|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Feb 9, 2010 15:31:53 GMT -5
Ingen ord kunne ytres fra hende, for hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Skulle hun sige hvad hun følte? Fortælle hvad der var bristet? Men nej, ikke et ord kom over hendes læber. Han havde selv rørt hendes læber med sine, han havde selv brudt den kontakt der havde været. Men ganske rigtigt, så var der kommet noget varme tilbage. Det stak nærmest i hendes hud, men ikke lige så meget, som hendes følelser der kludrede sammen som en leg hun huskede. Kludder mor, hed legen vist. Det var en leg, som handlede om hvor en masse personer, skulle viltre ind i hinanden, mens en anden person skulle få dem fri. Men, ligesom den leg, så kunne hun viltre sine følelser ud og dermed finde ud af, hvad hun følte og hvorfor hun følte som hun gjorde. Tårerne afspejlede en slags smerte, som hun ikke havde følt før, men også en forvirring, som gjorde hende både stum og nærmest lam. Hvorfor skulle det være så svært, at være nær en anden person? Den tanke havde strejfet hende mange gange, flere end hun havde tal på, hun havde bare aldrig forstået hvorfor det var så svært. Ingen fortalte hende det, ingen ville fortælle hende det. Da han slap hendes hænder, fik hun en fornemmelse af at hun gav slip på virkeligheden og den forvirring hun følte. Hendes øjne lukkede sig i et kort øjeblik, inden hun åbnede dem og så på ham længe, inden hun nærmest kæmpede med for at åbne sin mund og sige noget. Intet skete, ikke et ord kom frem og derfor blev den tavshed som hun hørte, kvælende og utrøstelig. De fleste ville sige hun var knækket som en pind, eller knust som en ødelagt vase. Hans ord hjalp ikke rigtig, men alligevel, så brød hun sig ikke om at se hans smil smuldre og derfor kun se den følesløshed, som hun ikke brød sig om, den skjulte så mange ting at den var direkte uhyggelig. ”Hvorfor?” hviskede hun stille, endelig sagde hun noget, hun lød bare meget grådkvalt og på randen til at blive knækket endnu mere. Hun rystede et øjeblik, ikke af kulde, men af en ukendt følelse som hun ikke turde kende.
|
|
|
Post by Casey Vesper Hoxton on Feb 10, 2010 3:00:03 GMT -5
Hun sloges vist ligeså meget med sine ord, som Casey garderede sig for at nuancere sine. Han stod med den uudtryksfulde mimik malet op på hans ansigt som en maske i cement, øjnene hvilende på hende, og under hele cementen forsøgte den virkelige ham at trænge igennem de små sprækker. Men han fyldte hele tiden sprækkerne op med ny cement for sig selv. Hans øjne registrerede hver enkelt af de tårer, der flygtede fra hendes tårer og lod sig kure ned af hendes kinder ud imod friheden, for kun at blive knust imod det stengulv de ramte. Måske ligesom hende selv? Efter at han havde sluppet hende, var det som om at muren imellem dem kun var blevet endnu mere solidt fundamenteret. Mystisk, at der for et øjeblik siden havde været den fineste tæthed imellem dem, og næste øjeblik var jerntæppet atter blevet rejst. Men Casey, der hævdede sig god til både magiker- og mugglerhistorie, vidste at jerntæppet var faldet akkurat ligeså hurtigt som det var blevet bygget. Det føltes bare som længere. Han rankede sig mentalt, og lod ikke blikket vige fra hende, selvom hans øjne ønskede ikke at flakke fra hende. Han så, hvordan hun lukkede øjnene og lod sig synke ind i en verden bag de lukkede øjenlåg, en verden, hvor der måske var svar på det virvar af tanker, hun uden tvivl havde i hovedet. Snarligt efter åbnedes øjnene, og de betragtede ham længe. Hendes kamp for at få ordene frem ville han gerne have afhjulpet, men han var sikker på, at et forsøg på at udbedre nu, bare ville gøre situationen værre. Hendes stemme sitrede med grådens tykke lyd og den intimiderende følelse af måske kun at være tæt på at blive forvoldt flere skader end hun allerede havde. Han lod et øjeblik sine øjne blive lettere fjerne og desillusionerede, imens at tankerne puslede i hans tanker. Det var dog ingen tanker, han konkret kunne plukke, som om de var æbler på et træ. Han hev fat i sig selv, og tvang sig selv tilbage til den virkelighed, der udspillede sig i denne lille forhal. Han havde aldrig nogensinde været en troværdig nok eskapist, til at han ville spille på det. Hun spurgte hvorfor. Vil du gerne vide det? var hans første tanke, men han ville ikke sige den. Hun ville ikke spørge, hvis ikke hun ønskede et svar. Det ville gøre ham for ondt at bore en dolk ned i et sår, han selv havde forvoldt. ”Fordi..” kom det med en stille, blid men stadig tydelig stemme fra ham, der var blevet naturligt infiltreret af hvad han nu ville svare. Så ærligt som han selv var følelsesløs. Han ville aldrig nogensinde lyve for nogen. Hverken for at læge eller betænde deres sår. ”Du var kold.” fik han først frem, og lod øjnene kigge op imod de solstråler, der faldt ned fra glasset i loftet. Lange draperier af lys, der badede dem i en kold vintertid. Lyset gav hende en glød omkring sig af gyldne partikler. Det var som om at han stod i en drøm.. en drøm så surrealistisk, at han næsten så det som et mentalt mareridt. Han tvang sig selv til at få ordene frem. ”Fordi du er unik.” svarede han direkte, og rystede sig selv op mentalt. ”Men undskyld. Jeg havde ingen ret til at gøre det, hvor fascinerende eller kold du end måtte være.” tilføjede han og så på hende med øjne, der nu pludselig viste ægte oprigtighed. Øjne, der under den lette overflade skinnede af en form for.. liv. At han ikke bare havde været fuldkommen følelsesløs overfor hende.
