Et grus ingefærs øl hen på aften

[Mimi van Dall]

Lige at Nate blev ved med at lagde hans vrede gå udover hende så kunne hun ikke undgå at føle at det hele var hendes skyld og hans bemærkning ramte også en del hårdere end den ville hvis den havde kommet fra andre end Nate. Men Mimi følte sig en lille smule lettede da Nate havde åbende døren helt og hun opdaget at det var Patrick, som var kommet. Men det venlig smil, som hun sendt Patrick forsvandt lyn hurtigt igen da hun hørte Nates kommetar hvilke også fik hende til at sende ham et ondt blik inden at hun så over imod Patrick "Jamen jeg er ikke sikker på det selv.. som jeg lige sagde til Nate så gik jeg her op for at slippe væk fra ham.. Men Phillip, som altid forstod ikke et nej betød nej.." startede hun med at forklare Patrick og hun kom også med et lille opgivende suk efter det sidste hun havde sagt. Men hun havde også lige forklare den del, som hun havde styr på og hun så kort hen imod Nate, som indtil videre den aften havde såret, forvirret samt gjort bange for ham. "Men det næste der skete er nok bedre at Nate forklare på grund af det skete så hurtigt."

[Nathaniel Blanco Espinas]

Patrick lagde langsomt hænderne over kors, imens han havde et neutralt udtryk i ansigtet. Han opmærksomhed var rettede mod Mimi, der begyndte at svare på hans spørgsmål. Han rullede på øjnene over Phillip. Han vidste at det var en af Phillip typiske dumheder at gøre den slags og han forstod aldrig at det var sådan man gjorde sig upopulær blandt pigerne. Patrick havde altid ment at den knægt manglede forståelse på situationer og så manglede han stil. Han gjorde alt uden at tænke sig om, og det var endnu en af de ting Patrick ude mærke godt var klar over. ”Det kommer ikke bag på nogen,” svarede han og sendte hende et halv smil, for at fortælle han troede på hende og forstod hende ude mærket godt. Hvis det havde været Patrick der havde stået i Phillip bukser, havde han nok valgt at håndtere tingene lidt anderledes … for ikke at sige meget anderledes. Hvordan forholdet lige nu var mellem Mimi og Nate, havde han ingen idé om, dog vidste han at der var noget fra Nates side af. Den måde han så på Mimi, og at hun altid var hans hovedemne overfor gutterne. Men der blev snakket om lækre sild, snakker Nate om Mimi. Af og til havde Patrick været med til at drille ham lidt for sjov med hende, men det havde alligevel aldrig fået ham til at indrømme sandheden. Han kiggede på Nate, da Mimi sagde han skulle spørger ham. ”Nate?” sagde han og løftede det ene øjenbryn.

Nate mærkede Mimis blik som en kniv i hjertet. Hvorfor så hun pludselig sådan på ham? Han havde jo lige reddet hende? Han forstod sig ikke helt på hende lige nu, selvom han havde kendt hende i så mange år. Hun så nærmest ud som om hun var bange for ham, og den måde hun skulede til ham. Han kiggede på hende, mens hun talte. Det var svært at få øjnene væk. Til sidst tog han sig sammen og rettede opmærksomheden mod Patrick det lige havde nævnt hans navn. Det tog ham ikke mange sekunder før han havde forklaret sagen, fra han trådte ind i værelset og til Phillip var ude. Han kunne se et smil på Patricks læber, idet han nævnte at han havde slået Phillip sådan en på siden af hovedet.

”Når det var sådan det gik for sig,”

[/b] sagde Patrick eftertænksomt, mens han så fra Nate til Mimi og så til Nate igen. ”Når men så vil jeg lade jer to være og få ned igen alt er i orden igen kan jeg hører,” sagde han med et bredt smil. Nogen gange virkede han lidt for moden af sin alder at være, men sådan var patrick nu bare. Andre gange var han nu meget barnlig, ligesom alle de andre fyre, for ikke at nævne Phillip. ”Hyg jer,” smilede han og gik om bag Nate og så forlod han værelset med Nate og Mimi tilbage alene,[/color]
[/blockquote]

[Mimi van Dall]

