Så hvid som nyfalden sne (kl. 16:10, efter skole)

[Casey Vesper Hoxton]

Deres hænder mødtes, og da hun lod den hvile forsigtigt i hans, var det som om at den hånd nærmest var støbt til at hvile der. Det var mærkværdigt at tænke sådan, men det gjorde han. Smilet blev bredere, da hun blidt trykkede sine rosarøde læber mod hans, og han lukkede øjnene imens han var mere end bevidst om den varme iling, der gik fra hendes nakke og ned langs ryggen ved kysset. Det var mere end velkomment, nærmest ulideligt ikke at have, da hun uvilkårligt trak sig væk. Lynhurtigt gled hans tungespids over hans læber, hvor smagen af varme jordbær lå som en behagelig eftersmag. Han klemte forsigtigt hendes hånd – så forsigtigt som en pige ville kramme hendes yndlingsdukke – men bemærkede derefter, at hendes blik gled ned på gulvet og nysgerrigt fulgte hans mørke øjne hendes øjnes sti. Nede ved hendes ben sad en lille sort kat og var i fuld gang med at bruge hende som kradsebræt, formodentlig for at kræve opmærksomhed. Han mærkede, hvordan hans hånd blev sluppet og hvordan den faldt igennem luften for at lande unaturligt ved siden af hans hofte, imens at øjnene fulgte med i hvordan den lille kat blev favnet og taget op. Endnu engang stod hun med sit lille sky blik rettet mod jorden og hvor jordbærrenes farve dansede på hendes kinder. Hun var så vidunderlig, når hun stod sådan. Som en fin lille skulptur, man aldrig nogensinde ville nænne at røre. Men man kan jo ikke lade være. Hun var uhyggelig vanedannende – på en god måde. Han kunne mærke, hvordan den rastløshed han for et øjeblik siden havde tænkt på, allerede nu gjorde sit store indtog i form af et afsavn i den hånd, der nu føltes grusomt tom. Idet de stadig stod tæt, lod Casey de mørke øjne glide hen over det lille væsen i hendes arme, imens hans smil mærkværdigt nok ikke var forsvundet. ”Goddag, kat.” hilste han med et skævt smil på den og lod øjnene fare op til Cassidy igen. Egentlig var han lidt misundelig på at den fik lov at ligge i hendes favn, imens hans hænder måtte stå ensomme; men han vidste, at det kun var momentalt. Desuden skulle katten også have lidt opmærksomhed, han ejede hende jo ikke.”Det er en smuk kat du har.” komplimenterede han den, smilede bredt og så atter ned på den sorte kat. Den var flot – ingen tvivl om det. Og så besad den åbenbart et temperament, der hørte en killing til. ”Det ser ud til at de bedste mennesker i verden har kat.” Selv havde han jo også kat – den snarrådige albinokat Rasputin. Han var op til flere gange på en dag blevet stillet spørgsmålet, om hvorfor han dog ville holde kat, når han ikke var venligt stemt overfor mennesker. Men svaret var egentlig at den genetisk problematiserede kat skulle have været aflivet grundet dens hvide pels og røde øjne, og om det havde været hans sind eller bare etikken om at ethvert dyr skulle have lov at leve, var han ikke klar over; katten blev i hvert fald taget med hjem og passet af ham. Så måtte man sige hvad man ville om dens udseende – men det var en klog kat. Han rakte forsigtigt den venstre hånd, der for et øjeblik siden havde holdt hendes, ud imod kattens sorte snude, så den kunne få lov til at danne sig et indtryk, om hvorvidt det var et menneske den brød sig om.

[Cassidy Aimée Alexandrie]

