligeså usikker, og med
alle de folk stadset op i dette prangende fest tøj og masker, var der sikkert ikke rigtig nogen
der bemærkede hvem der var hvem. Ikke fordi det ville være umuligt at genkende folk, men
når man kun fik et kort glimt af hver enkel, så kunne det let gå hen og blive et være rod af
halve ansigter, at huske. Til sidst satte han sig ned, bare for ikke at ligne en der stod og var
faret vild midt i det hele.

[Casey Vesper Hoxton]

www.amasquerade.com/images/products/masks/tregrazie_silver.jpg

[/IMG][/center]

Aftenen var om muligt blevet endnu mørkere, end den var, da Casey gjorde sin entré, tænkte han idet han stod med sit glas med alkoholfri cider balancerende i hånden, stadig ikke drukket, selvom han ankom for over to timer siden. Han stod sammen med et par af de ældre Vulturuldrenge ovre ved indgangen, hvor de drenge snakkede lavt, men stemningsfuldt sammen, imens at Casey lyttede Festen var stadig på sit højeste, med elever ude på dansegulvet, og enkelte siddende i sofaerne med deres ledsagere eller alene. Den slagmark har jeg indtaget. tænkte han med en varm forventning indeni, da han tænkte på sin dans med Mimi Van Dall tidligere på aftenen. Han måtte indrømme, at han havde nydt den. Men det havde hun vist også fornemmet, til trods for hans tilbageholdenhed.
Han havde stået med tankerne i hovedet, da en ung mand med blonde lokker kom gående forbi ham i maske, sort og med gyldne indsyninger. Hans øjne fangede ham tilfældigt, og han fulgte hans gang over salen idet han smuttede forbi. En ung mand, nok ikke mere end 4. årgang. Han ankom alene, akkurat ligesom Casey havde gjort det senere på aftenen, men i modsætning til Casey virkede han mere påvirket af det. I første omgang fik han et lille anstrøg af nysgerrighed omkring hvem han mon var, men han blev distraheret af de omkringstående drenge, der alle sammen nu begyndte at pifte i kor efter et par piger, der stod ovre i den anden ende af salen. Han rystede blot på hovedet, og så sit snit til at gå hen til den unge mand i sofaerne. Han endte derovre ved det, der så ud til at være et rent tilfælde, og han stod rank foran ham med blikket rettet ud over de dansende. Så drejede hans hoved, og hans følelsesløse øjne lagde sig på den unge mand. Hvilken modsætning! Han virkede, som om at han var en del mere følelsesladet udadtil. Men var Casey ikke også følelsesladet? Jo, forsvarede han sig selv. Det havde han da opdaget tidligere på aftenen. Selvom hans følelser var på is, betød det ikke at de engang imellem ikke kom op af fryseren.
Musikken skiftede fra den blide svingende ¼ dels takt til en livlig ¾ dels takt, og dansene på gulvet ændrede tempo. ”Godaften.” hilste han kort, følelsesløst, og bukkede graciøst.
Han rettede sig op igen, og fortsatte. ”De er mig vist ikke bekendt. Er De fra 3. årgang?” spurgte han med øjnene limet fast til den unge mand. Den undren, han udtrykte i sætningen, var bestemt ikke påtaget. Han var en mand, der ønskede at have kontrollen og overblikket. Og til det, måtte han vide hvem der var rundt om ham. Også, selvom at denne unge mand måske ikke havde betydning i det store puslespil. Men hvem vidste hvordan det store puslespil blev lagt, når det ikke var en selv der lagde det? Casey satte sig ikke ned, men stod rank med de følelsesblotte øjne. Hvad lå der bag dem? Det var der ingen, der vidste. Men der var da i hvert fald et par spørgsmål, der kunne besvares.

