|
Post by Mia Rosmor on Feb 25, 2010 8:33:50 GMT -5
Mia smilede til hende og fulgte efter hende ud af døren og flyttede sig så de gik ved siden af hinanden imens de gik ned af gangene. Lige i det de forlod toiletterne kom der en flok piger der pjattede og gik derind. Mia sagde ikke så meget igen men smilede til Mai flere gange mens de gik gennem gangene og videre hen mod hovedindgangen hvorefter hun fortsatte hen af mod den forbudte skov. Da de kom lidt nærmere gik Mia lidt i forvejen og sørgede hele tiden for at orientere sig om, om hvorvidt der var nogen der kiggede efter dem eller fulgte efter dem jo tættere de kom på skoven, gik hun også mere over i det skjulte for at folk ikke skulle få øje på dem. Mia tjekkede en sidste gang inden hun gik ind bag de træer der stod yderst og først da hun var kommet nogle meter ind, gik hun ikke og forsøgte at skjule sig længere, ganske få meter længere inde var der en lille lysning, der var ikke meget mere plads end der lige kunne være nogle få mennesker, og under det ene af træerne var der ingen blade på en enkelt plet, der tydeligt fortalte hvor det var Mia selv stod. ”Vær sød ikke at sige til nogen hvor stedet er” bad hun og fandt et tæppe frem fra et træ, hvor hun plejede at ligge kassen til sin violin på, hun folede det ud og lagde det på jorden.
|
|
|
Post by Mai Kokoro Felicienne on Feb 25, 2010 8:52:22 GMT -5
Folk der så dem, så en Mia der smilede til en pige som nærmest virkede følelses kold, eller bare lige glad med at hun gik sammen med hende. Hendes ansigts udtryk var neutralt, hun så et par gange på Mia, men smilede ikke, gjorde ikke en gang tegn på at ville smile. Da de var nået ned til den forbudte skov, tøvede Mai meget, for hun havde hørt at hun ikke måtte gå derind, og hvis det blev opdaget blev folk sikkert stik hamrende tosset. Alligevel gik hun ind, hun fulgte Mia og var noget usikker på hvorfor, hun opdagede dog hvorfor. Den lille lysning var meget hyggelig, forståeligt at Mia ikke ville have at nogen anden fik det at vide. ”Jeg siger intet,” sagde hun og så på det hun lavede, hun stod helt stille og kiggede i et øjeblik rundt, hun var ikke helt tryg ved det her. Det var nyt og anderledes. Hvorfor hun havde sagt ja til at følge med, forstod hun ikke rigtigt.
|
|
|
Post by Mia Rosmor on Feb 25, 2010 11:44:03 GMT -5
”tak Mai, det betyder meget for mig du ikke siger det” sagde Mia der stadig smilede imens hun satte sig ned på tæppet ”sæt dig endelig ned, jeg har ikke noget at tilbyde dig herude, men det går vel?” spurgte hun mens hun kiggede op på Mai der stod ved siden af. ”vil du fortælle mig det? Eller har du fortrudt det? For hvis du har, er det altså helt i orden” spurgte hun stadig opfordrende mens hun klappede på tæppet som for at sige hun bare kunne sætte sig. Mia fik sig sat så hun sad i skrædderstilling og kiggede på Mai. Mia var meget nysgerrig stadig, og ville derfor gerne hører hvad det var der var sket med Mai, og ikke mindst hjælpe hvis hun kunne.
|
|
|
Post by Mai Kokoro Felicienne on Feb 25, 2010 11:55:15 GMT -5
Hun lyttede til hvad hun sagde, men gjorde ikke tegn til at ville sætte sig. Det tog et øjeblik for hende, at gå over og sætte sig ved siden af hende. Hun havde sat sig så hun støttede sin arm, så hun kunne trække sine ben op til sig. Hvor skulle hun begynde? Det vilel blive svært at forklare det hele, for hun kunne jo ikke ligefrem bare tage hele hendes livshistorie ud på et sølvfad. Men hun måtte vel fortælle det hele, der var ikke andet for, sådan var det jo. Det ville tage lang tid, meget lang tid, specielt hvis hun skulle forklare det rigtigt, og så det ikke lød helt forkert eller ude i skovene. ”Jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde,” sagde hun ærligt og så på hende, stadig neutralt, som om hun ventede på at der blev sagt noget som kunne give hende en start på det hun skulle fortælle, for at sætte en dæmper på hendes nysgerrighed. Det var det her hun så tit prøvede at undgå, men der var ikke noget at gøre ved det. Hvis hun skulle få sat hendes nysgerrighed ned, så måtte hun sige noget af det, som var grunden til hendes sorg.