Havde det været muligt for hende, havde hun sluppet Midnight og bare lagt armene om ham, for at være tæt på ham, i lidt tid endnu, inden de skulle gå fra hinanden, for at mødes igen næste dag. Men hun kunne bare ikke slippe ham, hvis hun slap Midnight, ville han være sur på hende resten af dagen eller ugen hvis han ville det. Cassidy kiggede ikke på Casey i noget tid, af en eller anden grund kunne hun ikke få sig selv til det, ikke fordi hun var bange, mere fordi hun ikke rigtigt turde. Midnight virkede en anelse anspændt, for han krævede hendes opmærksomhed, så hun var nødsaget til at nusse ham bag højre øre, rørte man hans venstre, bad man selv om at blive uvenner med ham. ”Han hedder Midnight,”” mumlede hun stille, mens hun bare så ned, usikker på hvad hun ellers skulle sige til alle hans ord. Hun ville da gerne spørger om han også havde kat, bare sige et eller andet, for det her føltes en anelse ubehageligt, bare at være tavs og intet kunne sige eller gøre. Da Casey rakte ud for at lade katten indprente sig et indtryk af ham, var det tydeligt hvordan katten tøvede og overvejede sine muligheder. Hendes muskler spændte, hvad nu hvis han ikke kunne lide Casey? Det ville være et mareridt et eller andet sted for hende. Men katten strakte sig frem, havde sine poter ved hendes skulder, så den bedre kunne nå og gribe fat hvis Cassidy nu skulle miste grebet. Længe snusede den, overvejede sine muligheder, tænkte igennem hvad han mente om denne person som hans ejer nu havde mødt. Til sidst slikkede han Caseys hånd og sprang ned fra sin ejers favn, for at lunte fornøjet af sted, han skulle ud og lege som han altid gjorde. En legesyg kat hun havde. ”Han er den eneste af mine dyr som jeg kan tage med mig,” det kom uventet fra hende, hun vidste ikke en gang hvorfor hun havde sagt det. Genert så hun ned, kinderne var stadig en anelse røde, hun følte sig både sky og dum. Han behøvede jo ikke vide hun levede ude på en gård, selvom hun var stolt af at komme fra sit land liv, så var det da en anelse underligt bare at sige det højt uden at tænke sig om. ”Har du dyr?” spurgte hun hurtigt, for at undgå han kunne tænke videre over det, selvom han nok allerede nu var nået til den konklusion at hun ikke boede inde i en by. Genert så hun ham ind i øjne, de mørke øjne som hun bare kunne se ind i til evig tid. Så kom hun nærmere og tog hans hånd, for derefter bare at give slip igen og lægge sine hænder bag hans nakke, inden hun trykkede sine læber imod hans. Bare en gang til. tænkte hun, en svag rystelse, som man godt kunne ane når man stod så tæt på hende som Casey gjorde, gik igennem hende. Hun havde ikke lyst til at gå fra ham endnu, men hun var snart nødsaget til det.

[Casey Vesper Hoxton]

