En bog.. ( kl. 19.47 )

[Yuko Shiina Shimamiya]

Hun så på ham, helt forskrækket over at han ikke bare nikkede og begravede sig i en bog igen, men rent faktisk tilbød hende at blive og snakke. " O-okay.. D-du.. er vel ikke så uhyggelig.. " mumlede hun tøvende, mest til sig selv for at overbevise sig selv om at han nok næppe ville gøre hende noget, men man kunne jo aldrig vide, vel? Alligevel var der noget over ham der skræmmende meget mindede hende om sin storebror, men det var sikkert bare noget ved hans udseende. " h-hvor er du så fra? " spurgte hun tøvende, bange for at støde ham, hun var vist generelt bare meget genert og bange for at komme til at sige noget forkert der måske ville støde ham væk eller, endnu værre, ophidse ham. Yuko tænkte meget på folk omkring sig, selvom hun sjældent egentligt snakkede med nogen af dem. Hun havde så svært ved at stole på folk, hvilket nok var på grund af hendes mangel på kontakt med verdne omkring hende.

[Lucas Reiko Austell]

Han kiggede fortsat bare afslappet på hende. Ikke på nogen måder intenst, da han ikke ønskede at hun skulle føle at han sad og stirrede. Men det var vel almindelig høflighed at se på den man taler med. Ikke så uhyggelig.. Han måtte selv lige sidde og tænke lidt over den. Men inden han nåede ret langt i sine små ubetydelige tanker spurgte hun pludselig hvor han kom fra. Han kunne ikke finde ud af hvad hun hentyede til. Hvar det hvilket kollegie? Eller hvor han boede? Måske var det hans svage asiatiske træk. Han var tods alt halv japaner, skønt han aldrig havde været i Japan. "Lige nu har jeg bopæl i England - hvis det er det du mener?" Han så spørgende på hende. Måske var det alligevel det asiatiske hun hentyede til? Selv så hun ret asiatisk ud. Så det kunne vel om muligt være det. Men han følte sig ikke rigtig asiatisk. Hans far havde da godt nok taget ham og hans søster med ud for at se kirsebærblomsterne springe ud, mens ellers havde han aldrig haft meget med Japan at gøre. Egentlig følte han sig nok mest fransk. Han havde boet der nogle ar af sit liv, og havde egentlig syntes ret godt om det. Altså indtil den ullykke der var skyld i at de flyttede til England, indtræf.