|
Post by Casey Vesper Hoxton on Feb 3, 2010 4:30:36 GMT -5
Nu var han i sit rette element, mente de alle sammen. Nu stod Kong Vinter midt i sit kongerige af sne. Herude ville der ikke være nogen hjerter, han kunne fryse til is med sin frysertempererede facade, tænkte de alle sammen. Og det var de færreste, der ville forlade de opvarmede skolearealer for at gå ud i skolegården, der forbandt de to skoler. Casey Hoxton lod døren ud til skolegården lukkes stille i bag sig, så trådte han ud i sneen med sine mørke støvler. Det var nyfalden sne, bemærkede han hurtigt. Overalt omkring ham lå der et lille hav af det pureste hvide sne, som legesygt krøb op omkring hans ankler og gennemtrængte hans mørke bukser. Fra himlen blev den tynde sne strøet ned som kanel på risengrød. Hans ansigtsmimik var en stor gåde som sædvanlig, da han prøvende satte sin højre støvle foran sig og tog et vovet skridt. Men støvlen sank ikke lavere, end den allerede havde gjort, så han fortsatte ud i midten af det store snehav. Det er smukt. kunne han ikke lade være med at tænke, da hans hoved drejede sig langsomt rundt for at nyde synet af den fuldkommen snedækkede gård. De fleste af eleverne var ved at blive godt træt af al den sne, der gjorde gangene sjappede, gennemblødte de dyre vinterstøvler og gav en forkølelser og løbenæse, så man begyndte at længes mere og mere efter forårets komme. Men Casey havde endnu ikke fået nok af den hvide sne. Han vidste, at Grace ville sige, at det var fordi det var som familie for ham, med den temperatur. Og han vidste, at han ville svare igen med et smil, ligeså tyndt som den lille ramme af is, der var kravlet op af døren ind til varmen. Ligeså vel som at han syntes at det var smukt, kunne han ikke finde nogen reel grund til, at han synes det. Han stod et øjeblik som fastfrosset til den snedækkede jordflade, så rettede han sig op. Var det mon en barnlig glæde over, at man nu kunne springe rundt i sneen uden nogen som helst form for bekymring? Næppe, tænkte han med et lille smil. Så snebegejstret var han heller ikke. Men det skulle nu ikke forhindre ham i at tage en lille tur ud i sneen. Han vendte om og tog turen tilbage igennem sneen, hvorefter han gik ind under det lille halvtag, hvor han bankede sneen af fødderne, imens at han stadig så ud over det snedækkede landskab. Forestil dig at verden var dækket af sne. Hvor ville der så være mange smukke ting gemt under den sne! Men samtidig ville verdens mindre tiltalende ting nok også være fanget under iskappen. Han stod tænksom med de mørke øjne spejdende ud over de markante fodspor, han netop havde sat i den, med armene over kors og hovedet hævet. Som altid var hans ører på stilke, lyttende efter, hvem der mon kunne komme ud af den dør derovre. Han var nødt til at have overblikket. Han brød sig ikke om tanken om, at han kunne miste øjeblikket som sneen kunne miste sin volumen ved den første solstråle. Akkurat som at han ikke brød sig om tanken om, at der måske en dag ville komme en sol og smelte hans is. Den is, der beskyttede ham fra minderne og fra tvivlen. Fra følelsernes meningsløse spil og deres næsten ufattelige dans med menneskene. Var det ikke bedre at lade sig begrave i kulden end at lade sig begrave i ulykkelighed?
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Feb 3, 2010 4:53:20 GMT -5
Det var ikke til at klare. At det sneede. Selvom sne var smukt, var det jo desværre også iskoldt og det brød mange sig ikke om. Men Cassidy ville ikke lade det stoppe hende, for at finde ud af, om sne også var sjov når man var på skolen. Det var første gang dette år, at hun vovede sig ud til skolegården. Det var iskoldt, specielt for hende. Hun havde kun sine røde gummisko på, stramme sorte jeans, en hvid T-shirt og sin lilla hættetrøje, som var en anelse for stor. Sneen var smuk og nyfalden, det kunne tydeligt ses, men desværre havde folk allerede været ude og ødelægge det ellers så smukke syn. Hun havde selvfølgelig lukket døren efter sig, men knap havde hun lukket døren, inden nogen havde kastet tusindvis af snebolde på hende, det var selvfølgelig nogle yngre og ældre fra de andre kollegier, men de smuttede forbi hende indenfor, inden de skubbede hende så hun væltede baglæns. Det fik nogle få tårer frem, hun følte sig som en lille pige igen, den lille unge som græd over alt og ingenting. Hurtigt satte hun sig op, og tørrede tårerne væk, ikke hidsigt, blot langsomt og roligt. Det havde gjort ondt, mest fordi at folk ikke så ud til at kunne lide hende. Men hvorfor? Bare fordi hendes hud var meget bleg, og hendes hår havde en rød/orange farve, fordi hun havde farvet det. Var hun så bare en udstødt på grund af det? Cassidy var lidt barnlig ind imellem, det behøvede hun ikke indrømme for at vide, man skulle bare se på hendes opførsel, så ville man vide det rigtig hurtigt. Langsomt rejste hun sig helt op, men faldt hurtigt ned og sidde igen. Det gjorde ondt at stå op, havde hun forstuvet noget? Det håbede hun ikke. Hvad har jeg nogen sinde gjort dem? den tanke var altid i hendes hoved. Evig og altid. Hun gjorde et forsøg til, men endte med at sidde ned igen. Det gjorde ondt, så hun gad ikke, hun gav op, temmelig hurtigt. Gad vide hvorfor folk kan være så tarvelige?