Havde Cassidy direkte udtrykt hvordan hun hellere ville have sine arme rundt om Casey frem for katten, ville han blot have smilet, men tilføjet at det burde hun ikke. Jeg ejer hende jo ikke, bekræftede hans tanker, imens han blot selv kunne mærke hvordan hans hænder inderligt ønskede, at de ejede hende nok til bare at kunne lukkes om hende som en musling og aldrig slippe dem. Men selvom hans lettere selviske tanker forsøgte at vinde indpas, fik de aldrig rigtig sneget sig over det venlige smil og den udstrakte hånd, han havde budt den lille sorte panter i hendes favn. Hun så ikke op på ham, men fik blot sagt at den hed Midnight, imens hun stadig holdt sit formidable og lettere sky ansigtsudtryk. Han kunne ikke lade være med at smile større, idet han så katten strække sig ud imod hånden og snuse den fremmede aroma fra hans hånd ind, klart vurderende om hvorvidt det var noget der var tiltalende for den eller ej. ”Et meget passende navn,” bemærkede han til navnet, imens hans mørke øjne ventede på kattens afgørelse. De bar tydeligvis en appel til det lille væsen om, at han ønskede accept, men han vidste af egen erfaring, at katte var nogle egenrådige fascinerende bæster. De valgte helt selv hvem de ønskede at have omkring sig og hvem der skulle have deres begrænsede accept. Engang havde Casey hørt, at katten har ikke ejere, den har slaver, hvilket meget præcist opsummerede kattens natur. Det var dog ikke med så lidt lettelse, at Casey kort efter mærkede den ru følelse af en lille kattetunge mod hans hånd, og der gik ikke ret lang tid før den unge Midnight elegant sprang ned fra Cassidys favn og luntede i nordlig retning, formodentlig for at opspore underholdning af den ene eller anden art. Han kunne ikke lade være med at følge den natsorte kat, indtil den forsvandt ud af syne, så trådte han atter tæt på hende og lod sine arme lukkes om hendes ryg. Inden han kunne nå selv at få talt, brød hendes ord om hendes ord stilheden. Tydeligvis brød det også nogle talegrænser fra hendes side, for hendes blik mødte kort efter jorden. Et øjeblik stod han blot og tyggede på de oplysninger. Så hun havde flere dyr end en kat? Det var usædvanligt, dog ikke en sjældenhed, men af en eller anden grund kom disse oplysninger ikke som et chok for Casey. Hun var ikke just typen, man kunne placere ind i en almindelig families rammer. Det beviser endnu engang hendes unikke karakter. Han lod den ene hånd glide fra hendes ryg op til hendes hage, og med meget forsigtig hånd løftede han blidt hendes hoved, så hendes øjne faldt i åsyn med hans. Han smilede bredt og varmt til hende. ”Så du har mange dyr?” spurgte han nysgerrigt og venligt, imens han så på hende. Han ville ikke bygge luftkasteller op, men han havde en formodning om at de dyr, der ikke kunne komme med til Papilloux, var noget der lignede en hest eller et andet dyr af stort format, der forlangte en del plads og omsorg af deres ejer. ”Du er i sandhed unik, Cassidy.” fortalte han hende først, og nu brød han sin øjenkontakt med hende for at kysse hendes næsespids blidt. ”Smuk som ilden og kærlig som vinden.” tilføjede han med et smil og lod sin pegefinger løbe ned af hendes kind. Folk, som havde dyr, var altid fulde af lidenskab, varme og glæde overfor de væsner, de havde valgt at tage under deres vinger. Og han var sikker på, at når Cassidy havde så mange, måtte der være et ubegrænset lager af kærlighed at give af. Det var bare ikke alle, der skulle velsignes med den. Det var ikke alle der forstod at gøre sig fortjent til den. Et eller andet sted gjaldt det samme jo for ham og hans kolde facade – det var ikke alle, der skulle gives hans tillid. Da hun stillede ham et spørgsmål af animalsk karakter, smilede han til hende. ”Jeg har den ære af at være en lille albinokats tjener.” svarede han med et bredt smil. Casey ejede i hvert fald ikke Rasputin – den var der ingen andre end den selv der ejede. Men selvom den meget egenrådige albinokat var optaget af eventyr og af dens egen egenrådighed, havde den vist en overnaturlig fornemmelse af at den skyldte dens liv til Casey og var derfor en loyal og velkommende gæst i fodenden af hans seng hver aften. ”Han hedder Rasputin, og er lettest genkendelig på hans albinoudseende.” fortalte han hende, og det var tydeligt at han under al isen nærede ligeså varme følelser for katten som han gjorde for hende. ”Han skulle have været aflivet på grund af hans genfejl, men jeg tog ham i stedet til mig. Det bød mig for meget trods at se ham dømt til døden som lille killing.” forklarede han. ”Men fortæl mig om dine dyr.” bad han. Han havde set Midnight og var blevet nysgerrig efter et indblik i hendes fascinerende liv.

[Cassidy Aimée Alexandrie]

Hun var blevet noget overrasket over at føle hans arme om sig, men hun skubbede ham ikke væk, hun lod sig bare være i hans favn. Hendes hænder gled om til hans ryg, hvor de lagde sig godt til rette. Det var som om hun kunne spinde af velvære, som en kat der havde fået det den ville have, en plads i hans hjerte, måske endda en meget vigtig plads som kun hun kunne have lov til at få, men de tanker strøg hun til side. Da hans ene hånd forlod hendes ryg, for at glide op til hendes hage og få hende til at se ham ind i øjnene, blev hun lidt urolig for at han måske ville sige at de skulle til at gå hver til sit, men så sagde han noget andet og det gjorde hende mere rolig. Svagt nikkede hun. Hendes kinder blev en anelse mere varme og røde. Hendes øjne flakkede lidt rundt, genert, inden han kyssede hendes næsespids. Det fik hende til at rødme endnu mere, selvom hun intet havde imod det kunne hun ikke lade vær med at føle sig så genert, og urolig. I hendes egne øjne, var unik måske ikke lige ordet, selv ville hun sige at hun ikke var helt rigtig i hovedet, men hun ville ikke modsige ham, hun havde ikke lyst. Hans ord gav nærmest genlyd helt inde i hendes hjertekammer, i hendes sjæl hvor ordene ville blive godt gemt og opbevaret. Der var intet som kunne slukke den glæde hun følte. Hun rystede svagt da hans pegefinger rørte hendes kind, hun vidste ikke selv hvorfor, det skete bare. Hun hørte efter da han forklarede om sin kat. Hun følte meget medlidenhed med katten, selvom den nok ikke havde brug for hendes medlidenhed, kunne hun ikke lade vær med at føle det. Casey var et godt menneske, selvom man måske ikke skulle tro det ved første øjekast, så var han virkelig et godt menneske, med følelserne på rette sted, skjulte under den is som hun vel havde smeltet en anelse. Fortælle om hendes dyr? Der var jo så mange, så hun kunne snart ikke holde styr på det. De havde vist også fået flere, så det skulle ikke undre hende, hvis hun fik et chok når hun kom hjem. I et øjeblik bed hun sig i underlæben, men stoppede med det samme da hun opdagede det, og tænkte i stedet over om han virkelig ville høre om alle de dyr, som hun havde ude på sin gård. ”Der er lidt af hvert,” mumlede hun stille, så lidt genert ned mens hun tænkte på hvordan hun skulle forklare det. Hun anede ikke hvad hun ellers skulle sige, hun var meget blank omkring det, for ingen havde nogen sinde spurgt hende om sådan noget.