[Lucas Reiko Austell]

Ingen af de mennesker der var omkring Lucas så ud til at bemærke at han var der. Det er var
ikke frdi det generede ham, han skulle nok få opmærksomhed hvis det var det han ønskede.
Nogle piger i en sofa lidt fra ham sad og snakkede om en eller anden fra 6. årgang, og de lød
alle enormt begejstret da den ene af piger fortalte hvordan, ham fyren havde spurgt om han
måtte låne noget at skrive med, i en time tidligerer på ugen. Bare den fakta at han
verhovedet lyttede til dette beviste vel, at han egentlig intet havde at gøre her.
Han vendte blikket den anden vej, og fik øje på en fyr et stykke fra ham selv. Et kort øjeblik
havde det virket som om at han kiggede i retning af Lucas, men det var nok bare indbildning.
Han smilte fredsommeligt lidt i mundvigerne, men det var ikke noget han opretholdte ret
længe, før det forsvandt igen, og hans udtryk ikke viste mere tegn på liv, end masken han
havde på.
Han bemærkede slet ikke ar ham fyren pludselig stod lige foran an ham, før han begyndte at
tale. Først svarede han ikke lige, han kiggede bare søgende på ham et øjeblik, men undlod at
trække det ud i en pinlig situation, ved så alligevel at lade et lille "ja" passere hans
læber. Hvorfor spørg han om det? Han kiggede op på ham gennem hullerne i masken.
Alting var omringet af en lille sort ramme, men det var ikke noget han lagde synderligt mærke
til. "Hvorfor spørger d.. de?" Han bremsede sig selv i at sige "du," der var ingen grund
til at fornærme nogen.

[Casey Vesper Hoxton]

Hvis der var ingen der bemærkede Lucas, så ville de formodentligt gøre det nu, hvor Casey Hoxton med den iskolde udstråling stod foran ham. Han var iført tøj, der ikke just harmonerede med pigernes valg af farverige orange kjoler, men han bar det med en sådan elegance og værdighed, at man ville syntes at det ville være synd, at ødelægge så fint et sæt tøj ved at skifte det ud med orange. Hans øjne hvilede på den unge mand, der først ikke havde bemærket ham, men som snart efter gjorde det og fik fremstammet et lille ja, som svar på om han var fra 3. årgang. Casey hævdede sig normalt ikke god til at vurdere årgange, men der var ofte en sammenhæng mellem hvem man kendte på årgangene, og hvem dem man kendte gik rundt sammen med. Lidt heldig har man vel lov at være. reflekterede han, og hans øjne indikerede ikke, at han tænkte. Hans maske slørede hans overdel af ansigtet, men både hår og mund var stadig synlige i den unge 3. års ansigt. Det var ind i masken, at Casey lod sine øjne gå på opdagelse, i de øjne, der reflekterede følelser, hans egne ikke gjorde. Han kunne se, at hans øjne så op på ham, og han følte en vis glæde ved at føle sit noget neutrale blik blive besvaret. Dog ikke en synlig glæde.
Da han blev stillet spørgsmålet om, hvorfor han dog spurgte, kom svaret prompte, men hverken arrogant, bedrevidende eller med andre former for følelser i. Det kom som en klar konstatering, ligesom når man konstaterer at solen skinner efter en momental regnbyge. Som om at det var naturligt. ”Nysgerrighed.” kom det først over hans læber, efterfulgt af en reel sætning. ”Man ved aldrig, hvornår man kan få brug for at vide, hvem der står hvor.” tilføjede han kryptisk, og til dette ville folk fra Vulturul have smilet skummelt for at understrege det. Men Casey forblev rolig og følelsesblottet. For ham kunne den sætning have flere betydninger. Ingen vidste hvor han stod, en god ting. Men det kunne blive nødvendigt en dag at tage stilling.
Han bemærkede den unge mands hurtige påtagen af den høflige frase, og han bukkede blot hovedet i anerkendelse. ”Jeg bliver ikke stødt ved et du.” tilføjede han, dog uden at smile. Han sagde dog heller ikke, om at et du ville komme fra hans side. En skarpsindet person ville der tage tilbuddet, men derefter forsøge at vinde anerkendelse fra Casey. Han rettede hovedet op og så på ham. ”Og for at gøre det klart, hvor jeg står.. 5. årgang. Vulturul.” konstaterede han for at give bolden tilbage. ”Casey Vesper Hoxton.” introducerede han sig med fuldt navn og bukkede igen. Han var godt opdraget, det kunne enhver da se. Fra en kostskole med gode lærere. Men indtil videre havde han kun set en sympatisk ung mand i den unge herre overfor. Kvik nok til ikke bare at buse ud med en tilfældig omtale. Det var nok en Slondark. De havde meget til fælles med folk fra Vulturul, tænkte han og så på ham. Intellekt gjaldt for begge sider.. en videbegærlighed herskede dog hos Slondark, hos Vulturul lå det mere i årene. Men hvad er der galt med ny viden? Han havde selv lige tilegnet sig den.. her.

