|
Post by Phillip Smith on Mar 1, 2010 15:59:04 GMT -5
Udenfor slog regnen til i store stinger og på himlen herskede mørke skyer. Det buldrede og bragede udenfor, men indenfor på Den Utætte Kedel, var det lunt og tørt. Det var der Phillip opholdt sig lørdag aften, sammen med en flok venner. De havde slået sig til oppe i baren. Der i blandt var Patrick en af hans bedste venner, men han havde slæbt en pige med fra skolen, som prøvede at komme med ind i underholdningen blandt gutterne, men det var måske nemmere sagt en gjort. Der blev i hvert fald taget godt pis på hende, dog ikke på den lede måde. Hun fik i hvert fald den fulde opmærksomhed, men nu var hun heller ikke en grim pige. Phillip sad på en af barstolene med en ingefærs øl foran sig. Det var hans andet glas på denne aften, men nu nød han også at drikke dem. De virkede altid så afslappende på ham. Der blev sagt noget sjovt i gruppen og Phillip lo blot med, hvorefter han kastede et blik rundt i kroen. Der var flere ansigter han kendte … dem smilede han kort til, inden han vendte opmærksomheden tilbage på vennerne. Der var ingen andre interessante at koncentrere sig om lige nu.
|
|
|
Post by Mimi van Dall on Mar 1, 2010 18:05:07 GMT -5
Det havde været en halv lang dag for Mimi og alligevel så havde det være en god en på grund af hun havde været hjemme ved hendes kusine og den del af familien for at fejere kusinens fødelsedag. Men da det var blevet aften så var Mimi taget hen på den utætte kedel for at overnatte inden at hun skulle tilbage på skolen igen dagen efter og den eneste grund til at hun ikke kunne sove derhjemmen var på grund af huset var fuldt opad folk. Men da Mimi kom ned i selve det, som udgjorder baren så lagde hun godt mærke til nogle genkendelige ansigter oppe ved selve baren og alligevel så satte hun sig over ved et tomt bord, som var et vindue. Men Mimi havde taget en bog med sig ned og næsten ligesom hun havde sat sig ned så var en af de tjerner, som var på arbejde den aften kommet hen til hende for at hører hvad hun kunne sig af drikke hvilke hun svaret med at det bare skulle være en kop te. Men hun vente hurtigt sin opmærksomhed imod bogen, som hun havde taget med og det var en af dem, som de skulle bruge i muggle studier hvilke var et fag, som hun var begyndt at det skole år. Men bare det, som Mimi havde valgt at havde på den aften bestod af et par lyse jeans samt en let stor jumper hvilke blot udstålelet det at hun ikke lyst til at feste den aften og det kom fra at hun havde været med til at fejere fødelsedagen, som hun havde været til. Men selvom det var noget tøj, som hun havde på ikke var noget særligt så sad det alligevel helt perfekt omkring hendes krop og bare måden, som hendes finger samt måden, som hun sad viste hvadfor et kollegie, som hun gik på skolen. Men lige at hele hendes værmåde kunne minde omkring hvordan en prinsesse ville være tænke hun ikke over og det lå bare så naturligt at hun var på den måde.