[Casey Vesper Hoxton]

Den lille beskedne sætning som Cassidy forsøgte at forklare det underfundige mysterium med hendes formodede dyreimperium, fik kun pirket yderligere til Caseys nysgerrighed. Normalt var han bestemt ikke typen, der blandede sig i hvad folk besad af familiemedlemmer eller dyr derhjemme – han brød sig aldrig synderlig om at blive mindet om omstændighederne ved hans fars død, når han holdt en maske af is oppe – men i Cassidys tilfælde var det noget helt andet. Da var det som om, at han stod foran en kæmpe skattekiste, som han bare skulle have nøglen til. Hvad mon der var inde i denne kiste, spurgte han sig selv mentalt. Han smilede til hende, og tog hendes hænder i sine. Han fandt sig et trygt og fortroligt refugium midt i hendes øjne, og et enkelt øjeblik ville han bare ønske, at der ikke var en morgendag, selvom han vidste at han snart ville få fornøjelsen af hendes selskab igen. Hvis bare tiden var et ikke-eksisterende begreb.. Så ville han have så meget af den, at dette øjeblik kunne blive foreviget både i overført og bogstavelig forstand. ”Det lyder meget spændende.” begyndte han først. Et øjeblik blev hans blik brudt af hans kiggen op imod loftet med et filosofisk udtryk penslet ud over de ellers intetsigende ansigtstræk, og da de brune øjne atter så ind i hendes, var de atter fyldt op til randen med glæde over synet af hende blandet med forbløffelse over, hvorfor han dog kunne stå her, en isoleret og følelsesløs støtte der i al for lang tid havde båret sin maske og som nok aldrig helt vil tabe den helt for de mennesker, som ikke stod så tæt på ham som hun gjorde. Hendes sky blik vendt imod jorden fik ham til at klemme blidt om hendes hænder i et forsøg på at få den interesse han havde, vist i fysisk form. Han måtte dog indrømme, at han havde gjort sig nogle tanker, han ikke vidste hvorvidt var forkerte eller om de havde et gran af sandhed. ”Du sagde, at Midnight var den eneste af dine dyr, som du kunne tage med på skolen. Hvad er det for nogle dyr, du ikke kan tage med dig?” spurgte han nysgerrigt og aede hendes håndryg imens han talte. Hans stemme var i forhold til deres første møde ganske varm. Cassidy kunne vist sige meget, men unik var hun i hvert fald – hun havde smeltet den is fuldkommen væk. Men han ville blive nødt til at iføre sig den igen i morgen. ”Du må være ufattelig glad for dine dyr. Og de er garanteret glade for dig. Jeg kan vist ikke sige hvor heldig du er, både at have en menneskelig og animalsk familie.” tilføjede han og smilede til hende. Han anede ikke, om hvorvidt de boede i en lille fin lejlighed i London eller om de havde en vingård i Frankrig, men hendes franske navn havde godt givet ham tanken om en vingård eller et eller andet lille husmandssted i Bordeaux. Han ville dog ikke gøre sig nogle antagelser. Det ville bare ødelægge overraskelsen. Jeg er heldig, bare at stå med dig her.. tænkte han i sig selv og beundrede tanken på afstand. For en gangs skyld var han enig med den tanke.