[Yuko Shiina Shimamiya]

Yuko måtte stå og tage ikke mindre end fire dybe indåndinger udenfor dørene før hun så meget som vovede at træde indenfor. Det var overvældende, her var så mange mennesker! Hun følte sig allerede varm og underligt tilpas, på trods af hendes gnaske fornemme røde kimono og ehndes matchende maske, så følte hun sig umanerligt kedelig og lille i dne her forsamling. Der var så mange piger derude i kjoler der så så smukke og dyre ud at de gav hende kuldegysninger, og den måde de sad på, nærmest malet på deres kroppe så deres svulmende former og feminine kroppe på ingen måde blev gjordt til skamme, fik Yuko til at tabe pusten. Hun følte sig pludseligt, på trods af at have brugt næsten en time bare på at få dne fjollede kimono til at sidde rigtig, utroligt kedelig og.. Ordinær. Hun havde ikke nogen smuk og svulmende, spændende krop at vise frem, og hun måtte da indrømme at mange af drengende var utroligt pæne at se på i deres jakkesæt og andet fest tøj.

Yuko gav sig til at vandre formålsløst rundt i salen ude langs kanten, simpelthen af frygt for at blive væk i mængden, selv mange af pigerne var et par centimeter højere end hende, for slet ikke at tale om drengende! Hun forsøgte at komme frem til et bord fyldt med forfiskninger af både vådt og tørt, men det lod ikke til at ville lykkes for hende. Hun sukkede stille og besluttede sig for at opgive sin mission, istedet så valgte hun at begive sig yderligere væk fra flokken af drenge der kom med kække bemærkninger og charmerende smil til deres partnerinder der med ufattelig timing svarede igen med rødmen og fnis, og endte med at slå sig ned ved et lille bord vhor der vist ikke sad nogen. Ikke langt derfra stod to dreng engageret i en eller anden samtale om et eller andet emne hun sikkert ikke anede et hak om, men dem om det, hun ville ikke trænge sig på, desuden så var hun heller ikke sikker på at hun turde gøre forsøget, så heller blive på dne her stol hun i det mindste kunne stole fuldt og fast på ikke ville have hende hverken med ud på dansegulvet eller tale om noget hun ikke ahvde forstand på.



((Jeg lagde mærke til at der stod "Åben" ved trådens navn, så jeg håber ikke at jeg trænger mig på? ))

[Lucas Reiko Austell]

((nej det er fint :b men så lad os holde os til en rækkefølge))

Denne Casey virkede på engang både fjendtlig og venlig. Der var ingen tvivl om at Lucas havde svært ved at regne ham ud, som han stod der i sit fine jakkesæt, og så på Lucas med øjne uden følelser, og så alligevel virkede de fulde af liv. Som om nget var spæret inde i de øjne. Noget fantastisk der bare var blevet gemt væk. Ingen tvivl om at denne unge mand var som en lukket bog, men med et omslag der virkelig fik en lyst til at læse den.
Lucas nikkede blot, da Casey svarede nysegerighed, men han kiggede så alligevel en smule undrende op da resten kom. Man ved aldrig, hvornår man kan få brug for at vide, hvem der står hvor.. det er vel rigtig nok. Han kunne ikke helt tage stilling til hvordan frasen var ment. Der var ingen hentydninger at spore.
Lucas der stadig sad ned i sofaen, følte nok en form for upassende malighed ved at sidde og snakke med en der stod op. Og med sine 1,80 meter, rejste han sig så. Han nikkede kun igen, da Casey sagde at det var fint med du. Lucas vidste dog ikke rigtig om han bare skulle hænge sig ved det, eller om han skulle fortsætte med de? Det virkede næsten mærkeligt andet.

