|
Post by Tomas Hayes on Feb 12, 2010 11:39:48 GMT -5
"Jeg er en talentfuld mand" sagde han og grinede lidt, da hun spurgte hvordan han kunne sætte ild til sig selv. Tonerne dansede i den kolde vind, og strøg let ørene, på dem der lyttede. Den smukke klang fra guitaren, gav genlyd i hele skolegården, og musikken satte billeder i Tomas' hoved. Musikken formede en ung smuk kvinde, for hans indre øje. Kvinden stod på en bakke, og rosenblade svævede rundt om hende, som en kærlighedens dronning. Tomas åbnede øjnene, som var han vågnet fra en skøn drøm, da han ikke ville falde ud i musikken, men Mia var der. Det var en skøn melodi, og det var bare noget, som han havde improviseret. Han kiggede lidt på Mia. "Vil du prøve?" sagde han og smilede. Han hentød til guitaren, og selvom det var hans kæreste eje, stolende han på en eller anden måde på Mia. At hun ville passe godt på den.
|
|
|
Post by Mia Rosmor on Feb 12, 2010 12:32:25 GMT -5
”det lader det i hvert fald til, ikke mindst når du spiller” sagde hun og lyttede videre til musikken, hun forsøgte i sit hoved at dele noderne op i de forskellige tonearter, hun ville gerne prøve at spille den på sin violin en gang når hun havde tiden og muligheden for det. Det overraskede hende lidt at han stoppede med at spille, og hun blev ikke mindre overrasket da han spurgte om hun ville prøve at spille, hun ville også gerne, men hvis hun gjorde ville han jo opdage hun godt kunne spille, derfor rystede hun bare på hovedet ”det ender med dine trommehinder springer eller også så sprænger en af strengene, det vil jeg ikke risikere” sagde hun med et smil
|
|
|
Post by Tomas Hayes on Feb 12, 2010 12:41:58 GMT -5
Undskyldning på undskyldning, gjorde det tydeligt at der var noget hun holdte skjult for ham. "Har du forbi for instrumenter eller hvad er det du ikke fortæller mig? kan det virkelig være så pinligt?" sagde han med et smil. Han kunne jo næsten se det lys i hendes øjne, som hun prøvede at skjule. Hvad var det også hun var så bange for? Hvis hun var en musikker, ville han gerne vide det. Han havde ledt efter andre, som han kunne spille sammen med, men det viste sig, at der ikke var mange musikere på denne skole. "Det ikke for at virke påtrængende, men hvad er det, du ikke fortæller mig?" Tomas tænke, at det måske ikke var klogt sådan at afpresse hende, da han jo var en fremmede for hende. Men Tomas tænkte ikke på det, andet end han blot havde det i baghovedet. Hvis hun kunne spille, ville et af Tomas' ønsker måske gå i opfyldelse, og han var næsten sikker på, at det var det hun skjulte, og hvis ikke det var, ville Tomas nok føle sig lidt dum.
|
|
|
Post by Mia Rosmor on Feb 12, 2010 12:53:24 GMT -5
”Jeg kan bare ikke spille” sagde hun og kiggede væk ”alting går galt når jeg har et instrument i hænderne…” hvilket da også var delvist sandt, hun kunne ikke spille for andre uden at fryse til stedet, og det havde hun bestemt ikke lyst til lige nu. ”Det er ikke ligefrem noget jeg er glad for, jeg ville elske at kunne spille, men det kan jeg bare ikke” Der gik lidt inden hun igen kiggede mod ham. Nu var det tydeligt i hendes øjne at det virkelig var sandheden, hun ville mere end gerne kunne spille for andre, det var faktisk hendes store drøm at kunne stå foran og spille på violinen, men hun frygtede også at der ikke var nogen der ville forstå det, og derfor blot grine som hun havde oplevet en gang for mange år siden.
|
|
|
Post by Tomas Hayes on Feb 12, 2010 13:23:17 GMT -5
Tomas blev en smule skuffet, og det kunne godt ses. "undskyld...jeg troede bare....ligemeget" Tomas begyndte igen at spille på guitaren. Han havde allerede haft forberedt sig på, at hun kunne spille, og det var nok derfor han blev så skuffet. Han kiggede op på hende, imens fingrene stadig strøg ned ad strengene. "Undskyld at jeg er så ligefrem, det må være underligt for dig..." Han smilede en smule skævt, for ligesom at afvente på hendes reaktion. Han havde været bange for en lussing, men det så ud til, at Mia havde taget det pænt. Han blev ved med at tænke at han skulle undskylde om, og om igen, men han gjorde det ikke, selvom han flere gange var lige ved. I stedet valgte han at synge. Der skulle meget mod til, for han havde aldrig turde synge foran nogen, men Mia havde jo sagt, at hun kunne lide det. "When I see your smile, tears roll down my face, I can't explain..." Sangen var blød, og fyldt med kærlighed. Men det var ikke kærligheden til en person Tomas følte, men kærligheden til musikken.