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Feb 10, 2010 4:09:27 GMT -5
Alle de ting som kunne være sket, så var dette den sidste hun havde forventet og havde ønsket. Hun havde aldrig kysset nogen i sit liv, og dette ville hun ikke kalde et kys, hun nægtede at kalde det det. Hun var bange for hvad det ville betyde, hvis hendes første kys, var blevet taget af en, som hun knap nok kendte, kun stolede på og som var af meget højere rang end hende selv. Hvis det havde været muligt for hende, så var hun nok forsvundet fra jordens overflade. Hans stemme, som var noget blid, fik hende næsten til at ville forsvinde fra alt og intet. Dette var værre end hvis hun havde været så uheldig, at brække noget når hun faldt, for det ville heale meget nemmere, dette mentale brud som hun følte, ville muligvis aldrig heale og slet ikke på samme måde. Hun var kold? Var det virkelig alt? Den pause som var opstået, satte tusindvis af spørgsmål op, som kun gjorde hende mere og mere forvirret, ikke så ødelagt igen, stadig forvirret og en smule urolig så hun ned i gulvet. Da han talte igen, mærkede hun hvordan hendes kinder blev varme, blodet steg op i hendes kinder hurtigere end nogen sinde. Langsomt, så hun op på ham, tydeligvis med forundrede øjne, røde kinder og tårer som begyndte at forsvinde, i takt med at hun så ærligheden fra ham. Lyset fra loftet, gav ham en slags glød, ikke en kold glød, faktisk var den på en måde varm og dragende. Hun holdte sig fra den, af frygt for hvad hun kunne gøre, hvis hun fik lov til at nærme sig den. Hun forstod ikke rigtig hvad han mente. Unik? Det var vel noget som hørte til hendes kollegium, til alle de piger som gik på hendes kollegium, men hun.. hun var bare en pige fra landet, som nød at være lidt drastisk og få nogle ideer, som ikke just var særlige intelligente eller ufarlige. Fascinerende, var heller ikke et ord som hun mente kendetegnet hende selv. Måske anderledes og mærkelig, men ikke fascinerende. Knuden i hendes følelser gjorde mere og mere ondt, hun forstod ikke hvorfor og ville heller ikke vide det. ”Jeg.. er det virkelig alt? Er det virkelig grunden? Jeg forstår det ikke helt,” hun var ikke vred, det kunne høres på hendes stemme, som var ved at blive normal igen. Faktisk var hun bare lidt ked af, at hun ikke selv havde fået lov til at vælge, om hvorvidt han havde måtte gøre det eller ej.
|
|
|
Post by Casey Vesper Hoxton on Feb 11, 2010 16:05:25 GMT -5
Uanset hvor meget han anstrengte sig mentalt, kunne han ikke række ind under hende og nå ind til den kerne, han tydeligvis havde såret i hende og set i den, hvordan han havde såret hende. Hvad det var, der havde forvoldt de tårer, der var løbet fra hendes øjne. I det øjeblik ville han give alt for at vide, hvad det var, der havde væltet den store mur. Det var en ligelig blanding af skyldfølelse og nysgerrighed. Selv i den dybeste følelsesmæssige problemstilling kunne hans nysgerrighed og hans klare hoved ikke underkues. En skam.. han ønskede netop at lade sit hjerte vinde nogle gange. Men den høje ismur af en facade – og hans stoiske sind – var ikke just stiger, der hjalp ham op imod det mål. Hans ord havde ikke været fuldkommen talt fra hjertet, men de var ærlige og afspejlede nogenlunde, hvad han havde følt. For ville hun ikke bare føle sig endnu mere ydmyget og følelsesmæssigt frustreret, hvis han havde sagt, at der også havde været følelser i det? At der faktisk, trods hans første praktiske tankegang, havde haft følelsen af at der faktisk var en lille gnist inde under istappen der levede. Men gnisten var gået ud, det samme øjeblik han så de tårer. Så var den slukket og ligeså askegrå som før. Hans øjne veg ikke fra hende, de øjne, der inderst inde var i oprør og på ydersiden lignede en mands øjne, når han var allermindst følelsesmæssigt bekymret. ”Det er ikke virkelig grunden, men..” kom det fra hans ærlige sind, men han huskede at holde sig selv i skak, inden han talte over sig. Han så på hende med dybtfølt bekymring. ”Svar mig ærligt, du rødhårede unikke mesterværk; vil du vide den dybeste sandhed?” spurgte han. Et øjeblik var han næsten poetisk under den hårde skal. Men den bløde poesi blev erstattet af den sjælepoesi, der opstod når man havde gjort noget forfærdeligt. Arrogante mennesker kaldte det medlidenhed. Underdanige mennesker kaldte det sympati. Casey ville kalde det.. melankoli. Men i den stilhed, der opstod, var det som om at den sandhed, der ikke var blevet sagt pludselig blev spillet på en scene for ham. Det røde tæppe gik fra for hans sind, og pludselig kunne han se det; pludselig fornemmede han grunden til, hvorfor hendes tårer var så følelsesladede og bitre. Han havde stjålet noget fra hende. Hendes allerførste kys, der havde været reserveret en hun elskede. En i fremtiden, hvor vedkommende ikke ville have forvoldt hende smerter. Smerten i hans hjerte blev kun værre, men hans tanker beroligede ham. Normalt ville det ikke have rørt ham en smule, vidste han.. men der var virkelig noget unikt over Cassidy. Det kunne meget vel være, at alle Chevreuil-piger var unikke på deres måde, men en pige som hende, så innovativ, så uafhængig og så anderledes var svær at finde. Der var noget originalt i hende, der ikke afspejledes i de andre. En opfindsomhed, der ikke kendte nogen grænser. Og den opfindsomhed havde han bundet til følelsesmæssig forvirring. Men hun bør vel ikke tage det som et reelt kys.. når hun ikke selv var med til det. forklarede hans rationelle tanker, men han ignorerede dem. Han vidste, at han på et tidspunkt ville ende med præcis ligeså sort en bog hvad angik kærlighed som hans far. En dag ville han have knust flere hjerter end man burde have tilladt, og han var allerede godt på vej. En strålende fremtid for en Hoxton. Måske burde han bare se at komme væk og lægge det hele bag sig? Svaret var et rungende nej. Han var en mand af ære og han ville ikke bare forlade en så unik ting. Han måtte stå ved sin fejl og sine gerninger. Den ære, der hvilede på hans skuldre, var ikke bare noget, der kunne smides væk. Han så et kort øjeblik ned i gulvet. En gestus, der tydeligt viste hans tanker. For en gangs skyld. ”Jeg forstår udmærket, hvis du føler dig oprevet.” kom det fra ham. Ikke et undskyld eller et tilgiv, for det burde hun ikke tilgive ham for. Han rettede hovedet op, og så atter køligt på hende. Dog ikke med en uvelkommen kølighed. En kølighed, han ikke rigtig kunne finde ud af at smide. For når han endelig smed den, skete ting som det her.
