Ugleriet.. (kl. 15:23 efter skoletid)

[Cassidy Aimée Alexandrie]

Det var en kølig eftermiddag. Sneen var faldet lidt, det var koldt og mange elever holdte sig indendørs, hvor de nød en kop kaffe eller varm kakao. Ikke mange ville bevæge sig ud i dette vejr. Cassidy var dog heller ikke ligefrem normal, når man tænkte over det. Hun skulle sende et brev til sin familie, og fortælle om hvordan det havde gået. Hun var ikke så sikker på, om det havde gået så godt igen, men det behøvede de jo ikke vide. Hendes karakterer var jo gode nok, så det kunne de ikke brokke sig over, de skulle bare ikke nødvendigvis vide hvad hun havde lavet hver eneste dag. Brevet var ikke så kort, hun havde skrevet to pergamenter, fordi hun havde skippet sidste uge, af ren stress over lektierne som hun havde kæmpet så hårdt med. En masse tanker havde også distraherede hende, så det var ikke fordi hun havde klaret sig genialt godt, men fra en skala fra et til ti, så lå hun nok på 7. Forhåbentlig ville det stille hendes overbekymrende mor tilfreds, specielt når hun havde skrevet så meget og nærmest detaljeret omkring det hele. Cassidy var iklædt et par stramme sorte jeans, et par benvarmere, et tørklæde, en trøje, T-shirt og sin jakke. Hun frøs ikke, i hvert fald ikke så meget som hun en gang gjorde. Hendes røde hår, var lidt uhyggelig at se på, for hendes hud var næsten bleg som et lig. Alligevel, så turde hun ikke rigtig gå derind, ind i ugleriet, hun synes det var småt at der ikke var plads nok. Hun led af klaustrofobi og var derfor bange for at gå derind. Pludselig blev alting mørkt, nogen havde lagt noget bind for øjnene på hende og skubbede hende nu ind i ugleriet, de skubbede hende ind i noget, et skab? Og bindet for øjnene røg af. Hun kunne ikke komme ud, hun befandt sig ganske rigtig i et skab. En masse skrig opstod fra hende og hun hamrede på skabsdøren, for at kunne komme ud, men den var låst, dem der havde lukket hende inde grinede og forlod derefter stedet. Hun gispede efter vejret og blev ved med at skrige og til sidst græde.

[Tomas Hayes]

Tomas havde lige nået og se hele episoden, og han løb der over. Han løb hen til de personer, der havde lukket pigen inde, og råbte af dem "Hvad fanden bilder i jer ind?!" Tomas skubbede til en af dem, men gjorde dog ikke mere ved det, andet end at han rystede på hovedet, og gik hen mod skabet, alt imens gerningsmændene, kom med en masse tilråb, inden de besluttede sig for at gå videre. Tomas var nået hen til skabet, og tog i døren. Selvfølge var døren låst. Han så rundt på gulvet, og ledte efter en nøgle, men der var ingen i syne. Han så kort på låsen, og nikkede så for sig selv. "Gå så langt tilbage som du kan, miss" sagde han, så han vidste at pigen hørte det. Han rettede sin stav mod låsen, og pludselig blev låsen rødgløden. Da låsen tydeligvis næsten var i brand, viftede han kort med staven, og man kunne høre hvordan mekanismen i låsen, smeltede sammen. Tomas lukkede hurtigt døren op, så mekanismen ikke kunne nå at blive kold igen, da det ville være umuligt at åbne døren så. Døren var åben, og Tomas nikkede pænt, som en hilsen. "En lidt utraditionel måde men.." Tomas tog sig sammen, og tog blidt hendes hånd, for at føre hende ud af skabet.

[Cassidy Aimée Alexandrie]

Hun havde rykket sig tilbage, men angsten var stor, så hun havde svært ved at kunne klare det. Langsomt satte hun sig ned og græd stadig væk, tårerne ville bare ikke forsvinde. Da han fik åbnet skabsdøren, sad hun rystende og grædende uden at vide hvad hun skulle gøre. Han hjalp hende ud af skabet, uden at hun rigtig vidste det. Tårerne forsvandt langsomt, i takt med at hun slappede af, og så at hun ikke var inde i skabet længere. Hun holdte fast i sit brev, som var blevet noget krøllet sammen. ”Tak,” sagde hun stille og tørrede tårerne væk. Man kunne godt se hun var en fjerde års elev. Man ville nok have troet noget andet, når man havde hørt hende og ikke set hende, inde i skabet. Cassidy blev rolig og slappede af, hendes øjne var blevet røde og hendes kinder var også blevet en smule røde. Hvad skulle hun dog sige? Der var ikke så meget som hun kunne sige, hendes stemme lød temmelig grødet og knækket.