[Cassidy Aimée Alexandrie]

Hendes rødmen forsvandt ikke, men det gjorde hende dog ikke mindre nervøs. Bare hans blik som fangede hendes, fik hende til at ville ønske hun bare kunne se ind i hans øjne for evigt. Det var et egoistisk ønske, men hun ville bare have at tiden gik i stå, at hun kunne stå der sammen med ham for evigt, men det var ikke muligt for hende. Det vidste hun alt for godt, derfor sagde hun det heller ikke højt eller lade det vise sig i hendes øjne. Hendes øjne var stadig vendt mod ham, da han så op i loftet. Hvor var hans tanker henne? Hvad tænkte han på? Ønskede han også tiden bare forsvandt? Hun kunne ikke spørger, hun ville heller ikke, det var svært bare at se på ham uden at rødme og føle sig dum. Da hans blik igen var vendt imod hende, havde hun det som om hun smeltede på ny, at hun bare blev helt blød og svag. Hendes hjerte slog hurtigt, og det hamrede nærmest som ti vilde heste der bare løb og løb, uden at stoppe. Hun følte sig ikke særlig spændende, men Casey så ud til at være meget ærlig, for ikke at sige helt uimodståelig og det kunne vel være lidt af et problem for hende, han havde hende i sit greb og hendes tillid var helt og aldeles bundet til ham. Han var mere end hun havde drømt om, under den is som hun havde set, banket der et hjerte med så meget renhed at man skulle tro han var engel. Hun så lidt væk, rev sit blik væk fra hans uden at ville det, men hun blev så nervøs og hun følte sig så dum over at nærmest stirre på ham. ”Mine heste,” startede hun, men hun blev helt genert og sagde ikke mere. Da han sagde det om familie, så hun på ham og ville ønske hun kunne gøre et eller andet, sige et eller andet. Selvom han virkede ærlig og ikke virkede til at tænke på sin egen familie, havde hun bare lyst til at sige et eller andet som kunne få ham til at smile endnu mere. Hun elskede hans smil, det gjorde hende glad og fik hende til at føle sig fuldkommen mundlam. Hans stemme der var så varm, var som den sødeste musik i hendes øre og det ville ikke ændre sig. Hun lagde blidt sin hånd på hans kind, mærkede hvor varm han stadig var i forhold til hende, selvom hun havde det varmere så var hendes hænder vist altid kolde. Hun prøvede at sige noget, men det var som om ordene sad fast i hendes hals, at de ikke ville ud og give den lyd som hun ville have.

[Casey Vesper Hoxton]

Egentlig overraskede det ikke Casey, da hun sagde at det var heste, som hun ikke kunne tage med sig på skolen; men han kunne ikke lade være med at smile i hendes øjne, der var fæstet på ham i en stirren, nærmest som om hun var en sulten sjæl der havde lagt øjne på et stykke brød for at danne sig et billede af brødet, som om bare mindet kunne mætte hende. Han lod sine øjne finde sig behageligt til rette i hendes, og mærkede hvordan hans hjerte sprang et slag over for at slå over i et tempo, han ellers kun havde oplevet efter at have fløjet hurtigt oppe i skyerne for at flygte fra en virkelighed, der til tider kunne være alt for fjern for ham. Hun kunne føre ham helt op i skyerne, op i den 7. himmel, ville hans mor vel have sagt. Havde han vidst hvordan Cassidy sloges med ordene for at få dem over hendes læber, ville han have taget ordene i hånden ligesom han kunne tage hende i hånden og føre dem ud i lyset; vise dem at det ikke var så farligt endda. ”Så du rider?” spurgte han nysgerrigt, stadig smilende. ”Det må være noget af en håndfuld. Hvor mange dyr har du?” tilføjede han et nyt spørgsmål, og holdt sig så en smule tilbage. Som han allerede havde sagt, måtte hun have et stort hjerte, siden der både var plads til dyr og ham i det. Han havde aldrig set sig selv som possessiv – men han vidste fra sig selv, at folk troede at hans hjerte var fuldkommen ikke-eksisterende på grund af de høje parader, men hun havde vist set at han godt kunne sænke dem, hvis han bare fik de rigtige omstændigheder. ”Dine heste og jeg har vist en ting til fælles – vi kan alle sammen vældig godt lide dig.” indrømmede han blankt, og bed sig selv let i underlæben med et smil efter at han havde sagt. Det var bestemt ikke løgn – det var bare så uvante ord. Det føltes så ukendt, dette felt som han stod i; hans ordforråd rakte vist ikke helt til det her, imens hans krop klart overbeviste ham om, at han ikke bare talte tomme ord. Det var som om at hun havde sat en nøgle i en låst dør, som han aldrig selv havde turdet åbne selv.
Selv red han ikke – hans far havde aldrig rigtig brudt sig om heste, selvom han respekterede dyrene og aldrig talte et dårligt ord om dem – men han vidste, at hans mor var glad for heste. Han sporede sig tilbage ind på hestene. ”I må bo et rummeligt sted, siden I har plads til heste. Jeg ville gerne møde dem – din animalske familie.” musede han, stadig smilende. Øjnene kunne han ikke få fra hendes så charmerende og sommervarme ansigt med de rosarøde kinder. Da hun forsigtigt placerede sin hånd på hans kind, blev smilet bredere og hans øjne hvilede kort på hånden. Det var tydeligt, at de så beundrende på den hånd, der havde fundet vej til hans ansigt. ”Du har dem velsagtens alle dine dyr med dig i tankerne.” Nu vendte øjnene tilbage til hende og han lod forsigtigt en finger stryge over hendes kind, imens han strålede som en sol over at kunne stå her sammen med hende. Hans tanker var illumineret som et lille lys ved tanken om hvad han endnu havde at glæde sig til; til at gå en tur med hende i handelsområdet og til at se hvad fremtiden mon bragte. Fremtiden. Den måtte godt forsvinde – og lade dette eneste øjeblik blive foreviget.
Han bøjede sig ned og plantede forsigtigt et langt, passionsfyldt kys på hendes læber. Han hævede hovedet igen og smilede. ”Jeg lader dig jo ikke få et ord indført. Tilgiv mig.” bemærkede han med et skævt smil og tog hendes ledige hånd i en af sine, imens han nød fornemmelsen af hendes kølige hånd mod hans kind.