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Feb 13, 2010 16:10:13 GMT -5
Det var ikke rigtigt. Intet af dette var virkeligt, det var en drøm, det måtte det være. Alligevel, så vidste hun jo at det ikke var en drøm. Hun huskede det hele, bid for bid, og det var også underligt at hun et eller andet sted havde nydt det og bare brændt efter hans læber. Men det var forkert, et eller andet sted, så var det vel forkert. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre, hun vidste det langt fra. Et eller andet sted, ville hun gerne forklare sin forvirring, men også holde den hemmelig og selv lade ham løse den. Tingene kunne ændres, det vil sige fortiden kunne ikke. Cassidy var i dyb forvirring, mens han sagde at det faktisk ikke havde været det, jamen hvad havde det så været. De røde kinder, blev en smule mere røde, mens han talte så poetisk, så dragende at hun bare ønskede at det holdte op. Hendes hjerte slog hurtigt, mens hendes sind prøvede at regnede ud, om hun ville vide det eller ej. Hvorfor var hun pludselig så forvirret og samtidig nærmest ødelagt? Hendes første kys skulle ikke have været sådan her, hun ville ikke kalde det et kys, men hun hvad skulle hun ellers kalde det? Ikke genoplivende, det var dumt, og der var ikke just noget andet som hun kunne kalde det. ”Jeg vil gerne vide det,” sagde hun stille. Hun så stadig væk på ham. Det blik han sendte hende.. det gav ingen mening, og alligevel. Hun var så forvirret. Et sted ville hun jo gerne vide det, men hvad nu hvis, hvad nu hvis at svaret ville gøre tingene værre? Det ville hun ikke have. Hun ville ikke have nogle fjender, eller folk som ikke brød sig om hende, selvom der selvfølgelig var. Men Casey var anderledes, hun ville ikke have at han pludselig slet ikke brød sig om hende. Hvorfor, forstod hun slet ikke.
|
|
|
Post by Casey Vesper Hoxton on Feb 22, 2010 2:46:16 GMT -5
Havde det været en drøm, ville det have været en drøm med bitre sting af sødme. Det ville have været en drøm, der ville have fremprovokeret for mange uforklarlige følelser i Casey. Som for eksempel, hvorfor han lige nu følte sig på en gang fastfrossen af gammel is og optøet af en ny ild. Han følte det som om at alt i ham bestod af ligelige nuancer af sort og hvid, at han var opdelt i nat og dag og at hans iskolde ansigt umuligt kunne forråde hans tanker til fordel for de hvidglødende følelser. Han stod rank som altid med sin gestik som altid lukket og boltet til med metertykke metaforiske jernbolte, men hans mimik var et stort hav af følelser, der forsøgte at vælde op til overfladen, men blev knust mod strandens bred. De mørke øjne hvilede på Casssidy, hvor de blot fik strøet salt i deres nyligt fremkaldte sår, men som den selvbevidste mand han var, vidste han at han måtte stå fast og se sine fejl i øjnene. Tage konsekvenser af dem, hvor svært det end måtte være. Da hun sagde, at hun gerne ville vide den egentlige grund til hans opførsel, den der lå dybere under skallen end ’bare’ teorien om at hun var ved at fryse til og skulle have varmen igen, sukkede hans tanker mentalt. Så var der vel ikke andet for end at spille kortene ærligt og rationelt, imens man måtte hale det es ud, man havde gemt i ærmet. Hans øjne gennemvædedes atter af den sære mikstur af halvlunken varme, imens han fik mønstret de tænkte ord over læberne. Hænderne var solidt fæstet med den venstre knyttet og den højre over ham, så ikke de ville forsøge at blafre omkring som vinger. Han kunne mærke, at han havde en lyst til at gestikulere, men han havde altid rynket på næsen af den vane. Det fik blot en til at fremtræde useriøs og ukontrolleret. ”Jeg ved, at du ikke vil tro mig, men du er unik i en anden grad end alle andre fra dit kollegium er, Cassidy.” fik han først fremsat, og den anden sætning kom betydeligt lettere over de læber, der før havde strejfet hendes og stadig brændte intenst efter at gøre det igen. ”For.. jeg ønskede virkelig i det øjeblik bare at lade mine læber smage dine, for at se om jeg kunne opnå noget af den følelsesmæssige varme og den naturlige ærlighed, du holder overfor verden.” sagde han, men vendte ikke blikket imod jorden som en sådan sætning burde have foresat. I stedet lod han stilheden danse imellem dem, imens hun fik tid til at tænke over de talte ord. Ord, der var sviende ærlige. Måske mere ærlige, end de burde have været. ”Du har modet til at vise dine følelser, til at lade dine tårer falde uden at bekymre dig om, hvorvidt det gør dig til en mindre agtværdig person i andres øjne. Det er en sjælden gave. Så bevar den vel.” tilføjede han blidt. Hvor følte han sig dog til trods for sin facade ufattelig sårbar uden det lille skjold af hemmelighedsfulde ord og sætninger. Han ville aldrig nogensinde have fået sådan en gave af nogen som helst. Og hvorfor skulle han også det? ”Og i et enkelt fatalt tidsmoment..” lød det derefter fra ham, imens hans øjne antog en endnu varmere glød. ”Lod jeg min nysgerrighed tage over. Til en alt for høj pris.”
