[åben tråd] Music in heart, mind and soul (kl. 16)

[Tomas Hayes]

Det sneede udenfor, og det måtte være omkring de -6 grader udenfor. Dog var solen fremme, og skinnede ned i sneen, og spejlede sig i det, som en anden skønhed dronning. Musikken inde i det soloplyste lokale, var blid og smuk. Toner flyd ud i rummet, så musikken var helt levende. På en forstærker sad Tomas Hayes, med sin elskede guitar, og lod musikken svømme i luften, i takt til hans fingre, der slog blidt mod strengene. Han sad med lukkede øjne, for at nyde musikken mere. Han havde fundet ud af, at hvis man skærpede de andre sanser, ville man kunne høre bedre, og mere af musikken. Man ville leve sig ind i tonerne, som var de en frodig eng. Tomas hoved bevægede sig stille, i takt til musikken. Han var helt væk i musikken. Det var en trance, som man ikke sådan lige kunne vækkes af, så det ud til. En kort kunstpause i musikken, var stilhed før stormen, og pludselig hørtes der hårde toner i hele lokalet, og stormen rev Tomas med. Hele hans krop pulserede på grund af musikken, og han kunne mærke det helt ude i fingrene. De hårde toner varede ved i lidt tid, men forsvandt til sidst i det bløde toner, i en perfekt overgang.

[Casey Vesper Hoxton]

Verden var stadig indhyllet i den store hvide kappe, der var fløjet hen over de to skoler. Den lange hvide kappe, der så koldt havde ladet sig dale ned omkring dem og åndet koldt på dem. Tættest beslægtet med kulden var Casey Hoxton med den så udtryksløse mimik og de følelseskolde øjne. Han kom gående ned langs den store gang med undervisningslokaler med sin skuldertaske let svunget over venstre skulder, og på rejse i sit sind. Foråret er ved at vende tilbage, konstaterede han nøgternt, idet han passerede de store vinduer i væggen, der nåede helt op til loftet. Øjnene så ud af dem, og kunne se hvordan solen dansede på toplaget af sneen, der var som sukker strøet ud over risengrød. Strålerne dannede farveskær på den spejlhvide facade, og et øjeblik stoppede han og så metaforisk ud over den lange sø af hvid, der strakte sig så langt, som øjet kunne skue. Måske danser farver og liv også kun på toppen af mig.. tænkte han dybfølt, men han følte ingen af de følelser, der burde være kommet med så smuk en tanke. Tværtimod følte han sig kun endnu mere blottet for de følelser, ’normale’ mennesker besad. Evnen til at lyse op i et smil, evnen til at le.. det var ikke så nemt for ham. Hans følelser var specielle. Man skulle ikke vise dem, med mindre der var grund. Det mente han i hvert fald.
Han fortsatte sin stoiske vandren ned af korridoren, og de store vinduer inde i det åbne musiklokale fangede hans blik. Solen faldt igennem dem som om at det var et frit fald, og landede på gulvet for kun at brydes i mindre stykker. Hans øjne søgte instinktivt opad, og der så han Tomas, hans værelses- og årgangskammerat, sidde med solen i ryggen og bøjet ind over en guitars gribebræt.
Hans ben låste sig fast i en afstemt position, da han hørte klangen komme ud fra guitaren. En smuk klang. Men tonerne sagde Casey ingenting. Han var ikke noget musikalsk geni, og han havde aldrig lært den slags. Hans far hævdede, at det var spild af tid for en ægte mand. Og desuden var han heller ikke fintfølende nok til at nære kærlighed til den slags. Men dejligt, det lød det. Han lænede sig op af dørkarmen ind til rummet, og lod øjnene hvile på Tomas. Hans fingre klatrede op af gribebrættet som en væver edderkop, imens at den kromatiske skala han spillede langsomt nåede ned til et absolut nulpunkt. Stilheden indtog for et kort øjeblik. Så var det som om at tonerne galoperede frem som vilde heste, da den ekstatiske guitarist kastede sig ud i et overdøvende crescendo, der nåede sit højdepunkt og derefter gled over til den harmoniske og blidere toneart.
Den forbløffede Casey betragtede neutralt ham spille, og så trådte han selv ind over dørtærsklen til musikkens verden. Han gik over til det store flygel, der strategisk var placeret nær ved den plads hvor Tomas spillede, og han lænede sig op af det blanksorte flygel imens hans øjne løb over ham.
Han stod lydløst og som en skygge, imens han hørte musikken og betragtede musikeren. Bestemt et veludført værk. Men ikke den mindste antydning af jalousi eller ønskværdighed var at finde i Caseys ansigt. Nej, han var ikke rørt over at han ikke besad kunstneriske evner. Det var han alt for stoisk og jordbunden til. Det nærmeste han kom på eskapisme – hans fars gamle ord om kunstnernes værk – var når han filosoferede. Tænkte grundigt over verdens sammenhæng.
Men det lød godt. En delikat symfoni af både gruopvækkende højt og fascinerende blidt. Et sjælens akkompagnement, så at sige.