|
|
|
Post by Mia Rosmor on Feb 25, 2010 12:42:53 GMT -5
Mia kiggede på hende ”du må gerne begynde fra starten af, det plejer vel være det nemmeste når man skal forklarer noget” sagde hun ”du kan starte med hvornår problemerne eller hvad det nu er begyndte?” tilføjede hun opfordrende. Hende hår flagrede let i den stille vind der kom mellem træerne, træerne stod så tæt at sneen ikke var faldet til jorden i lysningen hvor de sad, Mia kiggede sig lidt omkring i det hun betragtede som værende hendes lille sted. Der var en smule mørkt men det gjorde ikke Mia noget, der var ro og fred, og lydene derinde blev dæmpet inden de nåede ud, derfor var det det helt ideelle sted for Mia. Mia rettede igen blikket mod Mai mens hun ventede på at pigen begyndte at fortælle
|
|
|
Post by Mai Kokoro Felicienne on Feb 25, 2010 13:06:34 GMT -5
Om dette ville hjælpe hende, var hun i tvivl om. Men nu var hun rodede ud i dette, så måtte hun også rode sig ud af det. ”Tjoh, det hele startede efter jeg fyldt 4 år. Mine forældre begyndte at slå mig, af grunde som jeg ikke forstod, og stadig væk ikke gør,” sagde hun stille, inden hun lagde hovedet lidt på skrå og så rundt, inden hun igen betragtede Mia. ”Min mor viste sig at skulle være lukket inde på psykiatrisk afdeling, men det var hun ikke blevet.. da jeg blev seks år, voldtog min far mig for første gang.” hun lød fuldkommen rolig mens hun sagde det, men i virkeligheden, brændte hendes hjerte og tårerne viste sig i hendes øjne. Smerten kunne nu ses i hendes ansigt. ”For cirka to år siden, modtog jeg et brev herfra skolen.. det var den lykkeligeste dag i mit liv.. for jeg vidste godt at jeg var anderledes, fordi jeg kunne ting som ingen andre kunne, det var sikkert derfor jeg blev slået, eller en af grundene.. mine forældre brød sig ikke om det, så min bror hjalp mig med at komme væk, han reddede mig.. han gik til myndighederne og fik mig fjernet og nu bor jeg hos ham. Men inden alt det skete, gav min mor mig noget, som er et mærke for resten af mit liv, noget der fortæller min historie,” Hun så op imod den himmel, som hun nok aldrig rigtig betragtede.
|
|
|
Post by Mia Rosmor on Feb 25, 2010 13:22:22 GMT -5
Mia kiggede chokeret på Mai, hvordan kunne forældre gøre sådan noget ved deres børn?, hun var selv vokset op i en familie hvor hendes forældre betød alt for hende, og de havde altid sørget godt for hende og hendes to yngre søskende. Mia havde en tåre der trillede ned af hendes kind, da hun forsigtigt lagde armene omkring pigen ”det er jeg virkelig ked af at hører Mai, jeg kan slet ikke forestille mig hvor slemt det må have været for dig” sagde hun med en rolig stemme, selvom hun ikke var helt rolig, det hun følte mest lige nu var nok vrede, vrede over at nogen kunne finde på at behandle Mai sådan, over at sådanne mennesker havde fået lov til bare at gå ustraffet hen så længe. ”du må sige hvis der er noget som helst jeg kan gøre for dig” sagde hun og slap Mai da hun ikke var sikker på om det var ok for hende at blive omfavnet ”jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig hvis du vil have det” sagde hun og forsøgte at smile til hende selvom man godt kunne se at Mais historie havde påvirket Mia meget.