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Feb 22, 2010 7:02:41 GMT -5
Det hele virkede forkert et eller andet sted. Alligevel, havde hun en varm fornemmelse i maven, en gnistrende glød som bare blafrede ligesom tusind sommerfugle. Sommerfugle i maven? Dårligt tidspunkt, men sådan havde hun det. Det hele ved ham var dragende, hun følte et sus i maven og blev klar over, at hun faktisk godt ville have haft hans læber imod sine. Hun var et værre fjols, det mente hun selv, for hun burde da ikke ønske at fornemme hans læber imod sine endnu en gang, når hun knap nok kendte ham, eller følte noget for ham. Endnu et problem, for hun følte et eller andet, som hun højst sandsynligt ikke burde føle. Det var varmt, hendes hjerte brændte bare af at se på ham. Da han endelig begyndte at snakke, blev Cassidy klar over at alt det han sagde, var det han mente om hende og det han havde følt for blot få minutter siden. Det havde hun ødelagt. Jeg store idiot, tænkte hun om sig selv, mens hun lyttede og prøvede at få alt det han sagde, til at hænge sammen. Ikke et ord blev ytret, i hvert fald ikke af hende. Hendes tanker havde travlt nok med, at finde noget at sige til det hele og finde en forståelse til hans ord. Det kunne da ikke passe? Hun var da ikke.. unik, var hun? Da han havde talt færdig, lukkede hun øjne et øjeblik og fornemmede ingen tårer, ingen sorg. Hun var ikke ked af det, hun var heller ikke vred, oprevet eller noget. Det eneste hun følte var en slags varme. En ubeskrivelig varme. ”Hvilken pris?” spurgte hun stille. Længe så hun bare på ham, ventede på et svar, som kunne være hvad som helst. Hvad havde den pris været? Hun havde en masse spørgsmål, som hun gerne ville stille, men som hun ikke turde stille. Men så, gjorde hun noget hun nok ikke burde gøre, ikke efter alt det der lige var sket. Hun trådte tættere på, tog hans ene hånd og trykkede blidt og forsigtigt, sine læber imod hans. Hendes kinder blev ildrøde, hurtigere end før. Undskyld. Det var det hun tænkte, inden hun slap ham og trak hans jakke af sig, for derefter at række den til ham, mens hun så ned i jorden. Igen var hun bare tavs. Hvad skulle hun da sige?
|
|
|
Post by Casey Vesper Hoxton on Feb 28, 2010 9:41:19 GMT -5
”Prisen af din tillid,” svarede han efter en rum stunds stilhed. Et svar, der var fyldt til bristepunktet med varme og resignerede følelser. Hun havde givet ham hendes tillid, så uforbeholdent som en pige af hendes sind kunne give den, og han havde skammeligt vanrøget den bare efter et øjebliks fatal nysgerrighed. Men hans følelser havde været overvældende stærke, stærkere end de havde været siden han valgte at låse dem inde i hans sjæls mørke og smide nøglen væk. Det var, som om at hun havde fundet den nøgle et eller andet sted i hendes sorg og sat den i låsen. ”Jeg burde have givet dig et valg.” bemærkede han, rettede hovedet og mødte de øjne, der for lidt siden havde været mærket af sorg og forvirring. Nu stod de og ventede svar på den kryptiske formulering, han havde sagt. Men hun spurgte.. Han anede ikke, hvorvidt det var et positivt tegn eller ej. De stod begge i hver deres lille tankeboks, med tankespind spredt ud inde i deres simple hoveder. Det var forbløffende, så mange følelser der regerede ham indeni lige nu, selvom han udadtil kun smilede et meget lille smil, der virkede som om at man kunne tage det og bare knuse det imod gulvet. Han følte sig.. på en gang varm og kold, på en gang skammelig og på en gang stolt, på en gang glad og på en gang bitter, og på en gang lykkelig og på en gang knust. Han mente stadigvæk det samme om hende som han havde gjort inden deres læber havde mødtes. Det virkede bare, som om at dette havde sat en endnu større understregning under det. Hvor ironisk. tænkte han blot. Her forsøgte han oprigtigt at angre og finde sine allerfineste følelser frem, og der virkede det nærmest som om at han ville gøre det igen! Han registrerede hendes pludselige rosa rødmen i kinderne, og rejste et mentalt øjenbryn. Hvad mon der foregik bag hendes smukke og stjernehimmelslignende øjne? En hidsig kamp ligesom bag hans? Han havde ikke fundet nogen grund, før hun nu uden ord tog hans hånd imellem sin. Et øjeblik var han som et spørgsmålstegn i hele ansigtet, så fik han fremmønstret et smil, der var endnu mere følelsesladet end han før havde fået gjort. Han lod sin egen hånd lukke sig om den bløde og feminine hånd, og da hun uden tøven kyssede ham mærkede han, hvordan hun fremtryllede et sand mesterværk af følelser uden tryllestav, men kun ved hjælp af hendes læbers magi. Det virkede som om, at øjeblikket stod stille i op til flere øjeblikke, før hun slap ham og rakte hans fars jakke over imod ham. Skuffelsen var tydelig, imens at glæden også akkompagnerede det. Hendes blik var imod jorden, og hun fik derfor ikke set hvordan han forsigtigt plantede sine hænder på hendes skuldre og lod sine læber udvælge sig et punkt i midten af hendes pande et kort øjeblik. Så trak han sig væk igen, imens han så på hende – smilende. Han tog jakken, men kun for at gå om bag hende og lægge den til rette igen. ”Den ligger godt der.” bemærkede han blot og indsnusede diskret jordbærduften af hendes hår. ”Du er virkelig unik på en anden måde, end den betydning der ligger til dit kollegium, Cassidy.” sagde han med hvert eneste ord varmt betonet. ”For du er den eneste, der formår at få mig til at føle mig sådan her.” Det lød fuldkommen ærligt, som om at det kom helt nede fra bunden af hans sjæl. Og det gjorde det også, og længere til; det kom fra bunden af hans isfrosne hjerte. Han så på hende gennem de mørke øjne med et blik, der kun så det perfekte væsen overfor ham. Jakken lå så godt på hende. Den var blevet båret af en han havde følelser for før.. og nu lå den der igen. I hans øjne kunne den ikke ligge bedre.