|
|
|
Post by Casey Vesper Hoxton on Feb 3, 2010 5:10:13 GMT -5
Der fandtes mange måder at udnytte sneen på, og for det meste var det snebolde, den blev brugt til på skolen. Eller også blev den fejet væk, og måtte komme på tilbagetog en anden dag. Casey stod neutralt og observerede de små slag, der blev udkæmpet med det kolde kasteskyts, men havde man kunnet kigge ind under huden, havde man set at hans tanker bestemt ikke bifaldt den måde, mange af hans jævnaldrende brutalt tyranniserede de yngre elever på. De burde vel snart have fundet ud af, at det er spild af tid. Både spild af tid, og spild af kræfter. Han selv havde ingen som helst respekt for dem, der bevidst skulle ødelægge andres liv for den bizarre morskab, de havde i det. Han fulgte observerende et par drenge, der hastede ind under halvtaget med snebolde, kun for at gå til angreb på en ung rødhåret pige, der netop var trådt ud i sneen. Den røde farve stod i skarp kontras til den hvide verden, hun netop var trådt ud i, og de røde sko var synlige under snedækket, som havde det været det fineste purpur, der var blevet gemt under den. Af de mange snebolde, der ramte hende og de mange puf, det indgød fra alle sider røg hun hårdt bagover og landede på den iskolde jord. Bestemt ikke en bevægelse, der så rar ud fra nogen vinkler. Hun satte sig op – klart anfægtet, men stadig med en del værdighed og stolthed – og tørrede de tårer væk, som det havde bragt. Fysiske og psykiske smertenstårer, velsagtens. Han kunne ikke rigtig sætte sig ind i situationen, idet han var af et stoisk temperament, der kæmpede bravt for at holde en hvilken som helst følelse i sig, men han havde også engang selv været det, man ville kalde menneskelig og faktisk ladet en tåre falde nu og da. Men det var i en svunden tid, i en anden verden, føltes det som om. Det var i hvert fald mange år siden. Hans mimik eller gestik sagde ingenting, men knap var de uvorne elever løbet væk sammen med den resterende del af den kæmpende horde, før at Casey med langsomme skridt trådte igennem sneen fra sin position ovre ved den anden ende af halvtaget. Han havde knap taget et par skridt, før at pigen selv forsøgte at kæmpe sig op, vakkelvorn som en fugleunge. Han stoppede brat, som om at nogen netop havde lagt en varm og ukendt hånd på hans skulder. Og fuglen kom da heller ikke på vingerne, for lidt efter faldt den ned igen. Han satte tempoet op igen, og snart stod han foran hende. Hun forsøgte sig igen, men heller ikke denne gang lykkedes det for hende. Det var glat, kunne man tydeligt mærke, og hendes følelsesmæssige tilstand hjalp nok ikke frygteligt på at komme op. Han rakte den venstre hånd ned til hende, imens han betragtede hende med udtryksløse øjne og ansigtsholdning. En hånd, der så ud til at kunne trække en på benene, så let som ingenting. Det så garanteret meget intimiderende ud dernedefra, at se en 5. års med absolut ingen følelser, række en karikeret, men stadig venlig hånd ned imod en. Han sagde ikke noget, men vedholdte blot blikket på hende. Han følte, at ordene ville være unødvendige i denne sammenhæng. Han ønskede ikke på en eller anden måde at få nedsat pigens status. For uanset hvad de andre måtte tænke, beundrede han hende for hendes følelsesladethed. Den ting, han ikke selv besad.
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Feb 3, 2010 5:22:03 GMT -5
Hvis hun havde vidst at nogen ville hjælpe hende, havde hun nok takket nej, for ikke at være til besvær. Men der stod han. Som sendt fra en himmel, som hun ikke genkendte. Det var akavet og underligt, det var tydeligt at hun var både i tvivl og genert. Alle de gange hvor hun havde været alene og var blevet drillet, fordi hun var anderledes, så anderledes ud og fordi hun ikke kom fra en rig familie og heller ikke var fuldblods. Men hendes magi var blomstret hurtigere end de flestes, den var kommet inden hun overhoved var blevet to eller noget i den stil. Havde hun vist hvem han var, ville hun nok ikke være så uhøflig med sin tvivlsomme, men generte stirren. Til sidst, valgte hun at tage fat i hans hånd og få hjælp til at komme på benene. Hendes tøj var blevet gennemblødt af den kolde, våde sne og hun ville højst sandsynligt blive syg, det var hun dog lige glad, hun ville meget hellere vide hvem han var. Hvorfor han hjalp hende, når ingen andre ville. Det var en slags gåde for hende. Han virkede ikke som typen, der ligefrem gik for meget op i folks velbefindende, eller om hvorvidt man var kommet til skade, mere som typen der ville lide i stilhed og alene. Til sidst så hun lidt ned og mumlede stille: ”T-tak,” hun følte sig dum og naiv på en eller anden måde. I det ene øjeblik ville han hjælpe hende, og hvad blev det næste så? At hun blev en skydeskive igen? Alligevel stolede hun på ham, underligt nok, så følte hun sig mere sikker nu hvor han stod der. Som sagt, dum og naiv. Cassidy lignede en der ville græde igen, om det var af smerte eller taknemlighed, var ikke til at sige, de få tårer som hun ikke havde fået tørret væk, sad på hendes kinder, varme og på vej til at blive til is.