[Tomas Hayes]

"Oih mate" sagde Tomas, alt imens han stadig havde lukket øjnene, og stadig spillede. Den irske accent skinnede klart igennem. Tomas havde en så god musisk hørelse, så han kunne høre når nogen var i lokalet. Når lyden blev forstærket, var det fordi at lydbølgerne reflekterende på noget, som ikke var der før, altså en person. Han vidste dog ikke hvem det var, og derfor kom hans bløde, stille stemme ud i rummet igen "Or is it las?" For første gang i langtid, åbnede han øjnene, og han brød den trance han ellers havde været i. "Casey, så det er dig, der sniger sig ind på en?" Musikken spillede stadig, men langsomt afsluttede han det musikalske stykke. "Hvad laver du dog her? Burde du ikke sidde et sted, og tænke på hvor sej du er?" Tomas smilede, for de var alt sammen bare for sjov. Tomas havde troet at han var en dødbider, indtil han mødte Casey. Det var dog ikke fordi han ikke kunne lide Casey, tvært imod. "Hvad syntes du om det?" Tomas hentydede til sangen, som han lige havde spillet. "Det er eget materiale" tilføjede Tomas, stolt over hvad han havde udrettet.

[Casey Vesper Hoxton]

Caseys venstre mundvige bevægede sig let, da Tomas med sin fyldige irske accent tiltalte ham – dog med en smule tvivl om hans køn grundet hans lukkede øjne. For ikke at forstyrre valgte Casey ikke at svare ham, indtil at han havde spillet den sidste tone og var vendt mentalt tilbage til det, der for ham var den virkelige verden. Ved anerkendelsen kom der et smil frem på Tomas’ læber, idet han derefter spurgte om det nu var ham, der sneg sig ind på folk. ”Overraskelseseffekten, Tomas.” svarede han med sin nøgterne og ligefremme stemme, imens de farinbrune øjne hvilede på ireren og hans guitar. Som altid talte Casey med en tvetydighed, der både var morsom, men samtidig uhyrlig gådefuld og indgød et mysterium for mange. Et mysterium, de gerne ville løse.
De havde kendt hinanden længe nu. De to havde delt kollegium i snart 5 år nu.. man lærte et og andet om hinanden på 5 år. Dog var det ikke noget dybere kendskab, de to herrer egentlig havde til hinanden, og det var vist alt sammen Caseys hårde skal, der slet ikke havde åbnet sig. Den solide, frosne is. Hvornår ville den tø, tænkte han musende. Hvornår ville den tid oprunde, hvor foråret ville vende tilbage i hans sind og indtage en urokkelig position, trække den splint ud der var placeret i hans hjerte? Han vidste det ikke. Måske den dag, hvor hans fars minde ikke længere spøgte som et sjælens spøgelse. Han stod rank og ærefuldt, sådan som det var blevet indgydt i ham i de tidlige barndomsår, imens han brugte flygelet som rygstøtte og Tomas som fokuspunkt for øjnene. For en poetisk sjæl kunne han være en stående istap, en istap der udgød en påtaget kulde.
Ikke uvenligt, og tværtimod meget spøgefuldt trådte Casey et skridt frem fra klaveret, og stillede sig ved siden af forstærkeren, stadig med øjnene på ham. Som altid var den hvide skjorte pletfri og nystrøget, manchetterne var knappet og det hele sad formstøbt på ham. Der var intet sjusk over ham. Den sorte kappe med den grønne linjebrodering og logoet, som han bar over skuldrene, stod i passende kontrast til skjorten og det mørkebrune hår. Tomas vidste vist allerede godt, at Casey sjældent talte i overflod. Hans stoiske sindelag tillod ham ikke rigtigt bare at plapre løs om ingenting. Man måtte spare på ordene til en dag, hvor de skulle bruges. Og tænke over sine ord.
