Pigernes toilet (Eftermiddag 16:30 cirka)

[Mai Kokoro Felicienne]

Det var sent på eftermiddagen, klokken vidste man ikke helt præcist. Ude på pigernes toilet, fandt man det sjældent øde for piger skulle jo altid ud og lægge makeup og tit i flere flokke. Men lige på dette tidspunkt var der ingen, der var tomt, helt øde. Man kunne nu se hvordan det så ud, hvordan vaskene skinnede i solens skær når det strøg ind ad vinduet, båsene som var åbne og tit mente man det var klamt. Men toiletterne var selvfølgelig rene, men skærmet fra andres syns, kun når man var inde i båsen kunne man se det. Pludselig, sprang døren op til pige toilettet og ind løb en pige, klædt i en bleg kjole, gammeldags, med korset og det hele. En lille hat på hovedet, som matchede kjolen og en vifte hængende i en snor om håndleddet. Hun løb ind i en af toilet båsene, låste døren og slog toilet brættet ned, inden hun satte sig og trak sine ben ind til sig, hun slog armene om sine ben og begyndte at hulke. Her var hun i sikkerhed. Fra hele verdenen og dens ondskab, fra alle dem som mobbede hende og mente hun var anderledes. Hun småhulkede, så man knap nok kunne høre hende, kun hvis man spidsede øre ville det være muligt. Hendes tanker vendte hele vejen tilbage til hun var lille, hver gang hun var brudt ud i gråd, havde hendes bror altid trøstet hende, men her var ingen trøst. Ingen til at hjælpe eller forstå hende. Ingen! Hendes rødbrune hår, hang løst, og det krøllede nede for neden, som altid. De brune øjne var fyldt med tårer, der var ingen makeup i hendes ansigt, det var der næsten aldrig.

[Mia Rosmor]

Mia kom ind på toilettet mens hun strakte sig, hun var klædt i et bar slidte cowboy bukser og en tætsiddende T-shirt med en V-udskæring. Bukserne havde en sort nuance og hendes trøje var lige så rød som hendes hår, som hang løst ned over hendes skuldre, eller i hvert fald det der ikke stod ud til siderne. Hun så at kun den ene af toiletboksene var lukket. Hun satte sig ind i en af boksene og bemærkede først hun den svage hulken. Da hun blev færdig og havde vasket sine hænder bankede hun let på toiletdøren ”er der noget galt?” spurgte hun, hun var ikke klar over hvem det var, men hvem det end var, var der i hvert fald noget galt. ”Er der noget du vil snakke om?” tilføjede Mia spørgende og blev stående uden for døren. Pigens hulken fik Mia til at tænke tilbage på den gang hun selv havde gemt sig inde på et toilet og nægtet at komme ud. Hun rystede tanken af sig, det var ikke noget hun ville tænke på det var længe siden og dermed et overstået kapitel! Hun ventede tålmodigt på at pigen svarede hende.

[Mai Kokoro Felicienne]

Alle mulige tanker var inde i hendes hoved, så hun hørte ikke rigtig efter. Men da hun hørte nogen taler, og banke på døren. Hun gik ikke i panik, men blev klar over, at hun måtte gøre noget, for at det ikke lød som om hun havde grædt eller set sådan ud. Hun tog sig sammen og hendes hulken forsvandt. Hun trak vejret roligt, fik tørret de få tårer væk så man knap kunne se at hun havde grædt lidt. Hun rejste sig op og lukkede døren op, hun så ud som om der intet var sket, hendes ansigt var neutralt, ikke en eneste følelse var vist over hendes ansigt. ”Det ikke for at være uhøflig, men hvorfor bankede du på?” hun talte høfligt, tydeligt at hun hverken ville fornærme, skændes, diskutere eller noget i den stil. Hun gik forbi hende, lidt undvigende, nærmest som om hun var bange for fysisk kontakt, gik over og vaskede hænder så det virkede som om hun havde været på toilettet. Da hun havde gjort det, vendte hun sig om, og kiggede på pigen, der tydeligvis var ældre end hende, to år cirka hvis ikke, mere.