[Tomas Hayes]

Tomas fik et lille, halvskjult smil på læben. "Det var så lidt" sagde han, og bukkede en smule for pigen. Han havde altid lært at være høflig, mod folk han ikke kendte. Tomas kiggede lidt tilbage, mod der hvor de drenge, der havde spærret hende inde, var gået. "Utroligt hvad folk gør mod andre. Man skulle næsten tro at deres hjerner ikke havde udviklet sig, siden de var aber" Han rystede lidt på hovedet, og kiggede på igen hen mod pigen. "er.....er du sådan......o..okay?" Tomas stammede en smule, men det var der intet at sige til, da han ikke var ret god social, og da slet ikke når han snakkede med en pige.Tomas kiggede lidt ned i jorden, for at undgå øjenkontakt, men det gik ikke helt. Inderst inde ville han bare holde om hende, og sige at det hele nok skulle gå, men hans hjerne konkluderede hurtigt, at det var dumt. Hun ville sikkert flippe helt ud. I stedet trådte Tomas et skridt tilbage, da han fik følelsen af, at han var for tæt på hende.

[Cassidy Aimée Alexandrie]

Hun tørrede sine øjne, og prøvede at finde på noget at sige. Det var svært. Hun kendte ham ikke rigtig, vidste heller ikke hvad hun skulle gøre, om hun overhoved skulle sige eller gøre noget, stod uklart for hende. Da han så spurgte om hun havde det sådan okay, så anede hun ikke hvad hun skulle svare. Hun stod stille i et øjeblik, inden hun valgte at svare ham. "Sådan nogen lunde," sagde hun stille. Hendes blik var rettet imod jorden, genert og urolig. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre eller sige, hun var stille og gjorde ikke så meget, inden hun kom i tanke om at hun skulle få sendt sit brev. "Undskyld mig," hun gik forbi ham og over til en ugle, som hun fik ned på sin arm. Hun bandt sit brev fast til uglens ben og så fløj den afsted. Hun vendte sig imod ham og smilede, inden hun så ned i jorden med røde kinder. "Tak, fordi du hjalp mig"

[Tomas Hayes]

Tomas så hendes reaktioner, og smågrinede kort, men stoppede så, da han vidste det ville blive tolket forkert. Bare det med at de begge var generte, fandt Tomas ret ironisk. Så ironisk, at hans nervøsitet forsvandt helt. "Det var det mindste jeg kunne gøre. Der er ikke noget værre, end at se en person blive behandlet uretfærdigt, uden at gøre noget ved det" Tomas prøvede kort at få øjenkontakt, men uden held. Han gik alligevel hen til hende. "Tomas Hayes" sagde han så bare, og rakte hende hånden. Han ville ikke gøre det for akavet for pigen, da han selv ville have hadet, og stå i hendes situation. at blive ydmyget totalt, og vide at, man skulle bruge en andens hjælp. Tomas var ikke typen, der gjorde sig afhængig af andre. Han smilede roligt til pigen, som et tegn på at hun ikke skulle være bange, og han ikke var så slemt som han så ud. Han vidste godt at mange folk, gik en lille bue uden om ham, på grund af hans udseende, men han var blevet så vant til det, at det ikke rørte ham.

[Cassidy Aimée Alexandrie]

Hun så på ham og smilede venligt. Det var svært ikke selv at finde det sjovt, den måde de begge havde været nervøse, men nu var det vel kun hende. Roligt tog hun hans hånd og præsenterede sig. "Cassidy Aimée Alexandrie," det var blevet en vane at sige sit fulde navn, så hun undrede sig ikke over hvis han var overrasket over at få det hele. Nu vidste hun da hvem han var. Tomas. Det var et navn som hun hørte ret tit, mest fordi der var mange mennesker som hed det og det var vel svært at glemme. Hun trippede et øjeblik, inden hun kiggede lidt rundt. Selvfølgelig havde hun sluppet hans hånd, for ikke at være uhøflig, klamrende eller noget i den stil. Kontakt med andre, var lidt svært for hende, når hun led af angst for klaustrofobi, hvis der var alt for mange mennesker, ville hun højst sandsynligt opføre sig lidt underlig over for andre, og endda reagere som hun havde gjort, da hun var inde i skabet. Hun gik udenfor, regnede ikke med at han ville gå med, eller noget i den stil. Hun strakte sig lidt, da hun var trådt ud. Det var bedre, så havde hun i hvert fald ikke klaustrofobiske aner lige pt.