Han smilede kort, men et smil var det dog, med øjnene stadig hvilende på Tomas. ”Enhver selvisk tanke forsvinder i musikkens overdøvende skønhed.” svarede han blot. Hans øjne gled kortvarigt ned til guitaren, som ingenting sagde ham, men som bestemt var et smukt instrument. Et smukt instrument i hænderne på en dygtig musiker. Den kunne endda være et våben, tænkte han. Et våben, der kunne volde sår i sjælen. Ved tanken om våben kunne han mærke tryllestaven i hans kappes inderlomme, og en smule lettet fortsatte han sin tænkte sætning. ”Jeg gentager blot mig selv, men du spiller godt, Tomas.” svarede han med en undertone af noget varmt og som altid velmenende i hans kompliment. Da han fortalte at det var noget, han selv havde komponeret og arrangeret, nikkede Casey anerkendende. ”Et iørefaldende mesterværk.” bemærkede han. ”Til trods for at jeg ikke er nogen musiker, falder sammensætningen af piano og forte lige i min smag.” tilføjede han og smilede atter kort. Piano for stille og forte for kraftigt. Begge to ord, hans mor havde været flittig til at bruge under hendes klaverspil. En skam, der ikke var drysset noget talent af til ham, tænkte han. På det punkt var han for meget lig hans stoiske, jordbundne, magikyndige far. ”Hvad hedder den?” spurgte han, hentydende til sangen. Den havde vel nok et navn. Eller havde kompositioner altid det? Han komponerede ikke selv, så han kendte ikke til skikkene. Men den musik, han mange gange havde hørt, havde som oftest titler matchende til deres omkvæd.

[Tomas Hayes]

"The mighty, beloved meddow" Smilede Tomas, og så ned på guitaren. Det var jo ingen sang, endnu, men blot et smukt mesterværk, som Casey selv havde sagt. Alligevel syntes Tomas, at titlen passede utrolig godt, til de følelser han udtrykte igennem strengenes klang. "Der mangler måske bare en blid tromme, så ville den være lige så fejlfri som dig, på en hverdag" sagde han drilsk, til Casey. Tomas elskede at drille Casey, men drilleri var også det, at det var. Tomas mente intet ondt, med noget han sagde til Casey. Selvom Casey, som mange andre drenge på han kollegie, var iskold, som en vinterdag i December, respekterede ha dem stadig. Tomas havde nogle gange følt at han var landet på det forkerte kollegie. Han var så rodet og uorganisatorisk, i forhold til mange af de andre. Men som hatten sagde dengang for 5 år siden, flød kunst i årene på ham, og det var derfor han var landet her. Nogle gange så han sig selv som en lille dreng, i forhold til Casey. Som om Tomas var hans lillebror, eller sådan noget. Det var dog ikke noget, Tomas snakkede højt om. Han rejste sig fra forstærkeren, og indstillede den omhyggeligt. "Hold dig for ørene mate, for nu går det løs" Sagde Tomas med et skarpt smil. Han lukkede øjnene kort, og musikken startede med et brag. Det hårdeste rock han kunne komme i tanke om. Det føltes som om, at tonerne slog imod væggene, og næsten sprængte dem, når de ramte. Tomas hoved, og hele kroppen, bevægede sig til rytmen. Det var alle Tomas' hårde følelser, alt had, misundelse og ulykkelighed, der fløj ud i rummet, med en sådan kraft, så det kunne høres over en stor del af skolerne.