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Feb 28, 2010 10:20:07 GMT -5
Hendes tillid. Havde den været prisen? Det havde han vel troet, men hun havde modbevidst det. Han ejede stadig hendes tillid, den ville han nok ikke slippe for. Det føltes underligt at han ikke tog jakken, hun mærkede hans hænder på sine skuldre og stivnede nærmest, hendes vejrtrækning blev underligt tungt og meget langsomt. Et eller andet sprang inden i hende, eller løsnede sig, den knude som hun havde følt var endelig blevet løst til fulde. Følelsen var varm, men hård. Det hele blev bare bedre da hans læber blev trykket imod hendes pande, det fik hende til at slappe helt af og nu kunne hun mærke, hvor anspændt hun havde været uden at vide det. Da han tog imod jakken, lod hun sin arm falde ned langs sin side og bare vente på hvad der kunne ske, hun vidste nemlig ikke hvad han ville. Da hun igen mærkede jakkens vægt på sine skuldre, blev hun klar over at han ikke ville gå endnu. Endnu altså. Hun så imod ham, lyttede til hans ord og vidste at den varme følelse hun havde liggende inden i sig, var noget hun aldrig havde troet at hun ville opleve med et andet menneske. Forsigtigt, mere end nødvendigt, rørte hun ved hans kind med sine fingerspidser, inden hun lod dem glide blidt ned ad hans hals, ned til hans bryst og lod dem glide om på hans ryg. Hun knugede sig ikke indtil ham, hun holdte bare om ham, blidt og alligevel kærligt. Cassidy havde ikke lyst til at slippe ham. Ikke endnu, måske aldrig, men på et tidspunkt blev hun nødt til det. ”Casey,” sagde hun stille. ”Hvorfor, er det at du ikke viser dine følelser særlig meget?” hun så på ham, med øjne der både lyste af nysgerrighed, men også en anden følelser.
|
|
|
Post by Casey Vesper Hoxton on Mar 2, 2010 11:34:25 GMT -5
Denne tavshed var smertefuld for Casey. Normalt havde han ellers betragtet stilheden som en ven, en ledsager og et trygt refugium, men denne tunge og for ham længevarende tavshed hvor Cassidy var i sine egne tanker, mærkedes på ham som en rastløshed og han kunne mærke, hvordan han spændte samtlige muskler i ryggen ved tanken om hvordan hun kunne reagere. Han ville ikke kunne klare at knuse hendes tillid imod jorden igen! Tænk at jeg faktisk har så mange følelser. bemærkede han forbløffet, imens han søgte ind i sig selv. Der var en fin lille flamme af glæde over selve synet af hende, det så unikke syn af den pige, der formåede at være så forskellig fra alle de andre på grund af den værdi, hun havde for ham. Han var forbavset over, hvordan hans krop prompte reagerede ved synet af hende komme ham nærmere, og hvordan hendes fingre efterlod et behageligt varmt spor da de søgte over hans kind, gled ned til hans bryst og lagde sig løst til rette bag hans ryg. Det var ikke en varme, der var uvelkommen, tværtimod føltes den som en beroligende mikstur på ellers så bange anelser. Han lyste selv op i et varmt smil, da han lod sine arme hvile rundt som hende i et ganske let greb, som om hun var en blød og fin lille kaninunge, man ikke ville skade, men heller ikke tabe på jorden. Med en følelse af komplet ro og ubeskrivelig glæde, lod hans sine mørke øjne fange hendes, og et øjeblik herskede der ikke andet end en stilhed, der endnu engang var mere end velkommen for dem begge to. Lyden af hendes melodiske stemme brød skjoldet, men af en eller anden grund gjorde såret ikke så ondt, fordi hun forvoldte det. Hun spurgte, hvorfor det var at han ikke viste sine følelser. Hvorfor han evig og altid bar sit panser, hvorfor han aldrig nogensinde lod et ukontrolleret smil glide over hans læber eller hvorfor han aldrig sagde et enkelt misplaceret ord, der kunne vise menneskelige følelser. Hans smil var stadig ægte ved hendes spørgsmål, men det formindskede en smule i kanterne. Hans øjne slap hende dog ikke et eneste sekund. ”Cassidy.” var det første der kom over hans læber, og lyden af hendes eksotiske og nu så bekendte navn fik ham til at drage en samling på det væld af tanker og årsager han havde, og valgte at starte fra en ende af. ”Jeg tror, at der er mere end en grund til, at mine følelser hviler under en metertyk is. Men den største grund er nok min faders død.” begyndte han med et lille smil, og lod sine hænder stryge blidt og aende op af hendes ryg et kort øjeblik. Hættetrøjens