|
|
|
Post by Casey Vesper Hoxton on Feb 3, 2010 6:37:43 GMT -5
Casey blev ikke stødt over det intense blik – nok nærmere stirrende og uforbeholdt, noterede han sig i tankerne – men smilede blot indvendigt. Hun lignede en fugleunge, der for første gang så maden og funderede over, hvad den mon skulle bruges til. Det var næsten som om, at hendes blik kunne trænge igennem isen, bemærkede han. Men hos en is så tyk som ham, vidste han at der skulle mere til. Og desuden kunne han godt fornemme, at hun overhovedet ikke prøvede at gennemskue nogen. Hun virkede tværtimod forbløffet over, at han havde rakt hånden ned til hende. Han var ikke sikker på, om han ville have gjort det, hvis det havde været andre end hende. Normalt havde han altid sine parader løftet højt. Men det var nok fordi, at hun jo netop var så fin og menneskelig. Hun var alt det, som Casey ikke var, hvilket interesserede ham. Hun lod sin hånd finde på plads i hans, der tilbød hjælp, og med en let bevægelse fik han trukket hende på benene igen. Der var ingen modstand, hverken i form af vægt eller vilje. Nu var hun jo gået med til at få hjælp. Hun havde på en måde anerkendt, at hun var nødt til at få hjælpen. Det var umådeligt beundringsværdigt i hans øjne. Hun fjernede det intense blik fra ham, da hun var kommet på fode igen, og takkede ham. Han nikkede blot som et svar, og betragtede hende med de følelsestomme øjne. Hun behøvede ikke at frygte et angreb fra ham, sådan som hun stod med tøjet plettet af den fugtige sne og øjnene vendt væk. Hun måtte føle sig i en frygtelig situation, kunne han ikke lade være med at tænke. Og han var ikke af den støbning, der havde lyst til at hovere over den. Nok kunne han have sine skumlere momenter, men han fandt det ikke underholdende, at man skulle træde ned på folk. Hun så ud som om, at hendes dæmninger var på vej til at bryde sammen, og enkelte tårer havde efterladt striber over hendes kinder, et par stykker af dem ventende på at hun ville tørre dem væk. Havde han ikke haft sin utrolige forbeholdenhed og sit ønske om ikke at få hende til at fremstå ynkelig, havde han straks foret hen og tørret dem væk, men han ønskede ikke at hun skulle fryse yderligere. Elegant lod han sin venstre pegefinger falde på det punkt på hans ene kind, hvor hun ville have en tåre på sin som en markering af, at hun nok hellere måtte tørre dem væk. ”Lad dem ikke fryse til.” bemærkede han monotont, og så på hende. Hvor måtte hun fryse! Med hele tøjet gennemblødt, var det ikke det bedste sted at stå midt i isørkenen. Han trak sig ud af sin lange forede vinterjakke, og holdt den frem imod hende i en gestus, der tydeligt indikerede at hun havde mere brug for den end ham. Den havde været hans fars, mindede han ham selv om. Han gik med den, for at ære hans minde. Men han vidste, at havde hans far stået her nu, havde han gjort præcis det samme. Med den højde, Casey havde, nåede jakkens skøder ham til knæene; på Cassidy ville den formodentlig gå et stykke ned om anklerne og lune. Det var meget mærkværdigt, at han ikke sagde så meget. Men det gjorde han sjældent. Man skulle ikke tale, når det ikke var nødvendigt, mente han. Så mistede ordene deres skønhed.
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Feb 3, 2010 7:06:38 GMT -5
Hun kunne ikke lade vær med at føle sig en smule forlegen, sådan som hun stod der og lignede sikkert et eller andet lille barn, som allermest bare havde brug for at tage hjem til sin mor. Det tog hun sig ikke af, for folk måtte jo bare acceptere hende som hun var. Hun strøg hurtigt tårerne væk da han sagde det, som om at hun ville gøre alt hvad man sagde, bare at man nævnte det, eller gjorde tegn til det. Hun var ikke altid sådan, men det var anderledes lige nu. Tårerne forsvandt hurtigt. Han virkede tom på en eller anden måde, var alle hans følelser blevet låst inde i en kasse, som ingen måtte åbne eller nærme sig? Hvorfor alle hans følelser var skjult, ville hun ikke blande sig, det angik ikke hende for det første, og for det andet, så måtte han selv vælge om han ville vise sine følelser eller ej. De ellers så ekstrem blege kinder, blev en smule røde, ikke på grund af kulden, hun rødmede. Hun blev altid så genert, når hun var nær en fyr og hun kunne ikke gøre for det, men sådan var hun. Cassidy havde trådt et skridt tilbage da han rakte hende jakken, rystede lidt på hovedet uden at se på ham. ”Nej tak, ellers tak,” sagde hun stille. En svag skælvende gik igennem hendes krop, kulden var nogen lunde til at holde ud, men det var ubehageligt at fryse sådan. Det var svært for hende, at få sig selv til at ville bevæge sig. Kulden bed i hende, men hun ignorerede den, så meget som muligt. Hendes mor ville sikkert flippe helt ud, hvis hun så hende nu, men hendes mor var også lidt overbeskyttende når de gjaldt. Hendes far ville nok bruge en besværgelse for at tørre hende, men det var derhjemme, nu var hun i skole og hendes tryllestav havde hun efterladt på sit værelse. Desværre. ”Jeg vil helst ikke give problemer,”
|
|
|
Post by Casey Vesper Hoxton on Feb 4, 2010 10:09:34 GMT -5
Ved synet af hendes røde kinder og hendes stille stemmeføring fortalte Casey, at det ikke var en situation, hun følte sig allerbedst tilpas i; måske endda en smule forlegen over hendes problemstilling. Men hvor det måske ville have været blevet opfattet som ynkeligt af nogen, syntes Casey at hun på en eller anden måde bar det, der for andre ville have været patetisk, på en måde, der gjorde det rankt og stolt på en måde. Og som han havde tænkt før, kunne han kun beundre hendes psyke, der ikke havde den samme grad af fuldkommen følelsesløshed som hans havde. Hvis hun var usikker på ham, undrede han sig bestemt ikke. Men hendes afslag af tilbuddet om hans jakke og hendes begrundelse af, at hun ikke ville være til besvær fik ham til at smile et af sine sjældne, ægte smil der burde kunne give hende varmen tilbage, i hvert fald mentalt. Han gik om bag hendes ryg, og lagde jakken til rette på den lilla hættetrøje. Han rettede nænsomt på den med sine bløde og karikerede hænder, sådan at den dækkede det meste af hendes overkrop og et stykke ned til knæene, så smilede han til hende. ”Det gør du heller ikke,” forsikrede han hende og lød en tand mere følelsesnuanceret end han plejede. Men så snart at han trådte frem foran hende igen og stod med ansigtet til hende, var følelserne blevet gemt væk igen. Dog havde de været der et øjeblik. Et øjeblik havde hun haft held til at bryde en kompliceret lås op. Uden nogen som helst vækkelse af medlidenhed eller sympati. Kun en umådelig beundring for en person, der virkede så ærlig, så reel og så komplet. Som om, at hun ikke spillede sine kort for at gemme noget, men nærmere ville undgå spillet, hvis det blev for besværligt. ”Det forekommer mig ikke, at vi er bekendte.” bemærkede han med hovedet hævet, og kiggede endnu engang på hendes ansigt. Han havde bemærket det orange hår et par gange, men han var meget sikker på, at de ikke havde hinandens navne. Hun var vist en 4. års, forekom det ham. Han betragtede hende med jakken, så tilføjede han et spørgsmål: ”Nu fryser du vel ikke?” spurgte han med sit neutrale tonefald. Sådan som han førte sin stemme, kunne man ikke vide, om han bekymrede sig eller om det bare var en konstatering. Man kunne lægge begge betydninger i den, og Casey vidste heller ikke helt, om det var reflekser eller bekymring der førte ham. Om det var den lyse eller den mørke del, der trak.