|
|
|
Post by Mai Kokoro Felicienne on Feb 25, 2010 13:29:52 GMT -5
Hun blev noget overrasket over hendes ord og omfavnelsen. Hun havde kun oplevet det, når hendes bror holdte om hende, trøstede hende og sagde at det var okay at græde, selvom det havde været okay for ham og hende, så havde det ikke været det for hendes forældre. Hun havde ikke tilladelse til noget, hendes fri vilje var væk og derfor vidste hun ikke, at Mia faktisk virkelig ville hjælpe og hendes ord, ikke bare var tomme. Hun smilede et øjeblik, men smilet forsvandt da omfavnelsen var overstået. ”Det okay,” sagde hun stille, høfligt, men stille. ”Nu min far jo i fængsel og min mor lukket væk, så de kommer vel aldrig og gør mig noget mere,” hun strakte sig et øjeblik, men ikke ret længe da hun ikke brød sig om det. Hendes hud var ikke øm, eller plaget som den havde været lige efter hendes mor havde lavet tatoveringen på hendes ryg. Nu var det bare en lettelse faktisk at kunne fortælle det til nogen. Mai tørrede sine tårer væk og lod sit ansigts udtryk blive neutralt. ”Det vel derfor, jeg har svært ved at vise mine følelser over for andre.. jeg vil igennem det samme. ”
|
|
|
Post by Mia Rosmor on Feb 25, 2010 13:48:50 GMT -5
”Nej, det er ikke ok Mai” sagde Mia ”selvom de er lukket væk nu, retfærdiggøre det ikke hvad de gjorde ved dig” hun strøg hende blidt over hovedet og tog et af sine lommetørklæder op af lommen og gav det til Mai, ”du kan altid tale til mig, hvis du gerne vil, jeg skal nok lytte” sagde hun trøstende ”jeg kan godt forstå hvis du har svært ved det med følelserne hvis de har behandlet dig på den måde, er din bror så god ved dig?, han er forhåbentlig ikke ligesom dine forældre så?” spurgte hun venligt mens hun kiggede på Mai, Mia havde indset der nok ikke var særligt meget hun kunne gøre, men hun ville gøre hvad hun kunne, og det var vel at være der for Mai hvis hun havde behov for at snakke omkring tingene, senere kunne det være der var mere hun kunne gøre, men hun kunne ikke komme på noget lige i dette øjeblik
|
|
|
Post by Mai Kokoro Felicienne on Feb 25, 2010 14:15:30 GMT -5
Hun sagde intet. Hun havde ret, de havde ødelagt en masse af hendes liv. Det som burde have været en fredfyldt barndom, havde vist sig at blive ødelagt fra den dag hun blev født. Da Mia nævnte hendes bror, skete det, som man så sjældent så ske hos hende. Hun lyste op i et smil. ”Nej, han er sød, sjov og klog,” sagde hun og lænede sig tilbage, mens hun så op imod himlen, inden hun så på hende. ”Hver gang jeg er hjemme og han er hjemme, så laver vi alt muligt sammen, vi ser tv, spiller spil.. hygger os bare som en rigtig familie.. selvom hans kæreste og hans arbejde tager meget af hans tid.. så jeg bare glad når vi er sammen, som da vi var mindre,” hun smilede stadig væk. Det var underligt at hun ikke selv lagde mærke til det, når hun så sjældent smilede så burde hun vel lægge mærke til når hun gjorde det. Hun kunne bare ikke lade vær med at smile. ”Jeg holder virkelig meget af ham, han gør mit liv til sådan en glæde,”
|
|
|
Post by Mia Rosmor on Feb 25, 2010 14:35:04 GMT -5
Mia smilede bare mens hun kiggede på hende ”det godt at se at dine forældre gjorde noget rigtigt, de fik dig da en bror inden dig” sagde hun ”og det er godt han behandler dig godt, det lyder som om I har det godt sammen, det er jeg glad for at hører, og det lader til han kan få dig til at smile” sagde hun og lo, hun var glad for at se at Mai det mindste stadig kunne smile, og ikke bare skjule sine følelser, hendes smil virkede nærmest befriende efter at have set hvordan hun hele tiden ellers havde gjort alt hvad hun kunne for at gemme følelserne væk ”skal du så over til ham når vi har ferie igen, eller bliver du på skolen og er hjemme til sommer?” spurgte Mia for at holde sig inde for emnet med broderen der lod til at gøre hende gald
|
|
|
Post by Mai Kokoro Felicienne on Feb 26, 2010 9:02:14 GMT -5
Hun smilede, men rystede på hovedet. ”Min bror og jeg er halv søskende,” sagde hun og rødmede. Hun blev klar over at hun smilede, så det forsvandt hurtigt og hun så neutral ud, bort set fra de røde kinder som afslørede hvor genert hun pludselig var blevet og forlegen over at være blevet afsløret, som en pige med følelser, og ikke den marionet dukke som hun selv så sig som. Hun tænkte sig lidt om, mens hun begyndte at lade en hånd køre igennem håret, som om hun redte sit hår. De brune øjne afslørede ikke ret meget, hun virkede ikke død, bare en der tænkte sig grundigt om. ”Jeg overvejer at tage over næste gang vi har ferie, men jeg ved det ikke rigtigt, for så skal vi måske på skiferie, og det gider jeg ikke,” hun så op imod himlen, tog fat i sin vifte, foldede den ud og gemte alt det af hendes ansigt, som sad under øjne. Hun ville ikke have folk så hende rødme, hun vidste ikke rigtig hvorfor.