|
|
|
Post by Phillip Smith on Mar 6, 2010 14:48:37 GMT -5
Phillips opmærksomhed blev med det samme fanget, idet han så Mimi spadsere ind i kroen. Men hvad hun havde fortaget hele dagen vidste Phillip intet om, ligesom han heller ikke vidste hvorfor Mimi var kommet ind på Den Utætte kedel. Han fulgte hende med blikket til hun satte sig ned ved et tomt bord. Derefter holdt han delvis øje med hende, mens han samtidig prøvede at give vennekredsen opmærksomhed. Det kom ikke bag på ham, at Mimi sad med en bog foran sig på bordet. Så længe han ikke var tvunget til det, var han glad. Men han vidste at hun var en pige der gik nogen lunde op i skolen, i hvert til fald i forhold til ham. Efter noget tid, hvor han havde skævede til hende op til flere gange, besluttede han sig for at forlade sin venegruppe og gå ned til hende. Han bevægede sig i et roligt tempo og med et af hans charmerende smil hen over læberne. Selvtilliden lyste ud af ham. ”Hey Mimi,” hilste han, hvorefter han stoppede op ved bordet hun sad ved. Han satte sig ned uden tilladelse og kiggede undersøgende på hende, mens han spurgte ”Keder den bog dig ikke?” [/b] [/blockquote][/color]
|
|
|
Post by Mimi van Dall on Apr 30, 2010 16:19:37 GMT -5
Lige at hun havde fanget nogle opmærksomhed lagde hun slet ikke mærke til hvilke også var derfor hun blev siddende i ro og mag mens hun læste videre. Men lige så stille så begyndte hendes te at forsvinde og egentlig så havde hun lige drukkede det sidste da hun hørte en genkendelig stemme hvilke fik hende til at se hen på Phillip, som ikke lige var en person, som hun havde lyst til at hører på den aften og hun havde egentlig overvejede om hun ikke bare skulle smutte op værelset, som hendes forældre havde lejet til hende for natten på grund af der var fyldt op af gæster derhjemme samt hun skulle tilbage til skolen den næste dag "Hej Phillip.. Nej det gør den faktisk ikke og hvis du havde hørt efter i timerne så ville du vide at der snart kom en lille prøve" svaret hun inden at hun lukkede bogen sammen og gjorder et kort tegn til tjerne, som gik og ryde op at hun var færdi inden at hun igen så på Phillip "Men nu må du ha mig undskyldt..." sagde hun roligt og høffeligt inden at hun rejste sig fra bordet for at gå over imod trapperne der førte ovenpå.
|
|
|
Post by Phillip Smith on May 4, 2010 15:39:44 GMT -5
Phillip fik sit selvsikre smil frem, da hun svarede ham, hvorefter hun klappede bogen sammen der lå foran hende. Han kiggede fjoget på hende, lige idet hun sagde ’prøve.’ ”Jeg hører altid efter … hvornår har vi prøve?” sagde han med samme fjoget udtryk, men efter sætningen kom et spørgende smil frem. Han kastede et hurtigt blik hen mod tjenerne, i samme sekund Mimi gjorde tegn til dem, at hun var færdig. Phillips venner stod stadig henne ved baren og sendte ham blikket af og til, for at holde øje med ham, selvom de godt kendte Phillip og vidste hvordan han var i en piges selskab. Han rettede atter opmærksomheden mod Mimi, da hun talte og rejste sig høfligt fra bordet. Med et sprang han op fra stolen og fulgte med hende hen mod trapperne og videre ind på det værelse Mimis forældre havde lejet til hende. Det skæve smil sad på hans læber, imens han gik lige bag hende, på trods af hun ikke snakkede til ham på vejen op. Mimi åbnede sin dør og også der fulgte Phillip efter hende. Et drilsk smil dukkede frem på hans læber, da hun bad ham om at forlade værelset. Selvfølgelig var Phillip altid en der ikke lyttede til hvad Mimi befalede ham at gøre, så i stedet for at gå som han fik besked på, lukkede han værelsesdøren, samtidig med han skubbede hende op ad den med et blødt skub. Han lænede sig langsomt ind mod hendes øre, mens hans ene håndflade hvilede fladt mod døren ved det øre han ikke hviskede i. ”Vi ved jo begge godt, at du i virkeligheden ønsker jeg skal blive,” lød hans sprøde hvisken, ind mod hende. Han slap dørhåndtaget med hånden hånde lukket døren med og trak sig få cm væk fra hendes ansigt, hvorefter han kiggede hende i øjnene med sit charmerende blik. Nu havde han begge håndflader på døren på hver side, lidt fra hendes hoved højdte.