[Casey Vesper Hoxton]

Den mægtige, højtelskede eng. oversatte Casey for sig selv i hovedet, da Tomas bekendtgjorde navnet på hans komposition. Måske en reference til hans irske aner? Det var vist ikke usandsynligt. Dog var der sjældent noget ved Tomas, der ikke fungerede som pejlemærke på irsk folkemusik og Kartoffelpesten. Med den accent blev man altid kærkomment mindet om hvor han stammede fra. Det stod i skarp kontrast til Casey, der havde en neutral London-accent, der kun sagde at det var fra en finere del af London. Den udtalte ordene perfekt, velbalanceret og godt intoneret. Det var en stemme, der kunne have tilhørt en mesterlig poet eller fortæller. En stemme, der kunne fortælle historier, så de blev levende for selv de sorteste øjne. En lyd, der kunne vække de døde til live. Forudindtaget at man troede på den slags, selvfølgelig. For Casey var det lyden af hans fars stemme hver eneste dag. En mand af stoiskhed, en mand der blev beundret for hans mandhaftighed. En mand, der døde ærefuldt i en kamp for det land og magiske samfund, han elskede. Var der nogen ære i at dø som lokkedue? tænkte Casey bittert ved erindringen, men det viste sig ikke på hans ansigt, der stadig fokuserede intensivt på Tomas med guitaren og den solbeskinnede virkelighed i musiklokalet. For hans far havde det været den største ære, formodede han. Bare en skam, at hans søn ikke forstod at værdsætte den anerkendelse, de havde fået. Ministeren kunne da bare udtale den ros til hans fars ibenholtssorte gravsten på London Cemetary. Han livede op igen – så levende som en perfekt isskulptur kunne være – da Tomas venligt drillede ham lidt med at hans sang blot manglede et let trommeakkompagnement, så ville den være ligeså perfekt som han selv var. Han bukkede blot hovedet anerkendende og så derefter på kammeraten overfor. ”Perfektionisme er et abstrakt begreb, Tomas. Det bør ikke hæftes på mennesker, der er så simple og forudsigelige. Perfektionisme er.. den.” tilføjede han og nikkede let imod den guitar, han holdte i sine hænder. Nej, et ord som ”perfekt” ville være spildt på mennesker. Ingen mennesker var perfekte. De var et komplekst spil af følelser, der modarbejdede hinanden i et ellers på overfladen så velfungerende system. Men hvis bare den mindste brik manglede, ville samtlige tandhjul stoppe. Og det var vel netop, hvad der skete for ham inden starten på skolen. Den brik, der havde ageret som hans far, var blevet taget fra hans puslespil, og en is havde lagt sig over det resterende af puslespillet for at beskytte de tilbageværende brikker. Fandtes der mon en enkelt brik, der kunne tage pladsen som afløser for den manglende? Der var en verden til forskel på Casey Hoxton og Tomas Hayes, bemærkede han kort, da han så dem begge ud fra et større fugleperspektiv. Den livsglade irer, med det musiske talent og den udtalte livsglæde samt en prisværdig holdning til rod, imens at den livskolde englænder med Quidditchtalentet stod og betragtede ham fra et bittert synspunkt. Og hvad angik rod skulle det udryddes så minimalistisk så muligt. Men det var vel kun fordi han så et glimt af, hvad han kunne være blevet til, hvis bare hans far havde valgt at sige nej til den ene opgave. Han havde svoret på, at den opgave blev den sidste. Manden måtte have fået topkarakterer i Spådom.
Casey havde været inde i sit sinds dybeste afkroge, og hørte derfor ikke Tomas’ velmente ord om at nu ville helvede bryde løs. De hårde akkorder ramte derfor ham lige i hovedet, og trak ham omgående tilbage til den virkelighed, der var et crescendo af en guitar og en bindegal irlænder. Men en beundringsværdig ting var det, og under den smerte akkorderne forvoldte, kunne man ane en vis skønhed. En misforstået skønhed i rockakkorderne. Han kunne høre hvordan A-mol akkorden slap sin naturlige mismodighed og begyndte at hviske om oprør sammen med G7 og Maj7 akkorderne, imens at C-dur og F-dur dansede til den ellers så taktfaste rytme. Havde han haft noget som helst musisk kendskab, ville han omgående have spillet tosset på tangenterne på det sorte flygel, men han havde så meget respekt for musikken, at han ikke ville spolere den. Den var et skønt kunstværk, der skulle nydes. Han lod alle tonerne synke sammen til en stor lydbunke, imens lydmagikeren trak hver eneste tone ud af den enorme lydkasse, der var hans forstærker. Han forstærkede helhedsindtrykket.