Ud af øjnkrogen spottede han pludselig noget der fangede hans opmærksomhed. Han vendte ikke hovedet, kun blikket, og så, at der henne ved væggen stod nu en pige i en rød kimono. Hun måtte lige være kommet. Han kunne umuligt ha undgået at se hende, hvis hun havde været her hele tiden. Han studerede hende nærmerer så godt det nu kunne gøres på afstand, og kun med et fattet lille blik til siden. Hun så da lidt asiatisk ud, men det var svært at være sikker på den afstand, og så havde hun selvfølgelig maske på.
Han vendte dog hurtigt opmærksomheden mod Casey igen. "Lucas Reiko Austell, 3. årgang Slondark," svarede han uden noget hørbart tonfald. Han kunne havde virket ligeså kold og følelsesløs som Casey's øjne, men hans egne, trods skygger af fortvivlelse, levende øjne gjorde det næsten umuligt. Han var ikke typen folk havde den store respekt for selvom han ønskede det. Han var nærmerer typen der tiltrak folks medlidenhed, skønt han prøvede alt for ikke at virke ynkelig. Han kunne blive så vred, når folk fandt ham hjælpeløs.
Han bemærkede igen pigen med kimonoen, da hun satte sig ved et bord. Hun så alene og malplaceret ud. Han havde sikkert også selv set sådan ud, da han for ikke så længe siden, selv var kommet alene ind i salen, og havde sat sig ned. Alene.

[Casey Vesper Hoxton]

((Du trænger dig bestemt ikke på, Yuko; velkommen til.))

Selvom at Lucas ikke just virkede frygtindgydende, var Casey ikke af den overbevisning, at man skulle tælle sine æg, før de var i kurven. Jovist, der spillede følelser i denne mands ansigt, men betød det, at han tænkte med hjertet frem for hovedet? Det stod der ingen steder. Han ville i hvert fald ikke til at gøre sig indtagelser, før han lærte mere. Men han samlede de fakta, han kunne få, og gemte dem i den kurv, hvor de metaforiske æg engang skulle ned. Han lod sine udtryksløse mørke øjne gennemlæse parret overfor ham uden at fortrække en mine. Var der ikke skygger af let melankoli over dem? Et glimt af sorrigfuldhed, af en måske blid sindsstemning? Hvorfor mon den følelse kulminerer i de øjne? tænkte han, og hævede hovedet umærkbart. Måske var det en fortid, der endnu ikke havde sluppet sit tag? Det bør du vel selv vide, Casey. kom hans tanker ham i forkøbet, og mindet om de sjælebid, han havde fået under sin dans den aften, fik ham til at skyde alle former for tankeleg væk. Bare det at genoplive minderne virkede som at rive i gamle ar. Under hele tankespillet havde han været ligeså udtryksløs som før, og knap var han kommet tilbage til balsalens intime omgivelser, rejste Lucas sig op, uden tvivl for at kompensere for det faktum, at Casey ikke havde sat sig ned i sofaen ved siden af ham. De lange ben forstærkede højden, og lige pludselig stod Casey til ansigt med en ung mand, der var omtrent ligeså høj som ham. Næsespids til næsespids. Hvilket sammentræf. tænkte han i tankerne, og smilede mentalt. Havde man syntes at den unge mand virkede uanseelig og ubemærkelig før, så ville man nok skifte mening nu, hvor han tårnede op over mængden.