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Feb 4, 2010 11:50:24 GMT -5
Det virkede lidt underligt, at han i sidste ende, lagde jakken om hende, selvom hun havde givet afslag. Han var anderledes, end så mange andre, ikke på nogen dårlig måde, blot en måde der gjorde hendes kinder mere røde end de var i forvejen. Hendes muskler spændtes da han rettede på jakken, den var meget stor til hende, men det gjorde ikke noget, han duft hang i den og den var dejlig varm. De følelser, som hun regnede med ikke at få chancen til at få og se, blev vist og hun var meget overbevist om, at det her også ville blive sidste gang at hun så dem. Det smil. Det gjorde nærmest hendes ben til gele, men hun blev stående. De følelser som derefter blev låst væk igen, blev meget hurtigt savnet, det viste sig et kort øjeblik på hendes ansigt. Hun smilede dog til sidst, stadig med røde kinder og et genert glimt, og smilet var en smule forsigtigt og genert. ”T-Tak,” sagde hun stille, og så en smule ned i jorden. Hvad skulle hun mon sige? Hvad skulle hun gøre? Der var så mange ting som hun kunne sige eller gøre, hun ville bare ikke støde ham eller gøre noget, som ville gøre ham vred. Hun havde set ham før, men hun kunne bare ikke lige huske hvor, han var ældre end hende, det var tydeligt. Hvis hun ikke tog meget fejl, så tilhørte han Vulturul kollegiet, for hun havde set ham sammen med nogle 5 års elever, fra det kollegium, så han måtte vel høre der til. ”Cassidy Aimée Alexandrie, Chevreuil 4 år,” hun rørte sig ikke og hun så bare lige ned i jorden, hendes mumlen hjalp ikke ligefrem på det. Men hun blev så genert. Hun turde ikke rigtig sige ret meget mere, bange for at sige et eller andet som ville lyde helt forkert og som blot ville gøre ham vred eller fornærmet. Det var hun jo nogen gange så god til, når det kom til stykket. Hun rystede på hovedet, til det sidste han sagde, ikke så meget, kun lidt og stille, men en lille vind fik alligevel grebet fat i hendes hår og en jordbær duft slog ud til alle sider og hans duft, fik hende til at vågne ret meget op.
|
|
|
Post by Casey Vesper Hoxton on Feb 5, 2010 17:52:36 GMT -5
Den sarte røde nuance, der var kommet til syne i hendes kinder efter at han havde placeret sin jakke over hendes skuldre, fik ham næsten til at trække på smilebåndet igen, men trods sit forsøg på at gøre det, forblev hans mimik så neutralt, som den havde været efter smilet. Hendes tydelige skuffelse over at hans forhenværende smil nu var væk som den vind, der legesygt skubbede til dem med enkelte mellemrum, gav kun anledning til et mentalt spørgsmål i hans hoved. Varmede det lille smil hende virkelig så meget? Han kunne ikke lade være med selv at føle sig en lille smule varm over den ubevidste kompliment, der lå i det. Men han vidste, at han ikke kunne spille gode miner til slet spil. Hans tomhed var et ærligt bevis på, hvad han normalt følte. Han ønskede ikke at forlede folk med falske smil og sødt hviskede sætninger, bare for at trøste dem. De vidste, at han under sin facade var tilgængelig; ikke frit tilgængelig, men hans is kunne smeltes. Ligesom at den langsomt smeltede ved synet af den rødhårede, let sky, men samtidig så bemærkelsesværdigt stærke pige. Hun vendte blikket mod jorden, til Caseys store skuffelse. Han var netop begyndt at læse i øjnene, hvor han kun kunne læse en velvilje. Men samtidig også en smule forvirring over hans tilgang til tingene. Den måde, han lagde jakken om hende på, til trods for at hun pænt havde takket nej. Hun virkede så levende, glad og letsindig, men han vidste, at der tit lå mere under en måske så tynd facade. Og han ønskede at lette på dette slør, og se ind bag tæppet. Han havde en stærk formodning om, at der lå varme følelser under de allerede hede ting, hun lod vise. Et øjeblik var tavsheden guld for dem, så præsenterede hun sig med navn og kollegium. Cassidy Aimée Alexandrie. 4. års Chevreuil. bemærkede han sig mentalt, som om at han ville skrive sig det bag ørene. En Chevreuilpige var en glad pige. Det havde han bestemt heller ikke formodet at hun ikke var. Men han vidste, at der selv under en sprudlende glæde, kunne være mere at hale i. Han nikkede bekræftende, og betragtede hende med de neutrale øjne. Hans lingvistiske evner hoppede op, og han talte derefter. ”Et navn med franske aner, formoder jeg.” halvt spurgte, halvt konstaterede han. Han trådte et skridt nærmere og så på hende. ”Aimée.” udtalte han med en blød, tydelig og glimrende fransk accent. Til trods for at han var engelsk, havde hans ophold på kostskolen belært ham i gode manerer, og at kunne tale det elegante franske sprog var en kunst, man skulle mestre. ”Den elskede.” tilføjede han betydningen og så på hende. ”Et passende navn.” bemærkede han kort efter, og ville have understreget den lille kompliment med et smil, havde han bare haft et. Han erklærede sig enig med sin sætning kort efter. Hvordan kunne man ikke elske en pige som hende som veninde eller datter, sådan som hun stod med de røde lokker omkring sig og blikket slået ned? Det var et hjertevarmende syn, der desværre ikke havde den effekt, det burde. I det øjeblik ønskede Casey at fjerne masken, men det var som om at masken var groet fast. Duften af jordbær sneg sig ind igennem hans næse, og tilføjede kun et strejf af kvindelighed til hans opfattelse. Han bukkede derefter kort, idet han præsenterede sig for hende. ”Casey Vesper Hoxton. Vulturul, 5. årgang.” Han havde en formodning om, at hun allerede havde gættet hans kollegium, men formaliteterne krævede en præsentation. Han rettede sig op og så på hende. Et øjeblik var stilheden dominerende. En stilhed, der sendte en beroligende virkning fra Casey ud i atmosfæren. En følelse af, at alt var under kontrol.