[Tomas Hayes]

Tomas fulgte med bag hende, da hans eneste grund for at være i ugeriet, var fordi han havde set Cassidy blive lukket ind i skabet. Tomas tog sig lidt til sin venstre hånd, som havde en forbinding der dækkede håndfladen. Det gjorde stadig ondt, efter han havde slukket den ild med hånden. En ild han selv havde skabt oven i købet. Det kløede nogle gange inden under forbindingen, og det drev Tomas fra forstanden. mens Tomas gik, og havde tænkerne et andet sted, lå der en sten, der hvor han gik. Han snublende og faldt. "FOR EN I...! Tomas råbte vredt op, da han ramte jorden. Tomas tog sig til knæet, og man kunne tydeligt se smerten i hans ansigt. En lille tåre forlod hans øjne. "Det går bare godt for mig" sagde han med en roligere stemme end før. Først den brændte hånd, og nu det her. Skulle han virkelig bruge hele ugen, på hospitals fløjen, eller hvad? De andre grinede ad ham, da de fandt ud af det med hånden, men det her ville de dø af grin af. Tankerne i Tomas' hoved fløj rundt, og man kunne se at han var i sin egen verden, indtil han så kom med endnu et udbrød. "Pis"

[Cassidy Aimée Alexandrie]

Hun havde fået et chok, da hun hørte ham råbe. Hun vendte sig om og så noget chokeret på ham, inden hendes ansigts udtryk blev lidt mere mildt og venskabeligt. Hun satte sig på knæ ved siden af det. Hun ville gerne hjælpe, men hun vidste ikke hvordan, hun blev vel nødt til at forsøge en eller anden bevægelse eller sådan noget, hun kunne kun en der havde med healing at gøre, men det var svært og den var kun god til at rense såret og ikke lukke det helt sammen. "Er der noget jeg kan gøre for at hjælpe?" spurgte hun stille og lagde hovedet på skrå, hun så en anelse bekymret ud, selvom det ikke var så slemt som det kunne have været. Hun vidste ikke om hvorvidt hun kunne hjælpe, så længe han skjulte sit knæ, hvis hun ikke vidste hvad hun kunne hjælpe med, så kunne hun jo ikke hjælpe. Det var nok første gang hun havde set en fyr, grædt en enkelt tåre, men det var da en tåre, selvom den kom fra en fyr. Det var rart at se nogen kunne være menneskelig til at græde, også selvom det ikke var en pige.

[Tomas Hayes]

Tomas kiggede op på hende med et skævt smil. " nej jeg klare mig, det er ikke så sle..." Han løftede hænderne fra knæet, men satte dem hurtigt for igen. "Det er måske slemmere end det lige ser ud" sagde han så, med en lidt useriøs tone. for at vise hvad han mente, løftede han den ene hånd, og viste hende den. Den var smurt ret så meget ind i blod. "Hent et blad, eller et eller andet. Det sår skal dækkes til, så hurtigt som muligt." Hans stemme var mere seriøs denne gang. Det var længe siden, at han var kommet så slemt til skade. Ja han kunne ikke engang huske, sidste gang. Han tog hånden ned igen, og pressede ind mod knæet, for at holde blodet inde så meget som muligt. Han tænkte lidt, og konkluderede, at det nok ikke var så slemt som det så ud, men at det bare blødte meget. Han vente blikket mod Cassidy igen. "Bare rolig. Jeg er ikke ved at dø" sagde han og smilede, selvom han stadig var i stor smerte. Han sagde det, for at prøve at berolige hende. Hvorfor havde han aldrig gidet og lære en helende besværgelse, nu hvor han havde brug for den, var der jo ikke noget at bruge ild til, som var nogle af de besværgelser han kendte bedst.