Ligesom at den røde kimono havde fanget Lucas’ blik, fangede den stille tilnærmelse af en ung pige Caseys øjne, og ligeså taktfuldt som Lucas, fokuserede han det yderste af øjenkrogen på denne nyankomne, der bestemt ikke virkede godt tilpas i omgivelserne, selvom hun både havde passende tøj og endda klædeligt tøj på. Hun virkede nervøs og lettere skræmt, som en lille fugleunge, der lige var blevet truet med, at den blev skubbet ud af reden i morgen. Men ligesom tidligere holdt Casey sine umiddelbare indtagelser i skak, og betragtede i stedet tøjstilen. En rød kimono, i ægte asiatisk facon. Måske en asiat? Han kunne ikke vide at Lucas tænkte det samme, men måske var de to unge herrers tilgang til tingene ikke helt så forskellig, som de måske syntes det. Den resterende pigeflok var iført lange kjoler, så det at se en kimono, var lige pludselig et særsyn. Da Lucas præsenterede sig, kom opmærksomheden fra de kolde øjne tilbage, og han bøjede hovedet anerkendende for at understrege, hvilken ære det var at have fået ham præsenteret. Til trods for at Casey måske ikke sagde så meget, næppe mere end hvad der for ham var nødvendigt, gjorde han en dyd ud af at minde folk om, at han trods sin følelseskulde, stadig var til stede i samtalerne. Han følte sig selv så dybt frustreret, når folk ikke lyttede til ham. Det var for ham som at miste overblikket.
Kort efter flakkede hans blik tilbage til den spinkle pige, der nu havde sat sig alene ved et bord. Casey selv var tidligere ankommet alene, men han havde ikke været påvirket af det i så høj grad endda. Han betragtede det ikke som et problem, at han ikke havde taget en ledsager med. Tværtimod havde han selv afvist det marked, der havde været, for at kunne komme alene. Hans veninder fortjente bedre end at skulle stå med det, der kunne være en følelsesformet istap.
Men denne usikkerhed, dette forsøg på at falde ind i mængden, var ikke til at tage fejl af. Han rettede sig op, og stod et øjeblik med blikket fokuseret på Lucas. Så lod han meget tydeligt blikket flakke hen til Yuko, og tilbage igen. Et ikke udtalt spørgsmål om, hvorvidt de skulle bringe hende ind i samtalen. Ikke af medlidenhed, men måske mere en interesse fra hans side, om hvorfor hun mon gjorde så lidt ud af sig selv? På den anden side var Casey så pertentlig og formel, at han ikke blot ville afbryde en igangværende konversation for at bringe gæster ind i den. Han afventede svaret uden spor af forventning eller andre følelser. Kun øjnene, der hvilede på ham.

[Lucas Reiko Austell]

((Yuko spurgte om vil ikke lige kunne springe hende over en gang (: ))

Musikken i baggrunden skiftede til en valsetakt. En masse par så ud til at liste stille ud på dansegulvet. Lucas selv var ikke god til at danse, men han havde altid været glad for musik, og en klassisk vals faldt ham fint i ørene. Casey som han nu stod foran, var af nogenlunde samme højde som ham selv. Nede fra sofaen havde han ellers virkede til at være meget højerer. Men det var nok bare det, at han så høj ud i forhold til de fleste andre, der havde stået i nærheden. Lucas så kort Casey ind i øjnene, men kiggede så lidt væk igen. De virkede som is. Så klare og alligevel ikke til at se igennem. Alligevel var der også noget dragende ved dem, generelt ved ham i det hele taget. Han var sådan en type pigerne da normalt ville slås om, var han ikke? Hvorfor kom han så egentlig alene? Lucas kom jo mest alene, fordi han ikke rigtig kendte så mange. At være social var ikke hans stærke side.