[Cassidy Aimée Alexandrie]

Hendes øjne var rettet imod hans, kunne ikke slippe nu hvor hendes blik havde fanget hans. Hendes hjerte blev bare ved at slå hurtigt, hendes kinder blev ved med at have den røde rosa farve, der ville gå meget lang tid inden hun ville holde op med at have den slags reaktioner når hun var sammen med ham. ”Jo, jeg har redet siden jeg var lille,” svarede hun genert, man kunne dog mærke på hende at hun langsomt krøb lidt ud fra sin generthed, som om hun blev lidt modigere og sagtens turde svare på spørgsmålene, hun rødmede dog stadig og følte sig stadig en smule genert. Hun tænkte lidt over hans spørgsmål, når han nu spurgte, følte hun sig lidt nødsaget til at svare, ikke fordi hun ikke ville, men fordi hun snart ikke havde tal på dyrene. ”Det er det, men det sjovt og rart at have alle dyrene. Jeg har nu også køer, hunde, kaniner, høns, og vi skal måske have nogle geder, men vi er ikke sikre.” det var underligt at være så ligefrem, til gengæld fik det hende også til at rødme mere og hendes blik sænkede sig en anelse, så hun ikke længere havde øjenkontakt med ham. At han var nysgerrig omkring hendes liv uden for skolen, havde hun ærligt ikke regnet med, men det var rart at han spurgte når man tænkte på at ingen andre på skolen havde haft lyst til at gøre det efter de havde set hvordan hun havde farvet sit hår til den farve hun nu ejede. Hun rødmede over det han sagde, med at han havde noget tilfælles med hendes dyr, at han kunne lide hende. Det fik næsten hendes hjerte til at stoppe, glæden væltede op i hende, hun fik sådan en lyst til bare at danse og hoppe af glæde, men det gjorde hendes hjerte for hende i stedet. Hun så ind i hans øjne igen, lod sin hånd blive på hans kind et øjeblik, inden den gled ned til hans hals og derefter hans brystkasse hvor den placerede sig. Lige der hvor hans bankende hjerte sad. Hun sagde ikke noget til det andet han sagde, for hun kunne ikke ytre et ord, mens han strøg hende hen over kinden og da hans læber mødte hendes, lukkede hun sine øjne, gengældte kysset som hun allermest ikke ville have blev brudt men i sidste ende blev det. Hun så ind i hans øjne endnu en gang og smilede. ”Der ikke noget at tilgive.. og hvis du vil, kunne du jo komme hjem til mig i en af ferierne. Kun hvis du vil selvfølgelig, og hvis du kan.. jeg mener,” tilføjede hun genert. Tanken om at se ham hjemme hos hende, virkede på en måde som en drøm som aldrig ville gå i opfyldelse, så det nyttede ikke en gang at håbe på det ville ske. ”Men hvad med dig, hvor opholder du dig når du ikke er på skolen?” spurgte hun nysgerrigt, mens hun prøvede på ikke at virke alt for nysgerrig. Hun ville gerne vide meget mere om ham, han havde vækket hendes nysgerrighed på en ny spændende måde.

