En vinter eftermiddag (efter skole) ca. kl. 16-17

[Mia Rosmor]

Mia kom gående ud i skolegården, hun var tæt pakket i en tyk kappe, hvorunder hun havde et par tyndt slidte cowboy bukser og en almindeligt T-shirt med en v udskæring. Hætten var slået tilbage så hendes røde hår nærmest lyste op mod den hvide baggrund der var i skolegården. Hun havde lige været inde og ligge sin skole taske på værelset og nu gik hun bare stille rundt og holdt en kort pause for dagen inden hun ville gå tilbage og få lavet sine lektier. Mias blågrønne øjne skimtede kort ud over skolegården, alt virkede tætpakket og lyd sikret af den nyfaldne hvide sne der lå som et beskyttende tæppe hen over alt omkring hende. Hun kunne ikke se andre, idet hun satte sig over på en af bænkene og lænede sig tilbage med blikket rettet mod himlen, det var for koldt til at kunne spille violinen udenfor for tiden, hvilket hun var lidt træt af, hun kunne ikke bare gøre det indenfor der ville risikoen for at nogen opdagede hende være alt for stor, desuden hvis der begyndte at sne igen, ville det kunne ødelægge hendes violin, og det ville hun heller ikke risikere. Så hun sad bare på bænken med et lettere drømmende blik med tanken om de varmere tider hvor hun igen kunne komme ud og spille igen.

[Tomas Hayes]

Tomas sad et stykke derfra, med ryggen op af skolebygningen, med sin guitar. Han havde kastet en besværgelse på den, så den ikke skulle bruge forstærker til den. De blide toner begyndte at flyde ud i den tykke, fugtige luft, og lyden, af den smukke musik dansede rundt om ham, og opslugte ham. Han havde sikret sig at ingen var derude, det var også derfor han havde sat sig derude. Hans blide og fine stemme, begyndte at bevæge sig til musikken, og en dejlig blid, men en smule dyb mandestemme, fusionerede med de smukke toner. Han kunne synge det kunne han, men det troede han bare ikke selv, og derfor sad han et sted, hvor han var sikker på, at der ikke var mange mennesker. "Sitting here in my room today, Clouds outside are so gray. Can’t remember my last shout, When you went in and broke my heart..." Det var noget han selv havde skrevet, og som næsten altid, lød det godt. Man kunne se, at det ikke bare var tomme ord for ham, men at sangen virkelig bevægede ham, og musikken spillede i en bedrøvet, og trist toneart. Dette var måden, at sangen fik sit budskab ud til andre. Folk skulle føle det samme, som han havde gjort da han havde skrevet den. Det gjorde den også ganske godt, da en tåre trillede ned af Tomas' kind.

[Mia Rosmor]

Mia stivnede da hun hørte nogle blide toner af hvad hun kunne klassificere som værende toner fra en guitar. Hun var altså ikke alene som hun først havde antaget. Hun kiggede sig omkring for at se hvor det var at tonerne kom fra, og fik efter lidt tid øje på en dreng der sad henne ved den ene mur. Hun lyttede lidt til tonerne og genkendte ikke melodien, som en hun selv havde spillet eller en hun før havde hørt blive spillet. Hun rejste sig op og gik forsigtigt nærmere hen mod drengen, og da hun kom tættere på kunne hun også høre ordene han sang mere tydeligt. Hun havde fra starten kunnet høre at det var en sørgelig sang, men da ordene kom på fik hun også hele meningen med bag melodien, hvilket gjorde hende meget mere opmærksom på tonerne der blev spillet. Tonerne havde en anden klang end det hun var, vandt til at høre fra violinen, en i modsætningen til det hun ellers hørte, gav det hende en fjern følelse som når hun selv spillede. Det bedste ved melodierne var efter hendes mening når de kunne nå ind til folks hjerter, og gav et helt nyt perspektiv til hverdagens liv.

[Tomas Hayes]

Tomas faldt straks ud af trancen, og holdte op med at synge, da han hørte fodskridt i nærheden. Da han åbnede øjnene og så at det var en pige, der stod og nærmest stirrede på ham, blev han en smule rød på kinderne og så ned i jorden. "God dag" sagde Han stille, og spillede så stille videre, dog uden at synge ting. Han var bange for hun skulle sige et eller andet. Han var bange for at hun var kommet her over, for at sige, at hun ikke gad hører på det larm. Disse tanker, og følelser, kunne mærkes i det han spillede. usikre, og hemmelighedsfulde toner, fyldte den kolde luft. Dog var musikken ikke lige så høj som før, da han ikke ville give hende indtrykket, at han ignorerede hende. Han lukkede bare øjnene igen, og prøvede at rense hans sind, fra alle hans tanker, og problemer, som var opstået da han havde set pigen. Tomas burde også have vidst, at man ikke kunne være alene, nogen steder på skolen.