Først bemærkede Lucas ikke rigtig at Casey også havde fået øje på pigen i kimono. Han havde selv haft travlt med at kigge efter hende. Hans kære søster havde en gang haft en kimono. En blå. Han smilte lidt ved tanken, men prøvede hurtigt at smide tankerne omkring hende væk igen. Der var slet ingen grund til at skulle spolere resten af aftenen for ham selv på den måde. Men tanken havde dog strejfet ham. Et øjeblik var nok. Han stod lidt og så ud i lokalet uden rigtig at se noget. Ingen tvivl, det var de minder der havde gjort ham så asocial og indelukket. Han var tæt på bare at miste al kontakt til omverden. Men han havde dog forbedret sig. Han tog sig sammen, og kastede et enkelt blik mod pigen, inden han igen vendte sin opmærksomhed mod Casey. Gad vide hvad der havde givet Casey denne følelesesløse optræden. Lucas selv vidste om nogen, hvordan ens fortid kunne påvirke en resten af livet. Måske havde Casey også oplevet noget der engang, havde forvandlet ham til denne kølige figur. Ingen bliver født uden glæde. Det hele er et spørgsmål om oplevelser.

Pludselig bemærkede Lucas hvordan Casey tavst spurgte om hvorvidt pigen i kimonoen skulle bryde den tavshed der havde plaget deres samtale siden præsentationen. Han overvejede det lidt. Noget blev de vel nødt til at tale om, hvis dette var en samtale der skulle fortsætte. De siger at tale er sølv, og tavshed er guld. Helt personligt fandt Lucas hverken guld eller sølv mere værdigfuldt end den anden. Det er alligevel ikke andet end to værdigfulde metaller, der i sidste ende ikke betyder mere end de sten man bygger et hus af eller de frø man smidder i marken. "Det er ellers ikke mange man ser i kimono til disse skole baller, om ikke ingen." Sagde han bare, uden nogen viderer hentydning til, at dette var et særlig interessant samtaleemne.

[Casey Vesper Hoxton]

En vals var normalt ikke noget, Casey ville dele med andre, end dem han følte et vist bånd til. Og med hans naturlige forbeholdenhed, blev den mængde til en indskrænket ramme efterhånden. Men han og Mimi Van Dall fra Luika havde da formået at tage en dans, til trods for et kort bekendtskab.. Nuvel, det var jo et bal, og han blev vel nødt til at holde festens ånd en lille smule mere i live end han plejede. Han havde jo også endt med at imponere Grace Villiers med sine færdigheder, og han var sikker på at inden aftenen var omme, havde han nok engageret sig i endnu en dans.
Men han lod atter sit mentale jeg dvæle ved Lucas’ tilstedeværelse, og han bemærkede endnu engang overrasket hvordan han trods sin alder og udseende formåede at have en solid højde, der matchede Caseys egen. Det var en passende højde for en ung mand, havde han altid fået at vide, selvom han selv aldrig plejede at hæfte sig ved sin højde. Det var kun pigerne, der gjorde den slags.
Han mødte Lucas’ blik uden at vige en tomme med sin egen, og han følte et stik af noget, der kunne minde om samvittighed inde under skallen, da han så den unge mand vende blikket væk og i stedet fokusere på et punkt, han ikke bemærkede. Den effekt har du jo normalt. påpegede hans som altid kølige hoved, men han hæftede sig ikke synderligt ved tanken. Det var ikke en samtale af mange ord, de førte; til dels på grund af Caseys princip og evne til aldrig at mæle flere ord end højest nødvendigt, og den unge Lucas’ verbale tilbageholdenhed. Der var intet, Casey værdsatte højere, end mennesker der vidste, hvordan man skulle regulere en talestrøm. Til tider var det nødvendigt, men begge parter vidste altid i en samtale, hvornår det ville være oprigtigt, og hvornår der ville blive sagt ord for ordenes skyld. Han havde stadig blikket på sin samtalepartner, og fortsatte med at danne sig indtryk af ham, trods det at han ikke havde sagt noget om sig selv. Af hans stilhed ville man vurdere ham til at være en enspænder, men det vidste Casey jo også selv, at han foretrak, med mindre at det var mennesker, han konkret nærede bånd til. Men samtidig fornemmede han heller ingen uvilje fra Lucas’ side over, at han måske ikke kunne gennemskue den ældre elev med det samme. Casey ville endda gætte på, at når han var en Slondark, ville han have en naturlig nysgerrighed for at lære hvorfor, at han mon ikke var følelsesmæssigt udadvendt. En beundringsværdig opgave. bemærkede han, men hans tanker var ligeså neutrale som hans stemme. Han erindrede stadig den dag i dag Fordelingshattens ord – at selv det største isbjerg kunne rykkes i dets grundvold. At selv hans hjerte kunne vindes. Den havde haft ret, og hans netværk var udvidet – men hvor meget gættede denne dreng på? Og vidste han hvilke tråde man skulle trække i?