stof var dejlig behageligt, og følelsen af hendes ryg lige under det lagde et trygt fundament. ”Han døde meget pludseligt. Og selvom han af alle var mest forberedte på den som Auror, var resten af hans familie ikke nær så afslappet indstillet, da vi fik at vide at han havde taget sit sidste åndedrag på hospitalet.” Et øjeblik kom der en lille stilhed. Den bed han dog hurtigt over igen, og hans fatning var beundringsværdig, selvom man kunne se at han kæmpede for ikke at lade en bølge af følelser oversvømme dem begge to. ”Jeg burde egentlig ikke have sørget over ham. For hvad min far opdrog mig til, var at blive en tro kopi af ham, en rigtig engelsk fuldblodstroldmand med magisk talent.” Hans øjne ramte jorden. ”Dengang jeg var yngre, så jeg aldrig meningen i at han prøvede at forme mig. Jeg blev sendt på kostskole for at få dannelse og derefter kom jeg her til Forecarm. Men da meldingen om ham kom..” Han tav. ”Var det som om at nogen slukkede et lys. Barndommens lys. Jeg tror at den dag døde både James Hoxton og min barndom på samme tid. Jeg ønskede ikke, at han skulle have levet forgæves, så jeg brugte tid på at opretholde alt, hvad han havde lært mig. Og min allerede stoiske opdragelse var kun en hjælpende hånd til at isolere alle tanker og følelser om ham.” Han så tilbage på hende og smilede stille. Hans stemme var blid og fortællerisk, noget der virkelig indikerede at under facaden hvilede der et poetisk sind, der bare ventede på at få lov til at hæve stemme. ”Ingen andre end du har formået at få mig til at føle mig som mig selv inden hans død igen. Og derfor er du så unik. Jeg føler, at jeg har fundet en længemistet ting, når jeg ser på dig og din ubeskrivelige skønhed.” Han lukkede øjnene og kyssede hende atter på panden. Så betragtede han hende med tydelig bekymring. ”Hvordan går det med varmen?”
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Mar 2, 2010 13:57:58 GMT -5
At han holdte om hende, gjorde hende meget genert, men at han ikke skubbede hende væk, gjorde hende bare glad og på samme tid lykkelig. Deres øjne havde mødtes og de så hele tiden ind i hinanden. Da smilet formindskede sig, var hun klar over at hun var trådte ind på et område, som var alt for langt. Nysgerrigheden havde fået tøjler for sig igen, for hun følte virkelig at hun havde brudt en grænse eller flere. Hvor ville hun ønske, at hun nogle gange bare kunne holde sin mund lukket. Det gjorde ondt at se ham sådan, nærmest såret og i smerte, men smilet på hans læber var ægte. Hun fik mere lyst til at vide om hans indre, alligevel lagde hun en dæmper for sin nysgerrighed. James Hoxton? Navnet ringet en klokke og tændte et minde, som hun ikke rigtig havde kunnet huske, ikke før nu. Men det var et gammelt minde hvis man kunne sige det på den måde, hun huskede at hendes far var kommet hjem og talt lavmælt med hendes mor. Da hun var blevet lagt i seng, havde hun smuglet lyttet til deres samtale. En af hans medarbejdere var faldet, under en mission. Hendes far var en autor, ikke særlig kendt, men han arbejdede hårdt, ikke for at få sit ry højt, men for at gøre alle trygge. Derfor havde det været et chok at have hørt sådan noget, hun ville ønske at hun nu ikke havde været så dum at smug lytte. Ordene lå fanget inden i hende, for hun ville gerne sige et eller andet som kunne lette hans sorger, dem som hun vidste aldrig nogen sinde ville læge helt, men måske ville blive mere.. Healet hvis nogen gjorde noget. Alligevel sagde hun ikke noget. Hun gjorde ikke noget, hun lyttede blot vejret og virkede en anelse anspændt. Det havde ikke været i hendes ret at vide det, ikke nu, aldrig nogen sinde. Da han spurgte om hvordan det gik med hendes varme, blev hun noget forvirret, lagde hovedet på skrå inden hun forstod helt hvad han mente. Hun smilede mildt og nikkede lidt. Hendes hjerte slog hurtigt og det skulle ikke undre hende hvis han kunne mærke det. ”Det går fint,” sagde hun stille, inden hun langsomt og blidt, samtidigt forsigtigt, trykkede sine læber imod hans. Det var tydeligt at hun var genert, for hendes kinder var røde og varme, på grund af det blod som var steget op til kinderne. Hun lagde sin ene hånd på hans brystkasse, mens hun lagde den anden på hans kind, blidt og en anelse rystende. Ikke af kulde, men nervøsitet.