[Casey Vesper Hoxton]

Som om hun var en fugl der netop havde fundet ud af hvordan man spredte vingerne for at flyve, virkede det for ham som om at hendes selvsikkerhed voksede, jo mere hun fik betroet sig til ham. ”Det må være en fantastisk ting, at kunne ride på en hest. Jeg har hørt, at du får et utrolig tæt bånd til hesten igennem ridningen og striglen af den.” bemærkede han til hendes svar på, hvor længe hun havde redet. Og som altid talte Casey lige fra hjertet, om end det ikke var altid han afslørede noget så subjektivt som det her. Lige siden han var lille havde han betragtet heste med en vis fascination og gudsfrygt, som om de var meget hellige dyr, der af en eller anden grund altid viste medlidenhed med ham og lod ham røre dem. Hans far havde dog aldrig været et hestemenneske, og selvom facaden bød at en engelsk gentleman burde ride, var Casey blot blevet instrueret i det der var vigtigere ifølge hans far. Hans mimik blev åben og han lo let, da han hørte hvilke dyrearter der havde til huse hjemme hos hende; både køer, hunde, kaniner, høns og måske også geder. Da hendes blik sænkede sig kiggede han blot på hende med uudtømmelig nysgerrighed og hæftede en lille kommentar til det: ”Det var da noget af en håndfuld dyrevenner, men jeg er sikker på, at du aldrig føler dig alene med dem i nærheden. I bor vel på et landbrugssted, siden I har så god plads?” spurgte han stadig nysgerrigt, og trak på smilebåndet. Han følte sig aldrig alene, når han havde Rasputin liggende oppe på sovesalen, til alle de andres noget store overraskelse. Han var følelseskold overfor mennesker, og så lidt mindre kold overfor enspænderkatten med genfejlene. Men der var nu atter et bånd mellem ham og den egenrådige kat, der kunne strække sig længere ned end menneskets natur kunne forstå. Cassidy ville sikkert forstå det, da hun jo var så tæt på hendes dyr – men andre ville nok ikke kunne associere til det. Katte fortalte ingen hemmeligheder videre. Katte bekymrede sig ikke om, hvorvidt man var af en rig familie eller ej. Katte er der altid, netop når du får brug for dem, hvordan de end ved at du har brug for dem. Katte går aldrig i vejen. At han kunne mærke hendes bløde hånd på hans kind, der førte sig videre ned langs hans hals og ned på hans bryst fik ham blot til at smile varmt til hende, og han så på hende med noget der lignede et ønske om altid at have minderne gemt et eller andet sted. Minder, der engang ville varme ham, når han ikke havde hende og blev nødt til at gå med masken igen.
”Selvfølgelig kan jeg det. Og det vil jeg meget gerne.” svarede han med et smil. ”Tak.” Det var altid svært for ham at takke for noget, idet han sjældent før havde brugt det ord udenfor familiekredsen. Han billigede ikke folk, der misbrugte et ord som ”tak”. Det burde være en indikation af, at man værdsatte en gerning. Da hun spurgte om hvor han opholdte sig, bed han sig først let i underlæben, og en gammel vane af at flygte ud om spurtede op over ham. Han overvandt dog trangen til at skjule, og endte med at smile undskyldende til hende. Han håbede bare ikke, at dette ville lyde for.. voldsomt for hende. Folk blev altid overvældede og tænkte højere om hans fars residens Temeraire House udenfor Bristol, og folk forbandt næsten altid Hoxtonfamilien med hans afdøde far, med deres duelleringsevner og med de penge, der altid blev brugt fornuftigt og nænsomt. Han ønskede ikke at miste Cassidy, bare fordi han boede på et familiegods. Det var han alt for.. knyttet til hende til. Det var derfor ret beskedent, men som altid løj Casey aldrig.
”Jeg bor med min mor og mine to yngre tvillingesøstre på familiens residens Temeraire House i Bristol i England.” bemærkede han med et smil, imens han forsøgte at lade det lyde, som om det bare var et forvokset engelsk hus og ikke et stort gods med 18 værelser og en massiv have. Han brød sig ikke om at skulle fortælle om hans families rigdomme, som han egentlig bare var født til arve. Hvad ret havde han egentlig til dem? ”Vi har desværre ikke ligeså mange dyr som du har, men Rasputin plejer at blive behandlet som en konge af mine to søstre. Jeg plejer selv at træne Quidditch i vores lille have, når vejret er til det.” tilføjede han med et lille smil. ”Hvis du en dag vil med hjem, vil jeg være beæret over at have dig som gæst.” bemærkede han atter og smilede. Hans mor var af en gæstfri natur, og nød altid at have gæster. Desværre var hun perfektionistisk, og Casey var efterhånden blevet vænnet til, at gæster betød en rengøring i samtlige 18 værelser i residensen af de 7 tjenestefolk. Han ville ønske at Cassidy så hans familie som de var, under facaden.. han ville have at hun skulle møde hans søstre når de havde været nede i køkkenet og skære kål sammen med kokken, møde hans mor når hun havde været ude og omplante roserne i sin bedste kjole og se hans hus fra den værste side, som det alt for tit var når der ikke var gæster. Det var den del af ham, han bedst kunne identificere sig med. Sådan havde det altid været inden fars død..