[Tomas Hayes]

Tomas hoppede op og ned. Op på forstærkeren, og op på et bord. Han var energisk, og det kunne tydeligt ses. De voldsomme toner, fløj uhæmmet gennem luften, og der kom ikke engang et eneste ophold i tonerne, når han sådan hoppede rundt. "Casey du skulle prøve det her, det er ret så befriende. At give slip på alt, og bare blive båret af musikken" Tomas var kommet ned på gulvet igen, men man kunne se tydeligt, at musikken stadig pulserede i ham. Der gik ikke længe, før han bevægede sig ud i en guitarsolo, som var hurtig, og kompliceret, og dog stadig smuk. Tonerne smadrede imod alt hvad der var fast, inde i lokalet, og det føltes som om, at hele bygningen kunne kolapse når som helst. Det adrenalinpumpende vidunder, til musikken, stoppede så i nogle enkelte bløde, men tydelige toner.Tomas stod lidt bagefter, og prøvede at få vejret, da han var blevet en del forpustet. Han havde dog energi nok, til at komme med et lille smil. "Okay...det var....var nok en smule...voldsomt"

[Casey Vesper Hoxton]

Den volumen og den intensitet, der udsprang fra de svingende guitarstrenge, fyldte rummet op som et badekar med varmt vand, og dens heftige ballade opfordrede kærligt ens fødder til at bevæge sig, hovedet til at danse med i takt og øjnene til at lukkedes i og åbne sig for den indre verden. Men som altid forblev Casey rolig og stabil, selvom at det var en svær fristelse. Han kunne ikke bare sådan smide begge fløjlshandsker, til trods for at hans jævnaldrende kammerat stod der med sit instrument og hoppede livligt med. Hans rytmefaste hop og nærmest hypnotiske trancetilstand fik kun Casey til at fokusere endnu mere intenst på ham, imens at de kraftfulde og rebelske akkorder slog ind i hans ører og paralyserede hans tanker. Det var ikke en tanketilstand, han befandt sig. Jo, han reflekterede over hvor højt og tydelig musikken kunne fortælle en historie, en historie om hvilken tilstand Tomas befandt sig i. Det var som om, at musikken talte for den musikalske irlænder. Fascinerende, egentligt. Musende og inspirerende, rettere sagt. Da han tiltalte Casey og opfordrede ham til at gøre det, som han netop kæmpede for at undgå – at løsne halskluden, kaste den hen i det beskidte hjørne og lade følelserne og hjertet regere – smilede han faktisk, imens han så på ham komme ned til de almene menneskers jord fra sin ophøjede piedestal på forstærkeren. Svaret kom prompte, nøgternt, men dog med smilet stadig båret stolt som en britisk vimpel ved Trafalgar: ”Det er svært at slække på paraderne, Tomas, når man har bøjet dem højt så længe som jeg har,” Det var en ret smuk sætning, men den var også usandsynlig fri for en mand som Casey. Det måtte klart være en kompliment til Tomas om den tillid han havde til ham, og desuden også ikke så lidt af en anerkendelse af hans vens sagte ord. Jo, det var velsagtens befriende – men det virkede abstrakt og fjernt for Casey. Det virkede, som om at det var en helt anden galakse, en helt anden boldgade. Og for et stoisk sind var det nok til at få en til at vende ryggen til forslaget, hvor godt det end var.