De vendte begge blikket mod den unge kvinde i kimonoen samtidig, og imens at Lucas var beskæftiget med sine tanker, legede Casey kispus med sine egne. Som han allerede havde noteret sig, skinnede hendes usikkerhed tydeligt igennem. Hun følte sig ikke godt tilpas i et selskab, hvor andre havde partnere. Eller måske var det en usikkerhed på mænd generelt? En lille pige ville måske i sin underbevidsthed nære en frygt. Men han havde intet håndgribeligt bevis for det. Han forblev en gåde under sin observation, så føjede han sin opmærksomhed tilbage på Lucas, da denne havde aflæst hans tidligere spørgsmål i øjnene. Intellektet fejler ingenting. bemærkede han, og kom til at smile let indvendigt. Det var de færreste, der formåede at have en sådan opmærksomhed, at de kunne læse et spørgsmål i øjnene. Der var andet og mere i hovedet på denne unge herre.
”Det kan man ikke just sige,” erklærede han sig enig med, og betragtede Lucas. Han lod derefter blikket glide over på Yuko. ”Men netop derfor er vi så opmærksomme på den.” tilføjede han og så tilbage på Lucas. Han ville ikke forklare, at pigens tydelige usikkerhed også vakte en vis opsigt. Det var utaktfuldt at flage med den slags flag. ”Især når man ikke selv har forbindelse til den asiatiske verden.” afsluttede han kort og så på hende. Kvinderne i Caseys familie var ikke kvinder, der foretrak den østlige verdens klæder; hans to søstre var begge piger, der var glade for kjoler og pynt, og jo større, jo bedre. Hans mor var med tiden blevet en mere simpel og stilfuld kvinde, der gjorde et kraftfuldt indtryk. En enke efter hendes mands død. Han anede ikke, at han ved et tilfælde prikkede til Lucas. Men det var en usædvanlig ting for Casey at sige tre sætninger. Han følte, at han burde rose sig selv mentalt. Det måtte han gøre senere.
I hans fødder brændte der en lyst til at gå over til den unge kvinde og redde hende fra hendes forlegenhed, men hans takt holdt ham fast. Han kendte sin plads.

[Yuko Shiina Shimamiya]

Yuko sad fortsat helt alene, hun følte sig så akavet, som en brik fra et puslespil i den forkerte æske. Hun følte virkelig at hun slet ikke gik i spænd med resten af selskabet her på nogen somhelst måde, lige fra hendes påklædning og hudfarve til at hun sad her og nervøst pillede ved et hjerte i et sølvarmbånd. Hendes armbånd var et af de eneste jordiske minder efter hendes elskede storebror hun ejede, udover nogle gamle falmede billeder. Hvis bare han ahvde været her nu. Han ville have holdt hende i hånden og sagt at det hele nok skulle gå og de nok skulle have en hyggelig aften, og at det ikke gjorde noget at hun ikke havde nogen partner til ballet. Han ville gøre hende tryk og underholde hende, også selvom det havd ebetydet at han ikke havde fået snakket med mange andre i løbet af aftenen. Hun følte et stik af sorg i hjertet, hun var aldrig helt kommet sig over tabet, og selv nu følte hun ikke at hun passede ind nogen stedet, at der ikke var nogle brikker i livets puslespil der passede sammen med hende. hun bed sig let i læben og så op. Hun fik øje på to drenge ikke så langt væk der stod og snakkede, de kiggede begge to i retning af hende. Hun mærkede sit hjerte give et spjæt og vendte lynhurtigt blikket ned og rødmede let, ikke mere skulle der til. Hun følte sig om muligt endnu mere akavet, talte de om hende? Hvis de gjorde, hvad sagde de så? Stod de og talte om hvor dum hun så ud her i blandt alle de andre unge kvinder med deres svulmende og smukke kroppe pakket ned i smukke og dyre kjoler, eller talte de måske om hvor sjovt det kunne være at drille hende? Eller havde det slet ikke noget med hende og gøre og havde de bare stået og kigget hen over hovedet på hende? Hun bed sig let og nervøst i underlæben og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sigselv nu.