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Feb 6, 2010 14:02:06 GMT -5
Hun rødmede stadig, men hun så ikke rigtig på ham. Følelserne kunne ikke ses hos ham, alligevel var det som om at det et eller andet sted kunne mærkes, hun prøvede dog ikke at søge efter ham, hvis han ikke ville vise sine følelser, så skulle han ikke gøre det. Igen så hun på ham, da han snakkede om hendes navn. Den franske accent, undrede hende lidt. Hun vidste godt at hun havde et fransk navn, mellemnavn, eller hvad man nu kaldte det. Hendes mor var vist halvt franskmand, eller også var det hendes far, hun havde nemlig aldrig spurgt og aldrig fået det at vide. Den måde han udtalte hendes navn på, gjorde hendes kinder en anelse mere glødende og tydelige. Passende navn? Hvad mente han med det? Selv var hun ikke så sikker på, at det passede til det, eftersom hun havde en slags evne til at finde problemer og ende med at komme til skade, eller få en ide som altid var en smule.. farlig. Hun kunne bare ikke lade vær, det var sjovt, og hun behøvede jo ikke at blive moden, før hun flyttede hjemmefra. Tingene havde virkelig ændret sig. Hun havde mødt både Mimi og hendes ven Nate og nu en Vulturul, som sikkert var fuldblods og ikke ville have ret meget med en halvblods at gøre. De fleste som var fuldblods, var tit meget stolte over det, med god grund, men de var vist ikke altid lige så glade for muggler fødte eller halvblods. Casey Vesper Hoxton.Det var som om at et lys gik ud hos hende. Hun havde hørt om den familie, altså fra en helt masse andre på skolen, for når hun var derhjemme, fulgte hun med i alt det magiske. Hun var bare en gård pige. Hendes blik var blevet rettet imod jorden igen, inden hun langsomt tog jakken af sig og rakte ham den tilbage. ”Det var rart at møde Dem, og tak for det hele, men jeg må gå,” et eller andet sted i hendes stemme, kunne man høre at hun løj lidt. Det var ikke fordi hun ikke ville lære ham at kende, for hun var meget nysgerrig, der var bare ikke ret mange som kunne lide en underlig halvblods gård pige, som kunne finde på alle mulige ting. Så vendte hun ryggen til ham, og haltede væk, det var glat, så det var næsten som at se Bambi på glat is igen, den her gang i menneskeform. Hvorfor gik hun? Burde hun ikke bare stå fast i den hun var? Være lige glad med hvad andre mente om hende? Men i det her øjeblik, så følte hun sig ikke særlig modig. Igen blev der kastet sne på hende og hun nåede ikke ind ad døren, for så væltede hun bagover og slog sit hoved temmelig hårdt. Hun rejste sig ikke op, hun blev liggende og tårerne kom frem i hendes øjne. Folk begyndte at grine af hende, det gjorde ondt, men hun kommenterede det ikke. Hun kæmpede for ikke at hulke og dermed ligne et lille barn endnu mere.