Casey fik intet svar på hvad han sagde, før at Tomas lod sig gribe af en tempofast og energisk guitarsolo, hvor hans fingre endnu engang krøb op og ned langs gribebrættet og klimprede på strengene i fast, men accelereret rytme, og lyden kastede sig ud i et drabeligt højtlydt forsøg på at slå dem alle ned. Den overvældede Casey, der lod sig mærke af den kraftige lydmur, men som lod den trænge igennem ham. Han bukkede hovedet og forsøgte at forstå naturen af denne lyd. Hvad var den, aggressiv eller rolig? Kompliceret eller ligetil? Var den en dødbider som Casey eller en livsnyder som Tomas? Den virkede som en mellemting. Voldsom, utilregnelig og uforudsigelig; men samtidig så levende og tiltrækkende. Den var som en pige, der viftede med hænderne i en gestus for at lokke ham ind i et dybt mørke, han aldrig ville komme op af. Følelsernes og svaghedernes mørke.. Da lyden døde hen og virkeligheden atter blev en tand for nær, faldt de udtryksløse øjne endnu engang på guitaren. ”Rebelsk, men befriende for sjælen. Tak, Tomas.” sagde han og smilede kort. Så betragtede han solens stråler falde ind igennem vinduet imens han nynnede en sang, der var hoppet ind i hans hoved. En af hans fars yndlingssange; Here Comes The Sun af The Beatles. Som purung dreng havde han forgudet John Lennon og Paul McCartney, men lige siden hans fars død havde alt hvad der hed Beatles været et område, han så gerne som mulig trak gardinet hen over. Nu stod han og nynnede en af de sange, der havde været hans fars lyspunkt. Men den passede så godt; sollys i et ellers så koldt vinterunivers. It’s been a long cold lonely winter.. sang han i en neutral tone, men selve citatet måtte jo signalere, at han både havde hørt musik og fået et indtryk af det før. Så var han måske ikke så umenneskelig, som man troede.

[Tomas Hayes]

Tomas blev lidt chokeret over Casey. Han virkede helt menneskelig. Casey nynnede? Tomas' hoved var forvirret, og han kunne ikke forstå hvad der skete. Alligevel gjorde Tomas som han altid gjorde. Hvis man ikke forstår noget, så lad det ligge. "Beatles ikke sandt?" Tomas vidste ikke meget om det band, men havde da hørt nogle af deres sange, og det der lød som en af dem. Tomas aflyttede tonerne, som Casey nynnede, og spillede så disse toner, på guitaren. Igen svævede tonerne stille ud i rummet, og Tomas blev tilfreds, da han kunne høre, at hans guitarspil, passede til Caseys nynnen. "Er du klar over, at der kommer musik ud af munden på dig, mate?" Tomas mente det som spøg, men alligevel var der et eller andet ved Casey, der fik Tomas til, at mene det en smule seriøst.