Mimi blev lidt lettede da hun opdaget Patricks halve smil på grund af det havde ikke virkede til at Nate havde troede på et eneste ord hun havde sagt og derfor var det rart at der var en, som gav udtryk for at han troede på hende. Men lige hvad Nate sagde omkring hende bag hendes ryg eller at han i det hele taget snakkede omkring sammen med gutterne var noget, som Mimi vidste intet omkring og egentligt så havde hun også havde snakkede omkring når hun havde sidde sammen med nogle af hendes veninder. Men Mimi nikkede til Patrick da han ville gå nede under igen "I lige måde Pat" sagde hun stille og egentligt så sagde hun heller ikke noget lige det første stykke tid efter at Patrick var gået på grund af hun vidste ikke helt hvor hun havde Nate henne selvom hun ikke kunne komme udenom at hun var bange for hans vrede, som hun lige havde oplevet. Men da hun egentligt fik samlede sig modet til sig for at se hen på Nate så lagde hun også mærke til hvor rød hans kind var, som Phillip havde ramt hvilke også fik bekymrelsen til at fylde mere end frygten i hende. Hun gik hen til Nate uden at vide hvordan han havde haft det med måden, som hun havde set på ham mens Patrick også havde være i værelset og da hun var kommet hen til ham så tog hun ham i hånden "Kom med" var det eneste, som hun sagde og dog, så var der en tydelig undertone i hendes stemme, som fortalte at han ikke skulle sige hende imod der. Men hun forsøgte at trække ham over imod sengen, som hun ville ha ham til at sætte sig på inden at hun ville finde en kold klud til duppe på hans røde kind "Hvad er det lige der sker med dig for tiden ?" spurgte hun mens hun kort så ham i øjne inden at hun så på det, som hun var igang med og egentligt så ville hun ha et ærligt svar fra Nate lige der på grund af hun vidste ikke hvor meget længere hun kunne holde til hans humørsvingere eller at han opførte sig mærkeligt inærheden af hende.

[Nathaniel Blanco Espinas]

Nate fulgte Patrick med blikket. Han nikkede kort som farvel. Derefter kiggede han på Mimi og så ned i gulvet, lidt efter på hende igen. Stilheden havde bredt sig og Nate kunne ikke få et ord frem. Hvad fanden var det der skete med ham? ”Jamen … okay,” svarede han og kiggede ned på deres hænder. Et smil dukkede frem hos ham. Derefter fulgte han med uden en lyd. Først havde han virkede spørgerne men da han kunne høre på hendes tone at han bare skulle komme med uden spørgsmål, havde han sagt okay og lyttede. Han satte si på sengen, mens han fulgte hende nysgerrigt med øjnene. Der var virkelig noget over hende, men hvad kunne han ikke sætte ord på. Hvorfor så han pludselig sådan på hende? Det havde stået på et stykke tid efterhånden. De to havde ellers kendt hinanden i evigheder og var bedste venner og nu … ture han ikke engang åbne munden for hende. Han trak tøvende på skulderne af hendes spørgsmål. ”Det samme spørgsmål stiller jeg mig selv,” svarede han. Han kunne godt lide hendes omsorg mod ham, det fik ham til at smile mens han kiggede hende ind i øjnene. Hvis han havde vist hvordan hun taklede hans vrede, ville han havde undskyldt men nu da han ingen ting vidste, holdt han sin mund, mens han betragtede hen med et let smil. ”Tak Mimi … for din hjælp,” sagde han efter lidt tid og hentydede til kluden.

[Mimi van Dall]

Lige at Nate smilede da han så ned på deres hænder var noget, som Mimi ikke lagde mærke til på grund af hendes blik var rettede over imod sengen, som de var på vej over til og egentligt så var hun bare lettede over at han fulgte med uden at blive hissig over det. Da hun ikke var sikker på at hun ville kunne tag det så roligt, som hun var og dog, så skulle der ikke meget til før at frygten for hans vrede ville vende tilbage til hende igen. Men Mimi lagde godt mærke til hvordan Nate tøvede med hans svar på hendes spørgsmål hvilke fik hende til at komme frem til at han måtte lyve og han godt vidste hvorfor han var begyndt at opfører sig på den måde, som han havde. "Nate, tro nu ikke at jeg er født igår og ikke kender dig.." startede hun ud med at sige mens hun tørre det sidste på hans kind og hun forsatte med at sige mens hun over mod skålen der havde det køldlige vand i sig "Hvorfor lyver du så overfor mig ?" Men hun kunne ikke lagde vær med at komme med et lille smil ned i skålen da hun hørte Nate takke hende for hendes hjælp og dog, så valgte hun at være ærlig overfor ham "Men Nate, for at sige det lige ud så har du gjort mig rigtig bange med den vrede, som du vist for ikke så længe siden" Men det var dog, bevist fra hendes side at blive stående med ryggen vendt imod Nate over imod skålen og dog, så frygtede hun lidt hvad der skete indenfor de næste par minutter på grund af hun havde sat sig for at endt så gav Nate hende sandheden eller så måtte deres venskab slutte der selvom det ikke var noget, som hun inders inden ikke ønskede på grund af hun elskede Nate. Mere end bare, som en ven og dog, så var det noget, som hun aldrig havde sagt til nogle andre at hun gjorde.