|
|
|
Post by Mimi van Dall on May 6, 2010 14:03:39 GMT -5
Med måden, som Phillip så på hende og svaret var det kun tydeligt at han ikke havde hørt efter i timerne. Men alligevel så svaret Mimi ham ikke på grund af hun havde bare lyst til at komme op på det værelse, som hun havde for natten og være alene da hun ikke rigtig var i humør til at være sammen med nogle, som helst efter hun havde været omgivet af folk hele dagen. Men lige at de andre, som Phillip havde været sammen med før at han var kommet hen til Mimi havde holdt øje med ham og Mimi vidste hun intet om selvom det heller ikke var noget, som hun tænke over. Men det eneste, som hun havde i tankerne var at hun ville væk fra Phillip hvilke også var derfor hun ikke svaret på hans spørgsmål omkring hvornår der ville komme en prøve. Men da Phillip bare fulgte efter hende ovenpå så var det tæt på hun havde vendt sig om for at bed ham om at smutte ned til hans venner selvom hun ikke gjorder det alligevel. Men dog, da han var fulgt med ind på det værelse, som hun havde for natten så gik hun hentil døren og åbnende det inden at hun så på ham igen mens hun sagde "Gider du godt at gå igen ?" men hun regnet med at han ville for en engangs skyld ville gøre, som en anden bad ham om at gøre og dog, så kunne hun vel havde sagt sig selv at det ikke ville være tilfælde hvilke det heller ikke var da han bare skubbede hende opad døren så kiggede hun først forvirret på ham lige inden at han begyndte at hviske ind i hendes øre. Men lige hans ord gjorder hende kort forvirret og alligevel så forsvandt den da han flyttede sig lidt fra hendes ansigt samt lagde hans anden hånd op på den anden side af hendes ansigt. Men det var også der at hun så sit smut til at flytte sig fra ham hvilke hun gjorder ved at flytte sig under hans ene arm og gik om bagved ryggen på ham inden at hun flyttede sig over imod midten af værelse selvom det også var tætter på sengen så var det ikke noget, som hun tænke over at det var. Men hun var yders bevist omkring at holde sin font vendt imod ham "Der tag du helt fejl Phillip..." startede hun ud med at sige mens hun alleredet var igang med at prøve at komme på en eller anden måde at få Phillip til at forstå at hun ikke havde lyst til at han skulle blive på værelset ved hende. Men alligevel så vidste hun hvor mange gange Phillip blot kun hørte det han ville eller hvor tit han lavet om på de ord, som blev sagt til ham blot for at få dem til at passe sammen hvad han gerne ville opnå og de ting vidste hun fra dengang hvor hun selv havde kommet sammen med ham en overgang hvilke også derfor hun kendte til en del om ham så nok ikke så mange andre vidste omkring Phillip.
|
|
|
Post by Phillip Smith on Aug 22, 2010 8:41:51 GMT -5
Phillip drejede hovedet i takt med hun bukkede under hans arm og skyndte sig ind på midten af værelset. Han vendte sig langsomt mod hende. Han var en smule forundret over hendes valg. Det varede ikke længe før selvtilliden kom helt op i Phillip. Han smilede sit selvsikre smil til hende, efter hun fyrede sætningen af. ”Du ved lige så godt som jeg, at jeg aldrig tager fejl,” huskede han hende på. Han var selv overbevist om, at fejl var noget alle andre begik. Med langsomme skridt, bevægede han sig mod Mimi. Det var tydelig at sige han ikke var bange af sig. ”Hvorfor skulle du ellers gå her op, hvis ikke det var fordi du ville mig?” sagde han med et smil, der fortalte han havde afsløret hende. Han stoppede op, da han nåede helt hen til hende. ”Det er ikke en tilfældighed, du står så tæt på sengen,” hviskede han med et skævt forførende smil, inden han greb blidt men fast i hendes overarmene og skubbede hende ned af mod sengen, efterfølgende af hans egen vægt over hende. Han var ikke ude på at skade hende eller noget. Lige nu kørte det i hans hoved, at hun selv havde planlagt alt dette og bare ikke ture indrømme det.
|
|
|
Post by Mimi van Dall on Aug 22, 2010 8:53:56 GMT -5
Lige at Phillip under sig over at hun havde flyttede sig på den måde, som hun havde fra ham var noget, som hun ikke var klar over og egentligt så gav det mening for Mimi på grund af hun ikke ønskede at være inærheden af ham eller ihvertfald så tæt på ham, som hun lige havde været. Men hun gad faktisk ikke at svare ham på det første, som han sagde og dog, så valgte hun blot at rulle opgivende med hendes øjne af ham på grund af nogle gange så var Phillip bare dummer end hvad der var tilladt at være. "Grunden til at jeg gik herop var for at slippe væk fra dig" svaret hun mens hun lagde hendes arme ind over kors og hun under sig over hvorfor han pludselig begyndte at komme over imod hende. "Hey.. Hvad har du gang i ?" spurgte hun overraske da han pludselig tog blidt fat i hendes overarmene og fik skubbede hende ned på sengen med ham over sig. Men overraskelsen, som hun havde fået havde gjort at hun blot fulgte med uden noget rigtig modstand og dog, så da hun var kommet ned i sengen så forsøgte hun at skubbe ham væk mens hun sagde "Gider du godt at flytte dig !?"