|
|
|
Post by Casey Vesper Hoxton on Feb 7, 2010 9:00:07 GMT -5
Han havde svært ved at række ind og læse hendes tanker, hvor meget han end forsøgte. På det punkt fortalte hun ligeså meget som han selv gjorde. Selvom det ydre måske forledte folk til at tro, det ville være nemt at forudsige hendes næste træk, var Casey nu ikke det mindste enige med dem på det punkt. Sådan som hun stod med blikket vendt væk fra ham, kinderne let rødlige og håret om sig, ville man nok ikke have troet at der foregik nogen som helst form for dybere tankegang, hvis ikke man havde vidst fra sig selv, at der under skallen kunne gemme sig så meget mere. Hun var tavs og svarede ikke på nogen af hans sagte sætninger, men stod blot frosset til jorden. Har jeg sagt noget forkert? var hans første indskydelse, og et øjeblik lyttede han til den stilhed, der var opstået i gården. Vindens stille sang blandede sig med de mange indtryk, det hele gjorde på ham og forstærkede hans tankefokus. Han kunne ikke sætte fingeren på, hvad der havde været upassende. Havde det været hans lille bemærkning om hendes navn? Den var nu så oprigtig som han ellers kunne få den formuleret. Normalt bekymrede han sig ikke det mindste om, hvad folk tænkte og gjorde, når han var så ærlig og ligefrem, som han kunne være. Dog var der Cassidy, som her virkede både blid og rar, som nu virkede tilbagetrukket og tænksom. Noget havde gjort udslaget. Men nu, så uforudset som det overhovedet kunne være, trak hun hans jakke af sig og rakte den hen imod ham. Hun fik hurtigt sagt, at hun måtte gå, og hun begyndte at bevæge sig af sted, omtrent ligeså yndefuldt som en glaskugle ville glide på isen. Han stod med fingrene lukket om jakken, og den stadig svævende i luften. Mærkværdigt. var hans første indskydelse, men kort efter kunne man se et øjenbryn hæve sig, imens at hans øjne stadigvæk hvilede på Cassidy. Han havde jo præsenteret sig! Med det, der kunne have været et mentalt suk, lukkede han øjnene. Selvfølgelig havde det været hans efternavn, der havde gjort udslaget. At have en mor, der var den dygtige enkefrue efter Ministeriets afdøde topauror, havde aldrig nogensinde betydet at man var ukendt. Men hvorfor påvirkede det hende? Selvom han til tider godt kunne virke stolt over at bære navnet Hoxton, gjorde han det aldrig på bekostning af andre. Hendes eget blod, måske? foreslog han sig selv, og et øjeblik tændtes der lys i hans hoved. Navnet Alexandrie sagde ham ingenting, ringede slet ikke den mindste klokke. Hun måtte være Mugglerfødt eller halvblods, og tog det måske derfor tydeligere på sin kappe, at hun ville være ”til besvær” som hun tidligere havde sagt i samtalen, for en fuldblods. Ligesom før kunne Casey dog ikke se, hvad besværet skulle bestå i. Han fulgte hende med blikket, imens at hun med en smule besvær og en umanerlig klodsethed kæmpede sig over isen. Det drog en lille bevægelse i hans venstre mundvige, men så bemærkede han at der kom snebolde flyvende mod hende igen, og atter mistede hun balancen på isen; denne gang så det dog voldsommere ud end før. Han krydsede skyndsomt isen, og satte sig på knæ ved siden af hende. Han bød hende endnu en gang sin hånd, og han betragtede hende med hovedet let på skrå. ”Du er overhovedet ikke til besvær.” forsikrede han hende atter, både til det med hånden, og underforstået også til grunden til at hun flygtede. Han fik skubbet et smil op til overfladen, og vedholdte det imens han så på det. 2 smil på en dag. Meget imponerende. Han ignorerede tårerne i hendes øjne, og bandt sine hænder mentalt for ikke at ville forsøge at trøste hende. Det var vist det sidste hun havde brug for. ”Berømmelsen har mange bagsider, ser jeg.” bemærkede han, men smilet gjorde det til en mildere sagt sætning. Han blamerede ikke hende for ikke at ville kende en Hoxton. Det var jo ikke just fordi at de havde rygte for at leve længe eller for at være specielt imødekommende. Smilet forsvandt ligeså stille, og i stedet blev det erstattet med endnu et tilbud om at få jakken om sig. Hun skulle jo nødigt blive syg. Han ville ikke spørge om det gjorde ondt, for han var en smule nervøs for, at det kunne blive tolket som et lettere nedværdigende spørgsmål. Og det ønskede han ikke.
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Feb 9, 2010 12:34:59 GMT -5
Hun havde aldrig været ret god til at holde balancen, jo når hun spillede fodbold eller lavede nogle ting, hvor hun bare ikke skulle glide. Sne havde ikke været hendes bedsteven, selvom det da var meget sjovt nogle gange, men ellers så var det bare ikke! Hun elskede sommer og sol, men hun blev aldrig solbrun, hvilket også var fint nok for hende. Det var som at være et sted mellem himmel og jord, for det kunne umuligt være rigtigt, at han faktisk ville gå over til hende og hjælpe hende endnu en gang. Alle kiggede på dem, mest på Casey, da han selvfølgelig var en slags smuk engel, specielt når han smilede. Intet kunne beskrive hvor meget folk nærmest hungrede efter at han smilede sådan til dem, og ikke til hende. Cassidy forsøgte ikke at rejse sig, hun turde ikke, af frygt for at en masse smerte blev sendt igennem hende. Han virkede så varm på en måde, smilet var så ægte og ikke så langt væk, hun kunne ikke lade vær med at stole på ham og hans ord. Ordene virkede på den måde, som de vel var tiltænkt. Hun greb hans hånd, ganske forsigtigt og rigtig skælvende. Kulden havde nåede hendes krop, voldsomt, så hun var ved at ryste helt vildt. Det hele snurrede lidt for hende, nærmest som om at alt smeltede sammen. Tingene virkede underligt slørede, eller langt væk. Alle stirrede på dem, med både jalousi og undring i blikket. Alle fyrene undrede sig over hvad Casey havde gang i, mens pigerne havde lyst til at rive Cassidy væk, for at få hans opmærksomhed, som de så kunne sole sig i og nyde. Kulden var ikke blevet værre, men mange gik ind, da de enten frøs, eller slet ikke gad at, kigge på dem og bare vænne tilbage til deres daglige liv, inden Cassidy overhoved havde mødt Casey og omvendt. ”Undskyld, jeg er vist, lidt t problematisk,” sagde hun, mens hun kæmpede for at holde fokus. Hendes læber begyndte at blive blå, og hendes hud begyndte at ændre en smule farve. Tydeligt at hun frøs mere end hun havde prøvet.