|
|
|
Post by Mia Rosmor on Feb 12, 2010 13:34:00 GMT -5
”alt forlad… du skal ikke tænke mere over det, når man spiller musik vil man vel gerne have nogen at dele musikken med, i stedet for bare at spille alene” sagde Mia og gengældte det skæve smil, hun havde det egentlig lidt dårligt med at se ham skuffet, når hun vidste hun egentlig ikke havde sagt hele sandheden, hun kunne jo godt spille, når der bare ikke var andre der kunne hører det i hvert fald. ”Og jeg er heller ikke ligefrem selv den mest diskrete, det kun godt at kunne spørge folk ligeud, ellers ender man jo med aldrig at komme frem til det man gerne vil vide?” Mia lænede sig op af muren og kiggede op på stjernerne mens hun lyttede til sangen ”har du nogensinde overvejet at spille professionelt? Jeg tror du ville kunne når langt…”
|
|
|
Post by Tomas Hayes on Feb 12, 2010 13:43:02 GMT -5
Tomas grinede lidt af hendes sidste spørgsmål, indtil det gik op for ham, at hun faktisk mente det. "Jeg ved det ikke, jeg ved ikke om jeg er parat til noget så stort" sagde han så, og smagte lidt på de ord. Han ville jo rigtig gerne. Det var en af hans største drømme. "Jeg kan vel altid starte med her på skolen, og så se hvordan det går, tror du ikke" Det var sjælendt, at Tomas spurgte fremmede til råds, men han følte at de var på samme plan. At der var et eller andet imellem dem, selvom han ikke rigtig kendte hende. Hvad det end var, føltes det godt. Han havde ikke mange venner, eller for den sags skyld veninder, her på skolen, så det var godt, at føle at man havde en, selvom hun måske ikke følte det samme.
|
|
|
Post by Mia Rosmor on Feb 12, 2010 13:52:48 GMT -5
”Fra små begyndelser - vokser mægtige ting…” sagde hun mens hun stadig kiggede på himlen ”du vil i hvert fald kunne nå langt, det kan jeg høre, det er bare at tage springe ud i det, at tage chancen…” hun blev stille og tænkte på hvad det egentlig var hun stod og sagde, hun fik det til at lyde så legende let syns hun, men hvorfor kunne hun så ikke selv gøre det hvis det var så enkelt? ”Undskyld, så simpelt er det nok ikke bare, det kræver vel en del at stille sig foran andre og spille” smilede hun. Hun strøg fingerne gennem håret og ønskede at det bare var så simpelt, så havde hun jo ikke behøvet skjule en vigtig del af sig selv.
|
|
|
Post by Tomas Hayes on Feb 12, 2010 16:37:10 GMT -5
"man vender sig til det, man skal bare kunne se min frygt i øjnene, og så går det alt sammen" Tomas smilede. Han var ikke det mindste bange for at stå på en scene, så længe han da havde guitaren med. Uden den var han ingenting, og han kunne let få sceneskræk så. "Hvis man tror man er i stand til noget, skal man gøre det....action has magic, grace and power in it, you know" Tomas smilede og kiggede op mod himlen. Klangen fra guitaren kunne stadig høres i hele gården. Tomas var så trænet, så han ikke behøvede at koncentrere sig om det. "Desuden kan jeg alligevel ikke synge" sagde han så, og kiggede lidt ned i jorden, og så på guitaren.