|
|
|
Post by Phillip Smith on Aug 24, 2010 13:24:51 GMT -5
”Jeg er i gang med at opfylde dine inderste drømme,” sagde han med en forførende stemme. Da hun lå nede på sengen, mærkede hans hendes modstand, men han vidste at han var stærkere til at kunne holde sig over hende og på den måde holde hendes vægt tilbage fra ham. ”Flytte mig? Come on Mimi … jeg ved du vil det her,” sagde han og prøvede at kysse hende på halsen, så godt han nu kunne, imens hun stadig forsøgte at skubbe ham. Hvor lå grænsen hos den knægt, ville de fleste tænke. Phillip ville ikke krumme et hår på Mimi, men han havde heller ikke i sine at flytte sig, før hun græd eller noget i den stil. Ind til da var han blind og kunne ikke se hun ville have ham væk.
Nate trådte ind i kroen. Han vidste Mimi var her et sted, for han havde snakket med hendes mor, som havde fortalt at Mimi ville overnatte i kroen her til aften. Det gav Nate mulighed for at snakke lidt med hende på to mandsplan, hvilket normalt ikke var så let, når det var Mimi der var tale om. Han hilste med et nik til vennerne i bare, samtidig med han tog sin sorte frakke af. Derefter kastede han et blik rundt i den lune kro med beskidte vinduer og dæmpet lys. Her var okay fyldt, dog var ikke alle borde optaget. Nate kunne ikke få øje på Mimi. Han rynkede panden og gik hen til baren, hvor han spurgte efter hvilket værelse Mimi havde lejede. Bartenderen kendte Nate og fortalte hvad han ønskede at få at vide. Ofte sad Nate i baren om aften, hvilket også var årsagen til han var et kendt ansigt der. Han bevægede sig hen mod trappen der førte oven på til de lejede værelser. Målrettet nåede han Mimis dør, men stoppede op uden at banke på. Han tog en dyb vejrtrækning, men nåede ikke at tænke så langt før han hørte stemmer. Mimi var ikke alene. Nu undrede Nate sig først og fremmest. Han bankede hårdt på og ventede. Men tålmodigheden overfaldt ham og han åbnede nysgerrigt døren. Et chok skubbede ham bag fra, idet han så synet af Phillip ligge oven på Mimi. Det var tydeligt at se Mimi kæmpede for at komme fri, på den måde hun holdt armene stødende mod hans mave. Nu strømmede vreden og en masser andre følelser igennem Nate. Han fór hen til dem og nærmest hev den forskrækket Phillip op ad sengen. ”Hvad pokker har du gang i?” udbrød han og slyngede sin hånd frem før nogen kunne nå at sig Bøh. Phillip blev ramt direkte i ansigtet med en knytnæve der sagde spar to.
|
|
|
Post by Mimi van Dall on Aug 24, 2010 13:44:48 GMT -5
På ingen måder ville Mimi noglesiden give Phillip ret i det han sagde på grund af det var nemlig ikke, som han var igang og faktisk så skræmmede Phillip hende en del på grund af det at det ikke virkede til at han overhoved forstod at han skulle flytte sig fra. Men det at han skræmte hende sådan fik hende til at kæmpe mere imod ham mens hun begyndte at tigge og bed ham om at flytte sig. Men dog, så vidste Mimi intet omkring at Nate var kommet hentil kroen efter at havde snakkede med hendes mor selvom det ikke ville være nogle overraskelse for hende at Nate snakkede med hendes mor på grund af hendes mor havde kendt Nate lige siden at han havde været helt lille. Men hvis det ikke havde været for at Mimi havde kæmpede så meget, som hun havde imod Phillip så ville hun nok også havde hørt at der blev bankede på døren og dog, så da hun hørte Nates stemme samt at Phillip blev hevet væk fra hende hvilke fik hende med det sammen til at trække sig længere op i sengen mens hun så forskrækkede samt letter bange på Nate på grund af hun havde aldrig før set ham så vred, som han var "Nate.." var det eneste, som hun kunne få udover hendes læber og dog, så vidste hun ikke hvad hun ellers skulle sige på grund af det ikke rigtig kunne lykkes for hende at samlede en eneste tanke oppe i hendes hoved mens hun så på skiftevis mellem Phillip og Nate selvom der var en rigtig stor del af hende, som ønskede at gemme sig bagved ham og dog, så kunne hun ikke gøre det på grund af den frygt, som Phillip havde sat i hende havde også fået hende til at ikke kunne flytte en eneste cm mere end hun allerede havde.