[Cassidy Aimée Alexandrie]

Hun vidste ikke hvor hun skulle få de ting fra, det ville nok være bedst at bruge healing besvægelsen først, for ellers ville det jo være lidt besværligt alt det andet. Han måtte vel op til hospitalsfløjen, for at kunne blive undersøgt noget bedre, for hun var ikke just så god til alt dette. Godt at hun kunne klare at se blod, for ellers var hun da besvimet som nogle gjorde når de så blod. Det var ret komisk at se på, men også ondt at grine af, så hun grinede aldrig, men havde ondt af at de ikke kunne tåle at se på sådan noget. "Jeg kan en besvægelse som måske kan hjælpe lidt," sagde hun stille, inden hun hev sit tørklæde af og lagde det på sit skød. Hun så lidt smilende på ham, tydeligvis ikke klar over hvad hun måtte og ikke måtte gøre, for at kunne hjælpe og ikke hjælpe. Hun ville jo gerne hjælpe ham, for det var svært ikke at ville det, når hun jo nu havde set hvor slemt det faktisk var. "Det ikke den bedste besvægelse, men den virker da, så må jeg?" det var ikke det bedste tidspunkt at være genert, men det var hun, og det var der så ikke så meget at gøre ved. Hun ville gerne fjerne hans hænder fra såret, for at kunne komme til og hjælpe, men ikke hvis han ikke ville have det.

[Tomas Hayes]

Tomas kiggede på hende, og smilede. "Nej du må da ikke hjælpe mig. Har man nu ikke ret til at forbløde i fred?" Tomas grinede lidt, og fjernede så hænderne. Der var hul i jeansne, så man tydeligt kunne se såret. Der var en ret stor flænge, tværs ned af knæskallen. Tomas kiggede lidt på det, og så tilbage på vejen, der hvor han var snublet. Hvad kunne have skadet ham så meget? "Well ready when you are, me'las" Den irske accent kunne tydeligt spores, og man var ikke i tvivl hvor han kom fra. Han skar tænder en smule, på grund af smerten, men han ville heller ikke virke som en tøsedreng. Det var derfor han tog det hele med et smil, selvom han bare havde lyst til at råbe og skrige. "Den frelste, bliver frelseren" Sagde han, og smilede lidt. Han afventede hende kort, som tegn på, hun bare skulle kaste den besværgelse hurtigst muligt, for han havde ingen intentioner, om at lukke såret, med sine ildbesværgelser.

[Cassidy Aimée Alexandrie]

Godt hun ikke besvimede af synet ved blod, så var hun nok dejset om da han viste sit sår. Hun så nøje på det, inden hun langsomt trak sin stav frem. Den var enkelt, det var ikke nogle af de fine og nærmest speciale lavet stave. Hun mumlede nogle ord, og så langsomt begyndte såret at heale, men ikke så godt. Det stoppede med at bløde lidt, mens det langsomt fik skorpe på. ”Undsyld, men det kan ikke rigtig gøres bedre,” sagde hun og så lidt væk, tydeligvis tavs og ikke en som ville snakke lige med det samme. Hun vidste heller ikke hvad hun skulle sige, hvad var der også at sige? Cassidy var ikke typen som evig og altid plaprede, eller jo hvis man kendte hende godt og havde stødt på hende flere gange og talte meget med hende. Så jo, så kunne hun finde på at ævle og kævle som et vandfald. Hun forsøgte ikke at bryde tavsheden, eller finde på noget at sige, hun tænkte mere på hvad hun nu skulle gøre af sig selv og af ham. Han måtte vel komme op til hospitalsfløjen for at nogle ville kunne se på det, for hun var jo ikke ligefrem særlig speciel god til healings besværgelser, men heller ikke total amatør.

[Tomas Hayes]

Tomas så ned på det, der før havde været et sort åbent sår, der sagtens kunne se ud som noget, fra en gyserfilm. Nu var såret pænt. Det var dog stadig et sår, men det kunne have været være. "Tak" sagde Tomas så, og krammede hende. Det var ikke tit, at man så Tomas røre ved andre, og slet ikke kramme dem. Berøring var dog sådan Tomas forklarede sine følelser, og han ville gerne vise hende, at hans tak, ikke bare var værdiløst, men at han faktisk mente det. Det var ikke så tit, at folk gad at hjælpe ham, fordi han jo bare var "guitaridioten". Tomas kiggede dog væk fra Cassidy igen, da han selvfølgelig stadig var lidt genert, og det han lige havde gjort, var en del pinligt. Sådan at kramme en fremmed pige. Det var heller ikke sikkkert at Cassidy ville syntes om det. Faktisk ventede han bare på sin lussing.