[Casey Vesper Hoxton]

Tomas blev chokeret over den menneskelighed, Casey udviste ved at nynne – og Casey blev chokeret over den skarpe årvågenhed, der lagde mærke til den slags små ting. Jovist, han nynnede aldrig – dette var første gang han havde gjort det foran andre end familie og meget nære bekendtskaber – og Tomas var jo også en ung mand med et øre og en passion for musik, men normalt var der ingen, der bemærkede den slags små ting. Ved genkendelsen af hans nynnede melodi viste der sig endnu et smil på hans læber, men dette var et smil, der var malet i sorgens farver, imens at øjnene blev badet i solens gyldne lys. De nåede dog aldrig at trække i følelsernes klæder, men forblev den sorgløse og glædesfrarøvede portal, de altid havde været.
”Det er det.” svarede han til Tomas’ meget skarpe aflytning af de små akkorder, der var fløjet ud af hans mund, og han lod blikket falde på ham. ”Here Comes The Sun.” tilføjede han, imens at øjnene ikke fraveg en tomme fra guitaristen. Var det nu, han burde lade et enkelt kort falde på bordet? Ville det ikke være den mindste smule mærkeligt at en stoisk mand nynnede, men ikke ville forklare grunden? Han vidste, at Tomas aldrig ville spørge ind til det, men Casey selv vidste også, at der måtte være en grund til hver handling. Han hævede hovedet, så han lignede en stolt, men såret græsk kriger i hans gestik, og lyttede med, da Tomas begyndte at slå et par toner an, der til hans overraskelse var fuldkommen identiske med dem, han havde nynnet. Perfekt gehør. bemærkede han, imens at han vaklede mellem to valg, der begge appellerede lige lidt til hans sindelag. Da Tomas spurgte Casey, om han faktisk var klar over at det var musik der strømmede ud af ham, kunne han ikke lade være med at lade smilet blive siddende grundet den halvvejs spøgefulde, halvvejs seriøse mening med den. Han havde ikke ladet blikket flakke, og han skiftede vægten over på højre ben, før han svarede. ”Et stykke musik, der vækker mange minder.” svarede han tvetydigt til Tomas’ talte bemærkning, men kom da med et lidt mere håndgribeligt svar bagefter. Et svar, der måske viste endnu mere af den sortskyggede menneskelige side, han aldrig nogensinde løftede sløret for. Bortset fra nu.
”Min afdøde far holdt meget af Beatles. Jeg forbinder uløseligt deres musik med hans gerninger og dyder nu. Måske fordi man selv var et barn, dengang han forlod denne verden.” musede han med sin nærmest poetiske og drømmende tilgang til sin fortid, der stod som et sløret fotografi foran ham. Et vandskadet fotografi – skadet af de mange tårer, alle havde grædt over James Hoxton. Bortset fra hans eneste søn, der aldrig havde ladet en tåre falde. Kun mentalt havde det rørt ham at miste den mand, der havde belagt hans vej i livet for ham. Han ville ikke til at spørge Tomas om et eller andet – det ville bare virke som om, at han hurtigt og let ville trække det mørke gardin foran sjælens vindue igen. Nej, nu måtte han lade sine tanker få en lille smule lys. For som før sagt – Here Comes The Sun. Stilheden tog over, imens at det gyldne lys badede de to elever, den ene med sin guitar og den anden med sine tanker.

[Tomas Hayes]

"Det gør mig ondt" Tomas' stemme blev pludselig meget mere seriøs, end den havde været før. Der var intet leg, eller drilleri i stemmen mere. Tomas stod lidt, og tænkte. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Han havde jo aldrig før oplevet Casey, som nu. Som et menneske. Et menneske med følelser. For at være ærlig, var Tomas en del skræmt, over denne omvæltning. Var dette den rigtige Casey, som stak sit blide ansigt, ud fra cementmasken, som han havde båret, alt den tid Tomas havde kendt ham?
Hele Tomas' verden væltede, ned om ørene på ham. Hvad skulle han stille op med Casey? Han ville sige noget venskabeligt, noget kærligt, men han anede ikke hvor han havde, hans værelseskammerat.
Efter et lille stykke tid, valgte Tomas dog at gøre noget. Ord kunne ikke beskrive den medfølelse, Tomas havde for Casey, selvom Tomas var ret god til det med ord. Ikke et eneste ord, kom ud af munden på ham, da han gik over til Casey, og lagde sin hånd, på Caseys skulder.