[Mia Rosmor]

”fordi det er høfligt at banke på?” sagde Mia med et lille smil ”hvad er der galt? Hvis jeg må spørge?, jeg kunne høre du græd” tilføjede hun og kiggede på pigen foran hende. Mia roede en smule op i sit hår mens hun kiggede på pigen, hun vidste godt det var en drengeting at gøre men det bekymrede hun sig nu ikke meget om hvordan hendes hår det sad. Hun kiggede lidt nærmere på Mai, hun var en køn pige bestemt, nogle år yngre end nu selv var, hun var også sikker på hun havde set pigen før men kunne ikke lige huske hvor ”jeg siger det ikke til nogen hvis der er noget du vil snakke om?, og jeg er ret god til at lytte” sagde hun mens hun prøvede at komme i tanke om hvor hun havde set pigen, selvom det ikke lykkede hende, det kunne jo have været så mange steder. ”For resten, jeg hedder Mia… Mia Rosmor” sagde hun og rakte hånden præsenterende

[Mai Kokoro Felicienne]

Mai var fuldkommen stille, ikke et ord kom over hendes læber som allerede var lukket helt sammen, ikke til en tynd streg, men så de virkede helt afslappet selvom hun langt fra var det. Hun gemte sine hænder omme bag sin ryg, trak vejret roligt og så helt neutral ud, ikke kold, ikke afvisende, bare sådan uden følelser uden på. Hendes tanker strakte sig vidt omkring i et øjeblik, hørte hende fuldt ud, men gjorde ikke tegn til at ville tage hendes hånd. Faktisk havde hun set skræmt ud, da Mia rakte sin hånd frem, men det forsvandt hurtigt. ”Mit navn er Mai Kokoro Felicienne,” sagde hun stille og nejede høfligt. Hun var tilbage trukket, det var nemt at se, hun var ikke ligefrem den som ville være sammen med en masse mennesker ad gangen, for det kunne hun ikke. Hun turde ikke. Hun frygtede nærmest andre mennesker, hun stolede i hvert fald ikke på dem, ikke efter alt hvad hendes forældre udsatte hende for. Så kunne hun ikke stole på andre. Det var svært. ”Jeg beklager, men jeg aner ikke hvad De taler om,” hun løj naturligvis. Et rent skuespil for hende, og det var nemt, meget nemt. Mia kunne sikkert få hende til en masse ting, men hun ville sikkert snart overgive sig og bare fortælle det, for hun gav nemt op og sådan var hun bare. Folk kunne nemt få hende til at gøre ting, for hun havde ingen fri vilje, det havde hun lært ikke at have. Hun var ikke fri. Selvom hendes forældre var blevet fjernet fra hende, så var hun ikke fri.

[Mia Rosmor]

Mia kiggede på hende ”er du sikker? det lød altså ikke som om der ikke var noget galt da du sad derinde, jeg siger ikke noget til andre hvis det er det du er bange for” sagde hun venligt og smilede til Mai. Hun kendte godt til det med frygten for at komme ud med sandheden, og ikke mindst hvis det var noget personligt og lige fra hjertet. Hun havde, da hun var barn, fortalt hendes venner og veninder at hun spillede violinen hvilket ikke var endt særligt godt for Mia, hun var blevet mobbet og efter ganske kort tid havde hun lukket sig inde i sig selv, det var først da hun fik lov at skifte skole at hun igen var begyndt at åbne op, men violinen blev i mørket, hun spillede stadig men aldrig når andre hørte det, kun hendes søskende og forældre havde hørt hende spille siden den dag. Hun kiggede afventende på Mai for at få et svar, ”men hvis du ikke vil behøver du jo selvfølgelig ikke, men jeg skal nok lytte”

[Mai Kokoro Felicienne]

Hun ville ikke sige noget, men Mia blev jo nærmest ved. Det var ikke en kommando, ikke noget hun skulle, men selvom Mia sagde det så følte hun en smule tvang i det og til sidst gav hun bare op. Hun tog et billede op fra en lille lomme, som sad i kjolen, forsigtigt viste hun hende billede. Det var hendes hund, en lille hvalp som hun havde derhjemme. Men hvalpen så syg ud på billede, meget syg endda. ”Det var det eneste billede jeg havde af ham, jeg har ikke fået taget et nyt,” sagde hun stille, høfligt, men stille. ”Jeg tabte billede, og en pige samlede den op, hun sagde at jeg måtte elske dyre plageri når jeg gik rundt med det her billede.. men det ikke sandt, jeg savner ham, og er bekymret for ham..” hun smilede ikke, men nu kunne man se sorgen malede i hendes ansigt og specielt i hendes brune øjne, som nu viste at der var en meget stor sorg gemt inde i hendes sjæl. Noget der var meget værre, end hendes bekymring for hendes lille hvalp. Hun gemte billede væk igen og så ned, inden hun så helt neutral ud igen.