[Nathaniel Blanco Espinas]

Nate rettede blikket på Mimi, som om det var første gang hun sagde noget i lang tid. Han rømmede sig kort. ”Det ved jeg du gør Mimi,” sagde han med et uskyldigt blik over sig, hvilket gav ham en hvis charme. Han nød kluden mod sin kind og ønskede et øjeblik, at det var hendes hånd og ikke kluden der berørte ham. Han rynkede panden kort over hendes spørgsmål. Hvorfor troede hun han løj? Det mente han ikke selv han gjorde. Det … det gør jeg heller ikke,” sagde han og fastholdt sit blik direkte ind i hendes øjne. Det gav et sug i hans mave, hendes øjne, hendes blik, hendes stemme fik hans mave til at slå en koldbytte. Lige da Mimi havde brugt ordet bange, forvandlede Nates ansigt sig til et nedtrykt og forvirret ansigt, der nærmest så pint ud. Alle tanker forlod ham som et vindpust og han blev overfaldet af en masse overvældende følelser og han var glad for hun ikke så på ham lige i dette øjeblik. ”Mimi … Det må du undskylde, det har aldrig været min mening at skræmme dig …” han tav og tog en lydløs dyb vejrtrækning. Det hele drejede rundt lige nu for ham og han følte vrede mod sig selv. Det værste han kunne forstille sig, var at Mimi var bange for ham. Hun betød alt for ham, det måtte ikke ske. Han rettede blikket fra gulvet og hen mod Mimi. ”Jeg … jeg …,” han kæmpede med sætningerne, kæmpede med at få styr på tingene og få sagt de rigtige ting. I dette øjeblik gik det op for ham, at han virkelig elskede hende. En varme fyldte nu hans krop og han mærkede hvordan hans kinder blev røde. Kort smilede han for sig selv men fik så fatningen igen. ”Jeg … jeg vil ikke gøre dig bange … du må tro mig,” sagde han og fjernede blikket fra hende. Nu havde han igen et trist udtryk i ansigtet.

[Mimi van Dall]

Mimi forsøgte sit bedste for ikke at give udtryk for hvordan hans uskyldige blik gav hende sommerfugle i maven og hun vidste ikke at han ønskede at det var hendes hånd, som rørte hans kind istedenfor kulden. Men dog, så da hun så ham i øjne var der et kort øjeblik hvor hun overvejede at kysse ham og dog, så lod hun vær med at gøre noget ved den tanke hvilke også var noget af grundlaget for hun havde gået hen til skålen. Men da hun hørte at han holdte fast i at han ikke havde løjet overfor hende og det mente hun dog at han gjorde hvilke var derfor hun rullede kort med øjne for sig selv. Men lige hvad der forgik indeni Nate at var noget, som hun ikke vidste noget om og dog, så gav det et lille sus igennem Mimi da hun hørte Nate undskylde selvom hun egentligt godt vidste hun godt at det nok aldrig havde haft hensigt at gøre hende bange. "Jeg tro på dig og alligevel så har du lige gjort det" Men da han begyndte på et sætning og stoppede igen så håbede hun lidt at han ville være helt ærlig overfor hende. Men hun lukkede kort øjne da Nate igen forsætte med at undskylde og hun gik stillede overfor imod døren "Nate, gider du godt at gå ? Nu hvor du ikke åbenbart kan være helt ærlig overfor mig" sagde hun da hun var nåede helt over til døren udtil gangen og hun havde lagt hendes ene hånd på håndtaget uden at åben den. Men hendes blik lå skuffede på Nate og egentligt så gjorder det også lidt ondt på hende at se ham så trist.