[Mia Rosmor]

”Undskyld det var ikke for at forstyrre dig” sagde Mia da han holdte op med at spille, ”Hvad er det egentlig for en sang? Jeg synes ikke jeg kan genkende den? Er det en af dine egne?” spurgte hun tydeligt nysgerrig, og interesseret i svaret, hvilket hun tog sig i og hendes øjne fik et skær af noget der sagde hun nok havde sagt for meget. ”du behøver ikke svare” fik hun hurtigt herefter tilføjet. Hun vidste hvordan hun selv ville have haft det hvis det havde være hende, hun ville være stivnet på stedet eller have forsøgt at løbe væk, hvis det havde været hende der var blevet forstyrret i at spille musik.

[Tomas Hayes]

Man kunne se at Tomas' tanker fløj rundt, for selvom hans øjne var lukket, kunne man se dem kører forstyrret rundt, inde bag øjenlågene. Dog endte det med han sukkede dybt, for at tage sig sammen. "Ja det er mit eget, og du er den første der har hørt den" sagde han så, og gav et lille smil. Alligevel kunne man se hans nervøsitet, på den måde han straks efter at have svaret, stirrede ned på guitarhalsen igen. Ikke nok med at det var en pige der var kommet, hun skulle abselut også være mega pæn. Det forstyrrede Tomas lidt, da hans ene halvdel af hjernen sagde at han skulle se på hende, og den anden sagde at han ville dø hvis han gjorde. Langsomt valgte Tomas dog, at få øjenkontakt i få sekunder, men da han mærkede hvordan pulsen den steg, så han ned på gribebrættet igen. Det er var ekstremt pinligt.

[Mia Rosmor]

”Tonerne er lidt sørgelige, men de når også ind til hjertet, det ikke noget man høre så tit længere, og ordene skaber en billedlig historie til sangen, selvom tonerne i sig selv også fortæller meget om følelserne bag det… Undskyld, jeg ved ikke om det er i orden jeg siger det?, sig til hvis det ikke er” sagde hun og kørte fingerne gennem håret. ”Du må endelig spille videre, hvis det er, kan jeg sagtens gå igen, som sagt ville jeg egentlig ikke forstyrre dig, jeg kender det godt,, det er trælst at blive forstyrret når man sidder alene og laver noget og sådan”

[Tomas Hayes]

"Nej nej du er mere end velkommen....det er bare..." Tomas tog en dyb indåbning. "Bare det at jeg ikke er så god, til at takle de her situationer." Tomas kiggede op på hende, og holdte øjenkontakten i lang tid, i forhold til hvad han ellers havde gjort. "Vil det sige at...du kunne lide det?" En uro og forvirring, kunne spores i Tomas' stemme. Der var aldrig nogen der havde givet ham komplimenter, på hans sang, og da slet ikke som denne pige gjorde. "Må jeg spørger om hvem det er, der komplimentere mig?" Som alle andre mennesker, ville Tomas gerne have et navn, til at forbinde med ansigtet. Han havde ikke set denne pige før, eller havde han? Han var ikke sikker, for noget sagde ham, at hun gik en årgang eller to under ham, og hvordan skulle han vide det, hvis ikke han havde set hende før? I vært fald kendte Tomas ikke navnet, på denne pige, det var han helt sikker på

[Mia Rosmor]

Mia smilede og kløede sig lidt i håret ”Ja, jeg kan godt lide det, jeg er meget vandt til de bløde toner, med den følelsesmæssige historie, min far plejede ofte at spille for mig da jeg var mindre…” Mia kiggede lidt ud mod skolegården idet hun tilføjede: ”Jeg har ikke selv en tone i livet, men jeg er meget bevist om hvad musik der er godt at lytte til”. Hun vidste godt at det ikke var helt sandt det hun sagde, hun spillede jo selv, og var også rigtig god til det, men hvis hun sagde det, ville han nok bare spørge om hun selv spillede, og hun ville ikke risikere at hendes violinspil blev bragt på banen. ”Mit navn er Mia… Mia Rosmor” fik hun sig præcenteret lidt efter at hun igen kiggede mod ham, og rakte så hånden hen mod ham. ”Og jeg kan måske få navnet på kunstneren af den dejlige sang?” spurgte hun.