[Mia Rosmor]

Mia smilede roligt til hende ”han skal nok få det bedre, om ikke andet så da fordi dem der hjemme vil tager sig godt af ham så han bliver rask, og når du kommer hjem til sommer eller i ferierne, så kan du jo tage et billede af han og tage med i stedet for” sagde hun og forsøgte på at opmuntre Mai ”du ligner heller ikke en der elsker dyrplageri, man kan godt se på dig du elsker ham” sagde hun og lagde en blid hånd på hendes skulder. ”men hvis der er nogen der genere dig på den måde skal du bare sige fra, give dem igen, de har sikkert også billeder gemt steder som de ikke vil vise frem, eller tanker, du kan altid prøve at gå efter de punkter hvis de går efter dig” sagde hun ”ikke for at opfordre dig til noget man ikke burde, men du skal ikke finde dig i at de driller dig”

[Mai Kokoro Felicienne]

Hun kunne ikke smile, ikke vise hvor lettet hun var over de trøstende ord. Hun anede ikke hvorfor, men det kunne hun bare ikke. Alle hendes følelser var gemt bag den neutrale maske, som hun så tit bar. Mia skulle ikke gøre ret meget mere, for at få frygten frem i hendes øjne, man kunne ligefrem se at der afspejlede sig noget i hende som Mia lige havde vækket op. Hun slog hendes hånd væk, ikke særlig hårdt, men kraftigt nok til at hun ikke rørte hende. Igen blev hendes følelser gemt væk, hun så ned i jorden og var trådt et enkelt skridt tilbage. ”Undskyld,” sagde hun og bukkede lidt ned, med hænderne foldet lidt sammen, ligesom man gjorde ovre i Japan. Det var også der nogle af hendes manere stammede fra. Hun anede ikke hvad hun skulle sige eller gøre, hun var i tvivl, men det kunne man ikke se på hende. Det man kunne se, var en pige der gjorde sig ydmyg, undskyldte en enkelt gang, men virkede langt fra lige glad. Hun rettede sig op igen, men hendes blik blev rettet imod noget andet, imod et punkt nærved spejlene, som viste deres spejlbilleder.

[Mia Rosmor]

”der er ingen grund til at undskylde, det nok mere mig der burde undskylde, jeg beklager hvis du følte dig utilpas ved jeg lagde min hånd der, det var ikke for at invadere din personlige grænse… det var ikke med vilje” sagde Mia undskyldende. ”må jeg spørge om du altid gemmer dine følelser?” spurgte Mia og fulgte Mais blik der var rettet mod spejlet ”er der noget du er bange for?” tilføjede hun stadig i et spørgende tonefald og vendte igen blikket hen mod Mai. ”du behøver selvfølgelig stadig ikke at svare, vi har jo alle noget vi gerne selv vil holde væk fra andre”

[Mai Kokoro Felicienne]

Det var underligt at andre undskyldte til hende, det havde hun aldrig rigtig prøvet før. Det var nyt, men på den anden side, mange ting var nye for hende. Hun havde lært aldrig at modsige andre, eller gøre nogen form for modstand, men hun var så fyldt med frygt, at hun aldrig kunne lade folk røre hende første gang. Det kunne hun bare ikke klare. Da hendes blik vendte sig fra spejlet og så på Mia i stedet, var hendes brune øjne fyldt med både sorg og ulykke. Det var tydeligt at mange ting var hændt hende, flere grufulde ting som hun havde svært ved at komme sig over. ”Det ikke ligefrem en kæmpe tragedie, når man tænker på at der er en masse andre som har haft det værre,” sagde hun stille, og tænkte grundigt over sine ord, inden hun sagde mere. ”På grund af nogle ting, kunne jeg ikke længere leve med min mor og far, så nu bor jeg hos min storebror og hans kærester.. der er grunde til hvorfor mine følelser er skjult fra andre, grunde som knap nok jeg kender til.” hun tav. Længe så hun på Mia, inden hun kiggede ind i spejlet igen, hendes følelser var gemt væk endnu en gang. ”Det ikke svært at fortælle, men det ville være nemmere hvis du kunne læse japansk,” hun havde sagt det sidste så stille, at man skulle spidse sine øre grundigt.