[Cassidy Aimée Alexandrie]

Det var som at blive taget ind i en favn af uendelig varme når han talte, det var nok en af de ting som gjorde hende modig nok til at ville sige noget. ”Du har hørt rigtigt, men det kræver også så meget andet, for at kunne få det bånd. Tillid for eksempel,” sagde hun stille, men forklarede ikke mere. Det var som om at jo mere hun snakkede om sit hjem, jo mere mærkede hun hvordan hun savnede sine forældre og alle de dyr som havde været en del af hendes liv så længe. Nysgerrigheden til at ville gå på skolen, havde været så stærkt på det tidspunkt, det var ikke svækket men hun savnede stadig de omgivelser som der var i hendes hjem, hos hendes familie og venner. Det var dog ikke noget hun ville snakke så meget om, af frygt for at følelserne ville tage overhånd, for derefter nærmest at ødelægge dette minde med Casey. Så hun forholdte sig tavs om det. ”Jo, det gør jeg.. eller vi..” hun blev lidt forvirret over det, men prøvede at lade vær med at vise det, selvom det var for sent. Hun rødmede mere og hendes blik flakkede en anelse. Alle havde et ømt punkt, selvom det vist for mange var svært at fatte at Casey også kunne have et, og Rasputin lød som et ømt punkt. Han holdte vist meget af katten, måske mere end han holdte af andre mennesker det var dog lige meget, hovedsagen var at han holdte af nogen og alle havde brug for nogen eller noget at holde af. Selv Casey kunne ikke leve et liv med en mur over for andre og da slet ikke hans familie, de hørte jo til i hans liv om han ville det eller ej, og det virkede nu som om at dem der var ham nærmest, blev behandlet med.. måske ikke ekstra forsigtighed, men med følelser som han havde lukket inde. Det mente Cassidy i hvert fald, og hun var ikke sikker på at hun havde hundrede procent ret, men måske en smule. Hun forstod ikke hvorfor han takkede, hun søgte svaret i hans øjne, men kunne ikke rigtig se det og hun ville ikke spørger. Han så ikke ud til at være særlig glad for hendes spørgsmål, det fik hende til at se lidt væk, nervøs over at hun måske var kommet ind på et emne som han allerhelst ikke ville snakke om, ligesom da hun havde spurgt om hvorfor hans følelser havde været låst fuldkommen væk, gemt af vejen for den verden som mange ville kalde for ond og hjerteløs. Da svaret kom, var det et svar som kom meget bag på hende. Det lød noget større end bare et hus, sikkert et gods eller sådan noget, hun følte sig en smule dum over slet ikke at vide noget som helst om Casey, nu vidste hun da noget men det var langt væk, meget langt væk fra hende. Selvfølgelig rødmede hun over det sidste han sagde, hendes kinder var mere glødende end ellers, det generede hende ikke fordi hun ikke tænkte på det, kun tanken om at se hans hjem var i hendes sind. En anden tanke opstod og gjorde hende en smule jaloux. Han havde søskende, det havde hun til gengæld ikke. Hun havde altid ønsket sig en bror eller en søster, men det var ikke et ønske som kunne blive opfyldt, regnede hun i hvert fald ikke med. ”Jeg vil gerne se det, men tror du det er i orden? Med din mor altså.. jeg vil ikke være til ulejlighed.” selvom hun prøvede ikke at lyde tøvende eller ivrig, lykkedes det hende ikke. Hun ville rigtig gerne se det, hun glædede sig nærmest til at se det, men hun ville ikke være til ulejlighed eller komme til måske at ødelægge et eller andet som hun havde for vane med at gøre. Hun var jo ikke ligefrem den mest yndefulde eller den der havde mest balance, til gengæld elskede hun at gøre alle mulige ting som ikke altid var helt ufarlige.