[Tomas Hayes]

Tomas rejste sig op, fra der hvor han havde siddet, for ikke at virke uhøflig. Han tog imod hendes hånd, og nikkede engang. "Hayes" sagde han bare. Hvis man kendte hans efternavn, kom man også til at kende hans fornavn, da han næsten altid bare blev tiltalt, ved efternavn. Tomas studsede over at hun sagde, at hun ikke havde en tone i livet. "Er du nu helt sikker på, at du ikke har en tone i livet? Du lyder usandsynllig meget, som en der har forstand på musik...mere end nogle der ikke selv var musikalske ville have haft?" Tomas så lidt mistænksom ud, men da han tænkte over hvad det var han gjorde, ændrede hans ansigtsudtryk sig igen. []"Undskyld, det var ikke min mening af udspørge dig"[/b] sagde han, og kiggede tavst, og ydmygt ned i jorden.

[Mia Rosmor]

Mia trak bare på skulderne ”som sagt spillede min far en del, for mig da jeg var yngre, han arbejdede med det en overgang, og selvom jeg ikke selv kan spille, var jeg altid meget fascineret at det, jeg brugte længe på at studere det han spillede i håbet om at det ville forbedre mine evner, dog uden held” smilede hun ”men jeg fik da noget ud af det, jeg har da lidt for stand på tonerne, og tone arter, og du er ikke den eneste der har spurgt om det, et undre mange” tilføjede hun

[Tomas Hayes]

"Det er også en smule underligt vel" Tomas stod mistænksomheden gå, men inderst inde vidste han, at der var et eller andet ved hende. Han kendte en kunstner, når han så en. Men han lod det være for nu. Tomas satte guitaren fra sig, og lænede sig op ad muren. "Mia...hmmm...det navn siger mig et eller andet...var det ikke dig der, kom til at sætte dig ved siden af en stol, og så faldte du på gulvet....jo det var da dig var det ikke?? Der på biblioteket?" Tomas stod lidt og overvejet. Det var jo en 3-4 år siden, og han kunne jo tage fejl, men han var da sikker på, at den pige hed Mia. I vært fald meget sikker. Da det gik op for ham, at han nok havde mere snavs på sit navn, end hun havde, ville han gerne have trukket hans sætning tilbage, men nu var det jo sagt. Det kunne lige passe at Mia, også havde hørt han navn før.

[Mia Rosmor]

”det er det da ikke” sagde hun bestemt men med et smil ”sådan er der nok også andre der har det, men de bare tier stille” sagde hun. Mia rømmede sig da han nævnte uheldet hun havde haft på første år, hun havde været ude om natten og spille og helt glemt tiden, hvilket havde resulteret i at da hun så skulle side og lave lektier efter timen var hun langt fra vågen og have fejlbedømt afstanden til stolen ”man bør ikke dvæle ved fortidens fejltagelse” fik hun fremsagt ”det er længe siden, og jeg var bare træt den dag… det kunne være sket for selv det bedste” sagde hun nok mere til sig selv end til ham,

[Tomas Hayes]

"Ja undskyld jeg bragte det på bane...det var bare, jeg vidste jeg havde hørt dit navn et sted fra" Tomas prøvede at finde på noget at sige, der kunne lappe det sammen, han lige havde revet op. "Fejl er vel det der gør os til mennesker" sagde han og smilede. Han havde intet imod, når folk dummede sig, da han ofte selv gjorde det. "og den bommert er jo ingenting. Jeg kom til at sætte ild til min trøje, da jeg skulle lære ildbesværgelser første gang" Tomas kunne huske den dag klart. "Den dag fandt jeg vidst ud af, hvor hurtigt man kan få en trøje af" Det var faktisk ret komisk nu han tænkte over det, og de dage efter den episode blev han kaldt Hades og ikke Hayes, hvilket var en smule irriterende, men det var vel hvad man fik for at være menneskelig. Han tog fat i guitaren igen, og tog dens rem over skulderen. Han slog en streng an, som hurtigt blev til at han slog på flere strenge, som førte til en stille, og utrolig kærlig melodi.

[Mia Rosmor]

”Det går nu nok, som jeg sagde, kunne det jo være sket for alle, men det ikke ligefrem noget jeg gerne vil huskes for, det var ikke et af mine mere brillante øjeblikke” lo hun ”hvordan lykkedes det dig dog at få sat ild til din egen trøje? Jeg har hørt om flere der er kommet til at sætte ild til andres første gang, men da aldrig sig selv?” sagde hun.

Mia smilede og lyttede da han igen begyndte at spille, hvilket faldt hende helt naturligt at gøre, og da hun hørte den rolige melodi som han spillede på guitaren, kunne hun ikke lade være med at ønske hun selv kunne tage violinen frem for spille, det nærmest kriblede i hendes fingere for at spille igen, hun gjorde hvad hun kunne for at skubbe tankerne om violinen ud af hovedet og i stedet lytte til det der blev spillet.