|
|
|
Post by Casey Vesper Hoxton on Feb 9, 2010 14:03:50 GMT -5
Så længe du ikke falder på livets lange og glatte vej, tænkte han filosofisk, imens han betragtede hende liggende på den kolde og forfrosne vinterjord, og tilbød hende en hjælpende hånd med at komme på fode igen, Så lad dig ikke tynge af at glide på glat vinteris. afsluttede han sine tanker og så ud igennem de mørke øjne, hvordan hun tøvede med at tage den hånd, der blev tilbudt hende. Og det stod ham klart, hvorfor hun ikke omgående lod sig hjælpe. Hun ønskede ikke at være til besvær for nogen. Stod til hende, ville hun formodentlig helst bruge tid og kræfter på at kæmpe sig op, hvis hun havde været i stand til det. Men i hendes faldne position på isen var det ikke muligt at komme på benene igen uden at risikere et fald af samme slags som det hun havde præsteret for. Og med den kraft, hun var faldet med, ville det nok ikke være et smertefrit fald. Men ikke før han havde nået videre i sin tavse tankevirksomhed, accepterede hun hans tilbud om hjælp ved at lade en af hendes frostskælvende hænder falde ned i hans. Hun fryser. konkluderede han, imens han forsigtigt trak hende op på benene igen. Hun frøs ikke bare, men hun rystede tværtimod af kulde. Det skulle man ikke være noget medicinsk geni for at se ikke ville være noget godt tegn. Da hun var sikkert på fode igen, lod han blikket falde på hende. Elementerne havde tydeligt gjort sit indtog på hende. Rundt om læberne tonede der sig en svag violet frem, som uden tvivl ville blive blå, hvis de fik mere tid til at nuancere sig i den vinterkolde gård. Og havde hendes teint ikke også skiftet en smule farve? Det havde den vist, nu hvor han tænkte over det. Uden hverken at give et alternativ, men heller ikke brutalt eller hårdt, gik han hen bag hendes ryg og lod atter hans fars jakke glide rundt om hende. Dette var ikke tiden, hvor hun skulle sige hans jakke imod, uanset hvor velment og smukt det ville være. Hun var på afgrunden til fysisk at blive den istap, han mentalt var. Han lukkede den for hende i halsen, og gik hen foran hende. Akkurat ligesom før var den store herrejakke alt for stor til hende, men så var han da sikker på at den lille dråbe varme, der stadig var tilbage i hende, blev isoleret. ”Kom med.” sagde han lavt, men hørligt i sin stoiske, men samtidig mærkværdigt tillidsfulde stemme, og tog den ene af hendes hænder i sin venstre. Den var iskold. Dens møde med hans egen varme, let bløde hånd fik en iling til at løbe ham koldt ned af ryggen, og han konkluderede, at det ikke var et øjeblik for tidligt at få hende indenfor i varmen. Han førte hende forsigtigt, men sikkert hen til den dør, de begge før var kommet ud af, åbnede den og trak hende med indenfor i skolens forhal. Den ordinære, forladte men hjemlige forhal. Den havde altid været mere som en portal for ham frem for et rum. En portal til den magiske verden, han var blevet født til at leve i. Caseys krop kunne ikke mærke nogen umiddelbar temperaturforskel, da den massive dør lukkedes bag dem og rummets varme fik lov til at smyge sig omkring dem, men han var meget sikker på, at Cassidy ville føle den som meget velkommen. Han fik trukket hende – egentlig ikke trukket, nærmere blidt ført, som om at det var en man dansede med – hen til en af forhallens radiatorer, hvor han stillede hende foran den. Han så hende dybt i øjnene. Dybere end han plejede. Han stod stadig med den iskolde hånd i sin, og han tog den anden. Han så på dem, og rystede på hovedet. ”Hvilken kulde.” musede han monotont, og så op på hende. Hun var så kold, at han kunne mærke kulden fra hende danse om ham, til trods for at hun stadig stod en håndsbredde fra ham. Kulde blandet med den varme duft af jordbær. Han havde stået og tænkt på hendes temperatur, så erindrede han hvad hun havde sagt udenfor midt i de kolde tanker. At hun vist var lidt problematisk. ”Problematisk ville være et meget upassende adjektiv at bruge om dig.” bemærkede han og nærmede sig hende. Men han fortalte ikke hvilket adjektiv han ville bruge i stedet. Hun bliver nødt til at blive varmere. tænkte han nøgternt uden at slippe hendes hænder. Så fangede han de skælvende læber med sine og pressede sine varme tæt ind imod hendes for at udradere kulden. Utraditionelt, velsagtens.. men ikke desto mindre nødvendigt for at få varmen tilbage i hende igen. Og meget utraditionelt for en som Casey. Men.. hun var nu heller ikke traditionel. Varmeafgivelse. tænkte han som svar på den tanke, han netop havde haft. Man måtte vel være praktisk. Hendes kropsvarme var i bund, og han måtte dele noget af hans ud. For hendes bedste.
|
|
|
Post by Cassidy Aimée Alexandrie on Feb 9, 2010 14:28:58 GMT -5
Der var ikke ret meget styrke tilbage i hendes krop, så hun kunne ikke kæmpe imod ham. Et eller andet sted, så ville hun vel ikke. Ikke ret mange mennesker, havde tilbudt denne hjælp, så hvorfor ikke bare tage imod den, nu hvor den var der? Besværlig. Det var grunden til at hun havde svært ved at tage imod hjælp, hun havde ikke lyst til at give andre problemer, eller uroligheder, bekymringer og alt muligt andet. Hendes forældre var en ting, men alle andre, det var noget andet. Den smule varme, som stadig lå i hendes krop, blev holdt inden i hende da han lagde jakken om hende, og lukkede den. Hjælpen var der virkelig, selvom hun ikke forstod den, så kunne hun godt lide den. At få hjælp fra andre, var noget hun fik nogen gange, når hun altså tog imod den og alligevel var det så sjældent, at en dreng havde tilbudt det. Hvis det havde været muligt, så havde hun takket nej, sagt at hun ikke ville være mere besværlig, end hun tydeligvis var, hendes krop lystrede bare ikke længere og derfor kunne hun ikke gøre noget for at ”kæmpe” imod. Da han tog hendes hånd, mærkede hun hvor varm han var og hvor kold hun i virkeligheden var, det var direkte ubehageligt. Varmen slog hurtigt ud imod hende, da hun trådte indenfor efter sin lidt mere forsigtige glidetur. Det gjorde ondt i hendes krop, men den tog imod varmen, langsomt og en smule smertefuldt. Hvorfor slap han ikke hendes hånd? Hun forstod det ikke, igen, så var der jo ikke så mange ting som hun forstod, når det kom til stykket, så var hendes sind nærmest som et barns. Og stadig som en teenagers. Da de stod over ved radiatoren, stod hun nærmest op ad den og dermed også muren. Hun forstod ikke rigtig hvorfor han stadig væk ikke slap hende, det gjorde hendes et eller andet sted, lidt urolig. Da han så nærmede sig og nærmest ødelagde hele afstanden, blev hun klar over at der ville ske et eller andet, som hun nok ikke ville være helt glad for. Hun mærkede hans varme læber imod sine, og så bristede nærmest det hele. En masse tårer væltede frem i hendes øjne, og trillede ned ad hendes kinder. Tårerne var varme, ligesom hans læber, men ikke så bløde. Jeg vil ikke. Ordene opstod bare i hendes hoved, men hvad de betød, vidste hun godt. Det var forkert, at have sine læber imod hans, selvom det var nyt og på en eller anden måde, spændene, så havde hun aldrig troet, at det ville ske for hende og slet ikke i denne sammenhæng.