|
|
|
Post by Phillip Smith on Aug 24, 2010 14:07:47 GMT -5
Phillip havde ikke bemærket nogen komme ind på værelset, før han pludselig fløj væk fra sengen, fordi nogen hev i ham. Forskrækket så han Nate i øjnene. Han skulle lige til at skælde ud, da han så stjerner for øjnene. Phillip rystede på hovedet og prøvede at få sig løs af Nates greb. ”Det samme spørger jeg dig om!” svarede Phillip med hårdhed og en snært af forbløffelse. Han havde ikke troet Nate kunne finde på den slags og derfor kom det bag på ham. Samtidig fløj vreden grund i ham og fyldte ham med varme. ”Vi var lige midt i noget, så gider du gå?” spurgte han Nate, et sekund efter han havde slået igen. Uheldigvis ramte han kun Nates kind, dog var det tydelig, at det gjorde ondt på Nate.
”Phillip du har ingen ret til at overfalde Mimi på den måde. Er du blevet sindssyg?” spurgte Nate, der endnu holdt fast i Phillip krave. Han skulle lige til at smide ham ud af værelset, da han selv fik sig en på hatten. Sorte brikker kom til syne i få sekunder, inden han kom til sig selv igen. Han kiggede fortumlet på Mimi der lige havde nævnt hans navn. Vreden lyste stadig ud af ham. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde været så gal. Han var ikke bare gal, han var rasende. Han rettede hurtigt opmærksomheden mod Phillip, hvorefter han med alle sine kræfter begyndte at skubbe til ham. ”Du rør aldrig mere Mimi, er det forstået? Ellers så skal jeg nok gøre så du vil fortryde du overhovedet har kendt hende,” hvæsede han, samtidig med han forsatte med at skubbe Phillip hen mod døren. Det var umuligt at gøre modstand, selvom Nate kunne mærke Phillip kæmpede imod. ”Det kan du ik bestemme,”[/b hørte han Phillip svare igen. Nate åbnede døren. ”Det vil du få at se jeg kan. Mimi hun er min og du holder dig bare fra hende,” røg det ud af ham, før han kunne nå at standse sig selv. Han fortrød med det samme han havde nævn det over for Mimi, og selvom han blev forskrækket over sig selv, lykkes det ham at få Phillip helt ud af værelset og lukkede døren efter sig. Nu Stod Nate med panden ind mod døren, mens han holdt den så Phillip ikke kunne komme ind. Han ture intet sige til Mimi … ikke engang se på hende. Han var en blanding af vred, forpint og fosteret.
//Phill Out
|
|
|
Post by Mimi van Dall on Aug 24, 2010 14:22:09 GMT -5
Mimi truede slet ikke at blande sig da drengene blev ved at lege store mænd overfor hinanden og dog, så kunne Mimi ikke komme udenom at Nate lige var blevet hendes helt mere end han havde været iforvejen. Men dog, så var det sidste, som Nate sagde til Phillip noget, som gjorder Mimi mere forvirret end hun allerede var selvom hun ikke kunne undgå at mærke en underlig, dejlige varme sprede sig igennem hele hendes krop og alligevel så gik der lidt tid inden at hun fik samlede modet til at spørge "Nate, hvad mente du med det sidste, som du sagde ?" mens hun rejse sig fra sengen og gik over imod ham. Men Mimi vidste dog, intet omkring hvad der forgik indeni Nate og da hun var kommet over til ham ved døren så lagde hun forsigt samt blidt en hånd på hans ene skulder inden at hun forsøgte let at få ham til at vende sig om imod hende.
|
|
|
Post by Nathaniel Blanco Espinas on Aug 24, 2010 14:34:59 GMT -5
Nate stod stadig ved døren, der ikke længere rykkede i sig. Han gættede på Phillip havde opgivet og var smuttet. Nate hørte Mimi stille spørgsmål til det han kom til at udbryde før. Han kunne bide sig hårdt i tungen og bare han dog kunne skrue tiden til bage. Han vendte sig langsomt om og prøvede på at se alle andre steder hen end Mimi i øjnene. ”Det var …” han lo nervøst. ”Hvad lavede du egentlig her oppe sammen med Phil?” spurgte han for at få samtalen et andet sted hen og nu lyste vreden ud af ham igen. Men det var ikke på hende han var vred, og dog så kunne han ikke forstå hvordan Mimi kunne tilbringe tid men den knægt og så alene på et kroværelse.