|
|
|
Post by Mia Rosmor on Feb 26, 2010 9:23:16 GMT -5
”så gjorde den ene af dem noget rigtigt til at starte med” sagde Mia og lænede op at det træ hun betragtede som værende hende, og det træ som hun altid stod under. ”det lyder som om du burde tage af sted alligevel, og bruge noget tid sammen med din bror i ferien, man savner familien utroligt meget når man er væk fra dem, har du andet familie end din bror egentlig? Altså som du stadig kan snakke med og sådan nogen ting?” spurgte hun ”jeg har to yngre søskende, helsøskende, tvillinger” lo hun ”de skal starte her på skolen også regner vi med, når de altså bliver lidt ældre, har din bror også gået her? Eller har han ikke magiske kræfter lige som du har?”
|
|
|
Post by Mai Kokoro Felicienne on Feb 26, 2010 9:38:31 GMT -5
Hold op hvor var Mia egentlig nysgerrig. Et eller andet sted, provokerede det Mai, men man kunne ikke se det eller fornemme det på hende. Hun var som en følelses tom skal. ”Jeg har ikke andre,” sagde hun stille og tænkte sig grundigt om. Hun havde nogle kusiner, og fætre og sådan noget, men ikke flere søskende. Det sidste hun spurgte om, kom bag på hende, men provokerede hende temmelig meget. Hun var mugglerfødt og derfor en af dem som ikke altid var ret så populære på grund af sin blodstatus. Det generede dog ikke hende. ”Nej, jeg er mugglerfødt og min bror har ingen magiske evner, det vil sige han aldrig har gået her,” hun tav og lænede sig lidt tilbage, bare for at slappe af og tage den med ro. Hun kunne ikke se nogen grund til at stresse lige nu, hun måtte bare slappe af og forsøge at tænke på noget andet, end alle de ting fra fortiden.
|
|
|
Post by Mia Rosmor on Feb 26, 2010 10:08:10 GMT -5
”det var en skam…” sagde Mia og kiggede på hende ”jeg er halvt muggler, så det kunne gå lidt begge veje for mig, min far er muggler, min mor magiker, hun har ikke gået her, men på en anden magisk skole” tilføjede hun ”den første del af mit liv levede jeg som muggler, jeg gik endda også i muggler skole indtil jeg blev optaget her, selvom jeg hele midt liv har kendt til magien, mine forældre arbejder også i en muggler butik, hvis du kommer omkring Leeds, skulle du tage og kigge forbi blomster forretningen der ligger lidt uden for byen, min mor kan også sælge friske urter til eliksirer og sådan noget om nødvendigt men det er kun til troldmænd og hekse hun sælger det” Mia tænkte sig lidt om og kiggede på Mai ”er der noget du gerne vil vide? Nu har du jo fortalt mig noget, så er det vel kun retfærdig at jeg fortæller dig noget også?” sagde Mia og gav sig til at lege med hendes halssmykke der var formet som en rød blomst
|
|