[Lucas Reiko Austell]

((Yuko - jeg tror det er nemmest hvis det i biblioteket er sket først.
Det er mest sansynligt, da de kun lige mødtes kort, og så måske ikke lige kan kende hinanden bag masker og fest tøj :b ))


Lucas blev helt afslappet af valsens bløde grundrytme, og tonerne fra de levende intrumenter der fyldte rummet op, ud til selv de mindste kroge og hjørner. Intet i denne verden fandt han så fantastisk som musikken. Der havde altid været musik for alles øre, og det skulle da være umuligt at være menneske uden at have bare den mindste følelse for musik. Gad vide hvad denne Casey Hoxton lyttede til? Musik kunne sige så meget om folk. Nok meget mere end alt andet. Det var måske et emne han kunne bringe på banen senere. Lige nu var hans nysgerighed rettet mod pigen i kimono. Kort strejfede det ham, at det måske kunne være hende pigen fra biblioteket? Hun virkede ligeså nervøs i hvert fald, men det var ikke til at vuderer hvem nogen var i denne forsamling af dukker i deres bedste puds. Og det var da også vidunderligt, at man ligemeget hvem man var havde en chance for at være hvem som helst for en aften. Der va dem man let kunne genkende, primært fordi de havde taget maskerne af, og måske havde tøj på der tydeligt gennemstrålede deres personlighed og tøjstil. Og så var der dem der havde gjort en dyd ud af, måske at være et nyt menneske i aften. En helt anden. Det vaar utroligt hvordan en makse kunne skjule så meget. Han smilte kort om munden ved tankerne. En besynderlig idé, et eller andet sted.

Han vendte igen al opmærksomhed mod Casey Hoxton. ..netop derfor er vi så opmærksomme på den. Rigtig nok.. Han nikkede, og sendte stadig små blikke i retning af pigen. Han bemærkede at pigen havde kigget kort på dem, og så hurtigt set væk igen. Nej hun var bestemt ikke tryg ved hele situationen, hun lignede en der godt kunne bruge at være et andet sted lige nu, eller have en hun kunne snakke med og føle sig tryg ved. Da casey nævnte at "man ikke selv havde fobindelse til den asiatiske verden" virkede det tydeligt som om at "man" skulle representerer både Casey og Lucas, og Lucas blev usikker på at nævne at han faktisk var halv japaner. Det virkede upassende og irrelevant, og et eller andet sted var det vel heller ikke noget der vedkom Casey, om Lucas var halv japaner eller ej. Det var nok også bedst at spille med lukkede kort, omkring rødder og afstamning. Så godt kendte han heller ikke Casey. Så Lucas endte igen bare med at svare med et nik, og et kort blik i retning af pigen med den røde kimono. "Ja, man fristes næsten til at gå hen og hører, om der er en særlig årsag." Han sagde det både af nysgerighed, og fordi han dybest set vel egentlig følte en vis medlidenhed. Han var normalt ikke typen der af sig selv ville sætte sig ned ved siden af nogen, alene af den grund at han følte medlidenhed med dem. Der va masserer af mennesker man kunne gå og ha ondt af hele tiden, men han var ikke just typen der var god til mennesker, så han undlod somregel at tænke på det.