Patrick sad i baren og var lidt fjærn for sine venner. Han sad og spekulerede på hvad der forgik op på Mimis værelse. Først havde han set Mimi bevæge sig op ad trapperne efterfulgt af en lystig Phillip. Noget tid efter kom Nate. Han ville sjovt nok også have fat i den samme pige. Der gik ikke lang tid, før Phillip kom væltende ned af trappen med et blåt øje og var helt ved siden af sig selv. Patrick sad nu og overvejede om han skulle gå op og undersøge sagen nærmere. Han tog en sidste tår af sin cola, inden han sagde til gutterne han var tilbage om et øjeblik. Derefter bevægede han sig op ad trappen. Roen lå i gangen, men fra før hvor Nate havde spurgt om hvilket nummer Mimi var på, vidste Patrick det også. Han bankede tre gange på, med en let bevægelse, imens han ventede på svar.
|
|
|
Post by Mimi van Dall on Aug 26, 2010 10:10:08 GMT -5
Mimi kunne ikke lagde vær med at hæve let et øjnbrynd da Nate begyndte at forklare og dog, så var det ikke lige frem første gang at hun oplevet ham nervøs på den måde selvom hun ikke endnu havde regnet ud hvorfor han reagere på den måde, som han gjorder. Hun skulle lige til at spørge mere indtil det, som han var begyndt på at sige og dog, så da Nate pludselig begyndte at blive vred igen så gik hun et stik tilbage uden rigtig at tænke over det selvom hun ikke komme udenom at hun var en del bange for Nate med alt den vrede, som han viste hende. Men lige om det kom til udtryk i hendes kropssprog var noget, som hun ikke tænke over "Jeg gik her op for at slippe væk fra ham..." begyndte hun at forsvare sig selv og dog, så stoppede hun midt i sætningen da der pludselig blev banket på døren hvilke fik Mimi med det sammen at se hen på den kort inden at hendes øjne igen lå sig på Nate mens hun havde en lille frygt at det kunne være Phillip der var kommet igen.
|
|
|
Post by Nathaniel Blanco Espinas on Aug 26, 2010 14:00:17 GMT -5
Det havde aldrig været Nates hensigt at Mimi skulle være bange for ham og hans vrede. Hvis han vidste det, ville han blive knust. ”Det lykkes vist ikke så godt,” kom han til at kommentere lidt for spydig. Det var ikke Mimi han var vred på men Phillip. At han kunne finde på den slags mod Mimi. Han vendte sig om, idet han hørte det bankede på. ”Skrid Phil!” råbte han, men åbnede alligevel døren på klem for at se Phillip i øjnene. Nate tænkte at hvis han viste knægten at han stadig var sammen med Mimi på værelset, ville Phillip opgive og gå igen. Men det var ikke Phillip han fik øjenkontakt med, men Patrick. Lettere undrende, åbnede han døren helt. ”Hey Patrick,” hilste han og vente blikket mod Mimi. Det var tydeligt at se han var forundret. ”Sikke mange drengebesøg du får her til aften,” kommenterede han. Her var det tydeligt at høre han var jaloux, hvis man kendte ham godt.
Patrick smilede til Nate og trådte derefter ind i værelset til dem. ”Hey,” hilste han tilbage. Et bredere smil kom til syne, da han så Mimi. ”Hej Mimi,” sagde han. Patrick havde sin røde lynlåstrøje på og lyseblå slidte jeans. Indenunder trøjen, havde han en sort t-shirt. Han sorte hår var sandt og han duftede af Deo som altid, dog ikke så stærkt at det ikke var til at holde ud. ”Jeg kan ikke lade være med at undre mig over hvad der sker oppe hos dig Mimi, når Phillip kommer sådan fortumlet ned i baren,” sagde han og løftede spørgerne det ende øjenbryn mod Mimi. Han kendte Phillip og vidste at der sikkert var en god forklaring fra Mimis side af.
|
|