[Nathaniel Blanco Espinas]

Nate var ved at gå ud af sit gode skin. Han ville ikke forlade hende nu. Hvad var det hun ville have fra ham? Han løj ikke. Han kunne ikke se hvad der var galt og alligevel så nagerede følelserne inde i ham. De slog ham hårdt i maven, så det gav små kramper, men heldigvis ikke noget der kunne ses. Han så helt fortumlet ud, da hun bad ham om at gå. Han bevægede sig modvilligt hen mod døren men stoppede så op lige foran hende. ”Mimi hvad vil du have af mig? Bed mig ikke om at gå,” bad han og sendte hende de mest ulykkelige øjne han kunne, uden egentlig at være klar over det var de øjne han sendte hende. Han stod og prøvede at finde rundt på hoved og hale. Han følte han var ved at miste hende, på trods af de var bedste venner. Fast men blidt, greb han om hendes håndled og kiggede ind i hendes øjne. ”Mimi jeg elsker dig for fanden. Jeg er ked af alt det her, jeg ved ik hvad der sker med mig,” røg det desperat ud af munden på ham, før han kunne nå at stoppe sig selv eller ombestemme sig. Han holdt forsat fast i både hendes håndled og blik, på trods af han ikke anede hvad der ventede ham. Om det var klogt eller dumt det han lige havde sagt.

[Mimi van Dall]

Lige at nate var ved at gå udad hans gode skind var noget, som hun kun fik en fornemmelsen af med måden, som han så ud da hun havde bedt ham om at gå. Men hun skulle lige til at åbende døren da Nate var kommet helt hentil døren og dog, så var det hans ulykkelige øjne det, som hun ikke kunne få sig selv til åbende den på grund af hans øjne var, som en kniv i hendes hjerte. "Sandheden Nate.. Vi plejede altid være ærlig overfor hinanden og hvad er der sket siden at vi ikke kan være det længere ?" nåede hun lige at spørge inden at hun mærkede hans hånd blidt omkring hendes hvilke fik hende til at stoppe med at sige noge og se ned på hans hånd inden at hun så ham i øjnene igen. Men det næste, som han sagde var noget, som fik hende til at miste helt hendes talegave og hun vidste slet ikke var hun skulle sige eller gøre af sig selv på grund af det havde kun være i hendes drømme at hun havde hørt Nate sige lige de ord til hende. Men inden at hun nåede at tænke videre over hvad hun gjorder så længe hun sig indtil Nate for at lagde deres læber mødtes og da hun gav slip på håndtaget så fik det også døren til at gå selvom det var noget, som hun ikke tænke over at den gjorder.

[Nathaniel Blanco Espinas]

Nate grublede over Mimis spørgsmål. Han mente da at de stadig var ærlige overfor hinanden. Gik hun og havde hemmeligheder for ham? På den anden side bar han selv på en kæmpe hemmelighed … den hemmelighed som ikke længere var en hemmelighed, fordi han havde afsløret den over for den eneste han aldrig havde troet skulle have det at vide. Han fik ikke lang tid til at vende ordne i hans hoved, før Mimi lænede sig mod ham og hendes løbe mødtes hans. Som et vandfald, strømmede en varm bølge igennem ham og han mærkede alt omkring ham forsvinde. Han opdagede ikke døren åbne sig eller at Phillip var på vej hen af gangen i dette sekund. Først da han hørte hans flabede kommentar; ”Hva’ fanden … Du siger jeg skal skride, så du selv kan overfalde Mimi!” i næste øjeblik mærkede han at Phillip rev i ham, så han var tvunget til at trække sig væk fra Mimi. ”Da jeg smed dig ud første gang, var det ik for sjov,” advarede Nate og han fik pludselig et hårdt udtryk i ansigtet, mens han stirrede Phillip der så ud til at være klar til at slås for sin pige … eller for Mimi.

[Mimi van Dall]

Mimi vidste at der også gik et vandfald af varme igennem deres læber, som mødte hinanden var noget , som Mimi vidste intet om og dog, så var det også kildene fornemmelsen igennem hende. Men hun blev forvirret da Nate blev revet væk og egentligt så havde det bunde i at hun ikke havde opdaget døren eller at Phillip var kommet. Men det tog hende nogle sek. omkring at få sig samlede sig igen og dog, så havde begge drengene udvelskede ord med hinanden. "Phillip, gider du godt bare godt at skide ?" spurgte hun lige ud og det var tydeligt at hører at hun var godt irritere over at han var kommet igen på grund af hun havde slet ingen lyst til at han skulle være inærheden af hende.

[Nathaniel Blanco Espinas]

Phillip rettede øjnene fra Nate til Mimi. ”Hvorfor? Jeg ved jo du gerne vil have jeg er her,” sagde han med et skævt smil, der udviste alt for meget selvsikkerhed i forhold til situationen. Han var godt klar over at hun var irriteret, men han nægtede at se det var på grund af ham. ”Se det på den positive side … nu det mig der kommer og reder dig fra en idiot der prøver at overfalde dig, imens du kæmper for at smide ham ud,” forklarede han, som om at nu var han helten og Nate den dumme – som om at nu skulle Mimi være stolt af Phillip og blive vred på Nate.