[Mia Rosmor]

Mia kiggede ind i Mais øjne og så tydeligt sorgen der fyldte dem ”dine øjne fortæller en anden sandhed” sagde Mia og kunne nærmest føle sorgen hun så i pigens øjne, det følte hun i hvert fald, selvom hun godt vidste at det ikke engang måtte være bare halvdelen af den sorg som Mai selv følte. ”hvis det er, må jeg få af vide hvad det er der gjorde det? Hvad er der dog sket siden du har lukket dig sådan inde?” spurgte Mia og rystede på hovedet af sig selv ”undskyld, det rager selvfølgelig ikke mig hvad der er sket…”

”Jeg kan desværre ikke japansk, hverken forstå eller læse det” Mia havde kun opfattet ordene fordi hun stod så tæt på som hun gjorde, havde hun stået bare en anelse længere væk, ville hun ikke have hørt det sidste som Mai sagde. ”men hvis det ikke er svært for dig at fortælle det, vil jeg gerne lytte til hvad du har at sige” sagde hun og sendte Mai et beroligende smil. ”Vi kan jo finde et sted hvor der ikke kommer andre hvis du ikke vil risikere andre hører det?” spurgte hun opfordrende, hun ville gerne vide hvad det var Mai havde vært udsat for, men hun ville heller ikke presse pigen til det

[Mai Kokoro Felicienne]

Hun regnede heller ikke med at hun kunne Japansk, men at hun ville vide mere, havde hun da ikke ligefrem forudset. Faktisk, havde hun lidt håbet på at hun ville lade det ligge, men nu, nu følte hun sig nærmest tvunget til at fortælle hende det hele. Det ville blive svært, meget endda, men hun måtte vel gøre det. ”Kender du et sted hvor vi kan være, uden nogen finder os?” spurgte hun stille. Hun anede nemlig ikke hvor de skulle gå hen, hun kendte ikke skolen så godt igen, da det kun var hendes andet år. Hvorfor mon Mia var så nysgerrig omkring det hele? Hun kunne ikke helt forstå det, det var svært for hende, men hun havde nu også svært ved at forstå mennesker i det hele taget, meget endda. For hende var andre mennesker et slags mysterium, et mysterium, som hun ikke turde finde ud af. Hun var for bange. Frygten for at blive behandlet som da hun var mindre, var ikke til at bære, selvom hun prøvede. Hendes tavshed var vel guld hver, for hun sagde ikke længere noget, kun hvis Mia sagde noget, så ville hun højst sandsynlig også gøre det.

[Mia Rosmor]

”ja det gør jeg” sagde hun, de kunne gå hen hvor hun selv plejede at stå og spille på violinen, der havde hun endnu aldrig selv mødt nogen, og hun havde fundet stedet allerede på hendes første år, ”men.. du behøver jo ikke fortælle det” sagde Mia, hun kunne godt se at Mai ikke var helt tryk ved det ”vi kan gå ind i den forbudte skov, lige i udkanten, der kommer der aldrig nogen” sagde Mia, hun vidste godt at der var flere elever der ikke tude gå derhen, hvilket også gjorde at stedet var så perfekt når man ikke ville have at andre fandt en. ”Der kommer ikke til at ske dig noget der, det er ikke så farligt som de fleste får stedet til at lyde” sagde hun med et smil. Mia kunne ikke helt finde ud af denne pige, det virkede som om hun gerne ville sige noget men at hun alligevel ikke sagde det, Mia ville gerne vide hvorfor, måske hun kunne hjælpe tænkte hun, selvom hun ikke rigtigt kendte pigen følte hun at hun måtte hjælpe hvis hun kunne, men det kunne hun kun gøre hvis pigen åbnede op og fortalte hvad der var sket hende.

[Mai Kokoro Felicienne]

Hun nikkede. Om hun ville fortælle det, var hun ikke sikker på, men hun ville i hvert fald gerne væk, det lød nemlig som om der snart kom nogen, så de skulle vel skynde sig lidt med at komme af sted. Hun greb fat i sin vifte, som hun havde hængende om håndleddet. Inden hun i et øjeblik rakte tøvende ud efter Mias hånd, men rørte hende ikke, var ikke en gang tæt på, inden hun ombestemte sig. ”Så lad os da komme af sted,” sagde hun, inden hun vendte ryggen til Mia og gik over imod døren, hun stoppede dog op og ventede på hende. Det her var som at tage et kæmpe spring, for hende, var det nærmest som at gå ud på det dybeste vand og så muligvis kunne svømme og alligevel ikke. Det her var måske ikke så klogt fra Mais side, men hun måtte vel fortælle hende det, for et eller andet sted, ville hun have det godt med at snakke med nogen om tingene. Det vidste hun godt, men hun ville ikke sige det højt, ikke før de var væk fra der hvor folk kunne høre hende. Ikke alle skulle høre det, ikke alle havde ret til at høre det.