|
|
|
Post by Casey Vesper Hoxton on Feb 9, 2010 15:09:50 GMT -5
Selvfølgelig burde han have forudset udfaldet af at han brugte en så uortodoks måde at bringe varme ind i kroppen på hende igen. Det ville have hjulpet på Gud vide hvor mange andre, men det var kun naturligt, at det ikke ville hjælpe på hende. Der er bare ingen andre, jeg ville have gjort det på. tilføjede han. Det var et sølle plaster på såret, men det var et plaster. Normalt ville andres tårer ikke have haft noget som helst med hans verden at gøre. Når de ikke var grædt for ham eller forvoldt af ham, kunne han ikke se sig nødsaget til at rette bod på dem. I dette tilfælde var der så den anden mulighed. Men han måtte indrømme, at han ikke havde set andre udveje. Beregningen havde ført til at han havde set den mulighed komme, men han havde ikke regnet med, at det udelukkende ville være det, der ville komme. Øjeblikket havde varet mindre end et øjeblik, så kunne han mærke varm væske løbe ned af hendes kinder og krydse hans. Selvom han ikke kunne se den, så var han meget sikker på, at det var tårer som hun græd. Og denne gang kunne det være andre end ham, der forvoldte dem. Ved at smide sin facade. Det er vel det der sker, når man faktisk forsøger at være menneskelig. tænkte hans tanker lettere skadefro, og et enkelt moment stod han og overvejede, om de tanker faktisk havde ret. Men hans stoiske tankegang lod ham ikke tænke længe over de tanker. Han brød af og trak sig tilbage i passende afstand, hvor han et øjeblik blot stod tavs med øjnene hvilende på hende. Smagen af jordbær hvilede stadig på hans læber, en smag der virkede mere bitter end den bitterhed han burde føle over hvad han havde gjort. Omvendt var han vist heller ikke helt så følelsesløs at han bare ville have ladet hende stå og klynge sig til den varme radiator, der lod sin varme snige sig igennem kanten af hans bukser og op langs hans ben. En velkommen varme, der dog ikke var brændende. Han forsøgte at mønstre en eller anden form for oprigtig angrelse, men han vidste at han ikke ville kunne udtrykke det. Han angrede ikke, at han havde forsøgt at gøre et eller andet. ”Tilgiv mig.” kom det blot over hans læber, og han studerede hendes ansigt. At alt den smerte, der var udtrykt i hendes mimik, kunne være forvoldt af ham, kunne han ikke rigtig kapere. Han kunne blive ved med at sige det til sig selv, men rigtigt at forstå det, kunne han ikke. Det var som om at der flød en syndflod af vand ud fra hendes øjne, der sejlede ned over hendes kinder og efterlod blodrøde spor, der forsøgte at opnå samme røde luminans som håret. Det var smukt, men skønheden visnede i visheden om, at det var en forvrænget skønhed han havde forvrænget. Han lod blikket falde på de fire hænder sammenfoldet, så slap han dem og betragtede dem falde igennem tyngdekraftens tyngende hulrum. Et moment, der kunne have taget flere lysår, i sådan et tempo gik det i hans hoved. De sank resolut ned ved siden af deres egen ejermand, og et øjeblik betragtede han sine egne tomme hænder foran sig. Han betragtede dem som om at de holdt svaret til den store gåde, han tænkte på. Var det mon et spor af en vis følelse i hans øjne? Det var det vist næppe. Måske var det bare et glimt af isbjerget under isen. Hans hænder faldt også til hans side, så betragtede han hende objektivt. Han kunne ikke lade være med at føle en nål af smerte gennembore isen. Det var hans værk, denne følelsesudladning. Dog forundrede reaktionen ham. Hans is havde måske brudt en anden is, en følelsesmæssig is? Han var ikke helt sikker på om det var en is, han burde prikke i. Men til trods for al det, han tænkte på.. så var der en vis tillid til den forundrende pige, han lige havde forsøgt at live op igen. Den person, der var som hans pluspol, hvis han var minuspolen. Og der er ingen magnet uden de to modsætninger. Han så på hende, så talte han. Følelsesløst som før, men man kunne sagtens række ind og slå den lille streng af skyldfølelse an, der var spændt ud over hans følelsers resonanskasse. ”Lov mig at få varmen igen.” sagde han, og kiggede på hende med hovedet let på skrå. Et syn, der kunne knuse et hjerte af is. Og den sætning havde to meninger. At få varmen fysisk.. og følelsesmæssigt. Ikke at lade sit hjerte fryse til is på grund af ham. Han havde frosset nok mennesker ned med sin egen is.. hun var for god til at lade sig selv tangere på den måde.
|
|