|
|
|
Post by Casey Vesper Hoxton on Mar 4, 2010 2:38:29 GMT -5
For Casey var tiden på et eneste øjeblik blevet paralyseret og stod nu fuldkommen stille. For ham var der kun dem, og så den forfrosne tidsbobbel omkring dem. Det føltes rigtigt, at stå med armene omkring hende og bare fortabe sig i den varme, der udsprang fra hendes stjernespækkede øjne og som fik en tilsvarende varme til at gløde i hans mørkebrune øjne. Efter hans fortælling om hans fortid var der pludselig stille som i graven, og hans mimik var ubevægelig, dog stadig fuld af følelser, der tilhørte hende fuldkommen. Det virkede, som om at hun gerne ville sige et eller andet, men ikke rigtig kunne få det til at lyde passende i hendes egne ører. ”Det er fortid, Cassidy.” fik han fortalt hende i en lav og meget melodisk stemme, som for at forsikre hende om at det var helt i orden at hun spurgte og samtidig også helt i orden, hvis hun ønskede at reagere. Han bøjede hovedet ned imod hende, så han næsten stod næsetip til næsetip med hende, og hvor jordbærduften blev endnu kraftigere. Det føltes faktisk som om, at der var blevet lettet en massiv sten fra hans hjerte. Det var godt nok momentalt, vidste han – de minder var for forfrosne og indgroede til at man bare kunne trække smerten fra dem ud på en dag – men hun havde i hvert fald lagt et låg på en forfrossen gryde. Bare en skam at jeg skulle bebyrde hende med det, ”Tak fordi du lyttede.” fortsatte han lavt og smilede. Det var tydeligt, at det ikke var den ting hun reagerede allerbedst på. Men han havde ikke kunnet nægte hende svaret på hendes spørgsmål. Det var noget af det mest charmerende ved hende; hendes uforbeholdne evne til at spørge. Det var meget bravt. Smilet blev endnu bredere igen, da han kunne mærke hvordan hendes hjerte hoppede som en lille glad kaninunges, og hvordan hans begyndte at sætte tempoet op for at følge med. Hendes stille forsikring om at det gik fint med kropstemperaturen virkede ikke helt overbevisende for Casey, indtil hun understregede det ved at plante et fint kys på hans læber. Da hun trak sig væk igen, var smagen alt for tydelig tilbage på læberne, og han måtte holde i sig selv for ikke at længes alt for brændende efter den. Hun havde en formidabel lyserød kulør i kinderne, der stod i smuk harmoni med det ildrøde hår og den sarte jordbærduft, bemærkede han. Så følelsesladet. noterede han sig til sig selv, og ønskede sig i det øjeblik at han selv kunne udvise flere følelser end sit store varme smil, de glødende øjne og de varme arme forsigtigt slået rundt om hende. Da hendes hænder fandt vej til hans krop, den ene placeret på hans bryst og den anden på hans kind, mærkedes det hvordan følelserne sitrede ud fra hende. Han smilede af hendes tydelige medfølelse med ham – det var det klart ifølge ham – og lod sin højre hånd lægge sig over hendes bløde, fintkarikerede hånd der hvilede på hans overkrop. Han lod stilheden sige sine ord for ham, så strakte han hovedet hen imod hendes læber og lod dem først blidt strejfe hendes, så mærkede han hvordan følelserne tog over og kysset blev mere intenst. Han lukkede kortvarigt øjnene, og åbnede dem først efter at have mærket hvordan der ikke eksisterede en tidsfølelse for den slags. Mærkværdige kærlighed. Han ville ikke til at diskutere varmen med hende, idet han stolede tilstrækkeligt på hendes dømmekraft på det punkt, men han fik i stedet ranket sig op uden at gøre det svært for hende at fastholde hendes position og hans favntag om hende. ”Vil du gøre mig den ære at ledsage mig til handelsområdet i morgen aften?” spurgte han efter en rum tid med smilet hvilende på læberne og øjnene forblændet af hende. Det var vist nok et af de sværeste spørgsmål han længe havde stillet, måtte han indrømme overfor sig selv. Så blidt fremført og så fuldkommen overgivet til hendes svar. Jo, hun var unik.. det stod ligeså tydelig frem for ham ligesom hans følelser også gjorde.
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Mar 5, 2010 9:43:00 GMT -5
Hun mærkede hans hånd lægge sig på sin, det føltes behageligt på en eller anden måde, men også en glædesfølelse, som hun aldrig havde mærket før, eller kendt magen til. Hendes øjne havde mødtes med hans, tydeligt at hun ikke kunne tage øjne fra ham, det var svært når hans øjne havde en dybde som hun ikke kendte mage til. De var så smukke og utrolige, at det var svært ikke at ville finde ud af hvilken hemmelighed, de ellers holdte på. Hun turde ikke sige noget, et eller andet sted ville hun gerne sige hvad hun følte, men hun turde ikke, bange for at det var forkert at sige det, eller forkert at forklare det. Inden hun overhoved fik sagt noget, mærkede hun hans læber strejfe sine, hun mærkede hvor intenst kysset blev, og hvor meget hun nød det. Et eller andet sted, havde hun vel lyst til at give slip på det hele og bare lade sig flyde helt ind i den varme, som han fyldte hende med, den ro som hun følte af at være i hans arme og mærke hans læber imod sine. Et eller andet sted, hidsede han hende vel også op, på en måde som hun ikke kendte til og ikke turde kende. Hendes øjne havde lukket sig i, næsten på samme tid som han havde gjort det, men det var svært at sige for hende. Da de igen bare så hinanden i øjne og hun bare var i hans arme, følte hun at han ville sige noget, et eller andet som sikkert ville være som en overraskelse får hende. Hun lagde armene om halsen på ham, bare for at være tæt på ham, for at kunne vide at hun ikke stod i kulden eller var alene. Da han spurgte om hun ville følge med til handelsområdet i morgen aften, blev hendes kinder en ekstra tand mere røde, men det kunne kun ses hvis man stod så tæt på som han gjorde. Havde det været en hver anden som havde spurgt, havde hun måske ikke rigtig tøvet så meget som hun gjorde nu. Hvis han blev set sammen med hende, hvad ville folk så ikke tro om ham? Hun ville ikke have at hans omdømme, som sikkert var godt og fyldt med respekt, ville falme på grund af hende. Til sidst smilede hun og nikkede en anelse, inden hun svarede, for at være helt sikker på han ikke misforstod hendes lille nik til en bevægelse som hun måske bare havde lavet. ”Det vil jeg da meget gerne,” hun smilede til ham, men et eller andet sted, var hun vel lidt urolig for, hvad folk ikke ville tro hvis de to blev set sammen. De kom på en eller anden plan, fra to helt forskellige verdener, så folk ville nok synes det var sært at de blev set sammen.