|
|
|
Post by Mia Rosmor on Feb 12, 2010 16:47:24 GMT -5
”det er det bare ikke alle der kan, der er mange der lever i skyggen af hvad de egentlig drømmer om fordi de er bange for hvad omverdenen siger til det.” sagde Mia og fik det til at lyde som noget helt generelt, selvom hun godt vidste det var sådan hun selv havde som hun bare forklarede. ”Du kan skam godt synge, du er nok ikke så meget en rock type med din stemme, men den passer meget godt til den mere romantiske og blide type, de sange som skal have et budskab der når ind til folk”
|
|
|
Post by Tomas Hayes on Feb 13, 2010 2:43:42 GMT -5
Tomas' kinder blev en smule røde, da han ikke var vant til at få ros, for sin stemme. "Tak..." Han ville gerne have krammet hende, men det ville nok have virket mystisk. Hun anede bare ikke, hvor meget det betød for Tomas. Han nikkede en gang, "Tak." Hans smil var varmt og kærligt, i forhold til de andre skæve smil, han ellers havde sendt hende. Efter lidt tid, var Tomas blevet træt af, at spille så blødt på guitaren. Det var nok også lidt for at vise sit fulde potential, at han ville spille hårdt. Han indstillet lidt på guitaren, og gav så et skarp smil, til Mia. "Det kan godt være du skal holde dig for ørene. Jeg har lige brug for at få noget energi ud" Han lavede en åbningsakkord, hvis lyd, slog imod vægge og vinduer, så man skulle tro at de var ved at springe i luften. Da han havde spillet en intro, begyndte han at synge. //sangen han spiller: www.youtube.com/watch?v=9kEgjaH0_Pk //
|
|
|
Post by Mia Rosmor on Feb 13, 2010 3:20:28 GMT -5
”ingen årsag” sagde Mia og trak sin kappe tættere omkring sig, når hun bare stod stille ude i kulden kunne hun efterhånden godt mærke hvor koldt det egentlig var, i forhold til da hun kom ud. Mia så hvordan han gav sig til at indstille guitaren, hun kunne godt se han indstillede den til at kunne spille nogle lidt hårde toner men sagde ikke noget, hendes tanker blev da også bekræftet af det han sagde, og ikke mindst da han gav sig til at spille, det var noget helt andet, tonerne han havde spillet før, var også nogen man ville have kunnet spille på et stryge instrument, men tonerne der kom nu, var hun godt klar over at dem ville man ikke kunne spille, ikke uden at tonerne ville miste sin energi og sin helt egen stemme. Hun lyttede til det han sang og spillede, hun kunne nu bedre lide de andre toner, men det skyldes nok mest at hendes passion var for violinen, og dens blide toner.
|
|
|
Post by Tomas Hayes on Feb 13, 2010 6:06:33 GMT -5
Tomas var helt væk i musikken, og lagde derfor ikke mærke til at Mia, var knap så henrykt for den. Dette var musik der talte til Tomas. Noget aggressivt, men meningsfuldt. Noget så ondt, men alligevel rørende. Det var lige Tomas. Det var en melodi, der kunne fortælle om hele hans liv, og hans forhindringer igennem det. Da han afsluttede sangen, så han igen op på Mia, og kunne se, på hendes ansigt, at hun ikke var så begejstret for musikvalget. Han grinede, måske lidt undskyldene til hende, men sagde ikke rigtig noget. Det gjorde heller ikke så meget, at hun ikke syntes om genren, det var mest bare for at vise hvor meget hans kompetance rakte. Måske blærende han sig lidt, men det skulle man vel også engang imellem?
|
|
|
Post by Mia Rosmor on Feb 13, 2010 7:40:34 GMT -5
”det andet var nu bedre, efter min mening” smilede hun ”men du ser ud til at nyde at spille det der, lidt mere vilde musik, og det har vel også sin egen historie, og det er vel det vigtigste, hvad man selv vil og hvad man nyder altså” sagde hun da han grinede ”jeg misunder dig egentlig…” sagde hun ”du kan spille så meget, du har noget at vise frem for verdenen, noget som fortæller historier, og så kan du gøre det så du kan få alle til at lytte, ved du kan spille forskellige genre” Mia kiggede op mod himlen, mens hun overvejede om hun ikke skulle tage at spille senere, det var efterhånden ikke til at holde ud ikke at spille, bare lidt i hvert fald, tænkte hun og kiggede så over på Tomas ”jeg kan løbe, det vist det bedste jeg kan finde ud af, og det ikke ligefrem noget særligt” lo hun
|
|
|
Post by Tomas Hayes on Feb 13, 2010 8:16:28 GMT -5
"Alle mennesker har en gave, Der er bare nogle der ikke opdager det i tide" sagde han, og smilede. Hun var nu en sød pige, og Tomas syntes selv at de snakkede godt sammen. Det var underligt, efter Tomas mening. Hun var jo en fremmede, en han overhovedet ikke kendte, alligevel syntes han de havde et eller andet imellem dem. "Jeg er for eksempel ikke god til alt det fysiske. Det havde jeg det skidt med, indtil jeg fandt ud af, hvad jeg var god til. Det handler bare om at værtsætte det man kan, og være glad for det" Tomas havde taget hende på skulderen, mens han sagde det, men fjernede hurtigt hånden igen, da han var bange for hvad hun ville sige til det. Han kunne bare godt lide fysisk kontakt, frem for psykisk.
|
|