Nate kunne ikke undgå at blive stiv i kroppen af Phillips latterlige sætninger. Han syntes ikke de gav mening og de var alt for barnlige til han kunne tage dem seriøst. ”Phil … hvorfor bilder du dig selv en masse løgne ind? Se sandheden i øjnene og skrid som der bliver bedt om,” sagde han med en rolige stemme, men afsluttede med en advarende attitude. Der skulle mere til denne gang før han blev tændt af, for lige nu boblede det stadig inde i ham af skønne følelser der gjorde ham forvirret. Kysset havde fortryllet ham. Efter Phillips anden sætning, rystede Nate på hovedet. Han ville lade Mimi svare denne gang, for han vidste at hvis han svarede, ville der komme slåskamp. Her var han sikker på at han selv ville vinde, men det ville også skabe opmærksomhed og sikkert gøre Mimi. Han ønskede ikke at gøre Mimi bange igen, hvilket også var en af grundene til han beherskede sig i dette øjeblik.

[Mimi van Dall]

Mimi kunne ikke andet end ryste på hovedet af Phillip på grund af hun kunne slet ikke forstå hvordan nogle kunne være så dumme, som Phillip var det øjeblik og hun gav også Nate helt ret i det, som han sagde hvilke var derfor hun ikke kommetere noget da Nate havde svaret Phillip på det første, som han havde sagt. Men det næste, som kom udad Phillips mund var noget, som Mimi slet ikke kunne lagde vær med at sige noget til mens hun stillede sig hen vedsiden af Nate hvor hendes ene hånd søgte Nates for at flette hendes finger ind i hans. "Phillip, hvis der er nogle, som lige har overfalde nogle.. Så er det mig, som har overfalde Nate" startede hun ud med at sige selvom hun ikke havde tænke hvad der videre skulle sket mellem Nate og hende end det øjeblik, som de befandt sig i. "Så for sidste gange gider du ikke bare skride ?" lagde hun til uden at der var nogle følelser at spore i hendes stemme hvilke blot understreget at det var tæt på at hun selv flippede ud hvilke ville komme til at forgå på spansk og hun var ved at være rigtig godt træt af Phillip på grund af han var igang med at ødelægge noget, som hun havde kun true at drømme om.

[Nathaniel Blanco Espinas]

Nate mærkede et sug i maven, da Mimi tog fat i hans hånd og med et, røg et smil frem i hans ansigt. Han kiggede nedlagende på Phillip derefter, samtidig med Mimi sagde en sætning der virkelig overraskede ham at hun ville sige. ”Phil, hvis du ikke skrider, henter jeg kromutter,” advarede Nate som en ekstra detalje ved Mimis varsel. Han gav til sidst hendes hånd et klem, for at fortælle Phillip ikke kunne skabe problemer.

Phillip grinte blot af Nate, men så forsvandt det, da Mimi fortalte at det var hende der havde overfaldt Nate. Phillip blev hvid i ansigtet. Han kiggede vuderende på dem begge og skulle lige til at svare, da Nate trådte til. ”Godt så, jeg skrider … i er alligevel for latterlige … begge to,” sagde han og slog opgivende ud med armene, hvorefter han skar en grimasse og forsvandt neden under. Hvis de virkelig ikke gad ham, kunne de da også bare rande ham. Han skulle nok finde andre piger at hænge ud med, og som faktisk gad ham. Men for den aften, var hans humør ødelagt. Det kunne høres på måden han trappede ned ad trapperne på og måden han stormede ud af kroen og smækkede døren på.

[Mimi van Dall]

Mimi kiggede kort hen på Nate med et lille smil da hun mærkede hans klem i hendes hånd og hun kunne ikke lagde vær med at blive lidt mere gladere da hun hørte det, som Nate lagde til efter hun havde snakkede. Men hun rullede blot opgivende med øjne da Phillipe begyndte at skabe sig og hun rystede lige så opgivende på hovedet da Phillip smuttede hvilke fik hende til at give slip på Nates hånd for at gå hentil døren for at lukke mens hun kommetere "Nogle gange så er den fyr bare dummer end hvad der er tilladt at være" Men da hun havde været sammen med Phillip en overgang så vidste hun også at han kunne være lige det modsatte end hvad han opførte sig til hverdag.