[Casey Vesper Hoxton]

Det var tydeligt, at al hentydning af den forhenværende glæde og useriøsitet var forsvundet som dug for solen udenfor vinduet, da Casey havde spillet på den støvede tangent, der bar navnet ’hans fortid’. En tangent, der aldrig havde været rørt før. Han lod sine øjne hvile på den hånd, som Tomas medfølende placerede på hans skulder, imens at han udtrykte sin dybeste medfølelse. Og det var beroligende og betryggende at have følelsen af medmenneskelig støtte bag sig. Sådan havde hans musikalske kollegiekammerat aldrig fået set ham før. For lige siden den dag de mødtes havde Casey gjort en dyd ud af at bære den hulfri facade, der lod ham have alle kort på hånden og forblive følelseskold overfor de mange forvirrende bølger af indre komplikationer, der ønskede at oversvømme ham. Stilheden imellem dem varede kun et øjeblik, men det øjeblik havde fået Casey til at smile. Det var en stilhed, som talte udmærket for Tomas, selvom han ikke havde udtrykt andet end medfølelsen. ”Tak, Tomas.” lød først hans oprigtige svar. Ordene var også svære at finde for ham selv. Han ønskede at være oprigtig, uden at skulle belemre Tomas med alt for meget, der måske ikke ville være alt for relevant. Dog var de jo gode venner, og al Caseys tillid lå hos Tomas. Tilliden til, at han ville forstå hans situation og måske kunne lindre den en smule. Hans blik flyttede sig fra hånden og op til Tomas’ ansigt, der nu var fuld af en alvor, der sjældent var blevet set før blandt de to. De to havde ellers nydt enhver stund præget af en let aura af useriøsitet, hvor Tomas med et smil havde bemærket et eller anden til den fattede Casey, der ville svare godt igen. ”Hans minde hjemsøger mig stadig efter alle disse år. Jeg formoder det er mit ønske om at han ikke skal have levet forgæves, og derfor forsøger at være, som han opdrog mig til.” Det var svært at se for en almen troldmand eller heks, men i en prestigefyldt og historisk engelsk fuldblodsslægt var der historie, der skulle opretholdes. Og familien Hoxton var ingen undtagelse for troldmænd med exceptionelle evner indenfor stavkunst samt etikette og manerer. Han skulle være en mand, andre kunne se op til og som man skulle følge i kamp. Han skulle dø på samme måde som James Hoxton gjorde det en dag, og tanken foruroligede ham en del. Ikke tanken om døden, men tanken om at dø for en sag, han ikke var sikker på var hans. Jovist, han havde talenterne – men var det virkelig hans brændende ønske at blive Auror? Det vidste han ikke. Han havde altid tvunget sig selv til at leve med tanken, men nu kunne han i stilheden høre andre stemmer. ”Jeg ønsker ikke at bringe skam over hans minde ved ikke at realisere hans mål.” Men hvad havde James Hoxton egentlig opdraget sin søn til? Det var svært at sætte fingeren på det.
De stod nu ansigt til ansigt, og Casey rankede sig med et smil. ”Men jeg tror, at hans død var den måde, han ønskede at dø på.” bemærkede han med et kort lille smil og så rundt i musiklokalet. Dette var det univers, Tomas levede i, og Casey ville aldrig nogensinde frarøve ham sin plads i den galakse. Casey måtte selv finde sin galakse, hvor den så end ville være placeret henne.