|
|
|
Post by Casey Vesper Hoxton on Mar 7, 2010 8:21:40 GMT -5
Idet hun både nikkede og udtrykkeligt svarede, at hun gerne ville følges med ham til handelsområdet i morgen, viste hans smil tydeligt hvor lidt han i det øjeblik bekymrede sig om resten af skolens syn på ham. Var der noget der bekymrede ham, var det hvis han ville komme til at skuffe hende i morgen. Det ville han bestemt bestræbe sig på ikke at gøre. Han huskede stadig alt for klart synet af hendes blide ansigt, overmalet med knuste følelser og små skuffede mærker. Endnu engang strøg hans hænder over hendes ryg, så fik han endelig med besvær sagt, hvad hans fornuft ville have ham til at sige, men som hans hjerte havde stoppet ham i inden. ”Så må jeg hellere få fulgt dig op, så jeg kan glæde mig til i morgen.” sagde han stadig smilende, men skuffelsen var tydelig, da han forsigtigt løsnede sit greb om hende og lod armene falde ned i deres hvileposition. Det føltes tomt for ham nu ikke at kunne mærke den fine Cassidy i hans arme. Det havde han aldrig troet – at han ville vænne sig til at holde nogen tæt ind til hans hjerte og lade dem forblive i hans arme. Jeg forudser en rastløs dag i morgen, tænkte han med et lille mentalt grin og så på hende. Jo, han ville komme til at glæde sig som et lille barn til at de skulle følges sammen den næste aften. Man ville ikke kunne se det, idet han som altid ville bære den frygtelige kolde maske han altid maskerede sig bag, men han ville selv kunne mærke hvordan han ville glo op imod uret og med en let irriteret mine konstatere, at der endnu ville være lang tid til deres møde. Det var svært for ham at få blikket væk fra hende, og han gjorde derfor heller intet forsøg da han rakte sin højre hånd frem imod hende, stadig smilende. Nogen – han gættede på at det ubevidst var hende – havde fået klistret det ærlige smil godt og grundigt fast på hans læber. ”Må jeg følge dig op til kollegiet, eller hvor du ellers ønsker at komme hen?” spurgte han og gjorde smilet distinktivt bredere. Det ville stilne de dystre fremtidsudsigter om at komme til at vente en del – men hans sind havde allerede registreret at han ville skulle undvære hende, og det var allerede nu i gang med at koge ham mentalt op. Engang troede jeg, at dette ville være en umulighed for mig. var hans blotte tanke, da hans øjne endnu engang frydede sig ved synet af de cinnoberrøde hårlokker, den dyblilla hættetrøje og de sarte ferskenfarvede kinder. At jeg ville have et andet menneske som et unikt væsen for netop mig.. Han havde hørt historier om hvordan mennesker med bankende hjerter kunne beskrive i smukke gloser dem, deres hjerte bankede for, og hans objektive øjne havde forgæves forsøgt at se det smukke i de mennesker den pågældende beskrev, men uden held. Men nu virkede det som om, at han havde lært kunsten. At han pludselig vidste, hvordan man gjorde. For i hans dybe øjne kunne der ikke spores en eneste fejl i den fine Cassidy Alexandrie, uanset hvordan de prøvede. Forventningen til i morgen var allerede begyndt at brede sig.. hun havde sat en smilende gryde med vand over, der allerede nu var begyndt at simre.
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Mar 7, 2010 10:15:47 GMT -5
Hun mærkede hvordan hans hænder strøg hende over ryggen, det fik en meget svag rystelse til at gå igennem hende. Hun lyttede til hans ord, og blev klar over, at det vel være deromkring nu hun bare skulle slippe ham og sige hun nok selv skulle finde vej til sit kollegium, som hun nok ville have gjort, hvis det havde været enhver anden. Men det her var ikke en hver anden, det her var Casey. Han betød så meget for hende, han fik hendes hjerte til at hamre på en helt anden måde, som hun aldrig havde prøvet før. Han var bare.. han var vigtig på en eller anden måde, som hverken kunne beskrives eller fortælles. I sidste ende slap hun ham, ligesom han havde sluppet hende, hun så skuffelsen i hans øjne og i hans ansigt, det var ikke særlig rart at se, men hvad kunne hun gøre? Hun skulle jo tilbage, og de ville jo se hinanden i morgen aften? Det håbede hun på, for hun ville ikke kunne klare hvis aftalen ikke blev holdt, eller der skete nogle ting, som ville gøre det umuligt for nogle af dem at tage af sted. Da han rakte sin hånd frem, kiggede hun i et øjeblik uforstående på ham, men forstod det da han snakkede igen. Hun tog blidt fat i hans hånd, og mærkede en ukendt varme, selvom hun havde fået varmen tilbage i kroppen, var han stadig væk varmere end hun selv var. Det sidste hun ville var at gå fra ham, men hun havde ikke noget valg, for hun skulle vel også finde sin kat Midnight. Han lå sikkert fornøjet oppe på hendes værelse, og slappede af. Lektierne skulle også laves, det slap hun jo ikke for, hvis hun kunne lave et eller andet, så ville vente tiden nok ikke blive så slem. Hun elskede hans smil, det var så smukt og beroligende, hun kunne ikke lade vær med at smile selv, det var underligt, men når han smilede som han gjorde, følte hun sig så rolig. ”Du må da gerne følge mig af sted, hvis du vil,” sagde hun stille, inden hun langsomt, trykkede sine læber imod hans, bare for at være helt sikker på hun ikke drømte og at hun sagtens kunne dette. Det var dejligt og befriende. Hun måtte dog slippe kysset, da hun mærkede noget nive i hendes ben, hun kiggede ned og så sin kat Midnight kradse i hendes ben. Hun slap Caseys hånd, til sin fortrydelse, og fik katten op i sin favn. Igen, så hun genert ned og med kinder, som var lige så røde som hendes hår var.
|
|